Sølvfiskeri

Jeg har fået sølvfisk på badeværelset. De bor inde under vaskemaskinen, hvor man aaaaaaaaaldrig kommer ind med støvsuger eller gulvklud.

Der startede med bare at være en enkelt sølvfisk, som panisk flygtede, når jeg tændte lyset og kom farende ud på badeværelset. Det var egentlig ikke slemt.

Jeg er sådan lidt imponeret over sølvfiskens plads i evolutionen, som er ganske enestående (måske lige med undtagelse af fætter krokodille). Den har stort set ikke ændret sig, siden den opstod, den har bare været helt perfekt fra the get go. Og dén slags ér sgu da imponerende i en verden, der har fostret aber med næser som tomler, hajer med hammerhoveder og ådselsfugle som er uden fjer, der, hvor de får blod og snask på sig.

Og i øvrigt var denne første sølvfisk ret lille. Kun omkring en millimeter i bredden på det tykkeste sted og fint sølvfarvet. Og den smuttede jo altid bare væk, når jeg kom. Ind under vaskemaskinen.

Et par dage efter var der så én mere. Den var kæmpestor og fed. Den måler mindst to og en halv millimeter på det tykkeste sted. Den er kedeligt grå. Og den flygter ikke!

Altså jo, den flygter jo, men den er satme så dum, at den nogle gange render hen imod mine små, bare fødder (en størrelse 40 kan godt være lille, når stupide smådyr er på vej imod den!) i vild panik.

Det værste er faktisk, at fordi den er så stor, så kan man se alting på den. Altså alle de der stikkejavertuser (følehorn eller sådan, tror jeg), som kommer ud af den både fortil og bagtil og gør, at den ligner, hvad den er. Et insekt. Et insekt på størrelse med en afklippet negl i mit badeværelse!

Nu er der kommet en til! Der er altså i hvert fald tre sølvfisk i mit badeværelse og hvor det var sådan noget nær hyggeligt (køb dog en kat, dame!) med en enkelt lille én, så er det bare klamt, når der er tre. Og specielt når den ene er så dum, at den flygter hen i mig.

Toiletbesøg foregår nu med øjnene på stilke, så jeg kan holde øje med, om de nu prøver at snige sig frem, mens jeg sidder der ganske forsvarsløs.

Forleden løb den fede af dem - tydeligvis deres leder - op på badeværelsesmåtten (der er økobomuld og bare overhovedet ikke fortjener den slags insektløb) og jeg udbrød "Dude, det der er fandme IKKE i orden!"

Min BFF fik genfortalt historien, og i stedet for at være medlidende og synes, det var ækelt, kiggede han bare undrende på mig og sagde tørt: "Taler du til dem?"

Og ja, det gør jeg faktisk.

Jeg taler også til min plante, Finn, fordi den ser ud til at kunne lide det. Og jeg taler til min cykel, Kitte Kry, fordi jeg tænker, at den så er mindre tilbøjelig til at stejle og smide mig af.

Det kan godt være, det er vanvid at tale til planter og cykler, men måske er det en fin ting at gøre med sølvfisk.

Jeg tror nemlig, jeg har skræmt dem ind under vaskemaskinen for tid og evighed. Jeg har i hvert fald ikke set dem, siden jeg kaldte den fede anfører Dude.

1-0 til taledamen over sølvfisk!