Kirsebærtærten

I går bagte jeg en kirsebærtærte og det er den, I nu kommer til at læse om. Plus det løse. For det løse fylder en del i mit liv.

Vi skulle låne min venindes bette baby, og jeg bagte, så vi havde noget at give forældrene som tak for, at vi fik lov at høre på hyl, skifte remouladeble og varme flasker. Og så lidt fordi min far og hans kone i søndags kom med et lille kilo kirsebær, som jo altså skal bruges til noget.



Kirsebær er i grunden et dårligt bær. Altså de er meget gode bare sådan at spise, men de egner sig ikke helt til andet end kirsebærsovs, når de skal tilberedes. Og kirsebærsovs gider jeg ikke engang, fordi jeg bedst kan lide risalamande (uden salt overhovedet!) uden.



Jeg fandt en herlig opskrift, hvor der skulle umådeligt meget (smeltet - det har jeg aldrig prøvet før) smør i mørdejen, uhm. Og som ekstra finhed skulle der marengs ovenpå. Lige mig, jeg er jo dronningen af Marengs. I hvert fald hvis jeg skal sige det selv.



Kirsebær er (har jeg nu fundet ud af) heller ikke gode i tærter. De smager ikke af særlig meget og hinderne er ikke rare at få i munden, når man, som jeg, er en af de sarte, som heller ikke spiser bærrene i syltetøj. Oven i det fik det en bitter bi-smag, som når man stikker vanillestangen i munden, fordi ens mor har fortalt, at det gjorde man, dengang hun var barn, fordi man ikke sådan lige købte et kilo syrlinger eller andet guf og inhalerede.

Mørdej og marengs var guddommeligt lækkert, men kirsebærrene var altså sløje. Næste gang blir det med rabarber.

Og det blir på lørdag, når familien kommer for at fejre, at jeg endelig er blevet det der bachelor. Så tager svigermor nemlig et vred rabarber med fra haven, hvor de står og gror sig store og lange, helt uden at hun bruger dem, tilsyneladende. Så kan jeg da lige så godt forkæle os alle med det i stedet! Så kan jeg jo også spare på sukkeret i fyldet, når der skal marengs oven på. Årh, det bliver godt.

Hindbær vil også være dejligt i tærten, tror jeg. Det spiller med det der syrlige frugtfyld og så marengs, tænker jeg i mit stille sind. Og i det ikke helt så stille, hvor jeg udbreder mig om det til alle, der gider høre det. Eller læse.

Ja, dét var jo lidt af det løse, det om på lørdag. Og det om hindbærfyld. Og der er mere løst.

Kender I det med, at en eller anden plade bare er fantastisk og følger én igennem hele (så langt som det nu har været indtil videre) livet?

Da jeg var lille, hørte min mor meget Shubidua, Stevie Wonder og Al Jarreau. Sidstnævnte har jeg fuldstændig glemt, hvordan er, men både Stevie og Shubberne gjorde indtryk. Stevie Wonder har jeg nu først som voksen brudt mig om, mens Shubidua var det fede, da jeg var barn. Min eks blev ofte lidt paf over, hvor tit han kunne sige et eller andet, for så at se mig associere og synge Shubidua med pågældende ord. Dejligt for mig. Lidt underligt for ham, da han aldrig har været rigtig glad for det folkelige Shubidua.

Men for mig er det altså barndom, lykke, solrige somre og dejlighed.

En anden plade, som har gjort et stort indtryk, er Sebastians "Skatteøen". Min mor havde den på lp (gosh, jeg er gammel!) og jeg hørte den tit. Så sad jeg med coveret og prøvede at læse lidt og følge med i, hvad de sang. Den stille sang "Den flyvende hollænder" var kedelig, og den gad jeg ikke rigtig høre dengang. Nu synes jeg, den er sådan søndagsjazzagtig på den rare måde og gider godt høre den. Alle de andre sange elsker jeg lige så meget nu som dengang.

For et par år siden fik jeg endelig købt cd'en og siden har jeg faktisk hørt den mere end de fleste andre cd'er.

Sebastian er en dygtig musiker og denne plade får mig til at ønske, at jeg havde været stor nok til at se musicalen, dengang den var der. Det må virkelig have været fantastisk. Og hver gang jeg hører sangene, drømmer jeg, at jeg lever i en tid, hvor eventyr kan være på den måde.

I dag er det vist mere end usandsynligt, at man får besøg af en pirat, som efterlader et skattekort og at man så kan rejse ud og finde skatten. Og en mand på en øde ø, som kun taler om ost.

Arh ok, manden med osten kan man sikkert godt møde, men det andet er ligesom bare noget, der hører en anden tid til. Og ind i mellem kan jeg godt misunde dem, der levede dengang. Selvom jeg absolut har det nemmere i dag, end de nogensinde havde det.

når Sebastian selv synger "Verden venter på dig, Jim, hvorfor venter du på den?", så føler jeg godt nok, at jeg også venter, men egentlig burde fare ud og finde noget....eventyr....