I am me

.....og jeg prøver ihærdigt at leve op til resten af det lille valgsprog, som ses her:

....altså ikke fordi, man skal være ligeglad med, om folk kan lide en, sådan partout. Men det er meget godt ikke at bruge så meget tid, som jeg gør, på at spekulere på det - når man nu ikke kan ændre det. Og folk må jo sejle deres egen sø, for det ér dem, det går ud over, hvis de synes, jeg er dum og ikke gider mig. Nemlig.

Jo, jeg fik jo af søde Sifka denne award, og med den følger en opgave; skriv ti ting om dig selv og giv awarden videre.

Det er ingen sag at give den videre, for både Pernille, Signe, Klidmoster, Anne, RakelHermesetas og Nicolai er alle sammen awesome. Nicolai er ganske vist ikke helt en pige, men så alligevel....Sifka gav også Morfar awarden, så det går nok. Awesome er de i hvert fald alle sammen.

Til gengæld har det vist sig at være sin sag at finde på ti ting om mig, som jeg skal dele med jer. Eller det troede jeg i hvert fald. For lige så snart jeg kom på én enkelt lille fin ting, som I skulle vide, væltede det frem i hjernebarken med alle mulige (fuldkommen tåbelige) titbits (!) om mig, som jeg da helt afgjort skal videregive. Så her kommer de (i ganske tilfældig orden):

1: Jeg er en af dem, som hele tiden har film kørende inde i hovedet. Hvis du fortæller mig noget, ser jeg det for mig, der inde på indersiden, hvor billeder er så levende. Hvis jeg læser noget, ser jeg det for mig....hvis jeg er ved at skvatte i badet, ser jeg allerede en hel lille film om, hvordan jeg får sms efter sms om, hvorfor jeg ikke er dukket op til det og det, og hvordan kæresten kommer hjem fra job og finder mig liggende med åbent kraniebrud og blod ud over hele badeværelsesgulvet. Også selvom jeg slet ikke falder, men bare lige får overbalance et øjeblik. Filmen er der med det samme.

2: Kropsfunktioner er ikke noget, der skræmmer mig. Har du svamp? Beskriv. Bløder du månedligt, var det brunt, rødt, tykt, tyndt, lugtede det anderledes, var der leverklumper? Er der noget, du har brug for at vende med nogen, så sig det bare. Jeg har ikke noget imod det. Jeg fortæller glad og gerne hvem som helst (bortset måske fra folk i bussen og den slags), at mit tis lugter af guldkorn, allerede et kvarter efter jeg har spist dem. At det lugter af kaffe lige så hurtigt. Og at det ikke lugter af asparges. Og du er velkommen til at dele lige så meget med mig, som du selv har lyst til at fortælle. Det generer mig på ingen måde (til gengæld må du dog gerne sige til, hvis jeg giver dig kvalme med den friere snak).

3: Jeg er håbløst dårlig til at regne. Nogle gange lykkes det mig at regne noget rigtigt, men når jeg forklarer folk, hvordan jeg kom frem til det, måber de gerne og synes, at det da var det mest besværlige i verden. Nuvel - hvis det virker for mig.... Som regel får jeg andre og/eller teknologi til at regne for mig, så jeg ikke går alt for galt i byen (som dengang jeg skulle halvere en opskrift og kom frem til, at halvdelen af 350 er 125 (det er jo logik, fordi 25x2=50!), og da var det godt, jeg lige rådførte mig med et menneske, som godt kan regne.) Til gengæld er jeg virkelig god til at huske datoer, telefonnumre, dankortnumre og andre talkombinationer. Og kan således stadig hele cpr-nummeret på en af de piger, jeg gik i klasse med for 14 år siden. Meget, meget nyttig at bruge plads i hjernen på dét.

4: Jeg er colafascist. Det er ikke løgn. I mit hoved er der helt specifikke regler; cola er The Real Thing - ja, Coca-Cola. Cola skal være så koldt, at man efter fire mundfulde (ja, lige præcis fire!) gisper efter vejret, fordi det kradser i halsen. Cola skal hældes forsigtigt op i glasset, som holdes på skrå, så ikke brusen forsvinder. Is i colaen er en dødssynd, for det får den til at boble meget mere og derved miste brusen. Nu kender du reglerne - overhold dem!

5: Jeg elsker min kæreste umådeligt højt, faktisk højere end nogen anden i verden. Det forhindrer mig dog ikke i, samtidig, at være forelsket i både Edward fra Twilight og Eric fra True Blood. Plus de løse, som findes i andre film/bøger.

Kan I mærke, at det går strygende nu? Ej, hvor kommer I bare til at vide enormt mange vigtige, gode og nyttige ting om mig!

6: Jeg tror ikke på Gud. Alligevel er jeg medlem af Folkekirken. For hvis nu Gud skulle findes alligevel, så ser han sikkert ikke med milde øjne på dem, som ikke engang har overskud til at betale 1 sølle % (eller tilsvarende lidt) i kirkeskat for at støtte gøjemøjet. Så jeg er medlem. Vil nødig falde i unåde....hos en, jeg anser for fri fantasi....ahem.

7: Jeg har for vane at navngive ting. Derfor har jeg en plante, som hedder Finn (og som jeg i øvrigt taler pænt til hele tiden), en cykel ved navn Kitte Kry og et koskind, der hedder Kurt. (Jeg havde også engang et stykke pap med en tegnet elg, som hed Helge, men det røg i noget flytning.)

8: Kage er noget af det bedste i verden, og jeg spiser det hellere end gerne. Og hellere end så meget andet. Men jeg kan I.K.K.E. lide chokoladekage. Brownies er noget af det værste, jeg ved, fordi det bare er så megaovertotaltfantastisk stærkt af chokolade. Det er ikke rart i min mund! Alt hvad der smager af mørk chokolade, falder i øvrigt også ind under denne kategori af dislikes.

9: Jeg var 25 år gammel, før jeg første gang købte en pakke kondomer. Men så var det til gengæld også med røde kinder og voldsom vejrtrækning, fordi jeg havde skyndt mig sådan hen til butikken. Hvor de ikke havde dem, hvorfor jeg så måtte videre til Bilka, hvor jeg købte kun det. Stor pige. Siden har jeg købt hele to pakker mere. Heldigt, at der ligesom altid har været andre, som har haft nogle.

10: Jeg er et vældigt utålmodigt menneske. I mange, mange år har jeg prøvet at få langt hår. Men det bliver bare aldrig rigtig længere end til skuldrene, før jeg bliver utålmodig, synes, det er kedeligt, at der skal ske noget nyt og sætter saksen til det. Eller maskinen. Altså hvis jeg er rigtig træt og synes, der skal "ske noget". Og nu er mit hår omkring ved skuldrene igen, og jeg tænker HVER dag på, at NU skal det klippes...men så venter jeg lige lidt...og lidt til....og lidt mere....

Det blev en lang sag!

Jeg håber ikke, jeg har sprunget nogen numre over. Og jeg håber, at I nu synes, I ved alt, hvad man skal vide, om sådan en som mig. Og så glæder jeg mig til at læse lignende lister hos andre!

Kom frisk igang! :)

Awardwinning lille mig

Jeg er blevet erklæret en Awesome Girl.

Og det har jeg endda været i et par dage.

Jeg er bare også awesomely travl blandet med awesomely sløv, men jeg skal nok få blogget mine ti punkter og givet faklen videre.

Det blir bare ikke i dag.

For i dag har jeg læst fire tekster om en mildt sagt anderledes film, og de har sat min hjerne lidt ud af spil. Selvom jeg faktisk også har været på fin gåtur med en sød dame og hendes hund (undskyld, jeg skriver dame, men pige er så dumt og kvinde er så....alvorligt), og drukket to kander te, og skrevet noter, og læst avis, og set youtube-videoer, og set lidt fjernsyn, og læst en blog eller to, og drillet kæresten.

Træt er vist det, man med rette kan kalde mig. Så træt, at jeg faktisk ikke engang orker at ringe til min far og ønske ham god ferie. Men ikke for træt til at tro, jeg kan følge med i en dokumentar om Patty Hearst. Så det vil jeg prøve.

Ikke alene fordi det er en god historie, men også lidt fordi Hearst er et godt navn. Hørst. Padi Hørst. Kan I høre det? Awww, det er dejligt.

God fornøjelse til mig - og dig - og jeg vender tilbage med Awesomeness i morgen!


..........eller i hvert fald snart. Agtigt.

Pas på sagerne - version 2.0

Så var det også, jeg rodede ALLE bunker igennem igen. Og en gang til. Og så så man mig fare i kælderen med et blødende neglebånd, for nu skulle det pas %¤#%" findes!

Og jeg fandt det. På bunden af en flyttekasse med diverse kontorting lå det, sammen med en sølvfisk, og fniste ad mig. Nu ligger det lige her ved siden af mig!

Oven i det fandt jeg en hel hær af kuverter, så de kom også med op. Det er jo så praktisk. Og nogle klistermærkater til at skrive på, labels, kan man vel kalde dem. Og nogle fine kort-og-kuvert-sæt fra IKEA, som hedder Önska. Dé er nu også vældig rare at have i nærheden.

Så nu er jeg glad igen. Sidder og lytter til Kate Bushs "Wuthering Heights", for den er nu så fin, selvom det er svært at synge med på de høje toner.

All is well that ends well, og min ende er i hvert fald well.

Pas på sagerne

Jeg er ikke en af verdens mest pertentlige eller ordentlige mennesker. Jeg har sådan nogenlunde tjek på de ting, jeg skal huske, regninger, lektier og den slags, men mit skrivebord ligner altid Amager Lortemølle, og jeg skal sådan kante mig frem til det uden om diverse sager og ragelse, som fylder op.

Alligevel har jeg altid vidst med sikkerhed, hvor mit pas var. Da jeg jo ikke er rigtig ordentlig, er det ikke sådan, jeg har ligefrem har arrangeret og aftalt med mig selv (eller andre), at "denne her skuffe, er bare dér, hvor jeg for tid og evighed vil opbevare mit pas."

Jeg har bare altid haft en form for orden i mit lille kaos, og vidst, hvor det nu lige var, jeg så det sidst. Og passet bruger man jo ikke sådan i tide og utide, så det har bare ligget stille samme sted.

Men hvor?

Sagen er, at jeg snart skal ud at rejse og nu ikke har den fjerneste idé om, hvor passet befinder sig. Min mor, og andre skægge mennesker, vil sikkert sige, jeg skulle have PASset bedre på det. Men jeg vidste jo, hvor det var!

Lige indtil jeg ikke vidste det. Som er nu. Derfor bruger jeg en tømmermændslørdag på at rende rundt til små afkroge i lejligheden og glo der. Bag bøgerne på reolen, i skufferne med sengetøj og håndklæder, i alle papirerne fra sidste semester. Og forrige semester, for man ved jo aldrig...

Hvis du var mit pas, hvor ville du så ligge og fnise og gemme dig for en rejsefeberramt mig?

Semestrets første....

I mandags havde jeg en ægte lortedag. Jeg var træt, ked af det, følte mig tyk, med grimt hår, grimme tænder og alting var bare galt.
Jeg havde overhovedet ikke lyst til at tage til undervisning, og ville bare gemme mig på sofaen med Wuthering Heights, te og et tæppe hele dagen. Og alle de kanelsnegle, som jeg lagde i fryseren i sidste uge.

Men jeg kom afsted. Jeg gjorde det. Og selvom jeg gav mig selv lov til at tage den dovne vej i skole, så cyklede jeg den lidt længere vej. For jeg tænkte, at motion er så godt for folk, og det gør folk glade, og det udløser endorfiner, og frisk luft er så sundt og blablabla.

Det var rart at cykle. Det var rart med solskin på ryggen og frisk luft i ansigtet. Men det hjalp ikke.

Da jeg var på uni, sendte jeg straks en sms til min bedste ven i verden og spurgte, om han også var der. Og om han lige gav en kop kaffe og et kram i min pause. Dét gjorde han.

Det er fandme dejligt med gode venner, som er der, når man har brug for det. Og det gælder både dem, som gir kaffe og kage, og dem som bare skriver et sted på nettet, at man er god nok.

Dette semesters første kop kaffe fra unis automat.

I dag var jeg forbi automaten igen for at få den anden kop kaffe i dette semester - foreløbig, det skal nok blive til flere, især når det blir koldt! Men ak, jeg blev bange. På automaten hang en seddel; "Ud af drift. Kun kaffe." stod der på den.

Ok, så det hedder udE af drift, men det kan jo glippe. Hvad værre var, stod det ikke helt klart, hvorvidt det kun var kaffen, der var ude af drift, eller om det kun var kaffen, der virkede.

Jeg var heldigere end pigen foran mig. Hun fik en kop halvt fyldt med hvidligt skum, da hun bestilte kakao. Jeg fik min kaffe!

Hvad pakken gemte

Jesus på forsiden.

Fadervor på bagsiden.

Gaven indeholdt en lille æske, og inden i æsken var der et fint lille, gyldent Dagmarkors.

Det rigtige Dagmarkors blev fundet i Sct. Bendts kirke i den sjællandske by, jeg kommer fra, Ringsted.

Det lå i Dronning Dagmars grav, deraf navnet, og når en brud gifter sig i kirken, træder hun over Dagmars grav, og derfor er det tradition, at bruden låner en kopi af det originale kors, som hun bærer i kirken.

Det originale hænger på Nationalmuseet og er formodentlig ikke sådan lige til udlån.

Jeg synes, det er sådan en fin tradition, og bliver helt giftelysten bare ved tanken. Selvom Sct. Bendts kirke er en af de længste i landet at gå igennem på vej til alteret.

Det originale Dagmarkors har ikke Fadervor på bagsiden, men i stedet Jomfru Maria og nogle helgener. Men da mit eget kors er et af dem med Fadervor, syntes jeg, at det var en god ide at give netop dét videre.

Det blev vel modtaget, dog fik babyen endnu et kors. Det er jo, hvad der kan ske.

Selve dåben gik ganske fint, vi stod alle stille og andægtigt, da lillepigen fik vand i håret - uden at hyle! - og onklen sagde det helt rigtige navn, så det gik glat.

Resten af dagen gik lige så glat.

Der var grillet kød, salat, brød, kage, snak, hygge og vikingespil. En herlig måde at bruge en søndag på faktisk.

Hvis det altså ikke lige indebar, at jeg skulle op 5.30 for at være i Herning til kl. 10..... så det var en træt lille mig, der kom hjem søndag aften. Men også glad, for det var en virkeligt dejlig dag - og kæresten og jeg er stadig benovede over, at vi blev valgt til at stå fadder.

Dåbsweekend igen

I morgen skal kæresten og jeg noget vigtigt.

Min veninde, som for tre måneder siden fødte en fin, lille datter, har spurgt, om vi vil stå fadder for pigebarnet. Og det vil vi gerne.

Oven i det spurgte den kønne moder, om jeg ville behage gæsterne med noget bagværk. Og det vil jeg også gerne.

Så jeg har brugt min lørdag på at bage. Faktisk ikke ret meget andet. Da det skortede på mel, blev kæresten sendt af sted (og husk lige cola, skat!), og jeg blev i køkkenet og fandt en løsning på det lidt akutte problem, mens jeg sang med på musikken og nød duften i bageriet.

Nu er bagningen overstået og der hviler 24 flutes og en dejlig kage i mit køkken.



Flutene findes i fire varianter; grov, krydret grov, langtidshævet, og krydret. De tre slags er lavet med cirka en halv pakke gær, trekvart liter vand, salt, krydderi og 'grovhed' som det ønskedes, og mel for resten. Den ene omgang dej fik også lidt hvid hvedemel, da jeg løb tør for det andet.

Nogle er drysset med sesam, andre med en blanding af hakkede nødder og mandler, andre igen med hakkede solsikkekerner. Jeg håber, de kan lide dem. Og at 24 styk er nok til 30 mennesker.

Men mon ikke.... mennesket lever jo ikke af brød alene.



Kagen er en 'Den du ved nok', selvom den her i huset kaldes noget andet. Opskriften har jeg fundet et sted på nettet, og bruger hver gang den samme. Jeg gad nok vide, hvordan vi får det hele med i bus, tog og bus i morgen tidlig.

Det er heldigt, at gaven ikke fylder så meget. Hvad der er i den, må I vente med at få at vide til i morgen. Man ved jo aldrig, hvem der læser med....

Sådan kan det gå.

Forleden havde jeg - endnu en gang - hovedpine. Jeg måtte aflyse en ellers glædeligt ventet gåtur med nogens hund i godt selskab og bare ligge og have ondt af mig selv, fordi jeg vidste, at kæresten fik gæster til aften. Stakkels, stakkels mig.

Så kom jeg i tanke om, at det nogle gange hjælper på hovedet-nakken-ryggen, hvis jeg bruger nogle af de muskler, som spasser ud og spænder op. Og dem kan man for eksempel motionere ved at ælte dej.

I fjernsynet var der nogen, der havde snakket om cinnamon rolls, så hvad var mere nærliggende end at smække nogle kanelsnegle sammen. Så var der også lidt til gæsterne, så det ikke virkede som om, de kom til ulejlighed.

Som sagt, så gjort, og jeg fik frembragt fire plader med snegle, før dagen var omme. Hovedpinen gik nu ikke væk, men de smagte dejligt og gæsterne gik tidligt hjem. Så alt i alt - succes!

Uhm. Snegle uden glasur.

Uhm. Snegle med glasur.

Uhm. En smiler i min glasur.

Foragt

Jeg plejer at cykle de små fire kilometer, der er fra mit eget trygge hjem til det store altfavnende universitet. Ruten går blandt andet hen ad Ringvejen og ned ad Randersvej.

Hvis man bor i Århus, ved man, at Randersvej er en ret stejl vej, derfor er den dejlig at cykle på, når man skal til universitetet. Når man skal hjem, er den knap så rar.

Man opnår god og dejlig fart på vejen ned, og asfalten er, som et af de få steder i denne by, ikke fuldkommen elendig og fuld af buler og hakker, så man må skrumple afsted. Det glider i et let flow, hvor man næsten ikke behøver træde i pedalerne, men kan sidde stille og lade sig blæse i ansigtet af al den luft, man suuuuser igennem.

I morges var der en mand, som susede lidt rigeligt, og det fik mig til at tænke.

Der er nogle sideveje til Randersvej, og ved dem er der naturligvis lyskurve, således at trafikken kan blive afviklet uproblematisk og efter tur. Så må man standse cyklen og holde for rødt med de andre, mens man indånder lige dele biludstødning og lige dele frisk luft. Men det er åbenbart ikke alle, som har temperament til dette.

I dag var der en mandlig cyklist, som lod hånt om liv og førlighed, og susede lige over Stockholsmgade, selvom der var rødt.

Jeg måbede.

Ja, det gjorde jeg faktisk. Spærrede øjnene op og lod kæben hænge. Hvad fanden!?

Ok, det kan have været en fejl.
Måske havde han så meget fart på, at han bare ikke nåede at se, at der var rødt lys?
Måske var han farveblind?

Det kan jo være svært at bedømme, når man kun ser ham fra ryggen, men han så ikke brødebetynget ud over sin handling. Han kørte bare.

Og med dét lod han ikke alene hånt om sin egen sikkerhed - og givetvis sit liv - han lod hånt om de andre trafikanter. Jeg har aldrig slået nogen ihjel, men jeg forestiller mig, at det ikke er særligt rart at få en cyklist på kølerhjelmen eller sende ham ud midt på Randersvej med fronten af bilen dér midt i morgenmylderet. Og alle de andre bilister og cyklister som ikke kan gøre fra eller til, men bare må stå der og prøve at lukke øjnene, som han lander på gaden og smatter ud.....

Ja, altså...der skete jo ikke noget. Men det var mere held end forstand, så hvis du læser med her Hurtige Helge, så prøv lige at undlade den slags en anden gang, ik....


PS og så ønsker jeg mig i øvrigt en cykelhjelm, for man får dælme fart på!

Raffinement

Nu hvor jeg jo har fået en fortræffelig bachelorgrad fra det fabelagtige universitet, er jeg naturligvis også blevet fin på den.

Derfor kan jeg ikke længere spise helt almindelige Ga-Joler som alle andre......

Næh, jeg kræver fine Ga-Joler som er pyntet med kunsterier. Hvor heldigt, at det lige findes!

Velkommen tilbage

Hør nu her mester!

.....Jeg er studerende, fakultetet er humaniora, det er første dag efter to måneders ferie med afslapning, sol og tom hjerne!

Tror du selv, vi kan sidde stille og lytte koncentreret i halvanden time, imens du taler så hurtigt, at vi alligevel kun hører halvdelen af dit sløje skoleengelsk, hvor Butch udtales 'buts'?!
Imens du viser, hvordan alle undervisere mister enhver evne til at betjene AV-udstyr, så vi går glip af det mesterklip, du vil vise os?!
Imens du skriver sjusket og ulæseligt på tavlen - og ser overrasket ud, fordi vi falder døde om det øjeblik, du siger "Skal vi holde pause nu?"!?

Ja, jeg spørger jo bare.....

Men bortset fra dét, så var det nu kloge, gode ting han sagde. Og jeg kommer helt sikkert igen i næste uge. Og jeg vil endda glæde mig til det.

Inden jeg kommer helt så langt, vil jeg dog lige sidde og stirre tomt ud i luften en aftens tid.