torsdag den 10. september 2009

Foragt

Jeg plejer at cykle de små fire kilometer, der er fra mit eget trygge hjem til det store altfavnende universitet. Ruten går blandt andet hen ad Ringvejen og ned ad Randersvej.

Hvis man bor i Århus, ved man, at Randersvej er en ret stejl vej, derfor er den dejlig at cykle på, når man skal til universitetet. Når man skal hjem, er den knap så rar.

Man opnår god og dejlig fart på vejen ned, og asfalten er, som et af de få steder i denne by, ikke fuldkommen elendig og fuld af buler og hakker, så man må skrumple afsted. Det glider i et let flow, hvor man næsten ikke behøver træde i pedalerne, men kan sidde stille og lade sig blæse i ansigtet af al den luft, man suuuuser igennem.

I morges var der en mand, som susede lidt rigeligt, og det fik mig til at tænke.

Der er nogle sideveje til Randersvej, og ved dem er der naturligvis lyskurve, således at trafikken kan blive afviklet uproblematisk og efter tur. Så må man standse cyklen og holde for rødt med de andre, mens man indånder lige dele biludstødning og lige dele frisk luft. Men det er åbenbart ikke alle, som har temperament til dette.

I dag var der en mandlig cyklist, som lod hånt om liv og førlighed, og susede lige over Stockholsmgade, selvom der var rødt.

Jeg måbede.

Ja, det gjorde jeg faktisk. Spærrede øjnene op og lod kæben hænge. Hvad fanden!?

Ok, det kan have været en fejl.
Måske havde han så meget fart på, at han bare ikke nåede at se, at der var rødt lys?
Måske var han farveblind?

Det kan jo være svært at bedømme, når man kun ser ham fra ryggen, men han så ikke brødebetynget ud over sin handling. Han kørte bare.

Og med dét lod han ikke alene hånt om sin egen sikkerhed - og givetvis sit liv - han lod hånt om de andre trafikanter. Jeg har aldrig slået nogen ihjel, men jeg forestiller mig, at det ikke er særligt rart at få en cyklist på kølerhjelmen eller sende ham ud midt på Randersvej med fronten af bilen dér midt i morgenmylderet. Og alle de andre bilister og cyklister som ikke kan gøre fra eller til, men bare må stå der og prøve at lukke øjnene, som han lander på gaden og smatter ud.....

Ja, altså...der skete jo ikke noget. Men det var mere held end forstand, så hvis du læser med her Hurtige Helge, så prøv lige at undlade den slags en anden gang, ik....


PS og så ønsker jeg mig i øvrigt en cykelhjelm, for man får dælme fart på!

6 kommentarer:

  1. Der er mange Hurtige Helger i Århus synes jeg! Da jeg boede inde ved Ringgaden oplevede jeg et par gange om ugen en helt særlig en af slagsen - han var nemlig ikke på cykel men en af de her motoriserede sofacykler som gamle og/eller vanføre personer får licens til at køre. I krydset Søren Frichs Vej/Ringgaden er der, for dem der kører på Ringgaden, FØRST grønt lys for cyklister, DEREFTER rødt for cyklister og grønt for biler. Ham her, han kørte konsekvent over bare der var et eller andet, der var rødt (han kørte på cykelstien og burde derfor, efter min mening, rette sig efter cyklistlyset). Jeg så ham så tit at jeg nærmest pr refleks begyndte at fægte febrilsk med armene når han nærmede sig krydset - måske i et ubevidst håb om at få de morgentrætte bilister til at spærre øjnene op, så de fik øje på ham.
    Det undrede mig altid meget at han var så uanfægtet. Men måske havde han allerede mistet benene, så der ikke var så meget at miste?

    SvarSlet
  2. Okay, ang. ovenstående kommentar - fjolset i sofacyklen kørte naturligvis over, bare der var et eller andet, der var GRØNT (red.)

    SvarSlet
  3. Ja, ellers var han da lidt rigeligt foragtfuld, synes jeg nok. Men ok, det var han måske også. Sådan bliver man måske af at miste benene. Hurtig Helge'n på Randersvej havde i hvert fald ikke mistet benene, han hjulede rundt hele vejen over det røde lys....tsk.

    SvarSlet
  4. Hurtige-Helge lyder lidt som en spade...

    SvarSlet
  5. Sådan nogle nærdødsoplevelser (selvom det ikke var din egen) kan lige få en til at vågne helt om morgenen - sådan et fjols!!!
    Jeg har faktisk prøvet at blive ramt af en bil, da jeg kom med fuld fart ned ad Viborgvej (her var det så bilisten der ikke så sig for), og det var kun min cykelhjelm, der reddede mig fra et åbent kraniebrud, så se lige at få dig sådan en!
    Og i øvrigt - hvorfor tager du ikke Katrinebjergvej - den er meget hurtigere???

    SvarSlet
  6. Nogle gange tager jeg Katrinebjergvej. Men det er på de dovne dage, for der er mere gods i at cykle den anden vej, og når jeg skal til Nobelparken, er det alligevel nemmest ikke at skulle bagom Stakladen og Teologisk.....men nogle gange snyder jeg.

    Og jeg ved det godt - hjelm er skrevet på min ønskeseddel :)

    SvarSlet