Den store håndarbejdshyggedag!

Som I kunne læse i går, har jeg så småt lært at hækle. Det helt vilde er det nu ikke blevet til, men jeg er da i gang med en kjoleløs strop i knaldende rød til Klidmosteren. Dén bliver hun glad for.

Som I også kunne læse i går, er jeg ikke helt vildt dygtig til nørkleriet endnu og har derfor brug for kyndig vejledning. Og hvad kunne jo så være bedre end at invitere til håndarbejdshyggedag? Ja, det er et retorisk spørgsmål, for der er selvfølgelig intet bedre.

Og du, kære læser, er hermed inviteret.

Der er åbent for alle, det er gratis, og det er den 17. oktober (det er sidste lørdag i efterårsferien, uge 42) fra kl. 14, og man behøver ikke engang kunne strikke eller hækle for at være med. Vi skal nemlig også drikke te og kaffe og spise kage. Men uden at fedte garnet, som man siger.

Arrangementet er ganske gratis, men du skal lige sende en mail og sige, at du kommer, så får du til gengæld min adresse at vide. Fikst.

Kom frisk bettevenner!

Håndarbejde

Jeg er i en læringsproces. Den er meget lang, kan jeg mærke, for jeg er ikke god til det. Jeg får småkrampe i hænderne og mine skuldre er så spændte, at de hænger oppe omkring ørerne. På trods af det så hygger jeg mig gevaldigt med det.... jeg hækler!

Min mor har hæklet, så længe jeg kan huske, og min mormor gjorde det samme. Hele familien har en hær af de der bølgede, forskelligtfarvede, hjemmehæklede tæpper. Og futter! Futter var min mormors glansnummer, det er en slags korte sokker, som blev hæklet i størrelse efter, hvor stor man nu var blevet. De var personlige, lavet af garnrester og holdt fødderne varme. Skønt.

I skolens håndarbejdstimer var jeg mildt sagt mindre talentløs. Jeg strikkede engang et halstørklæde, hvor maskerne skiftevis var så løse, at de faldt af pindene hele tiden og så stramme, at jeg næsten ikke kunne bevæge pindene. Og mormor gjorde det færdigt for mig. Ikke en stor succes.

Men nu er jeg tilbage på hesten!

Sidste weekend, da jeg var hjemme på Sjælland, fik jeg min mor til at lære mig at hækle. Blot en enkelt slags masker, men jeg kom i gang, selvom det var noget nær umuligt det første kvarter.

Jeg fik tre hæklenåle - ja, for hvor man har pinde til at strikke med, har man nåle til hækling, så fancy - og en gaaaaaaaaaaaammel bog fra Aller med hækleopskrifter med hjem fra moar og har så ikke rørt det siden. Før i dag.

Og nu har jeg allerede lært en ny slags masker. Der er instruktioner i bogen, men jeg tror nok, det meste skal læres af en kyndig vejleder, som kan guide mig bedre end en skreven opskrift fra 1960...

Derfor arbejder jeg lige nu med at finde en dag, hvor jeg kan holde en håndarbejdsdag hjemme hos mig. Det bliver nok en weekend, og nok ikke før oktober.

Så hold øje med Ordningen - der kommer snart et rigtig godt tilbud om hygge, te, kaffe, kage og håndarbejde!


....nåhja, når jeg får lavet et eller andet, som faktisk ér noget, så skal jeg nok vise det frem herinde.

Juletid

Ja, der er nok mange, som allerede ryster på hovedet ved overskriften. Hvis du er en af dem, så må du hellere stoppe her. For dagens post handler om jul. Og ja, jeg er tidligt ude, men det må man gerne, for året går på hæld, vinden tager til og mørket trænger sig mere og mere på. Og det ér snart jul.

Julen er noget, jeg glæder mig til rigtig tidligt hvert år. Jeg når som regel at drive min omgangskreds en smule til vanvid, fordi mit julehumørbarometer begynder at stige allerede omkring nu, slutningen af august. Og jeg elsker det!

Jeg er skilsmissebarn og har altid været vant til at julen skiftevis blev holdt hos mor og far. Da jeg også har to søstre, som er henholdsvis 7 og 10 år ældre end mig, var de pludselig ikke en naturlig del af rotationen, da de også fik svigerfamilier, som skulle tilgodeses. Det var jo i grunden fint, vi fik stort set altid set hinanden én gang i løbet af julens dage. Men det bliver et større og større puslespil at få til at gå op.

Jeg har svigerfamilie, min ene søster har svigerfamilie, min anden søster har sin søn hver anden jul, og vores egne forældre har også nogle gange andre planer.

I år foregreb jeg alle begivenheder og sendte en sms til mine søstre allerede i maj måned, hvor jeg fortalte, at jeg gerne ville holde jul med dem. Det var jo ikke sikkert, det ville ændre noget, men så havde jeg da givet besked...

To dage efter var det hele arrangeret. Min ene søster lægger hus til, min anden søster, min mor og min kæreste dukker op den 24., mødes hos min far den 25., og ses hos min mor den 26.

Bim bam og glædelig jul.

Jeg vil lige slutte af med at komme med en af mine all time favourites, når det kommer til julesange. Den lyder muligvis ikke meget julet for mange af jer, men jeg elsker den, og håber, den vil sætte jer bare en smule i stemning allerede også.

Tudevorn

Suffikset 'vorn' er ganske fantastisk.

Man kan være grådlabil. Eller man kan være tudevorn.

I psykiaterens stol er jeg nok mest grådlabil, men i det store og hele - og det rigtige liv - er jeg mest af alt tudevorn.

De sidste par dage har jeg haft besøg af min 9-årige nevø. Det er første gang han er på ferie hos nogen sådan på egen hånd, og jeg er meget stolt af, at det lige er mig, der har æren af at være vært. Det har sin naturlige forklaring, da jeg er en, som gider pjatte, lave ansigter, fjolle, tosse og være lallet med ham og altid har været tæt på ham og moren, siden han blev født. Så tæt, at han engang skreg på mig frem for sin far, da han blev bange og vi ellers begge var til stede.

Vi har været i svømmeren, vi har været på Sunset, på Maccen, i BR, i Lego-butikken, på stranden, på vikingemuseet, i rollespilsbutikken, spillet Mario Kart på Wiien, lavet sjov og ballade med hinanden og min kæreste og jeg har puttet med ham hver aften, mens han faldt i søvn i sin mosters ret fremmede lejlighed helt henne i Jylland.

I dag tog vi til Odense og mødtes med mormor og de to fulgtes i toget hjem til midten af Sjælland. Han var glad og jeg var glad. Men så kørte toget, og jeg blev lidt mindre glad.

Det ér krævende at have børn på besøg, det er der ingen tvivl om, og nu er jeg jævnt træt og flad. Men også lidt vemodig.

Hans første ferie hjemmefra, som ikke var med skolen, og nu er han taget hjem og jeg er alene hjemme. Det er alligevel lidt 'forkert', selvom han kun var her i tre dage.

Ydermere var der homo-drama i fjerneren (Brokeback Mountain), som efterlod mig med tårer i øjnene og tristhed inderst inde i hjertet. Så nu er jeg tudevorn.

Det må en moster godt!

Bulder og brag

I går aftes var der noget, der blinkede i nærheden af den boligblok, som står over for vores. Jeg sagde begejstret "Det tordner!".

Kæresten kiggede skeptisk på mig, og mente helt bestemt, at det jo nok lizzom bare var noget andet. For det var i hvert fald ikke torden.

Jeg åbnede vinduet på altanen, netop som et stort lyn og efterfølgende tordenskrald kom flagrende. Og kæresten måtte give sig.

Han burde have stolet på mig. For torden og jeg er gamle venner, vi går way back. Lidt ligesom Lorelai har det med sne i Gilmore Girls, hvor hun vågner midt om natten og siger 'Det bliver snevejr', hvorefter hendes hjertenskær siger, at det har vejrmanden overhovedet ikke sagt noget om, så det gør det altså ikke. Hun slæber hjertenskæren ud på gaden der midt om natten, og efter et øjeblik begynder det at sne.

Sådan har jeg det lidt med torden. Men kun lidt, for jeg ér ikke fiktiv og ingen står klar med torden, når jeg får en fornemmelse.

Men i går var den der.

Og det er noget der gør mig glad. Torden er så vildt og farligt og ud over det hele, at jeg bare elsker det. Jeg læner hovedet tilbage, får regn i fjæset (særligt i øjnene) og nyder spektaklet.

Det er det mest fabelagtige vejr overhovedet. Snestorm er også dejligt, men torden er bare mere temperamentsfuldt. Dét kan jeg godt lide.

Selvom jeg er meget skeptisk, hvad angår guder og guddomme, og godt kender den videnskabelige forklaring på lyden af torden (hov, hvordan og hvorfor er det lige lyn opstår?), så er det svært for mig ikke at se Tor fare omkring i sin stridsvogn med geder og gnister, mens Mjølner kastes frem og flyver tilbage til ham - og jeg tror altid en lille smule på, at det faktisk er ham, der laver al larmen. Sif for faen, har du nu skabt dig igen!?

Og en anden ting ved torden; det er så stærkt og magtfuldt. Og det smitter lidt af på lille mig. Jeg føler mig stærk og i stand til at klare alt, som lander for mine fødder. I can do this, tænker jeg, når jeg står med hovedet i regnen og glor på himlen fuld af lyn og larm.

Dét gør mig glad!

Brok brok brok. Med en god start.

Kan I huske, at jeg skrev om, hvordan mit tv ikke kan vise kanal 6 (med film for mænd OG Felicity!) med lyd på?

Oh well, det er kommet tilbage.

Så nu virker mit tv (indtil videre, 7-9-13) som det skal og vi kan endnu en gang se Spin City uden at skulle nøjes med undertekster. Og som man måske kan regne ud, er det en anelse bedre med faktisk lyd. Undertekster er ret fordanskede og dumme.

Men det er slet ikke dét, dette indlæg skal handle om. Det skal nemlig handle om et af mine yndlings-emner; sproglig korrekthed. Og pedanteri.

Jeg går selv meget op i, at man staver og generelt formulerer sig klart og korrekt. Mange jeg kender, har den slappe (!) holdning at 'så længe andre forstår mig, så er det godt nok'. Men ikke jeg.

Jeg slår skarpt ned på fejl og mangler, som i går da en DR Update-journalist sagde 'Man behøves ikke...(et eller andet)'. NEEEEEEEEEEJ!

Man/du/jeg/vi/osv behøveR!
DÉT behøveS.
Hvor svært kan det lige være!?

Ja, det var et retorisk spørgsmål, for det ér jo slet ikke svært!

En yndlingskæphest er den med sammensatte navneord.

Hvorfor er det pludselig blevet populært og helt gængs at skrive 'nogen sinde' eller 'æble most'. Det sidste giver jo endda ingen mening. Eller jo, det giver jo én - at et æble er blevet most. Men det er jo ikke den tilsigtede mening, for der er jo forskel på 'æblemost' og et most æble. Jeg gad nok ikke forsøge at drikke sidstnævnte.

Hvad der egentlig har kickstartet dette rant er, at min kæreste forleden købte noget cykeludstyr.

Hans cykel har længe været lidt mindre end lovlig, så han ville forbedre den og købte noget til den i Føtex. Og i Føtex sælger de åbenbart dårlige varer.

Min kæreste havde i hvert fald købt en pakke, hvorpå der stod 'Ringe klokke'. Hvorfor han ikke havde ledt efter en 'god klokke', ved jeg ikke.

Kan ingen andre end mig se, at det er et problem med det her orddelings-sjov? Det giver jo ingen mening, folkens. Stram op!

BLEV DER SAGT!

Møbelshopping

Den fine nye seng. Jeg tror, den skal hedde Walther.

Kæresten og jeg har fået ny seng. Indtil videre har han betalt den, men han får penge af sin mor, og så er det jo en gave.

Moren har givet os en seng, fordi hun ikke var sådan rigtig glad for, hvordan vi sov førhen.

Da kæresten mødte mig, boede jeg på et værelse og delte bad og køkken med tre andre og havde næsten ikke kongens mønt. Min seng havde været elendig og resulterede oftere i hovedpine end i søvn, så den røg ud, da jeg fik råd til noget andet.

Jeg havde sovet hjemme ved en...hmm...skal vi kalde ham ven? Eller skal vi bare sige one-nighter? Under alle omstændigheder havde jeg sovet rigtig godt, og jeg havde ingen spændinger i nakke og ryg, da jeg vågnede. Derfor besluttede jeg mig for, at den slags madrasser han havde, sådan nogle ville jeg også have.

Jysk havde tilbud og jeg fór af sted. Og slæbte tre store runde pølseposer med hjem i bussen. Røvbesværligt. Men al besværet værd.

Jeg lagde de to madrasser på gulvet (oven på sådan noget 'glid ikke rundt over det hele'-stof) og proppede en topmadras ovenpå. Vupti 140 cm seng til mig. Og jeg sov dejligt.

Da kæresten og jeg skulle flytte sammen, havde jeg naturligvis overnattet hos ham og opdaget, at hans seng var ALT for blød til mig. Jeg vågnede med ondt i ryggen, ondt i nakken, jeg sov dårligt, og jeg fik hovedpiner. Så den gad jeg nok ikke lige have ind i mit soveværelse. Uden diskussion.

Derfor har vi i over syv måneder sovet på mine fine madrasser på gulvet, og det er gået storartet.

Jo, der er dødlangt op. Især når man for eksempel har tømmermænd og skal hurtigt op, fordi man skal ørle.

Men sådan er det jo (trods alt) ikke hver dag. Og jeg sov godt, og kæresten sov godt, så alt var godt.

Hans mor kunne dog ikke helt udholde tanken om, at vi skulle sove helt dernede, hvor det både trækker og støver. Så hun ville godt betale, hvis vi købte en seng. Og det fik vi så gjort i går.

Vi var i IKEA og prøve en del madrasser og senge, og så fandt vi endelig 'Hopen'. Den var ikke all that, men den var mægtig fin og det blev dén.

Og vi fik samlet den hjemme helt uden at blive uvenner. Det var faktisk kun mig, der hævede stemmen og dét endda kun en enkelt gang. Så gode kærester er vi nemlig bare.

Og i nat sov vi for første gang i sengen, stadig med mine fine madrasser, for dem vil jeg ikke af med. Og det var dejligt. Det var især dejligt i morges, at jeg bare skulle svinge benene ud over kanten og så rejse mig. Jeg skulle ikke til at overanstrenge mine stakkels mavemuskler for at komme op i oprejst stilling. I love it.

Men så er det alligevel jeg tænker, sextester IKEA deres senge?

Ja altså, jeg har engang set derude, at de har en kunstig rumpe lavet af træ, som satte sig, rejste sig, satte sig, rejste sig, satte sig, rejste sig i ét væk for at teste en sofa eller en stol. Men hvordan tester de sengene?

Vi har jo selv samlet den, vi véd jo godt, hvor lidt der egentlig holder den sammen. Og jeg kan ærligt talt godt blive bange for, at hele staværet ramler sammen omkring mig.

Jeg synes godt, IKEA kunne lave et stempel og sætte på samlingsvejledningen: Bare rolig, denne seng er sextestet!

Bonussjov:

Jeg ved godt, der bare betyder patrulje, men det ér altså sjovere, når man tænker, at der står pat-rull!

De grønne og det gule

Jeg holdt selskab i weekenden og brugte halvanden dag på at bage boller, lave tunsalat, bage brød, lægge sandwiches sammen om tunsalat eller skinke/ost, gøre rent, vaske tøj, rydde op, lave mørdej, bage tærte, lave marengs, bage marengs på tærten, koge kartofler, stege kartofler, skære ost i tern, koge linser, hakke persille, dampe og skære asparges, hakke løg, blande dressinger + alt det løse, som jeg lige har glemt. Og egentlig ville jeg blogge om det. Men det får vente.

For først er jeg lige kommet på noget, som er umådeligt meget vigtigere:

Asparges og urin. Jep.

Forleden havde vi nogle venner på besøg til mad. Kæresten var i køkkenet og en af hans kreationer var den kendte 'asparges pakket ind i bacon og så i ovnen'. Jeg fatter ikke helt konceptet, for asparges skal have ganske lidt i en ovn, mens bacon skal have ganske meget for at blive interessant. Og det kan jo være svært at få asparges ind i allerede bagt bacon, ikå.

Efter maden og da gæsterne var gået, skulle kæresten en tur på das. Han kom tilbage og bekendtgjorde, at hans urin stank. Ja, ok det lugter ikke altid lige godt, men hvad nu da? Jo, det var jo på grund af de fine, grønne asparges. Hm.

Senere på aftenen skrev en af vennerne til mig på messenger: "Ad, aspargespis!". Ok, tænker jeg, så det er et generelt problem.

Jeg har tidligere erfaret, at hvis jeg spiser guldkorn eller drikker kaffe, kan dette lugtes i min urin bare en halv time efter. Men jeg mente da ikke lige, jeg havde oplevet noget i forbindelse med asparges. Og jeg mener, denne gang spiste vi måske fire eller fem + bacon, så det var jo ikke det vilde. Andre gange har jeg jo spist et helt bundt selv - også uden lugtgener.

Så viser det sig - for google er min ven - at 40% af alle os fine mennesker har evnen til at omdanne noget i aspargesne til svovlforbindelser (spørg mig ikke nærmere om det tekniske), som er dém, der lugter. Jeg er så åbenbart én af de 60%, som ikke kan. Og det gør mig glad.

Kæresten tilbød mig at lugte til hans tis forleden, så jeg ligesom kunne få indblik i, hvordan det er at være en del af (netop dette) mindretallet. Men jeg takkede nej. Ja, så snævertsynet er jeg nemlig bare.

Observationer i verden

Engang, da jeg var mindre, opdagede jeg en dag, at i amerikanske film, er der altid sådan nogle specielle lyde om natten.

Da jeg først havde spottet det i filmene, kunne jeg slet ikke lade det være, og jeg lyttede aften efter aften udenfor. Men jeg hørte aldrig lyde som dem.

Jeg brokkede mig til mine ældre søstre og syntes, at det sgu da var noget værre snyd, når de kom lyde i film, som slet ikke fandtes ude i virkeligheden! Sådan noget løgn!

Så fortalte en tålmodig søster, at det jo er fordi, vi ikke har cikader i Danmark.


.....Hm.

Skuffet blev jeg, men accepterede dog, at det så trods alt fandtes nogle steder i verden og derfor ikke var fuldkommen løgn. Kun løgn for danskere.

Senere har jeg så lagt mærke til, at i mange amerikanske film er der hunde, som gøer hele natten. Dét måtte igen være noget Hollywood-løgn! For jeg har lyttet og lyttet, men der er sgu aldrig hunde, som gøer hele natten.

Men faktisk er det ret tit, at de glammer om dagen. Så kommer der lige sådan en fem-syv "Vov" og så er det slut. Meget ligesom i filmene.

Måske er amerikanske hunde bare nataktive og vores dagaktive?

Ja, sådan må det hænge sammen.

Mysterious technologies

Jeg er ikke specielt teknisk kyndig. Altså jeg kan klare de fleste dagligdags udfordringer af teknologisk grej, men så heller ikke noget som helst mere....

Så da mandekanalen, som viser Felicity om morgenen, 6'eren mistede lyden, tænkte jeg, at det jo nok var Stofa, der havde rodet med noget og regnede med, at det nok skulle fikse sig selv.

Det gjorde det ikke. Og i hmm....to uger i hvert fald har vi nu ikke haft lyd på 6'eren. Det er lidt ærgerligt, for deres "Film for mænd" er gerne nogen, jeg vil se og elsker. Men så var det jo heller ikke værre, vi har jo andre kanaler og jeg er i forvejen utilfreds med, at vi kun har den lille pakke, så det var jo ærligt talt bare endnu en træls ting. Jeg gjorde ikke mere ved det.

I formiddags blev kæresten så endelig træt af det, der var Star Trek - The Next Generation og han ville gerne se det. Han hentede sit eget tv, for at se om det ville hjælpe. Han satte det til, fandt kanalen og - lo and behold - der var lyd.

Freaky, mystisk, mærkeligt tv jeg har. Vi fandt så kanalen på mit tv igen og installerede den på et andet kanalnummer, men det hjalp ikke. Mit tv kan ikke vise kanal 6 med lyd. Freaky shit.

Så mens der var Star Trek, så stuen sådan ud:
Det er sgu åndssvagt. Nu står hans tv på gulvet i stedet og vi ser så fjernsyn på mit. Åndssvagt.

Men for lige at vise, at det ikke alt sammen er åndssvagt, er der lige et bette billede af min skønne kæreste, som han stod og puttede nattøj på venindens baby forleden. Awwwwwwwww!

Kirsebærtærten

I går bagte jeg en kirsebærtærte og det er den, I nu kommer til at læse om. Plus det løse. For det løse fylder en del i mit liv.

Vi skulle låne min venindes bette baby, og jeg bagte, så vi havde noget at give forældrene som tak for, at vi fik lov at høre på hyl, skifte remouladeble og varme flasker. Og så lidt fordi min far og hans kone i søndags kom med et lille kilo kirsebær, som jo altså skal bruges til noget.



Kirsebær er i grunden et dårligt bær. Altså de er meget gode bare sådan at spise, men de egner sig ikke helt til andet end kirsebærsovs, når de skal tilberedes. Og kirsebærsovs gider jeg ikke engang, fordi jeg bedst kan lide risalamande (uden salt overhovedet!) uden.



Jeg fandt en herlig opskrift, hvor der skulle umådeligt meget (smeltet - det har jeg aldrig prøvet før) smør i mørdejen, uhm. Og som ekstra finhed skulle der marengs ovenpå. Lige mig, jeg er jo dronningen af Marengs. I hvert fald hvis jeg skal sige det selv.



Kirsebær er (har jeg nu fundet ud af) heller ikke gode i tærter. De smager ikke af særlig meget og hinderne er ikke rare at få i munden, når man, som jeg, er en af de sarte, som heller ikke spiser bærrene i syltetøj. Oven i det fik det en bitter bi-smag, som når man stikker vanillestangen i munden, fordi ens mor har fortalt, at det gjorde man, dengang hun var barn, fordi man ikke sådan lige købte et kilo syrlinger eller andet guf og inhalerede.

Mørdej og marengs var guddommeligt lækkert, men kirsebærrene var altså sløje. Næste gang blir det med rabarber.

Og det blir på lørdag, når familien kommer for at fejre, at jeg endelig er blevet det der bachelor. Så tager svigermor nemlig et vred rabarber med fra haven, hvor de står og gror sig store og lange, helt uden at hun bruger dem, tilsyneladende. Så kan jeg da lige så godt forkæle os alle med det i stedet! Så kan jeg jo også spare på sukkeret i fyldet, når der skal marengs oven på. Årh, det bliver godt.

Hindbær vil også være dejligt i tærten, tror jeg. Det spiller med det der syrlige frugtfyld og så marengs, tænker jeg i mit stille sind. Og i det ikke helt så stille, hvor jeg udbreder mig om det til alle, der gider høre det. Eller læse.

Ja, dét var jo lidt af det løse, det om på lørdag. Og det om hindbærfyld. Og der er mere løst.

Kender I det med, at en eller anden plade bare er fantastisk og følger én igennem hele (så langt som det nu har været indtil videre) livet?

Da jeg var lille, hørte min mor meget Shubidua, Stevie Wonder og Al Jarreau. Sidstnævnte har jeg fuldstændig glemt, hvordan er, men både Stevie og Shubberne gjorde indtryk. Stevie Wonder har jeg nu først som voksen brudt mig om, mens Shubidua var det fede, da jeg var barn. Min eks blev ofte lidt paf over, hvor tit han kunne sige et eller andet, for så at se mig associere og synge Shubidua med pågældende ord. Dejligt for mig. Lidt underligt for ham, da han aldrig har været rigtig glad for det folkelige Shubidua.

Men for mig er det altså barndom, lykke, solrige somre og dejlighed.

En anden plade, som har gjort et stort indtryk, er Sebastians "Skatteøen". Min mor havde den på lp (gosh, jeg er gammel!) og jeg hørte den tit. Så sad jeg med coveret og prøvede at læse lidt og følge med i, hvad de sang. Den stille sang "Den flyvende hollænder" var kedelig, og den gad jeg ikke rigtig høre dengang. Nu synes jeg, den er sådan søndagsjazzagtig på den rare måde og gider godt høre den. Alle de andre sange elsker jeg lige så meget nu som dengang.

For et par år siden fik jeg endelig købt cd'en og siden har jeg faktisk hørt den mere end de fleste andre cd'er.

Sebastian er en dygtig musiker og denne plade får mig til at ønske, at jeg havde været stor nok til at se musicalen, dengang den var der. Det må virkelig have været fantastisk. Og hver gang jeg hører sangene, drømmer jeg, at jeg lever i en tid, hvor eventyr kan være på den måde.

I dag er det vist mere end usandsynligt, at man får besøg af en pirat, som efterlader et skattekort og at man så kan rejse ud og finde skatten. Og en mand på en øde ø, som kun taler om ost.

Arh ok, manden med osten kan man sikkert godt møde, men det andet er ligesom bare noget, der hører en anden tid til. Og ind i mellem kan jeg godt misunde dem, der levede dengang. Selvom jeg absolut har det nemmere i dag, end de nogensinde havde det.

når Sebastian selv synger "Verden venter på dig, Jim, hvorfor venter du på den?", så føler jeg godt nok, at jeg også venter, men egentlig burde fare ud og finde noget....eventyr....