De grønne og det gule

Jeg holdt selskab i weekenden og brugte halvanden dag på at bage boller, lave tunsalat, bage brød, lægge sandwiches sammen om tunsalat eller skinke/ost, gøre rent, vaske tøj, rydde op, lave mørdej, bage tærte, lave marengs, bage marengs på tærten, koge kartofler, stege kartofler, skære ost i tern, koge linser, hakke persille, dampe og skære asparges, hakke løg, blande dressinger + alt det løse, som jeg lige har glemt. Og egentlig ville jeg blogge om det. Men det får vente.

For først er jeg lige kommet på noget, som er umådeligt meget vigtigere:

Asparges og urin. Jep.

Forleden havde vi nogle venner på besøg til mad. Kæresten var i køkkenet og en af hans kreationer var den kendte 'asparges pakket ind i bacon og så i ovnen'. Jeg fatter ikke helt konceptet, for asparges skal have ganske lidt i en ovn, mens bacon skal have ganske meget for at blive interessant. Og det kan jo være svært at få asparges ind i allerede bagt bacon, ikå.

Efter maden og da gæsterne var gået, skulle kæresten en tur på das. Han kom tilbage og bekendtgjorde, at hans urin stank. Ja, ok det lugter ikke altid lige godt, men hvad nu da? Jo, det var jo på grund af de fine, grønne asparges. Hm.

Senere på aftenen skrev en af vennerne til mig på messenger: "Ad, aspargespis!". Ok, tænker jeg, så det er et generelt problem.

Jeg har tidligere erfaret, at hvis jeg spiser guldkorn eller drikker kaffe, kan dette lugtes i min urin bare en halv time efter. Men jeg mente da ikke lige, jeg havde oplevet noget i forbindelse med asparges. Og jeg mener, denne gang spiste vi måske fire eller fem + bacon, så det var jo ikke det vilde. Andre gange har jeg jo spist et helt bundt selv - også uden lugtgener.

Så viser det sig - for google er min ven - at 40% af alle os fine mennesker har evnen til at omdanne noget i aspargesne til svovlforbindelser (spørg mig ikke nærmere om det tekniske), som er dém, der lugter. Jeg er så åbenbart én af de 60%, som ikke kan. Og det gør mig glad.

Kæresten tilbød mig at lugte til hans tis forleden, så jeg ligesom kunne få indblik i, hvordan det er at være en del af (netop dette) mindretallet. Men jeg takkede nej. Ja, så snævertsynet er jeg nemlig bare.