Jeg er normalt meget selektiv, når det handler om ting, jeg skal spise. Nogen kalder mig kræsen, men det er jeg ikke. Jeg er bare meget se-lek-tiv. Basta.
Derfor plejer jeg at holde mig til de chips, jeg kender for ikke at få ubehagelige overraskelser på tungen. Men i går, da jeg købte ind med en lille buzz forårsaget af to juleøl og en classic, var jeg åbenbart modig. Jeg købte to poser Kims Snack Chips. Dem i den gule pose, som vist bare hedder med 'krydderi' og dem i den røde pose, som er med tomatsmag.
Og så har jeg observeret noget.
Ikke alene har tomatchipsene mere farve end de krydrede, det giver måske nok sig selv, da der sikkert er smurt et eller andet tomat-tjavs på dem. Men de er også meget mere krøllede end dem fra den gule pose. Hvad er nu det for noget? Gad vide, om man kan skrive til Kims kundeservice og få svar på det. For de ér altså meget mere sammenkrøllede og bøjede end de andre.
Dem i den grønne pose, som er med sour cream, kunne jeg til gengæld aldrig drømme om at købe. Uanset om jeg så købte ind i en ti hestes brandert ville jeg ikke betale for dem.
Men de krøllede tomatnogen er faktisk helt ok. Så lærte jeg da det.
(10. januar 2009)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar