Dåbsweekend

Dette er weekenden, hvor jeg lover højt og helligt at opdrage min nye nevø i den kristne tro, hvis det skulle blive nødvendigt.
Jeg skal til min søsters knægts dåb på søndag og hun har spurgt, om jeg vil stå fadder. Det vil jeg selvfølgeligt gerne.
Jeg tror ikke på Gud eller Fanden, og det er derfor noget løgn, jeg har tænkt mig at stå og sige i kirken. Det er jo åndssvagt, men jeg vil nu gerne stå fadder alligevel. Og som søster siger, så lægger de ikke meget i det kristne budskab omkring dåben.
Og så er det at jeg, og måske du, vakse læser, overvejer, hvilken pointe der så overhovedet er i dåben? Men det må min søster om. Og jeg skal gerne stå fadder, for min søsters opfattelse af 'mine pligter' kan jeg sagtens stå inde for. Og i øvrigt vil det jo aldrig blive mig, der skal tage mig af den bette, i fald min søster og hendes mand skulle blive opslugt af et sort hul eller lignende. Men det er en ære at blive spurgt, og jeg vil gerne gøre det, ligesom jeg også er fadder for min anden søsters søn.
Og når den tid kommer, så har jeg ikke lyst til at få mine egne børn døbt, selvom kæresten har en familie-dåbskjole, som det er tradition, at ungerne får på, når de skal døbes. Men jeg tror jo ikke på det overhovedet. Og jeg synes ikke, jeg vil presse en dåb med samtidig optagelse i en kristen klub (som man aldrig kommer ud af!) ned over hovedet på mine poder, når sådanne en gang ankommer.

I morgen hopper kæresten og jeg på et tog og tager over til min anden søster - hende med den større søn - og er der til mandag. Hele min familie bor jo ovre på det der Sjælland og jeg glæder mig til at komme lidt hjem. Jeg glæder mig tosset meget til at se hende. Det er en weekend, hvor hun ikke har sønnike, og så får vi altid lige talt lidt mere sammen, end når han er der. Vi skal så købe dåbsgave og hygge os hele lørdagen. Det bliver fabelhaft.

(fra 10. oktober 2008)