Flytning 2.0

Har I glemt det? Jeg holder til her nu.

Flytning

Ja ja, så kan I godt opdatere alle de milliarder af blogruller, I går og gemmer mig på, for jeg er flyttet.

Jeg har i årevis haft mit eget domæne, men jeg har aller rigtig fået brugt det til noget. Men nu! NU!

Nu kan I se mit fangsi fjæs i en majsmark, hvis I hopper over på www.ordningen.net

KOM FRISK!

En del af sorg og savn

"Hej Far, det er Ibber.

Har du set, at Ole Christian Madsen vil filmatisere Ejersbos Afrika-trilogi?

Er det ikke fedt?

Så kan vi se den sammen, når den kommer... det kunne være hyggeligt, ikke....

Det var bare lige det, jeg ville, så jeg smutter igen.

Hej du."

To sider af samme sag

Det er det der med at få børn.

Skal. Skal ikke.

Hvorfor. Hvorfor ikke.

Skal. Skal ikke.

På den ene side er jeg utroligt skruk. Jeg er glad for børn, nyder at være moster for mine nevøer og tante til diverse andre rollinger. Jeg bliver glad af at være sammen med børn, deres umiddelbarhed, nysgerrighed og simple indstilling smitter af som glæde indeni.

Og så ér der jo det med alderen. Jeg er 32, og jeg kan ikke lyve mig fra, at hver gang jeg ser noget med børn eller gravide kvinder, så rumsterer det i mit underliv, æggestokkene fjoller rundt som maracas og gør opmærksom på sig selv. Min hjerne bliver utroligt klar over den høje tikken fra et ur, der prøver at overbevise verden om, at det er kvart i alarm og lige ved at bryde ud i bimlen og bamlen og vækken de døde med deres larm.

Oven i dét så har jeg jo faktisk en kæreste, som jeg er ganske overbevist om, jeg vil elske resten af mit liv. Han er den, jeg skal leve sammen med, den, jeg vil giftes med, og den, jeg vil have børn med. Og hvorfor så ikke bare få de børn!? Hvorfor udsætte det!? Hvorfor ikke bare carpe diem og komme i gang?

Godt så. Beslutning taget.

......Og dog.

For som I ved, kære milliard læsere, som åndeløst følger mit liv, som det (ubegribeligt sjældent) udfoldes her på Ordningen, så er min far død for ganske nylig. Jeg ved egentlig ikke, om to en halv måned stadig er for ganske nylig. Men det føles sådan her inde i mit hjerte, hvor der er et kæmpe hul, der står FAR på, som jeg bliver ved at græde ned i, og som aldrig hverken kan fyldes op af tårer eller lappes sammen igen.

Og med den smerte i mente kan jeg jo ikke gå ud og blive gravid og få masser af børn og dejlig familie. For så véd jeg jo, at de børn, jeg får, en dag vil stå der i en stor og ond verden helt uden mig. For en dag vil jeg dø. Og så skal de igennem hele denne her smerte og grusomhed, som døden og tabet af en forælder medfører. Og det kan jeg sgu da ikke være bekendt.

Godt så. Beslutning taget.

Home Alone

Jeg savner altid Kæreste virkelig meget, når han ikke er hjemme. Men jeg elsker alligevel at være alene og prøver altid at nyde det mest muligt. En af de ting, jeg nyder, er, at jeg selv kan bestemme, hvad jeg skal spise. Ingen kompromis, ingen deling, bare mig og det, jeg lige har lyst til, når jeg får lyst til det. Og det kan til tider være noget underligt noget.

En af de hyppigste gengangere, når jeg skal spise alene, er spaghetti med ærter og Knorr béarnaise. Jeg ved godt, det lyder sært, men det er bare en sindssygt god blanding!

Af uforklarlige (og sikkert fuldkommen irrationelle) årsager synes jeg dog, at det mest er en vinterting, så det har jeg ikke fået i denne ombæring.

En anden yndet sag er jasminris. Uden noget. Fordi de bare smager så vildt godt i sig selv.

I dag fik jeg to muffins til morgenmad. Kæreste hævder, at kage ikke er mad, men jeg hævder, at det smagte godt og holdt mig mæt i tre timer. So there.

Til frokost fik jeg smørstegte portobellosvampe, røræg og ristet brød med smør. Og drak juice til. Kl. 15.30. Det var dejligt!

Nu, hvor klokken har passeret de 21, er jeg ved at indtage mit aftensmåltid. Bestående af agurkesalat, hjemmegjort naturligvis, kogte gulerødder og en kold hakkebøf fra i forgårs. Bum.

Og så har jeg ikke engang nævnt, at jeg har haft nattøj på hele dagen!

Noget om hype og kæpheste

Jeg har rigtig mange kæpheste. Rigtig, rigtig mange. Mange af dem, faktisk de fleste, handler om noget med stavning, udtale og vigtige sager som, hvordan man pakker en indkøbspose eller vasker op på den rigtige måde. Dén slags. Småting.

En anden yndlingskæphest er at være rigtig træt af Apple. Og meget af trætheden stammer fra deres måde at markedsføre sig på.

Da Google kom frem med deres Gmail, var der masser af hype omkring det, og man kunne kun få en Gmail, hvis man var en af de fancy, heldige mennesker, som blev inviteret.

Sådan føles det også lidt med Apple. Se os, vi er en sekt, og vi holder keynotes under stor mediebevågenhed, og du kan få vores produkter og være EKSKLUSIV, ligesom os! Det er så ikke helt og aldeles Apples skyld eller ansvar, at medierne er til fals for smart markedsføring og derfor drukner os alle i omtale af nyeste påfund fra Jobs. Ja, samtlige danske nyhedsmedier, jeg kigger på jer!

Jeg duer ikke til den slags hype.

Jeg synes, Apple laver mange fine ting. Deres iPod Nano, sådan en har Kæreste, er enormt flot og lækker i designet. Men jeg vil ikke selv have en. iPhonen er også utroligt lækker at se på, selvom jeg er mere til den gamle version, men jeg vil ikke selv have en. Og det hænger meget sammen med hypen. Jeg gider simpelthen ikke være en del af råbekoret. Jeg vil hellere være kontrær, stille mig ved siden af og have noget andet, der virker - for mig - ligeså godt.

I løbet af foråret var Twitter et stort råbekor omkring det NYE! og FANGSI! og helt igennem aldeles UUNDVÆRLIGE! sociale netværk Diaspora. Hypen var vild, jeg blev grebet af det, ville være en af de første, sejeste, som fik adgang til Diaspora. Og det blev jeg. Og så skete der ikke en skid.

Jeg blev medlem tilbage i februar, og siden har tre af mine venner derinde skrevet noget. Mest sådan lidt spørgende og sker-her-noget-agtigt. Og nej, det gør der ikke. Der sker ikke noget. Ingenting som helst. Vi bissede som kvæg, løb med strømmen og endte i samme mudderhul.

Nu er Google i gang med at lancere deres nye sociale netværk, der skal være en konkurrent til Facebook, Google+ hedder det. Og på Twitter er der endnu en gang hype, alle vil have en invite, alle vil være med på beatet, alle vil plusses. Og jeg blev straks grebet af det og ville med.

Men så tænkte jeg mig om.

Og nu har jeg besluttet at boykotte Google+, indtil de gør det åbent for alle. Jeg gider ikke være en del af det bissende, tankeløse kvæg. Jeg holder mig for god til det i denne omgang. Hvis du er en af dem, som bisser, er det helt ok, det må du hjertens gerne, og jeg ønsker dig al mulig fornøjelse med det. Jeg gider bare ikke løbe med.

Gmail har nu været åbent for alle nogle år og det samme bliver Google+ helt sikkert. Og jeg kan godt vente og nøjes med Facebook imens.

Afsked

I fredags samledes familien og spredte min fars aske i havet, som han havde ønsket. Da alle andre var kørt hjem, tog Kæreste og jeg ned til stranden og jeg sagde mit sidste farvel dér.

Han elskede sommerhuset, elskede den strand og det område, og han havde det altid godt, når han var der. Det var hans fristed, det eneste sted, hvor han ikke fik lavet sit arbejde, det sted, han slappede bedst af og havde det dejligst.

Derfor skulle hans sidste, evige hvilested være netop dér. Og det blev det. Nu er han for altid en del af stedet både inden i alle os og ude i virkeligheden.

Far vel.

Men så var det osse.

Jeg har gået på universitetet utroligt længe, og hver eneste gang, jeg har været til eksamen, har jeg tænkt, at jeg nok ikke bestod.

Hver eneste gang jeg har afleveret en opgave til sekretæren, har jeg tænkt, at det da vel for fanden ikke kunne være helt så let, og at opgaven helt bestemt var det værste lort, og at underviser og censor derfor ville slå sig på lårene og sige "Nå, så dét troede du, hva?!" og så give min opgave 00. Eller -3 endda.

Og at jeg følgelig ville ende på bistandskontoret med fedtet hår og et "Jeg dur ikke til noget"-skilt i panden. For alle ved jo, at selvom andre godt må fejle og lære af det, så skal jeg bare gøre tingene rigtigt i første og eneste ombæring. No pressure though.

Den 7. juni i år afleverede jeg min tredje skriftlige opgave på kandidatstudiet. Og ærligt talt. Det var lidt venstrehåndsarbejde. Jeg havde læst alt i god tid, havde nogenlunde tjek på stoffet, men der var lige det med farmands død og begravelse i midten af det hele. Noget dealing med sorg. Noget tuden øjnene ud og væren angst og bange. Og noget overspringshandling bigtime.

Jeg fik skrevet min opgave. Tre dage i alt tog det mig. 15 sider lang blev den. Og for en gangs skyld var jeg ikke stensikker på hån og rejicering. Hvilket fik mig til at blive bange. For alle ved, at hovmod står for fald. Og alle ved, at nemesis bare står og venter på, at man kom til at tænke, at der var noget, man faktisk godt kunne. Så min ikkeangst forvandlede sig til angst.

Så blev det dog ferie og jeg tænkte på alt muligt andet. Blandt andet næste opgave. Som omhandler noget nær det samme, men er i et andet fag og skal fylde ti sider mere. Suk. Jeg plukkede hyld, kogte saft og sirup. Jeg bondede med kagedåser og andre. Købte bryllupsgave. Drak baja. Spillede Scrabble. Plus det løse.

Og i går kom dommen. Jeg bestod sgu. Faktisk. Så ingen nemesis eller jinx der, bare dygtige mig, der har lavet en helt ok opgave om Jacobsen, Brandes og det moderne gennembrud. Du fredsens!

....men så véd jeg osse bare, at den næste bliver ramt af alverdens ulykker. Det kan jo for fanden ikke være så let. Vel!?

Forresten....

....nu, vi er i gang med fangsi fotografi og fejring.

Så skal I da se mig.

På 1-årsdagen for den store, evige Kiærlighed.

Et voila.

Avec champagne!

Se mig! Se mig!

Vi har købt et superfangsi og edderlabert kamera, så nu kan I tro, jeg flintrer rundt og råber "Paparazziiiiii!" Og nogle gange tager jeg også billeder helt uden at sige noget. Tro det, hvem der kan.

I dag har jeg taget billeder af mad. Se mig, se mig, jeg har fået et fotografiapparat og skal være madblogger!

Ej, det skal jeg jo ikke.

Men vi får gæster til ejjemit'skaf, og derfor har jeg bagt noget.

Og nu skal I sørendytme se det! Sgu!

En lækker blanding af æble, ristede og hakkede mandler og sukker. Dejligt med sukker. Og kanel. Og æble. Og nu indser jeg, at jeg glemte rosinerne! Verdammt!

En slags smuldredej smuldres ud over frugtfyldet. Jeg brugte alt for meget smør, så det er mere blevet til en art mørdej, jeg sådan har presset ned i æwlerne.

Den færdige kaw. Åh, den ser fin ud og dufter dejligt. Så nu kan det kun gå for langsomt med at få gæster.

Jow jow.

Sådan er dét nemlig.

Så deeeeeeet.

Ja ja!

Jo!

Uh uh, en romantisk historie!

På et tidspunkt gik jeg og så noget til denne her fyr, som nok var sød, men som jeg bare overhovedet ikke skulle være kæreste med. Never. Ever. EVAH!

Jo jo, det kunne da godt være, jeg havde inviteret ham med i sommerhus, og jo jo, det kunne da godt være, vi var sammen hele fåking tiden, men kærester!? Fandme nej, den slags var ikke for mig. Overhovedet.

Ovre i sommerhuset var jeg mindst lige så stædig.

Vi hyggede og snakkede og spiste og drak og gik ture og gjorde ved. Ja, ved. Men kærester skulle vi altså ikke være. Det måtte han da bare indse og acceptere.

Men så en aften blev jeg småfuld i rætti god rødvin. Og så tog han sgu røven på mig! Han kiggede mig i øjnene, holdt om mig og tvang mig til at sige, at jeg var forelsket i ham. Er du sindssyg, det var det farligste, jeg i mit liv har oplevet! Og det dejligste.

Og da først jeg ligesom havde indrømmet det, var løbet jo kørt. Så var vi kærester.

Og ved I hvad, det er et helt år siden i dag! Så tillykke til os stædige idioter.

I guder!

Kære vejrguder

Jeg huskede virkelig meget at sætte pris på det gode vejr, vi havde i næsten hele april.

Jeg var ude i det, jeg elskede det, og jeg fortalte alle, hvor heldige vi var, fordi vi jo godt véd, at april kan byde på pludselige snestorme eller det, der er værre. Jeg nød solen og varmen i fulde drag. FULDE DRAG!

Men ærligt talt. Hvis takken er, at I så bare vender på en tallerken og tager det hele fra os igen, så havde jeg sgu ikke investeret så meget energi i at være glad og oppe over det vejr.

Nu sidder jeg her med knæstrømper, skisokker, joggingbukser, undertrøje (nede i buksen, som vor mor lærte os!), langærmet bluse, uldtrøje og løst hår (for det ér altså koldere, når det er oppe!).

Og jeg røvhamrende fryser.

Så næste gang det bliver dejligt vejr med sol, tør luft og mere end 15 grader, skal I nok ikke lige regne med, at jeg siger praise the weather lord, for jeg véd godt, hvilken omgang narresommer I er.

Hilsen Ibs. Den lille forfrosne.

Overskud

I morges, allerede før vi stod op, begyndte Kæreste at fable om, at jeg da havde loooovet dejlig morgenmad med både dit og dat. "ARH!" tænkte jeg, det kunne da ikke passe. Jeg havde da bare sagt, at jeg ville lave nogle æg og så læse avisen i ro og mag.

Men mens jeg nægtede pure, indså jeg, at det faktisk også ville komme mig lidt til gode, hvis jeg lavede dejlig morgenmad. Så det gjorde jeg.

På sådan en flad søndag, hvor jeg næsten ikke kunne slæbe mig ud af fjerene, og mine øjne nærmest var for træthedstørre til at få linserne i, fik jeg alliwl hanket op i nogle pander, skærebrætter og de ting, vi lige havde i skabe og køler. Og så fik jeg lavet morgenmad.

I give you - søndagsbrånsj.

Lune havremuffins, ovnristet rugbrød, pandestegt (i smør!) hjemmebagt brød, skyr med hjemmeristet müsli, blåbær og akaciehonning, clementin-appelsinjuice, røræg, friske jordbær og kaffe med dejlig mælk. Kød havde vi desværre ikke lige, så det tænkte vi os bare til.

Manner, det var lækkert.

Jeg elsker sådan mig selv, når jeg får gjort de her ting.

Men jeg mangler stadig en voksen, der gider rydde køkkenet. Anyone?

Den, der elsker meget, skal sørge meget

Ovenstående kommer fra en bog af præsten og filosoffen Johannes Møllehave, som hedder "Det ender godt".

Mine søstre og jeg forærede min far bogen, da han i februar fyldte 68. Og om det endte godt i det store hele, ved jeg endnu ikke helt, men endt er det i hvert fald.

Min far er død. Efter mange års kamp mod leukæmi måtte han slippe taget. Han fik det præcis, som han gerne ville. Han havde planlagt alt, havde talt med præst og bedemand, havde skrevet annoncer til aviserne, skrevet nekrolog, givet præsten et forlæg, hun kunne prædike ud fra og selv valgt, at han gav slip, netop som alle hans børn og hans hustru var ved hans side.

Jeg ankom om eftermiddagen, min ene søster og stedbror lidt efter, og min anden søster trådte ind af døren blot en halv time forinden. Hjemmesygeplejersken havde været og se til ham, og hun havde netop lukket yderdøren, da ældste søster sagde "Det er nu".

Vi var alle hos min far, da hans vejrtrækning blev uregelmæssig, hans puls faldt og hans liv sluttede. Jeg holdt ham i hånden hele vejen, og vi græd alle, mens vi fortalte ham, at vi elsker ham og at han altid vil være en stor og vigtig del af vores liv. En sidste krampetrækning og så var han væk.

Han døde i sit hjem med sine elskede omkring sig, og det var smukt.

Sygeplejersken kom tilbage, og vi fik klædt ham i det jakkesæt, han havde besluttet, at han skulle have på i kisten. Resten af aftenen og hele natten lå han i sin hospitalsseng i stuen og så så fin og stille ud. Hele tiden sad en af os hos ham. Holdt på ham. Rørte ved ham. Fjernede usynligt fnuller fra jakkesættet. Talte til ham. Forsikrede ham om, at han var elsket og allerede savnet. Kyssede ham på panden. Strøg ham over håret. Tog afsked.

Dagen efter kom bedemanden, kørte en kiste ind i stuen, lagde min far i den, og vi tog afsked igen, før bedemanden lagde låg på kisten. Vi sang og trillede kisten udenfor, bar den hen til rustvognen, som kørte langsomt derfra, mens vi tog afsked igen.

Herefter gik dagene uendeligt hurtigt og utroligt langsomt. Vi var samlet. Gik i cirkler omkring hinanden og os selv. Ventede. Tirsdag skulle bisættelsen være, for præsten, som min far insisterede på, skulle på ferie onsdag.

Vi talte med præsten. Vi talte med hinanden. Vi krammede. Vi græd. Vi sørgede. Og endelig kom tirsdag.

Ingen kunne samle sig om noget. Vi ventede og ventede og ventede. Og så tog vi i kirke.

Bisættelsen var utroligt smuk. Kirken var stuvende fuld. Blomsterne fyldte det hele. Og præsten var helt igennem fantastisk. Hun havde fanget præcis, hvem min far var. Og det varmede. Og frembragte både smil og tårer.

Til sidst samledes børnene, en bror og en svigersøn omkring kisten, som vi bar ud af kirken, ned af gangen og hen til rustvognen endnu en gang. Vi lagde roser på kisten, sang første vers af Altid Frejdig Når Du Går og så til, mens bedemanden lukkede bilen og kørte langsomt derfra. Alt imens vi igen igen igen tog afsked med en utroligt stærk, dejlig og fantastisk mand. Min far.

Ved midsommer samles vi og tager afsked for sidste gang, når vi spreder min fars aske i havet, som han har ønsket. Og jeg er bange for, at dén afsked bliver præcis lige så hård som alle de andre.

Alle de bekymringer, jeg havde, mens han var syg, er nu erstattet af et stort savn, en enorm sorg og en tung, tom fornemmelse i mit hjerte.

Jeg véd, det blev, som han ønskede. Jeg véd, han ikke orkede mere. Jeg véd, han havde accepteret og sagt farvel. Og jeg véd, at han var min far, og at jeg vil elske ham for altid.

Twitterlove

Vi kender alle til at have en dårlig dag. Nogle dage er topfjong og andre knap så fjong. Atter andre er fuldkommen elendige. Og på de dage er Twitter ganske dejlig at have med sig.

Skriver man på Twitter, at man har en ægte møgbelortet off day, er der straks nogen, som skriver, at det sgu da er træls og ønsker bedring og godt humør. Nogle gange er der endda folk, som sender sjove links og gejl, som måske/måske ikke kan hjælpe på det elendige gemyt.

Og i virkeligheden ved jeg jo godt, at det er fuldkommen effortless for andre at skrive "Håber, det snart arter sig bedre" på Twitter, når man piver.

Og jeg ved godt, at det er så nemt som 1-2-3 at skrive, det er træls for andre, hvis de skriver, deres bedstemor eller nabo er død.

Eller hvis der er andet, som giver anledning til gråd og tænders gnidsel.

Eller. I. Det. Hele. Taget.

Men jeg ved også, at når jeg skriver "Sikke noget lort" og giver udtryk for medfølelse med mine tweeps, så mener jeg det faktisk. Så håber jeg, og ønsker for de andre mennesker, at de må klare sig fint igennem hvad det nu er, de kæmper med.

Og helt naivt går jeg ud fra, at de har det på samme måde, når de skriver sødt til mig. Og uanset om de har, så varmer det mit bette hjerte, når så mange lader til at tage del i min daglige skærmydsler med syg far, jobsøgning og andet lård.

So there.

Twitterlove er måske nok gemt bag masser af afstand, binære systemer og fejlskøn. Men det er fandme rart!

Potato Tomato

Forleden, da jeg var ude at tisse (nejnej, det handler ikke om tis, der kommer jo kun regnbuer og rosenduft ud af mig!), blev jeg endnu en gang ramt af umådelig irritation over et af hverdagens virkeligt store, omfangsrige og belastende fænomener.

Kæreste havde IGEN efterladt rullen med så lidt papir på, at end ikke Cirkeline kunne have brugt det som klap for øjet.

Så IGEN smuttede jeg den tomme rulle af. IGEN kastede jeg den ud i køkkenet (som er på den anden side af badeværelsesdøren). Og IGEN hængte jeg en ny rulle op.

Alt imens jeg bandede for mig selv, at det sgu da for fanden er pisseirriterende, at han da ikke bare kan sætte en ny rulle på, når der næsten ikke er noget papir tilbage på den gamle.

Jeg vrissede og vendte mundvigene nedad og øjnene opad og hængte så toiletrullen op, som den skal hænge, med flappen nedad.

Jeg så lidt på rullen og kom i tanke om noget formildende; i det allermindste vender han ikke hele tiden rullen, når den hænger med flappen indad.

Sådan som jeg faktisk gør, hver gang han har hængt den med flappen udad.

Ahem.

Spis Bed Elsk

Nåja, jeg er jo ikke så meget for det der med at bede, som jeg før har været inde på. Og lidt på trods af at jeg for tiden har ret meget, jeg kunne bede for. Eller om. Men jeg gør mig ikke i den slags, jo.

Alligevel har jeg læst bogen Eat Pray Love af den yndige Elizabeth Gilbert fra de store stater mod vest, hvor en hverdagskontakt til Vorherre er lidt mere almindelig, end den er for mig.

Først og fremmest tiltalte titlen mig. Både spisning, bøn og kærlighed er ting, jeg kan se fornuft og godhed i. Og de to af sagerne er noget, jeg er rigtig, rigtig god til. Ydermere så jeg en trailer til filmen en dag, jeg var i biffen, og hvad var underlægningsmusikken? Dog days are over med Florence and the machine. Og jeg ér bare så utroligt glad for Florence, og så måtte jeg jo læse bogen, når den slags musik kunne være passende.

Og apropos passende havde jeg lige et gavekort til Arnold Busck, så jeg tumlede hen i butikken og flåede Eat Pray Love ned af hylden og hen på disken. Og den var endda billig, kostede mindre end 100 bobs. Alt i alt lovende.

Bogen er, som titlen kunne antyde, delt i tre; Spisedelen, bededelen og elskedelen, 36 kapitler i hver. Spisedelen foregår ret meget i Italien, og det handler meget om at give sig hen og nyde de dejligt syndige kulhydrater, som pasta, brød og pizza indeholder så mange af. Uden at føle skyld bagefter! Jeg kunne sagtens relatere og fløj igennem Spisedelen på nulkommafem.

Så kom bededelen. Den foregår i en ashram i Indien og er meget stille og indadvendt. Her gik jeg i stå. Ms. Gilbert har store problemer med sit eget selv, sine tanker og meditation. Der sker ikke så meget, og det meste af det, der faktisk sker, sker inden i Liz selv. Det var egentlig ikke så spændende som at høre om god, italiensk mad.

Efter et par måneder forsøgte jeg mig dog igen, og da var det ligesom nemmere. Nu var jeg også selv et sted, hvor åndelighed og faders sygdom spillede en stor rolle for mig, så måske var det dét, der skulle til. At jeg selv manglede styrke indefra, som Liz gjorde det i bogen. I hvert fald fik jeg læst det og kom videre til Elskedelen.

Og her blev det faktisk ret interessant. Denne del af bogen tangerer en antropologisk fortælling om livet på Bali, som jeg intet vidste om. Spændende! Og så opstår der noget kærlighedsforhold, som faktisk også var ret godt. Jeg kunne i høj grad relatere til det der med at være bange for at give slip og miste en balance, man langt om længe - og med stor møje og besvær - har fundet i sig selv. Så den del fløj jeg også igennem.

Forleden så jeg så filmen. Hvor Julia Roberts faktisk er begyndt at vise alderstegn, hun ser sgu sådan lidt 'Åh, gud mine tvillinger har slidt mig lidt ned'-agtig ud. Og så ved jeg ikke lige, hvad der sker for hendes overlæbe, der ser lidt for restylanet ud. Nok om hende.

Det er lidt blevet et standardsvar, når film bygger på bøger, at bogen er bedre, fordi den indeholder mere. Min helt personlige holdning er, at det er forskellige medier, som kan hver sin ting. Og hvis man laver filmen efter bogen med dét in mente, kan det gå rigtig godt. Som nu i min yndling Nordkraft. Bog og film er meget forskellige, men meget gode.

Det samme kan ikke helt siges om Eat Pray Love.

Bogens historie foregår så meget inde i forfatterinden, at det er svært at skabe en helstøbt film, som fremviser bare lidt af det. Og det lykkes heller ikke. Filmen er simpelthen for overfladisk, den skøjter hen over dit og dat, og vi får slet ikke et ordentligt indtryk af vor protagonist, som må gå så grueligt meget igennem, før hun kan finde sig selv og sin plads i verden.

Så jeg vil bare sige, se filmen og glæd dig over den. Men læs bogen og find glæde i hjertet og sjælen. Ja.

Fundet!

Ja, de fandt ham jo. Holger. Den lille dreng, som blev væk (nej, det var mor, der blev væk, siger Holger) i Tranum. Hvor fanden i alverden dét så er henne. Ja, de fandt ham. Min kommentar til sagen kom på Twitter, hvor jeg skrev "Selvfølgelig fandt de ham, det er dét, det går ud på!" med slet skjult henvisning til serien af bøger, hvor man på tegnede sider fyldt med alskens vilde væsner skal finde Holger, som altid har hue og briller på.

Jo, den bette rødhårede knægt blev fundet, og hele Danmark gik i massepsykose. Ih og åh og da især uh. For hvad KUNNE der ikke være sket sådan en nat i skoven!

Selvfølgelig var det trist og forfærdeligt, at han blev væk.

Og gu fanden var det da fantastisk og smukt, at han blev fundet.

Men det er så det.

Han har ikke fundet en kur mod kræft. Han har ikke løst sultproblemerne i verden. Han har ikke engang sin jakke rigtigt på.

Jeg er sådan en, som normalt har utroligt let til tårer. Jeg har præsteret at smågræde på en restaurant, fordi en gæst ved et af de andre borde blev rørt og græd over noget, som hans døtre gjorde. Jeg græder hver gang, jeg ser Find Nemo. Og jeg har set den +20 gange. Jeg har sågar grædt til en Merci-reklame. Ok, så tog jeg også en graviditetstest for bare lige at se, om der var ugler i mosen, men nej, jeg ér sgu bare sentimental og blødsøden.

Holger har bare ikke rørt mig.

Måske er det, fordi jeg har så meget om ørerne for tiden. Døende far, manglende indtjening, et hjem langt væk fra folk, jeg holder af. Og så videre.

Måske er det bare, fordi det ikke ér så stor en fåking deal. Børn blir væk og blir fundet hele tiden. Hver dag. Og det er endda småting, sådan i the big scheme of things.

Det var godt, de fandt Holger. Men det ér altså ikke det, der får jordkloden til at dreje rundt. Heller ikke her i bette Danmark.

Gamle dage

Dengang jeg var lille, havde radioen et søndagsprogram, der var lige i øjet. Eller øret. Om man vil.

Det hed Hot Og Sweet - ikke hot and sweet, for sådan var det ligesom ikke i 80'erne - og de spillede jazz og big band musik.

Det var Glenn Miller, det var Count Basie, det var lutter evergreens og god stemning. Og så ind imellem noget af det der jazz, hvor de lader tonerne løbe fra dem, når de spiller trompet. Truttelut-jazz blev det hurtigt døbt af hele familien, som ikke var så glade for lige dén genre.

Det er mange år siden P3 droppede at have den slags programmer, og det findes heller ikke på nogen af de andre kanaler, som DR råder over.

Men!

Ude på det store internet findes der virkelig, virkelig mange forskellige radioer, som man kan lytte til.

Rat Patrol Radio, Big Band Cantina og jazzradio.com spiller masser af den slags dejlige HotOgSweet-musik.

Så kan man sidde på en helt flad onsdag formiddag og være tilbage i sin fars køkken, da man var 10, og tænke på rundstykker, blødkogte æg, solskin og et simplere liv, hvor det værste, man skulle tage stilling til, var, om man skulle hjem før eller efter, Dollars blev vist om eftermiddagen.

Jeg døde ikke. Denne gang.

Nå. Men jeg er her stadig. Og jeg har faktisk sovet i nat. Ingen Davy Jones kom og tog mig. Det er faktisk næsten skuffende.

Jeg hørte dog lyden. Men det var i morges, hvor det allerede var blevet lyst. Og så var det faktisk så udramatisk og fjollet, at jeg ikke engang gad se efter, hvad det var. Måske også lidt, fordi det faktisk ville have betydet, at jeg skulle hente briller eller linser for at kunne se noget som helst. Og så var jeg jo blevet alt for vågen. Så jeg vendte mig om og sov videre.

Og nu finder ingen vel nogensinde ud af, hvad lyden var. Hvis det er et spøgelse, må det sgu lige step up og gøre noget nyt.

Til gengæld kan det jo være, jeg dør af fedt om hjertet en gang i løbet af dagen. Jeg udnytter nemlig, at ham, som synes, man ikke kan spise kage til morgenmad, ikke er hjemme, og derfor får jeg muffins til morgenmad.

Og hey, der er sgu da både havreklid og -gryn i. Det er da helt sikkert nok til at opveje den halve pakke smør!

Nej, jeg tror sgu da heller ik på nisser!

Egentlig tror jeg slet ikke på spøgelser. Ånder, genfærd og den slags, not a chance. Det er simpelthen for usandsynligt. Og så gør det mig bange.

Så det findes ikke. Bum færdig.

Men mange af dem, jeg kender, tror på det. Og de fortæller glad og gerne om det ene og det andet, som de har oplevet med åååånderne. Min svoger, som mistede sin far i december, har fortalt, hvordan han har 'mærket' farmand i sommerhuset, når han har været der alene. Kæreste fortalte, at hans mormor cirka en uge efter sin død havde været i hans værelse. Helt uafhængigt fortalte hans bror forleden om sin egen oplevelse af præcis det samme. Svogers søster har også mærket farmands ånd i nærheden. Og sådan blir de ved. Og ved. Og ved

Den Lille Skeptiker (TM) sidder imens med korslagte arme og siger stædigt "ARRRRRHH, den må I længere ud på landet med!"

Og forsøger virkelig meget på ikke at komme til at tro bare lidt på det. For så! SÅ! Ja, enhver ved sgu da, at hvis man først tror på lortet, så vælter det ind med spøgelser og gespenster, som overtager ens liv. Og det gider jeg jo ikke.

Men så var det osse.

Ja, så var det jo, at jeg vågnede i nat. Af en lyd.

Nogle gange, når ting som glas, kopper eller bestik, ligger tæt op ad hinanden på et bord, kan man høre, hvordan tingene rammer hinanden, når nogen går forbi bordet. Det var den slags lyd, der var i nat. I mit soveværelse. I bælgravende mørke. Pfffffrrrrrlllp.

Samme lyd, med samme antal gentagelser hver gang.

Jeg satte mig forsigtigt op i sengen uden at lave den mindste lyd. Og så holdt lyden op.

Så måtte jeg jo lægge mig igen, og forsikrede lige den indre knap-så-skeptiske, at det helt sikkert var væk nu. Og måske endda noget, jeg bare havde drømt.

Pfffffrrrrrlllp sagde det så. Igen. Med samme rytme og antal som før. Og jeg satte mig hurtigt og larmende op i sengen igen, hvad ér det for noget!?

Samtidig kiggede jeg så på clockradioen, og den viste, at klokken var 4.44.

Oh holy fuck, tænkte jeg, og var nok lidt ved at gå i en stille form for natlig panik. "Det er min far! Min far er død. Nu kontakter han mig!"

Jeg døde lidt af skræk. Besindede mig og i stedet for at få hjertestop, vækkede jeg Kæreste. Han mente, det var en fugl.

Men han må jo være døv. For enhver kunne høre, at lyden for fanden kom fra henne ved døren. Det er overhovedet ikke tæt på udenfor. Det er IKKE en fugl.

Min veninde siger, at det er noget med tentakler. Og jeg har godt set de der piratfilm med Mr. Depp, og jeg kan kun alt for levende forestille mig, at Davy Jones' tentakler kan lave den slags lyd, som jeg hørte. Pfffffrrrrrlllp.

Ganske snart skal jeg i seng. Og jeg er alene hjemme i nat. Hvis jeg aldrig mere blogger, så husk at fortælle en eller anden myndighed, at de skal tjekke mit soveværelse for saltvand, når jeg er død. Og måske spist. Det sagde veninden nemlig osse, jeg ville blive.

Én af dem

Jeg har opdaget noget om mig. Noget, jeg ikke er sådan helt ægte overbevist om er godt. Når jeg har været et par dage hos min søster og hendes snart tre-årige lille krudtugle, taler jeg ikke om ret meget andet end den bette knægt.

Der kører denne her Hvad Er Lykke-ting rundt i blogland, og en af de første ting, jeg kom i tanke om, var lykken, er, når denne lille gut vågner om morgenen, når jeg er hos dem, og spørger mor, som det første, "Hvor er Ibber?", hvorefter han putter sig ind til mig og siger mit navn. Dét er lykke.

Når jeg er hos dem, deltager jeg jo i alting, og da barnet er virkelig glad for mig, har jeg enormt meget kontakt med ham og oplever derfor masser af ihsåsjove 'han gjorde, han sagde'-ting. Som jeg refererer til hvem som helst. Når som helst.

Forleden da jeg talte med søster i telefonen, fortalte hun, hvordan han havde fået et æg af en sød mand og derefter havde passet utrooooligt godt på det hele vejen hjem.

Og jeg fortæller de her ting til Kæreste helt uafladeligt. Hele tiden, ungen dit, nevøen dat, betteknægt dut dut dut. Lange tirader af blablablabræk.

Altså knægten er jo ikke engang min. Så jeg tør slet ikke gisne om, hvor hæsligt det blir, når jeg selv bliver mor. Jeg kommer jo ikke til at tale om andet end den lille nuzerfantaztizkdejlige guldklump, som naturligvis er bedre, klogere, smukkere og meget mere skøn end alle andre unger i hele verden tilsammen.

Det blir grusomt.

Hvis jeg gør det, har alle i verden carte blanche til at give mig en knytter i face og sige "STRAM OP!"

For jeg gider bare ikke være én af 'DEM'!

Gule Torsdag

Ja, det er altså ikke en helligdag eller noget som helst. Det er bare torsdag, og solen skinner, og da solen er gul, er det altså gule torsdag. Bum.

Kæresten fik aldrig lavet de pandekager. Så mit traume lever endnu. Min mojo er gået, og jeg må leve pandekageløs. Heldigvis får jeg måske pandekager på lørdag. Lavet af verdens dejligste Klidmoster.

Nej, vi fik aldrig lavet pandekager. Til gengæld fik jeg lavet pitabrød, flutes og andet brød af Søris' gode mel. Og jeg har lavet en jobansøgning, som jeg endda har sendt.

Men Ibber, du er jo i gang med dit studie!?

Jo. Altså. Ja, det er jeg. Men SU har smækket kassen i for mig. Jeg er for meget bagefter. Gider ikke trætte dig, kære læser, med en syg mosters historie, men jeg har skudt eksamener og ligget brak på flere måder, så nu er jeg altså bagefter. Så meget, at de har lukket sluserne og ej sender mig statens penge længere.

Så altså. Jeg har søgt om flere penge, dispensation og den slags, men det tager jo fire forpulede evigheder at få svar på. Og jeg kan jo ikke leve af luftsteg og vindfrikadeller så længe (selvom min figur unægteligt ville have godt af bare lidt af det). Så jeg har altså gloet i annoncer og faktisk fundet et job, jeg synes, lyder utroligt spændende.

Og nu har jeg altså søgt det. Så gider I lige krydse fingre, hva hva hva. Om ikke andet, så bare for at jeg kommer til samtale. Eller at de siger noget pænt om min ansøgning, når de skriver, at de ikke gider mig.

Man hører jo tit om folk, som er et eller andet, mekaniker, møbelsnedker, noget, og som så ti år efter laver noget helt andet, skuespiller, coach, noget. Og jeg tænker, at hvis det er sådan, det skal være for mig, så er det helt fint.

Altså jeg skal jo hverken være skuespiller eller coach, men hvis jeg skal få et job og droppe studiet fuldkommen, så er det jo fint nok. Så får jeg det der 'løn' frem for SU, og så får jeg gang i noget af det, de kalder 'karriere', og så er der jo no end to the possibilities.

Så ja. Jobsøgende. Det er mig.

Hvide tirsdag

Ja, her skulle have været et indlæg med historien om, hvordan jeg fik superlækre og dejlige pandekager i tirsdags, fordi det var Hvide tirsdag og altså indledning af fasten.

Men ak. Min mojo har forladt mig, så pandekagerne endte med at være smattede og våde, og de blev faktisk bare smidt ud.

Om det var melet (Søris' hvedemel), eller det var den nye opskrift (Tuberkulosens), ved jeg ikke, men faktum er, at de gik helt i vasken.

I aften får Kæreste lov at prøve!

Kampdag

I virkeligheden er jeg allerede dødtræt af at tale om det, men jeg synes jo, det er på sin plads, så her kommer noget alligevel.

Kampdag. For kvinder.

Altså hvis mænd lavede sig en kampdag, så ville vi skrige rama og brænde deres undertøj. Men vi må godt.

Og ok. Jeg synes jo faktisk også, vi må. Fordi!

Fordi kampdagen har sine rødder i en gammel patriarkalsk samfundsform, hvor kvinder havde en markant anderledes hold-din-kæft-og-lav-min-mad-rolle end vi (gudskelakogtov) har i dag.

Fordi det er vigtigt at huske, at selvom vi har det godt, får kvinder stadig mindre i løn end mænd og anses stadig som en risiko i ansættelsesøjemed, fordi det er kvinder, der bliver gravide og måskemuligvis er den af forældrene, som har flest barn-syg-dage.

Fordi vi skal huske, at kvinder mange steder i verden har det endnu værre end de vestlige kvinder, som opfandt kvindekampsdagen for de der hundrede år siden.

Alt i alt er der god grund til at fejre, at nogle kvinder gik sammen og skabte denne dag, hvor vi alle kan gribe i egen barm (!) og opdage, at selvom visse siger, vi har sejret ad helvede til, fordi mænd ikke engang kan bestemme, at de ikke vil have boho-chik boligindretning (hvortil jeg siger "Grow a pair, stodder!"), så ér det altså stadig vigtigt, at vi husker, at boligindretning er det mindste af det, samt at det ikke altid har været sådan, at vi bestemte ret meget. Eller noget. Som helst.

Det kan godt være, vi får lov til mangt og meget (mere end mormor) i vores liv, men det betyder ikke, at tingene ikke kan blive bedre. Vi må hele tiden være opmærksomme på kvinders - og mænds! - vilkår i samfundet og sørge for, at alle får det bedre på lige fod. Simpelthen.

Og så vil jeg lige gøre opmærksom på, at det faktisk ér mest høfligt, når en mand går foran en dame op ad trapperne. Ellers kunne han jo se lige lukt op under skørtet, og dét kan vi jo ikke have. Før vi tager det af. Vel?

Kræsen

Prøv lige at sige det igen og så rigtigt smage på det. Kræ-sen. Det lyder ikke godt, vel?

Måske er det en af grundene til, at kræsne mennesker bare heller ikke lyder godt.

Jeg er kræsen.

Jeg vedkender mig det og siger rask væk, at der er nogle (mange) ting, som jeg ikke kan lide. Jeg beder aldrig folk om at lave særlig mad til mig, jeg spiser bare uden om nogle af tingene.

To af landets tvkanaler kører for tiden en række udsendelser, hvor kendte mennesker besøger hinanden og skiftes til at lave mad. En af dem fik sagt, at vedkommende var kræsen og en anden bemærkede, at det da var 'en barnlig holdning at indtage'.

Men hør nu, det er ikke en holdning. Det er en smagssag.

Jeg spiser for eksempel stegt lever eller selleri uden at rynke på næsen, men med stor glæde og iver. Det smager dejligt.

Til gengæld vægrer jeg mig for at spise mørk chokolade, ost eller kage med kaffe. For det smager ikke godt.

Det er virkelig ikke for at være barnlig eller besværlig, og det er ærligt talt mest besværligt og hæmmende for mig selv, jeg har det sådan.

Listen af ting som, i min mund, ikke smager godt, er lang.

Det eneste mørke kød jeg bryder mig om, er ko. Laver du lam, vildt, and eller noget lignende spiser jeg det ikke. For jeg kan ikke lide det. Det smager dårligt i min mund, og jeg ser derfor ingen grund til at putte det dérind.

Jeg forstår ikke, at folk kan synes, en skimmelost smager godt. Jeg forstår ikke, nogen kan sidde og nyde et stykke chokoladekage så fuld af mørk chokolade, at det næsten er mere creme end kage. Jeg forstår ikke, at du gider hælde solbærsaft i dig, når det nu smager så stærkt.

Jeg er helt med på, at jeg desværre går glip af meget på den konto. Og derfor prøver jeg jævnligt at smage på ting, jeg ikke kender eller noget, jeg aldrig har kunnet lide. Noget kunne jo have ændret sig.

Svigermor lavede eksempelvis en brun sovs med roquefort i. Den lugtede fælt af ost, men jeg smagte på den, for det var jo ikke sikkert, den smagte ligesådan. Men det gjorde den, og jeg spiste - uden at kny - mine kartofler uden sovs.

Falder snakken på lam skal kræsne gerne høre et 'Arh, men det er bare, fordi du ikke har smagt, når JEG laver lam!' Og nej, det har jeg ikke, men siden jeg har smagt på lam stort set hver gang, jeg er stødt på det, og det hver gang har smagt decideret elendigt, tipper jeg, at heller ikke DIN lammekølle vil gøre underværker og få mig til at elske lam.

Det er én ting, at jeg skal høre, jeg er barnlig, fordi jeg ikke kan lide dit og dat (og tusind andre ting), og det er, hvad det er, at folk siger, jeg bare skal smage. Men det værste er alle dem, der mener, det er noget, jeg selv skaber, og derfor laver hvad som helst uden at sige, hvad det er. Det er ikke fair. Og jeg opdager det. Fordi jeg ikke kan lide det.

Drop det. Det er ikke sådan, du omvender folk, tværtimod.

Jeg er åben.

Jeg vil gerne smage din mad.

Jeg vil bare have lov til at synes, at noget smager dårligt.

Hvor kommer storken fra?

Jeg sidder lige og hjælper Kæreste med noget lektieinspiration. Han skal lave et logo til en jordemoder, og det må naturligvis meget gerne inkludere en stork.

Så jeg billedgoogler derudad, og der er virkelig, virkelig mange storke. Tykke, tynde, høje, lave, blå, hvide, whatever. Næsten så mangfoldigt som menneskeheden selv. Og så slår det mig.

Hvorfor har vi netop valgt, at det er storken, der er fødselsdyret, som kommer med bæbsen?!

Det lange næb, de tynde ben, de små plirrende, kolde øjne. Hvad var det lige, vi som empatiske mennesker faldt for? "Jo, den der fugl med psykopat-sylen lige i fjæset, dén skal da komme med mit spædbarn!"

Hva´!?

Send en bamset, lådden bjørn med mit barn.
Send en spøjs og rundformet søpapegøje med mit barn.
Send en løve med sit eget såvel som mit barn blidt imellem de vilde tænder.

Send sguda ikke en grim fugl med tynde ben helt fra Afrika med ungen!


Og nej, jeg ér ikke gravid. Men hvis jeg var, kan jeg da love dig for, at du IKKE skulle komme med storke her. De er ærligt talt kun ét skridt fra at være lige så hæsligt skræmmende som høns.

Jeg kommer og hakker i dit spædbarn!

Ved I hvad?

Min far er dødssyg.
Jeg har fået mavekatar igen.
Jeg døjer med alt for hyppige hovedpiner endnu en gang.
Jeg er lige straks færdig i praktik og har stort set ikke noget at lave på kontoret.

Men ved I hvad?

Jeg er lykkelig.

Så fuldkommen rundt på gulvet, tovligt, enormt, fantastisk meget, fuldstændig lykkelig.

Der er ret mange ting i mit liv, der kunne være virkelig meget bedre, men det kan jeg ikke tage på mig lige nu, og det er under alle omstændigheder ikke noget, jeg som sådan kan gøre noget ved.

Jeg har lykken.

Og plat og simpel som verden jo er, så er lykken at være kæreste med netop Kæreste. Han er sgu bare så sindssvagt, utroligt dejlig, og hver time jeg er væk fra ham, er en time, hvor jeg har ondt i hjertet af savn. Og hver time med ham er til gengæld en time fuld af dejlig lyksalighed.


....og skænderier, dårlig stemning og hvem skal nu tage opvasken, men alle de ting forsvinder bare, når jeg ser på ham, oversvømmes af blødhed i hjerte og sjæl og véd, at han er The One.

Ih altså!

Så ved I dét.

Status

Engang var det 1. december, og jeg kom med en opskrift.

Så tænkte jeg, at det da var ALLE tiders bedste idé i hele verden, hvis jeg nu bloggede hver dag frem til jul!

Men så blev det den 8., og det eneste jeg var kommet på, var en skide elfyourself-video.

Life happened.

Praktik tog masser af min tid. Tekstarbejde på reklamebureau er sjovt og spændende. Og så krævende, at jeg pludselig sov så utroligt meget, at der næsten ikke var tid til andet.

Og så blev jeg syg.

Og så var det jul. Med masser af sne, familie og rejsetid frem og tilbage.

Og så var det nytår. Med fuldskab, netstrømper, kort kjole og godt humør.

Og midt imens det hele foregik, var min far så umådeligt syg, at han kaldte sine døtre hjem, fortalte os, at det vigtigste i verden er kærlighed og aldrig at gå sur i seng. Og så græd vi alle sammen og tænkte, at nu var det slut.

Men så fik han det faktisk bedre. Pludselig kunne han trække vejret uden iltmaskinen og atter gå i bad uden assistance. Fabelhaft.

Grundlæggende er han stadig lige syg, men nu har han det bare lidt bedre. Sådan nu og her-bedre. Og det glæder vi os utroligt meget over. Vi svælger faktisk lidt i det.

For vi véd godt, at der kommer flere infektioner, som vil tage luften fra ham. Og i sidste ende livet. Og vi har affundet os med det. Accepteret, at vi må tude og skrige, men ikke kan gøre jack shit ved det. Så vi nyder, at han bare lige har det ok og måske snart kan spise lidt mad igen. Jæs.

Livet fortsætter jo. Jeg blev syg igen, er forkølet og udmattet for evigt. Men livet fortsætter, og jeg fortsætter jo med.

So there.

Godt nytår til alle. Jeg håber så inderligt, at I forstår og formår at nyde det. Det ér priceless.

Have a good one!