To uger på fem minutter

Den ene uge: Roskilde!

Bedste koncert: Først og fremmest den smukke, guddommelige og uforlignelige Jenny Wilson, dernæst også de fuldkommen tilbagevendende Faith No More, skægge og skæve Eagles of Death Metal og sidst, men på ingen måde mindst, Yeah Yeah Yeahs.
Årets overraskelse: Dem var der to af. Tyske Deichkind fordi to hoppeborge, en trampolin og en skeletdragtklædt mand som hopper omkring i dét bare IKKE kan slås. Hanggai fordi strubesang er sejt og forsangeren åbnede sin alkodrik og smadrede låget, før han delte ud og selv drak. Og lidt fordi vi nu har sunget med på mongolsk. Også selvom vi kun sagde 'Hey'.

Solcremen blev smurt ud fra starten, så jeg blev aldrig skoldet bare lækkertbrun. Spaghettien bag orange var en skuffelse, men thaimaden fra Bangkok something var rigtig godt.
Druen smagte og bourgognen rullede lystigt.

Alt i alt en god festival.

Og midt i det hele var højdepunktet, at jeg tjekkede universitetets selvbetjening og opnåede den fine titel bachelor. I russisk og retorik. Jo såmænd. Det var en dejlig milepæl at nå. Og én, som jeg har kæmpet, slidt, grædt, råbt, skældt og smældt for at nå. Nu er den her og jeg nyder det.

Turen hjem fra Roskilde tog næsten otte timer, fordi alting bare går langsomt på Roskilde, og fordi DSB lige havde et tog med tekniske vanskeligheder.
Til gengæld var der guitar og fællessang i toget, indtil de fleste sov. På ægte Roskildemaner sov vi alle lidt op ad hinanden og ganske roligt fælles.

Vi var lige præcis for tidligt på den til at jeg overkom at vente på en bus, så det blev en taxamand med (forhåbentlig) dårlig lugtesans, som læssede mig og min store taske af kl. halv seks om morgenen, hvorefter jeg låste mig ind, fik et bad og lagde mig til at sove i min egen seng. For første gang i en uge og med armen om min elskede. Ah.

Ugen efter blev træls, da min mave gik helt amok. Ekstra syreproduktion på grund af overdreven alkoholindtag og dårlig mad resulterede i halvandet døgn i krumbøjet tilstand, fordi den rette ryg også retter maven og dét gør ganske ondt.

Det gik over og så kom min søde moder på besøg.

Kæresten havde en overraskelse til mig, og min mor ville gerne deltage. Fredag formiddag pakkede vi derfor madpakke, jeg spurgte til påklædning og så hoppede vi på bussen. Senere hoppede vi på toget. Og da vi nåede Randers vidste jeg jo, hvad vi skulle. I regnskoven. Endelig!

Og det var rigtig fint. Jeg sad blandt andet og var helt betaget af en kæmpe python på den anden side af et stort net, da jeg så op og opdagede en slange i grenen LIGE over mit hoved.

Jeg trak vejret hurtigt, men formåede dog at rejse mig med en vis anstand, før jeg gjorde kæresten opmærksom på, at dét måtte han da godt liiiige undlade først at fortælle mig, når jeg allerede sad der!

Det var nu en fin tur og vel hjemme i Århus, satte vi mor på toget og tog hjem til os selv.

Nu er jeg blevet snottet, så jeg troede, jeg måtte aflyse min (ellers længe ventede) deltagelse i anarkistens konditorisøndag, men det nænnede jeg alligevel ikke at lade mig selv gå glip af, så afsted kom jeg.

Og sørme om ikke jeg har det bedre her til aften! Joh, det kan sørme anbefales at komme på landet til kagegilde. Derfor har jeg også tilmeldt mig igen.

Glædelig hue

Lige for tiden vrimler det med huer i gadebilledet. Røde, blå og nogle, som jeg slet ikke kender. Alle sidder de på hovedet af unge mennesker, som går rundt og ser glade og lettede ud. Og det minder mig om dengang for ni (gosh!) år siden, da jeg fik min hue. Som i øvrigt var med blåt bånd, da vejen til den passer mig MEGET bedre end vejen til den røde.

Jeg husker, hvor stolt jeg var, fordi jeg faktisk havde gennemført noget. Det var jo anden gang jeg var startet på HF, men første gang sprang jeg jo fra. Anden gang var på et gymnasium i Roskilde, hvor jeg faldt utroligt godt til.

På trods af min fraværende arbejdsiver bestod jeg med et fint snit, og jeg nød i fulde drag, at jeg nu var kommet så langt.

Derfor har jeg sådan lyst til at gå hen til hver af de unge mennesker og sige, at de skal huske at nyde det, for pludselig er det august eller september, og så byder livet på fuldkommen andre suppeboller. Men det er jo så gammelagtigt at sige til folk, så jeg lader være. Jeg nøjes med at smile medvidende til dem og håbe, at de formår at sætte pris på det.

Det gør formentlig også et ekstra indtryk på mig, fordi det er netop i disse dage, jeg går og venter på mine to sidste karakterer for dette semester. Hvis de begge er over 2, har jeg gennemført endnu et sejtræk i mit liv og er bachelor. Men jeg venter med at råbe 'Yay', til jeg faktisk har karakterne i hånden. For jeg vil jo ikke jinxe det, nu ér jeg jo kommet så langt.

Løgn og latin

Nej, jeg kan ikke latin. Eller jo, jeg kan nogle enkelte ord hist og pist, fordi jeg engang gik til fransk i ungdomsskolen og fransk jo er et latinbaseret sprog. Men i det store hele kan jeg ikke latin. Men jeg kan løgn. Det er noget vås jo, men jeg har løjet en del på bloggen i går og i dag.

Vinterjakken ligger henslængt på Bedstes arve-lænestol i stuen, hvor den blev smidt i går, da jeg stormede ud af døren med striktrøje og grønt halstørklæde. Den ligger dér, fordi jeg heller ikke i dag fik den på. Faktisk fordi jeg slet ikke er kommet ud af døren.

Jeg fik lige besøg af min ikke så god ven, spændingshovedpinen, som havde taget en anden ikke så god ven, kvalmen, med.

Dét + det faktum at jeg skal aflevere en 15 siders bacheloropgave den 3. juni og stadig ikke har et emne at basere den på, sendte mig lige til tælling, så jeg er blevet hjemme. Ingen kapsejlads til mig.
Men desværre heller ingen indflytterfest hos min ven. Jævnt træls.

Jeg hader den der opgave. Hvorfor SKAL jeg pinedød finde noget, som har med mit grundfag at gøre, når det nu ikke står i den fårking studieordning!?

Yrk.