At blive en institution

I min familie har vi et særligt udtryk for det, når nogen er klodsede. De laver 'en Ibber'. Og ja, det ér opkaldt efter undertegnede.

Det er, fordi jeg uden tvivl og sidestykke er den mest klodsede i familien.

De af jer, som følger mig på twitter og/eller er mine dejlige og ægte venner på det dersens facebook, vil vide, at jeg for et par måneder siden gik ind i en dør. Jo jo såmænd.
Jeg får ingen tæsk, jeg var helt alene hjemme, vendte mig om, var i bevægelse og BAM, dér var døren, lige i mit øjenbryn og kindben. Desværre uden blå øjne eller andet sejt at vise frem efterfølgende. En bette bule og lidt gul farve under huden var alt, hvad det blev til.

For et par dage siden skulle jeg have støvsugeren ud af et skab og fik i farten puffet til kosten, så skaftet svang ud og landede midt i mit øje. Av. (Hedder det svingede? Men det lyder jo bedre med svang, det var jo dét, den gjorde!)

I sidste uge var jeg på bar med min BFF og en kammi. Jeg er fattigrøv og havde fået en øl af kammien. Vi sidder ved bordet og snakker og griner. Jeg gestikulerer (gør jeg ofte) og rammer min øl! Oh noes, jeg reagerer snapt og får den rejst op helt uden at spilde en dråbe.
Desværre ryger kammiens øl i samme ombæring ned i vandret. Både glasset og flasken, som hver var halvt fulde. Så måtte fattigrøven op og købe en Thy Porter til kammien. Og låne en klud af bartenderen. Og nej, hvor porter dog klistrer og lugter!

I går eftermiddags var jeg til et kursus på uni med føromtalte BFF. I pausen henter jeg mig en kop kaffe, og vi sidder lige og hyggesnakker om noget helt, helt andet end kommaregler, som kurset omhandler. Jeg vil lige holde om ham, og flytter derfor på armen. Yderste led af venstre pegefinger får lige præcis fat i kanten af kaffekoppen, som vælter og hælder alt sit varme indhold ud over BFFs noter. Og mit ærme, mit lår og BFFs ben. Og det meste af bordet og lidt af gulvet.

Jeg ler højt, som jeg ofte gør af den slags. Det sker jo, fordi min krop og min hjerne ikke er helt koordinerede, og min hjerne ofte er meget længere fremme i forløbet end kroppen, når jeg bevæger mig. Så er der ingen, der styrer kroppen, og så er det, at der sker de her ting.

Og det griber om sig.

Ikke alene familien laver nu 'en Ibber', når de klodser rundt og fumler. Kagedåserne gør det samme. Og ham der, som nu ikke længere er utro, er sawtme også begyndt på det.
Og her står jeg og ved ikke helt, om jeg skal være glad for, at jeg er blevet en form for household name eller bare fornærmet....