Viser opslag med etiketten tristesse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tristesse. Vis alle opslag

søndag den 16. januar 2011

Status

Engang var det 1. december, og jeg kom med en opskrift.

Så tænkte jeg, at det da var ALLE tiders bedste idé i hele verden, hvis jeg nu bloggede hver dag frem til jul!

Men så blev det den 8., og det eneste jeg var kommet på, var en skide elfyourself-video.

Life happened.

Praktik tog masser af min tid. Tekstarbejde på reklamebureau er sjovt og spændende. Og så krævende, at jeg pludselig sov så utroligt meget, at der næsten ikke var tid til andet.

Og så blev jeg syg.

Og så var det jul. Med masser af sne, familie og rejsetid frem og tilbage.

Og så var det nytår. Med fuldskab, netstrømper, kort kjole og godt humør.

Og midt imens det hele foregik, var min far så umådeligt syg, at han kaldte sine døtre hjem, fortalte os, at det vigtigste i verden er kærlighed og aldrig at gå sur i seng. Og så græd vi alle sammen og tænkte, at nu var det slut.

Men så fik han det faktisk bedre. Pludselig kunne han trække vejret uden iltmaskinen og atter gå i bad uden assistance. Fabelhaft.

Grundlæggende er han stadig lige syg, men nu har han det bare lidt bedre. Sådan nu og her-bedre. Og det glæder vi os utroligt meget over. Vi svælger faktisk lidt i det.

For vi véd godt, at der kommer flere infektioner, som vil tage luften fra ham. Og i sidste ende livet. Og vi har affundet os med det. Accepteret, at vi må tude og skrige, men ikke kan gøre jack shit ved det. Så vi nyder, at han bare lige har det ok og måske snart kan spise lidt mad igen. Jæs.

Livet fortsætter jo. Jeg blev syg igen, er forkølet og udmattet for evigt. Men livet fortsætter, og jeg fortsætter jo med.

So there.

Godt nytår til alle. Jeg håber så inderligt, at I forstår og formår at nyde det. Det ér priceless.

Have a good one!

torsdag den 21. oktober 2010

Alvor

Jeg er lige straks 32.

Mine to søstre er henholdsvis lige under og lige over 40.

Mine forældre er i midten af 60'erne. Ingen af dem arbejder længere.

Mor har gået hjemme i seks års tid og er blevet tyndere og svagere. Hun hoster og har skøre knogler. Hun har nu fået Iskias, som er noget med, at der sidder en nerve i klemme i ryggen, og på grund af det kan hun næsten ikke engang tale, fordi det gør voldsomt ondt at trække vejret. Tal ikke om at bevæge sig!

Far har lige solgt sit firma og er nu fuldtidspensionist. Han havde leukæmi for fem år siden. Han havde legionella sidste år, som var ved at tage livet af ham. Nu har han en blodsygdom, som ikke passer i nogen af lægernes kasser og derfor prøver de forsøgsvis at behandle ham med dette og hint. Oven i det har han fået konstateret astma, som heldigvis kan lindres, og KOL, hvilket man ikke kan gøre jack shit ved.

Da jeg talte med min far tidligere i aften, kunne han fortælle, at han i dag har været på privathospital for at få scannet sit ene ben. Der er nemlig noget i klemme i lænden, og han er ved at miste førligheden i benet.

Det er ikke, når vi får børn, køber hus, fylder 30, 40 eller 50, vi bliver voksne. Nej, det er, når vi efter megen håb og denial indser, at jo, min far og mor bliver også ældre og gamle, og jo, de skal dø en dag.

Før eller siden vil også jeg blive forældreløs.

Det er en fuldkommen uhåndgribelig og grim tanke. Jeg kan gudskelov ikke forestille mig, hvordan det vil blive.

Men jeg ved, at det bliver. Og det er hæsligt.