Og Ordningen er, hmm, ikke videre veldefineret. Men måske er det bare livet set fra min vinkel. Små ting og sager, som på en eller anden facon lige bliver fanget og sætter gang i synapserne hos mig. Alt fra bagateller til bigtime kriser. Kom frisk.
søndag den 15. august 2010
Status
Det var en ret stor ting for mig, der ellers var lidt af en hjemmefødning.
Og da jeg nu igen står på kanten af at flytte rødder, sjæl og habengut til en ny - og relativt ukendt - landsdel, så kan jeg jo passende fejre dagen med en slags status over, hvad der er sket i løbet af de fem år.
- min far fik leukæmi og blev rask igen
- det fik desværre mig ud i en hidsig depression, med selvskade og spiseforstyrrelse
- jeg har været et semester i Sankt Petersborg, hvor jeg lærte, at jeg godt kan selv, og fik en fantastisk veninde
- jeg har fået antidepressiv medicin, som fik mig hevet ud af min stilstand og i gang med det der livet
- jeg slog op med en kæreste, som ikke var god for mig
- jeg rendte omkring og var 17års-agtig med druk, hor og fester
- jeg fandt en sød og rar kæreste
- som jeg slog op med efter halvandet år, fordi det alliwl ik lige helt var sagen
- jeg flyttede til ghettoen og lærte blandt andet at afrikanske bryllupper er noget mere farverige og konfettiramte end danske
- jeg var til tandlægen en enkelt gang (og måtte tilbage to gange mere fordi der var noget rodbehandling)
- jeg har mødt Kagedåserne, som forsøder mit liv på mere end én facon
- jeg har mødt Blæs. Den dejligste mand i verden.
- jeg er blevet bachelor i russisk og retorik, noget jeg faktisk troede, jeg aldrig ville opnå
- jeg er blevet moster endnu en gang.
- jeg er blevet tante og fadder til venindens søde datter
- jeg har fået en vaskemaskine, og opdaget hvor meget nemmere livet er, når man har sådan en
- jeg har på en eller anden måde anskaffet mig tre spiseborde, men kun to stole
- jeg har skiftet adresse fem gange, de første tre skift inden for de samme 500 meter
- jeg har fået masser af venner og bekendte
- blablablablaaaahhh
Alt i alt er der sket rigtig meget, og jeg har haft det fantastisk her i Smilets By. Men jeg glæder mig nu alligevel til at tage fat på det sønderjyske!
torsdag den 7. januar 2010
2009. Og 2010.
Nu er vi jo efterhånden snart en uge inde i det nye år, jeg har læseferie, bloggen ligger stille og det ér bare på tide med en opdatering. Her er derfor lidt om sidste år og lidt om i år.
Ting jeg elskede i 2009Kagedåserne!
Et dejligt hold veninder, som jeg fik på én gang blot ved at dukke op til Anarkistens dejligt dækkede kagebord!
Bachelor!
Da jeg i 2005 startede på russisk på universitetet, var det sådan set mest af alt, fordi jeg syntes, jeg var blevet så gammel, at jeg hellere måtte komme i gang med ét eller andet, hvis jeg ikke skulle gå helt bag af dansen.
Og da jeg ikke havde et særligt mål eller en ”Jeg skal da være blabla, når jeg bliver stor!”-tanke, så valgte jeg russisk, fordi jeg har rejst i Rusland og har stiftet bekendtskab med både sprog og kultur og syntes, at begge dele var fantastisk.
Det skulle jo vise sig, at interessen dalede efterhånden som den blev til en (sur) pligt, men jeg holdt ud (overraskende nok, det ligner ikke helt mig) og blev bachelor i russisk og retorik i sommeren 2009, dejlig besked at få i det støvede solskin på en festival.
Kandidatstudiet!
Jeg har skiftet studieretning fra russisk til nordisk sprog og litteratur, det som tidligere hed dansk. Og jeg elsker det! Fulgte i efterårets løb fire forskellige fag, som begejstrede mig helt vildt. Sproghistorie, klassiske værker, læse-skrive-kursus og film fra en (for mig) helt ny vinkel. Sikke muligheder for hjernespin, tanker og ny viden.
Fedt at mærke, at jeg igen havde interessen med på studiet. Og især fedt at mærke, at nu hvor bachelorgraden er i hus, er indstillingen til studiet meget mindre angstpræget. Og meget mere lystbetonet. Dét har jeg nydt. Og nyder stadig.
Singlehed.
Ja, det er jo ikke til at komme udenom. Jeg tog en rigtig hård beslutning sidst på året, men jeg kan mærke, at det absolut var den rigtige.
Så nu er jeg ganske single igen. Og 31. Og uden stress over dét. Agtigt. Men i hvert fald godt tilfreds.
Ting jeg glæder mig til i 2010
Nyt sted at bo!
Jeg blev medlem af en boligforening, da jeg i sin tid flyttede sammen med den første jydekæreste, og det har gavnet mig. Så allerede i midten af februar forlader jeg vores tidligere fælles lejlighed og flytter på 3. sal i min egen lille hybel i nærheden af Botanisk Have.
Forår!
Foråret kan man jo altid glæde sig til, og i år glæder jeg mig især til igen at opleve det i nærheden af Botanisk Have. Haven fylder mig med ro og glæde, og det ér bare mit dejlige, lille fristed. Og så en masse andre menneskers selvfølgelig, men også mit!
Praktik!
Joeh, jeg er nu kommet så langt i den der uddannelse, at jeg har et semester, som er beregnet til praktik. Det vil sige, hvor jeg skal ud i det virkelig liv og have en hverdag og et job på en virksomhed. Det kan blive dødspændende! Og det er allerede meget angstpræget.
Visse studiekammerater har allerede tjek på det hele, ved hvilken virksomhed de skal være i, hvad de skal lave der og hvornår de starter. Jeg er, i vanlig stil, fuldkommen overrumplet og blank for ideer. Men det skal jo nok komme.
Mulighederne er mange. Kommunikation er et vidt begreb, og det er den vej, jeg gerne vil. Forslag og ideer modtages med kyshånd og søde ord. Måske en nybagt bolle, hvis det er noget, der er rætti godt.
Musik!
Jeg har læst, at Gorillaz kommer med en ny plade i starten af 2010, og dét ser jeg meget frem til. Jeg har de to første albums og lytter til dem jævnligt. Ok, mest Demon Days (som absolut er en af de bedste plader overhovedet på de sidste ti år!), men den første af dem ryger også i afspilleren fra tid til anden. Hvis de nu så bare kom på Roskilde Festival, så ville jeg tisse lidt i bukserne af lykke.
Det gør jeg nu allerede næsten , for to af mine yndlingsbands har allerede annonceret, at de spiller på Roskilde! Det er Muse og nephew.
Det er jo ikke så længe siden, Muse spillede i Parken, men den koncert havde jeg ikke lige midler til, så jeg sad hjemme og modtog mms’er og stemningsrapporter fra indtil flere venner, som var derovre. Surt show.
Sidst nephew spillede på Roskilde Festival var i 2007, det frygtelige regnvejrsår, hvor jeg lå syg på min moders sofa i stedet for at opleve 07.07.07 live. Mere surt show.
Men i år får jeg altså lov til at opleve begge bands live på festivalen, og det ser jeg i høj grad frem til!
Og det er jo blot de ting, jeg véd, kommer. Så er der jo også alt det uventede, det overraskende og det, som fylder op ind i mellem. Jeg glæder mig i det hele taget.