Bloggen har været lidt stille.
Det er ikke, fordi det har skortet på lysten til at skrive eller på guldrandede emner, som jeg har kunnet dele med jer.
Der har både været en sølvfisk i køkkenskuffen, rengøring med træls støvsuger, pakkepost med film og cd'er, indkøb af diverse gadgets plus (som altid) det løse.
Men sagen er, at jeg har været travlt optaget med eksamen.
For en uge siden brugte jeg fire timer på at suse ned på uni, opdage, at de ikke kan printe .odf-filer, suse i føtex, købe papir, suse hjem, opdage, at der ikke var usbkabel til min printer, gemme alle dokumenter som word-filer, suse på uni, printe og aflevere opgaver. Det var lettere stressfyldt.
Heldigvis kunne jeg nyde eftermiddagen sammen med Klidmoster, og dét var dejligt. Og tiltrængt. Frokost på Sharks, dalren rundt i byen, en kølig saftevand på Zürich, uh, herligt.
Dagen efter pakkede jeg mit habengut og tog i sommerhus, jeg havde svært brug for nogle dage off the grid, som man siger.
Jeg meldte ud på Facebook, at jeg tog offlinedage, så ingen ville bekymre sig (som de gør, når jeg ikke er online en hel dag, åbenbart), og så hoppede jeg ind i en fin, lille bil og suste til færgen og sidenhen til Sejerøbugten.
Og var jeg nu alene derovre?
Næh, såmænd. Jeg havde en herlig ungersvend/Dude-killer med mig, og nu er vi kærester. Det så dallar!