Tudevorn

Suffikset 'vorn' er ganske fantastisk.

Man kan være grådlabil. Eller man kan være tudevorn.

I psykiaterens stol er jeg nok mest grådlabil, men i det store og hele - og det rigtige liv - er jeg mest af alt tudevorn.

De sidste par dage har jeg haft besøg af min 9-årige nevø. Det er første gang han er på ferie hos nogen sådan på egen hånd, og jeg er meget stolt af, at det lige er mig, der har æren af at være vært. Det har sin naturlige forklaring, da jeg er en, som gider pjatte, lave ansigter, fjolle, tosse og være lallet med ham og altid har været tæt på ham og moren, siden han blev født. Så tæt, at han engang skreg på mig frem for sin far, da han blev bange og vi ellers begge var til stede.

Vi har været i svømmeren, vi har været på Sunset, på Maccen, i BR, i Lego-butikken, på stranden, på vikingemuseet, i rollespilsbutikken, spillet Mario Kart på Wiien, lavet sjov og ballade med hinanden og min kæreste og jeg har puttet med ham hver aften, mens han faldt i søvn i sin mosters ret fremmede lejlighed helt henne i Jylland.

I dag tog vi til Odense og mødtes med mormor og de to fulgtes i toget hjem til midten af Sjælland. Han var glad og jeg var glad. Men så kørte toget, og jeg blev lidt mindre glad.

Det ér krævende at have børn på besøg, det er der ingen tvivl om, og nu er jeg jævnt træt og flad. Men også lidt vemodig.

Hans første ferie hjemmefra, som ikke var med skolen, og nu er han taget hjem og jeg er alene hjemme. Det er alligevel lidt 'forkert', selvom han kun var her i tre dage.

Ydermere var der homo-drama i fjerneren (Brokeback Mountain), som efterlod mig med tårer i øjnene og tristhed inderst inde i hjertet. Så nu er jeg tudevorn.

Det må en moster godt!