Sender I lige en tudekiks?

Årh mand, jeg gider ellers ikke pive og klage på bloggen, men nu gør jeg det altså. Og så endda på sådan en fin og flot solskinsdag, hvor mine viskestykker og et enkelt lagen hænger på altanen og tørrer i den friske luft.

Jeg bor jo staaaaaaadig i den lejlighed, jeg havde med eksen, og det er for så vidt fint nok. Bortset fra at det ikke er.

Da vi var to om huslejen, havde jeg ikke engang råd til halvdelen og nu sidder jeg jo med hel-delen. Min søde fader hjælper mig hver måned, fordi han synes, jeg ikke bare skal flytte til det første, det bedste og så stå med hår i postkassen og gerne ville flytte om fire måneder igen. "Find noget ordentligt. Hvor du kan blive længe!" siger han. Og ja, det giver jo god mening.

Men nej, hvor er jeg bare træt af, hvordan tingene er lige nu.

Fordi jeg lever for farmands penge, føler jeg ikke helt, jeg kan skalte og valte med dem, som jeg gør, når det er mine egne (altså dem, jeg får fra staten, ikå). Og jeg haderhaderhader at være så afhængig af andre.

Jeg ved godt, jeg har et helt generelt problem med at tage imod, og jeg ved også godt, at det er min far, og selvfølgelig hjælper han gerne, når yngstedatteren er i knibe. Og jeg øver mig også og prøver på at blive bedre til at acceptere det, når mennesker gerne vil gøre noget godt for mig.Men for fanden. Det her er bare ikke sjovt i længden. For jeg ér jo 31, og jeg ér jo en slags voksen, og jeg BØR jo kunne klare mig selv, og det vil jeg virkelig helst gerne. Men altså...det kan jeg ikke lige nu. Og det sucker for hårdt.

Mit hjem er ikke mit hjem, fordi jeg ved, jeg skal flytte herfra, så snart jeg kan. Min koncentrationsevne er sådan cirka under gulvhøjde og mit humør følger den pænt.

Kan I ikke alle sammen (fordi jeg HAR jo bare så mange læsere!) krydse fingre for at det helt rigtige dumper ind i min mailboks i denne uge? Det ville være så freaking fabelhaft, hvis det kunne lykkes her i april.