Med sørgebind

I går aftes på sengekanten skete der to ting. En god og glad ting og en trist og sørgelig ting.

Det gode og glade var, at jeg opdagede, at Dude stadig var i live. Det triste og sørgelige var, at det er han ikke længere.

Der skete nemlig det, at jeg stod i soveværelset og opdagede en lillebitte bevægelse. Jeg flyttede noget tøj og udbrød 'DUDE!', thi det var netop Dude, som havde bevæget sig og løb lidt omkring på gulvet i soveværelset. Det er jo ikke lige dér, han ellers kommer mest og det havde en højst uheldig effekt.

I et anfald af tøset panik og overreaktion (muligvis afstedkommet af at jeg stod i de bare trusser og faktisk var ÅH så sårbar!) gav jeg mig nemlig til at hvine og råbe efter det stykke mandfolk, som også befandt sig her i lejligheden. Han kom straks løbende og jokkede på Dude på min befaling. (Og tilføjede 'Det var da ulækkert, at JEG skulle gøre det! ...ja, hans vaklende maskulinitet ér et issue. Manden kører også C3 - helt efter eget valg!)

Der på soveværelsets slidte trægulv lå stakkels Dude, trådt under fode af et væsen, som er ham langt, langt underlegent hvad evolution og kløgtig artsudvikling angår. Helt stille lå han, død som en sild.

Dude blev samlet op i et stykke toiletpapir og båret i hånden ud på badeværelset, hvor han med stor respekt og andægtig tavshed blev kastet i toilettet med sit papir. Hvorefter der STRAX blev skyllet ud af en stadig lettere panisk og yderst sårbar frk. mig.

Lad dette være en advarsel til resten af dyreparken, som måtte befinde sig i levende live i mit hjem; hold jer til jeres pladser eller I risikerer den sikre, visse og grimme død med hvin og gisp og tramp.

RIP Dude, du VAR nu den klammeste sølvfisk i verden, men du var min. Peace brother.