Vådområder vol. II

Jeg har, som før skrevet, lånt tysk/engelske Charlotte Roches debutroman 'Vådområder' på biblioteket. Og jeg har læst den. Alle 212 sider. Det er jo en ret kort bog. Men den er bestemt ikke uinteressant af den grund.

I medierne er den mest kendt for at være enormt eksplicit i forhold til hovedpersonen, Helens, forhold til sin egen krop og det, som den udskiller.

Helen er 18 og ligger på hospitalet, fordi hun er kommet til at skære sig i røven under en barbering. Hun keder sig, imens hun ligger i sygesengen og underholder sig selv med at tænke på sit forhold til hygiejne i form af små anekdoter om dette og hint.
Hun er ikke fan af tidens hygiejnehysteri og finder stor glæde i, at det tis hun har dryppet på gulvet, fordi hun aldrig tørrer sig, kommer på sålerne af lægers og sygeplejerskers sko og dermed bredes ud til hele hospitalet.

Og ja, det ér ulækkert, at hun genbruger sine hjemmelavede tamponer (sammenrullet toiletpapir), efter at have ladet dem ligge på gulvet, imens hun tisser.
Og det ér ulækkert, at hun gnubber fissen mod offentlige toiletters toiletbrætter, før hun sætter sig for at tisse.
Og det ér ulækkert, at hun forsøger at fiske en mistet tampon ud med farens grilltang uden at vaske den hverken før eller efter.

Men så ér det bare heller ikke værre.

I virkeligheden, for mig at se, så handler bogen slet ikke så meget om Helen og hendes kropsvæsker, bussemænd og avocadosten som sexlegetøj. I virkeligheden handler det om en ung og usikker kvinde i en verden, som fokuserer enormt meget på det ydre og det pæne. En pige som ikke vil indordne sig.

Hun beskriver forholdet til de skilte forældre, som hun ønsker at sammenføre ved at lade dem mødes 'tilfældigt' over deres stakkels datters sygeseng. Et forhold som mest af alt er præget af uforståenhed og en anelse ligegyldighed. Hun aner end ikke, hvad det er, faren laver på sit arbejde.

Som jeg tolker bogen er hun enormt bange for at være alene, så bange at hun støder folk fra sig, fordi de så ikke kan vælge hende fra.
Hun opnår en særlig kontakt med en af sine mandlige sygeplejersker, når hun prøver at chokere ham. Han tager det ret cool og synes, hun er fin. Jeg er ret sikker på, at ti sider efter bogens slutning kommer hun til at tørre sig efter en tissetår.


Jeg er meget enig i Helens syn på hygiejnehysteriet. Så slemt er det bare heller ikke, hvis nogen lugter lidt af menneske frem for af roser og violer. Sådan er mennesker jo bare. Vi er skabt med alle de her udsondringer fra næse, øre, skræv og det hele. Det er jo sådan vi fungerer.
Hun nævner sin mors hyperangst for at komme på hospitalet med snask i trussen. Og min egen mor har også altid sagt, at man sørme da skal skifte trusser enormt tit, for hvis nu! HVIS NU!
...ja, hvis nu lægen så, at man havde udflåd, så vidste han, at ens krop fungerer, som den skal.

Derfra og til at være som Helen - der er langt. Meget langt. Men jeg forstår godt hendes trang til at være på tværs.

Vådområder

I dag har jeg, efter at have læst utallige (eller i hvert fald to!) anmeldelser af den, bestilt tyske Charlotte Roches bog "Vådområder" på Statsbiblioteket. Så kan jeg hente den om et par dage.

I anmeldelserne (og et interview med forfattere - hvor hun og journalisten er Des. Man ér vel tysker) er der enormt meget fokus på ikke bare bogens tema, men også dens sprog. Temaet er gennemgående kønsorganer, den handler om en 18-årig kvinde, som skal opereres for hæmorider. Hun fortæller så ganske eksplicit om sit køn og bruger sprog og udtrykker tanker, som har fået Charlotte Roche til at få sine forældre til at love, at de aldrig vil læse den. Og det sprog er der så megen fokus på i omtalen af bogen.

Som en enkelt kommentator pointerede, så er det udtryk og sprog, som man nemt nok kan finde i de fleste afkroge af det danske internet. Vi er åbenbart stadig jævnt frisindede, men det er sprog, som skaber røre både hjemme i Tyskland og i det der England, hvor bornertheden vistnok har vide grænser.

Nu tænker jeg bare på, om læsningen af denne bog vil efterlade mit sprog mere eller mindre truck, end det er allerede. Min kæreste, venner og veninder kan til tider kigge ganske overraskede på mig, når jeg siger et eller andet, fordi jeg bare ikke er bange for at sige pik eller skamlæber offentligt. Måske kan det være, jeg får så for meget af sproget, at jeg skifter stil selv. Who knows.

Nåja og i øvrigt - helt uden latrinære udtryk - så er jeg lidt gal på fakta. De er allerede i gang med at sælge grillkul, hvilket vel egentlig er ok, fordi vi alle sammen længes lidt efter mildere vejr og blå himmel. Men det er jo stadig vinter for søren, der kommer jo altid sne i marts og april, ved folk ikke det? Nå, men man kan i hvert fald allerede sikre sig, at man får sine grillkul, så man har dem, hvis sommeren nu skulle ankomme før tid og ganske pludseligt.

En helt anden ting er, at fakta har skiftet leverandør af økologiske gulerødder. Selv da jeg ikke havde fokus på økologi, købte jeg de økologiske rødder, fordi de simpelthen var pænere, holdt længere og smagte bedre. Men nu har de ikke længere rødder fra 'Klokkehøjen', men fra et eller andet lortefirma, som leverer dårlige, grimme gulerødder, som smager af luft og himmel og slet ikke af gulerødder. Så nu skal jeg til at købe gulerødder et andet sted. Øv.