Yndlings

Uanset hvor jeg er, hvad jeg laver og hvordan jeg har det, bliver jeg altid i et lidt underligt og helt bestemt humør, når jeg hører "The Odd Couple" med Gnarls Barkley. Årsagen er, at jeg hørte den plade igen og igen og igen, imens jeg første gang læste Neil Gaimans fabelagtigt fremragende roman "American Gods".

Som navnet antyder, handler bogen om guder. Og i særdeleshed amerikanske guder. Hvilket i dette tilfælde er guddomme som kreditkort, tv og berømmelse. Og så handler den om alle mulige guder fra 'det gamle land', hvilket vil sige en god, blandet håndfuld europæiske og afrikanske guder, gudinder og guddommeligheder. Og en helt almindelig mand, som pludselig må lære, at verden indeholder meget, meget mere, end han nogensinde har kunnet forestille sig.

Jeg var fuldkommen bjergtaget, da jeg læste bogen. Blev suget ind i et univers og en verden, hvor det ikke var usandsynligt, at guder gik omkring på jorden, at de har en bagside af vores verden, som vi ikke kan se, at de færdes iblandt os og påvirker os og fylder vores liv med magi og spændinger. Det var simpelthen ganske indlysende, at det er sådan, verden er. I hvert fald mens jeg læste bogen.

Normalt er jeg ingenlunde religiøs. Jeg anser det for at være endog meget, meget usandsynligt, at der skulle findes en gud. Men da jeg læste denne roman, opdagede jeg, at mit syn på det ændrede sig. For hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre!?

Jeg læste bogen en sommer, som jeg husker for at være lang og varm og fuld af dejligt solskin. Jeg skrev eksamensopgave til langt ud på natten med åbent vindue. Jeg boede i et værelse ved Botanisk Have. Jeg havde det som den famøse blomme i ægget.

Og så lærte jeg altså Neil Gaiman at kende. Jeg havde hørt flere omtale ham som lidt af en fantastisk forfatter, og da den engelske udgave af "American Gods" kun kostede 130,- kroner, satsede jeg og købte bogen. Og du godeste, hvor blev jeg glad for det.

Bogen gjorde et uudsletteligt indtryk og er efterhånden blevet min absolutte yndlingsbog. Og der har ellers været nogle kandidater. Men "American Gods" kan jeg altid læse.

Lige for tiden kan jeg dog ikke, for min veninde har lånt den. Jeg har nemlig for vane at prakke andre mine gode læseoplevelser på. Og det er fint, jeg elsker sådan, når folk får lidt af min store oplevelse. Men det er også lidt forbundet med noget andet. For nu er jeg kommet til at sætte "The Odd Couple" på afspilleren, og nu savner jeg altså bogen. Savner Wednesday, savner Shadow, savner Whiskey Jack og dem alle sammen.

Dem alle sammen.

"The Odd Couple" var stort set den eneste plade, jeg hørte hele den sommer. Ej, det er jo løgn, men det er den, jeg husker bedst. Netop fordi den hænger så uløseligt sammen med bogen. Jeg kan ikke læse bogen, uden at høre musikken. Jeg kan ikke høre musikken uden at tænke på bogen.
Den plade kørte i fast rotation hele sommeren og hele vejen igennem "American Gods".
Også næste gang jeg læste den. Og jeg ved, at jeg også kommer til at høre den, næste gang jeg læser bogen.

Og det bliver så snart, jeg får den tilbage.

Sommer på landet

Vi bor allerlængst ude i Århus V - næsten da.
Der er i hvert fald marker lige for enden af vores blokke, så lidt langt ude er det jo. Og her til aften, da jeg kom hjem på Kitte Kry (vi elsker stadig de nye dæk!), duftede der af sommer. Sommer dufter i dette tilfælde af mark og dug. En helt speciel og dejlig luft, som strømmer én i møde, når man triller ned af bakken.

Årh, det er noget af det bedste i verden! Jeg elsker sommer. Eller når der dufter af sommer.

Og i øvrigt er mine chiliplanter så småt ved at rette sig op. Alles gut!

Vådområder

I dag har jeg, efter at have læst utallige (eller i hvert fald to!) anmeldelser af den, bestilt tyske Charlotte Roches bog "Vådområder" på Statsbiblioteket. Så kan jeg hente den om et par dage.

I anmeldelserne (og et interview med forfattere - hvor hun og journalisten er Des. Man ér vel tysker) er der enormt meget fokus på ikke bare bogens tema, men også dens sprog. Temaet er gennemgående kønsorganer, den handler om en 18-årig kvinde, som skal opereres for hæmorider. Hun fortæller så ganske eksplicit om sit køn og bruger sprog og udtrykker tanker, som har fået Charlotte Roche til at få sine forældre til at love, at de aldrig vil læse den. Og det sprog er der så megen fokus på i omtalen af bogen.

Som en enkelt kommentator pointerede, så er det udtryk og sprog, som man nemt nok kan finde i de fleste afkroge af det danske internet. Vi er åbenbart stadig jævnt frisindede, men det er sprog, som skaber røre både hjemme i Tyskland og i det der England, hvor bornertheden vistnok har vide grænser.

Nu tænker jeg bare på, om læsningen af denne bog vil efterlade mit sprog mere eller mindre truck, end det er allerede. Min kæreste, venner og veninder kan til tider kigge ganske overraskede på mig, når jeg siger et eller andet, fordi jeg bare ikke er bange for at sige pik eller skamlæber offentligt. Måske kan det være, jeg får så for meget af sproget, at jeg skifter stil selv. Who knows.

Nåja og i øvrigt - helt uden latrinære udtryk - så er jeg lidt gal på fakta. De er allerede i gang med at sælge grillkul, hvilket vel egentlig er ok, fordi vi alle sammen længes lidt efter mildere vejr og blå himmel. Men det er jo stadig vinter for søren, der kommer jo altid sne i marts og april, ved folk ikke det? Nå, men man kan i hvert fald allerede sikre sig, at man får sine grillkul, så man har dem, hvis sommeren nu skulle ankomme før tid og ganske pludseligt.

En helt anden ting er, at fakta har skiftet leverandør af økologiske gulerødder. Selv da jeg ikke havde fokus på økologi, købte jeg de økologiske rødder, fordi de simpelthen var pænere, holdt længere og smagte bedre. Men nu har de ikke længere rødder fra 'Klokkehøjen', men fra et eller andet lortefirma, som leverer dårlige, grimme gulerødder, som smager af luft og himmel og slet ikke af gulerødder. Så nu skal jeg til at købe gulerødder et andet sted. Øv.