Status

Engang var det 1. december, og jeg kom med en opskrift.

Så tænkte jeg, at det da var ALLE tiders bedste idé i hele verden, hvis jeg nu bloggede hver dag frem til jul!

Men så blev det den 8., og det eneste jeg var kommet på, var en skide elfyourself-video.

Life happened.

Praktik tog masser af min tid. Tekstarbejde på reklamebureau er sjovt og spændende. Og så krævende, at jeg pludselig sov så utroligt meget, at der næsten ikke var tid til andet.

Og så blev jeg syg.

Og så var det jul. Med masser af sne, familie og rejsetid frem og tilbage.

Og så var det nytår. Med fuldskab, netstrømper, kort kjole og godt humør.

Og midt imens det hele foregik, var min far så umådeligt syg, at han kaldte sine døtre hjem, fortalte os, at det vigtigste i verden er kærlighed og aldrig at gå sur i seng. Og så græd vi alle sammen og tænkte, at nu var det slut.

Men så fik han det faktisk bedre. Pludselig kunne han trække vejret uden iltmaskinen og atter gå i bad uden assistance. Fabelhaft.

Grundlæggende er han stadig lige syg, men nu har han det bare lidt bedre. Sådan nu og her-bedre. Og det glæder vi os utroligt meget over. Vi svælger faktisk lidt i det.

For vi véd godt, at der kommer flere infektioner, som vil tage luften fra ham. Og i sidste ende livet. Og vi har affundet os med det. Accepteret, at vi må tude og skrige, men ikke kan gøre jack shit ved det. Så vi nyder, at han bare lige har det ok og måske snart kan spise lidt mad igen. Jæs.

Livet fortsætter jo. Jeg blev syg igen, er forkølet og udmattet for evigt. Men livet fortsætter, og jeg fortsætter jo med.

So there.

Godt nytår til alle. Jeg håber så inderligt, at I forstår og formår at nyde det. Det ér priceless.

Have a good one!

Dåbsweekend

Dette er weekenden, hvor jeg lover højt og helligt at opdrage min nye nevø i den kristne tro, hvis det skulle blive nødvendigt.
Jeg skal til min søsters knægts dåb på søndag og hun har spurgt, om jeg vil stå fadder. Det vil jeg selvfølgeligt gerne.
Jeg tror ikke på Gud eller Fanden, og det er derfor noget løgn, jeg har tænkt mig at stå og sige i kirken. Det er jo åndssvagt, men jeg vil nu gerne stå fadder alligevel. Og som søster siger, så lægger de ikke meget i det kristne budskab omkring dåben.
Og så er det at jeg, og måske du, vakse læser, overvejer, hvilken pointe der så overhovedet er i dåben? Men det må min søster om. Og jeg skal gerne stå fadder, for min søsters opfattelse af 'mine pligter' kan jeg sagtens stå inde for. Og i øvrigt vil det jo aldrig blive mig, der skal tage mig af den bette, i fald min søster og hendes mand skulle blive opslugt af et sort hul eller lignende. Men det er en ære at blive spurgt, og jeg vil gerne gøre det, ligesom jeg også er fadder for min anden søsters søn.
Og når den tid kommer, så har jeg ikke lyst til at få mine egne børn døbt, selvom kæresten har en familie-dåbskjole, som det er tradition, at ungerne får på, når de skal døbes. Men jeg tror jo ikke på det overhovedet. Og jeg synes ikke, jeg vil presse en dåb med samtidig optagelse i en kristen klub (som man aldrig kommer ud af!) ned over hovedet på mine poder, når sådanne en gang ankommer.

I morgen hopper kæresten og jeg på et tog og tager over til min anden søster - hende med den større søn - og er der til mandag. Hele min familie bor jo ovre på det der Sjælland og jeg glæder mig til at komme lidt hjem. Jeg glæder mig tosset meget til at se hende. Det er en weekend, hvor hun ikke har sønnike, og så får vi altid lige talt lidt mere sammen, end når han er der. Vi skal så købe dåbsgave og hygge os hele lørdagen. Det bliver fabelhaft.

(fra 10. oktober 2008)