Viser opslag med etiketten dåb. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten dåb. Vis alle opslag

lørdag den 12. september 2009

Dåbsweekend igen

I morgen skal kæresten og jeg noget vigtigt.

Min veninde, som for tre måneder siden fødte en fin, lille datter, har spurgt, om vi vil stå fadder for pigebarnet. Og det vil vi gerne.

Oven i det spurgte den kønne moder, om jeg ville behage gæsterne med noget bagværk. Og det vil jeg også gerne.

Så jeg har brugt min lørdag på at bage. Faktisk ikke ret meget andet. Da det skortede på mel, blev kæresten sendt af sted (og husk lige cola, skat!), og jeg blev i køkkenet og fandt en løsning på det lidt akutte problem, mens jeg sang med på musikken og nød duften i bageriet.

Nu er bagningen overstået og der hviler 24 flutes og en dejlig kage i mit køkken.



Flutene findes i fire varianter; grov, krydret grov, langtidshævet, og krydret. De tre slags er lavet med cirka en halv pakke gær, trekvart liter vand, salt, krydderi og 'grovhed' som det ønskedes, og mel for resten. Den ene omgang dej fik også lidt hvid hvedemel, da jeg løb tør for det andet.

Nogle er drysset med sesam, andre med en blanding af hakkede nødder og mandler, andre igen med hakkede solsikkekerner. Jeg håber, de kan lide dem. Og at 24 styk er nok til 30 mennesker.

Men mon ikke.... mennesket lever jo ikke af brød alene.



Kagen er en 'Den du ved nok', selvom den her i huset kaldes noget andet. Opskriften har jeg fundet et sted på nettet, og bruger hver gang den samme. Jeg gad nok vide, hvordan vi får det hele med i bus, tog og bus i morgen tidlig.

Det er heldigt, at gaven ikke fylder så meget. Hvad der er i den, må I vente med at få at vide til i morgen. Man ved jo aldrig, hvem der læser med....

lørdag den 28. februar 2009

Dåbsweekend

Dette er weekenden, hvor jeg lover højt og helligt at opdrage min nye nevø i den kristne tro, hvis det skulle blive nødvendigt.
Jeg skal til min søsters knægts dåb på søndag og hun har spurgt, om jeg vil stå fadder. Det vil jeg selvfølgeligt gerne.
Jeg tror ikke på Gud eller Fanden, og det er derfor noget løgn, jeg har tænkt mig at stå og sige i kirken. Det er jo åndssvagt, men jeg vil nu gerne stå fadder alligevel. Og som søster siger, så lægger de ikke meget i det kristne budskab omkring dåben.
Og så er det at jeg, og måske du, vakse læser, overvejer, hvilken pointe der så overhovedet er i dåben? Men det må min søster om. Og jeg skal gerne stå fadder, for min søsters opfattelse af 'mine pligter' kan jeg sagtens stå inde for. Og i øvrigt vil det jo aldrig blive mig, der skal tage mig af den bette, i fald min søster og hendes mand skulle blive opslugt af et sort hul eller lignende. Men det er en ære at blive spurgt, og jeg vil gerne gøre det, ligesom jeg også er fadder for min anden søsters søn.
Og når den tid kommer, så har jeg ikke lyst til at få mine egne børn døbt, selvom kæresten har en familie-dåbskjole, som det er tradition, at ungerne får på, når de skal døbes. Men jeg tror jo ikke på det overhovedet. Og jeg synes ikke, jeg vil presse en dåb med samtidig optagelse i en kristen klub (som man aldrig kommer ud af!) ned over hovedet på mine poder, når sådanne en gang ankommer.

I morgen hopper kæresten og jeg på et tog og tager over til min anden søster - hende med den større søn - og er der til mandag. Hele min familie bor jo ovre på det der Sjælland og jeg glæder mig til at komme lidt hjem. Jeg glæder mig tosset meget til at se hende. Det er en weekend, hvor hun ikke har sønnike, og så får vi altid lige talt lidt mere sammen, end når han er der. Vi skal så købe dåbsgave og hygge os hele lørdagen. Det bliver fabelhaft.

(fra 10. oktober 2008)