Jo jo, det kunne da godt være, jeg havde inviteret ham med i sommerhus, og jo jo, det kunne da godt være, vi var sammen hele fåking tiden, men kærester!? Fandme nej, den slags var ikke for mig. Overhovedet.
Ovre i sommerhuset var jeg mindst lige så stædig.
Vi hyggede og snakkede og spiste og drak og gik ture og gjorde ved. Ja, ved. Men kærester skulle vi altså ikke være. Det måtte han da bare indse og acceptere.
Men så en aften blev jeg småfuld i rætti god rødvin. Og så tog han sgu røven på mig! Han kiggede mig i øjnene, holdt om mig og tvang mig til at sige, at jeg var forelsket i ham. Er du sindssyg, det var det farligste, jeg i mit liv har oplevet! Og det dejligste.
Og da først jeg ligesom havde indrømmet det, var løbet jo kørt. Så var vi kærester.
Og ved I hvad, det er et helt år siden i dag! Så tillykke til os stædige idioter.
