Torsdag var en herlig dag. Her blev den færdige plakat til årets Roskilde Festival offentliggjort.
Jeg hørte med på Ekstra Bladets hjemmeside, der livetransmitterede fra pressemødet og jeg fulgte med på alle tænkelige hjemmesider, så jeg kunne være fuldt opdateret.
Og ååååååååh, hvor blev jeg glad for det, jeg hørte og så!
Her er listen over hvem, jeg skal se. Hvis de altså bruger hovederne i planlægningen og ikke lægger alt det vigtigste (altså det, som jeg vil se!) lige oven i hinanden.
Gorillaz, Muse, Nephew, Prodigy, Patti Smith, Them Crooked Vultures, C.V. Jørgensen, Kasabian, LCD Soundsystem (dog uden så mange Long Island Ice Teas denne gang, vil helst kunne huske bare lidt af koncerten), Afenginn, The Floor Is Made Of Lava (tak for i torsdags, drenge), Florence And The Machine, Lindstrøm & Christabelle, John Olav Nielsen Og Gjengen, Schlachthofbronx, Teddybears (tak til gud eller nogen, lige dér!) og Fallulah.
Phew.
Og så er der udover dét en god håndfuld måske'er og alt det løse, som man bare lige dalrer forbi og bliver fanget af. OG jeg har stadig to måneder til at researche og finde ud af, om der tilfældigvis skulle være andre guldklumper imellem de ukendte bands. Og det er der jo altid.
Så alt i alt lader det til, at jeg får en travl og god festival. Så nu håber jeg bare, at vejret bliver godt (solskoldning og urinstøv er altid at foretrække frem for regn) og at jeg får råd til billetten.
Mine venner (!) mener, at jeg sagtens kan få en flise, indtil jeg har skrabet pengene sammen, menehm... jeg venter lige med den løsning til jeg er en hel del mere desperat.....