Kutyme

Jeg har ikke været single ret meget af mit liv faktisk, så derfor er jeg lidt på bar bund med visse ting. Som for eksempel at være i besiddelse af andre menneskers tøj.

På et tidspunkt havde jeg en onenighter med en ven, og så kunne han ikke finde sine underdrenge om morgenen og gik derfor commando hele dagen.

Da tømmerdrenge og det værste havde forladt mig, fandt jeg de fine, blå underbenklæder, men jeg anede mildest talt ikke, hvornår jeg lige så ham igen.

Så jeg vaskede dem, da jeg alligevel skulle vaske mine egne unævnelige. Tørrede dem, gemte dem i skabet og passede i det hele taget på dem. Det var jo hans. Jeg mener, hans tøj. Han skulle da have dem igen. Ik?

Da vi så mødtes på Unibar noget tid efter, havde jeg dem med til ham, hvortil han mere eller mindre måbende spørger "Sig mig, har du ikke smidt dem ud!?"

Eh. Skal man det? Er det det, man gør?

Nu er det så sket, som jeg nævnte i går, at jeg er kommet til at tage en andens sokker med hjem fra fest i weekenden. Eller i grunden er nogen søndag morgen efter overnatning kommet til at tage det første, det bedste par sorte sokker, som lå på gulvet og gået med dem. Og da jeg senere fandt et par sorte sokker, viste det sig, at han havde taget mine, og jeg nu sad med hans. Og selvom de var hullede, tog jeg dem på hjem og sendte en besked om, at han sgu var løbet med mine yndlings!

Men hvad så nu med de strømper? Skal de smides ud? Vaskes? Afleveres? Og hvad med mine egne strømer? Ser jeg nogensinde dem igen?

Det er en meget svær verden, det her. Man skal ingenlunde undervurdere den slags filosofiske tankers indvirken på ens daglige liv!

Jeg har faktisk både vasket og fint tørret (på altanen, i frisk luft!) hans strømper, så de er befriet for kattehår, kagekrummer fra gulvet OG pigelus. Måske især det sidste.

Og så siger jeg til ham, at vi kan bytte, når som helst han lyster. Easy as 1-2-3. Ik?