Glæde

For to et halvt år siden gjorde jeg noget, som faktisk har været med til at ændre mit liv.

Jeg læser russisk på universitetet og en del af uddannelsen foregår i Sankt Petersborg. Her skal man nemlig bo og læse på sit fjerde semester.

Da jeg var i gang med tredje semester, var min far lige blevet erklæret rask efter en ordentlig syg omgang leukæmi.

Jeg havde hustlet mig igennem hele første studieår, fordi jeg hele tiden var hjemme i København. Enten for at besøge farmand på hospitalet eller bare mentalt. Russisk grammatik og historie er uendeligt ligegyldigt, når ens fars liv er lige på vippen. Men jeg holdt den dog nogenlunde gående, i hvert fald udadtil. Inden i var der smerte, uro og ubehag hele tiden.

Efter hans raskmelding fik jeg den store nedtur. Jeg har altid været forholdsvis let at slå ud, og livet slår sgu lystigt efter én hele tiden. Da visheden om farmands overlevelse indfandt sig, vaklede jeg jo allerede, og faldt helt sammen efter presset. Derfor gik mit tredje semester med at være i terapi for depression + det løse og jeg skulkede igen fra studiet. Med nød og næppe bestod jeg det meste og nu vidste jeg, at skellet var nået. Alle de andre skulle til Petersborg, når eksamenerne var overstået.

Jeg vidste bare ikke, om jeg skulle med. Var jeg stærk nok, kunne jeg klare det, ville jeg tage hjem efter en uge? Der var mange spørgsmål og ikke færre fra en bekymret familie, som havde stået på sidelinjen i mit trælse forløb, som jo endnu ikke var slut.

Konklusionen blev, at jeg i hvert fald ville fortryde, hvis jeg ikke i det mindste prøvede. Jeg kendte mig selv godt nok til at vide, at selvom jeg jo helt klart ville overleve, så ville jeg være rigtig, rigtig gal på mig selv på afrejsedagen, hvis jeg blev i Århus V, når de andre tog til Europas Venedig, Ruslands vindue mod vest, Peter den Stores drøm af en by. Og hvis jeg tog afsted, kunne jeg jo altid vende snuden hjemad efter en dag, en uge eller en måned, hvis det nu skulle være.

Men det skulle det ikke.

For i Petersborg kom jeg på værelse med K. En dejlig pige fra midten af heden med en fantastisk humor og enormt meget at give. Vi passede sammen som fod i hose. Grinte af de samme platheder. Var lige glade for mad og kage. Lige kede af at være langt væk hjemmefra. Og lige gode for hinanden.

De fire måneder på 16 kvadratmeter (!) med hende står stadig som en af de bedste tider i mit liv. Jo, det var træls; der var koldt, der manglede tit toiletbrætter, der var intriger og opgør i vores lille studiegruppe, der var larmende naboer, der var vand med parasitter, der var hjemve, og Rusland suckede for vildt. Men vi havde hinanden. Og det fik vi masser af skæg ud af. Jeg fik endda hår på brystet og var meget stærkere end nogensinde, da jeg kom hjem. For jeg klarede den jo!

Siden har hun valgt en anden uddannelse, jeg slog op med kæresten og levede et lidt vildt singleliv og drak mig i hegnet hver weekend et halvt års tid, og vi blev lidt mere fjerne - men ikke mindre tætte.

Hun er stadig min bedste veninde og en af dem, jeg regner for faste støtter, hvis noget i mit liv stinker. Hun er dejlig og har givet mig utroligt meget.

Og i nat fødte hun en fin, lille pige, som jeg skal ud at se i aften. Mand, hvor jeg glæder mig til også at dele dét med hende.

Angst og bange

For snart en uge siden ringede min søster til mig og sagde, at nu måtte jeg ikke blive bange. Når hun ringer og siger sådan, bliver jeg meget bange meget hurtigt.

Det var mandag morgen, jeg var på vej til uni, og hun fortalte, at min far var på vej til hospitalet. Han havde døjet med feber i en uge, det var blevet til hosten, rallen og generelt besvær med at trække vejret. Diagnosen lød på lungebetændelse, og han skulle straks indlægges.

I løbet af mandagen tog de alverdens prøver og fandt ud af, at det ikke blot var lungebetændelse, men at en grim lille satan ved navn legionella har ligget på lur i et vandrør, da farmand var på ferie i østen for nylig, og har trængt sig på i hans lunger, hvor den nu boede og havde en fest med at gøre livet rigtig surt for ham.

Legionella er en alvorlig sag. Heldigvis er der ikke ret mange, som får det i Danmark, men hvert år ér der en række tilfælde. Og i nogle af dem ender det med dødsfald. Selv efter behandling.

Dét er i sig selv en bekymring værd. Men oven i det kommer, at min far for fire år siden havde leukæmi og gennemgik et år med flere kemobehandlinger, som påvirkede hele familien, som gik i åndeløs spænding med angst inde på livet. I et år prøvede vi hver især at opretholde en form for hverdag, mens vi gik og var pissebange for, at miste en mand, en bror eller en far. Han blev rask og vi kom alle videre.

Men legionellaen har bragt mig lige tilbage på firkant nummer 1. Jeg er igen pissebange for at miste min far. På grund af kemobehandlingen er hans immunforsvar stadig ikke helt i top, og kommer det aldrig, og han er derfor, det man i medicinsk forbindelse kalder 'ældre og svækket'. Og det er netop dém, som dør af legionella.

Sidste melding fra hospitalet er, at han nok gerne må komme hjem et par dage i påsken. Så helt slemt kan det vel ikke være. Men jeg er pissebange ganske uanset. Først når han, igen, erklæres rask vil jeg kunne slappe den mindste smule af.

PS - det er derfor, bloggen ligger lidt stille...