Alvor

Jeg er lige straks 32.

Mine to søstre er henholdsvis lige under og lige over 40.

Mine forældre er i midten af 60'erne. Ingen af dem arbejder længere.

Mor har gået hjemme i seks års tid og er blevet tyndere og svagere. Hun hoster og har skøre knogler. Hun har nu fået Iskias, som er noget med, at der sidder en nerve i klemme i ryggen, og på grund af det kan hun næsten ikke engang tale, fordi det gør voldsomt ondt at trække vejret. Tal ikke om at bevæge sig!

Far har lige solgt sit firma og er nu fuldtidspensionist. Han havde leukæmi for fem år siden. Han havde legionella sidste år, som var ved at tage livet af ham. Nu har han en blodsygdom, som ikke passer i nogen af lægernes kasser og derfor prøver de forsøgsvis at behandle ham med dette og hint. Oven i det har han fået konstateret astma, som heldigvis kan lindres, og KOL, hvilket man ikke kan gøre jack shit ved.

Da jeg talte med min far tidligere i aften, kunne han fortælle, at han i dag har været på privathospital for at få scannet sit ene ben. Der er nemlig noget i klemme i lænden, og han er ved at miste førligheden i benet.

Det er ikke, når vi får børn, køber hus, fylder 30, 40 eller 50, vi bliver voksne. Nej, det er, når vi efter megen håb og denial indser, at jo, min far og mor bliver også ældre og gamle, og jo, de skal dø en dag.

Før eller siden vil også jeg blive forældreløs.

Det er en fuldkommen uhåndgribelig og grim tanke. Jeg kan gudskelov ikke forestille mig, hvordan det vil blive.

Men jeg ved, at det bliver. Og det er hæsligt.