Hår(d) ironi.

Jeg er en af dem, som ikke er bange for at fucke håret op. Jeg har ret stærkt og levedygtigt hår og hovedbund, og selvom jeg aldrig har været særlig sød ved det, har det altid været vældig fint og sundt.
Jeg har farvet det utallige gange, afbleget det gennem en periode, hvor det blev afbleget og farvet, afbleget og farvet igen og igen, jeg har klippet det selv flere gange og er gået i op til to år uden en eneste klipning, uden at det spaltede særlig meget af den grund.
Jeg har brugt masser af føntørring, siliconebaseret shampoo, som ellers kvæææler håret, og masser af produkter, som hårlak og saltvandsspray, som man advares om, vil udtørre og noget nær henrette håret.
Altid har mit hår bare taget imod uden at brokke sig. Ok, det blev lidt underligt af afblegningen, men det er for længst groet ud. Og ellers har det bare altid været fint.
Nu har jeg så købt en fin Urtekram shampoo med fairtrade og økologisk rørsukker og lutter gode, ordentlige sager.
Og nu får jeg totalt tør hovedbund. Så tør, at det drysser, når jeg klør mig i hovedet.
Det er da overordentligt typisk og virkelig fucking træls.

Økologiske tanker

I virkeligheden er alt det med økologi noget ganske nyt for mig. Altså jeg har jo godt vidst, at det fandtes og også tænkt, at det nok var mere end blot en fiks ide.

Jeg er bare aldrig gået særlig meget op i det. Men for nylig var der et program på TV2 om slagtekyllinger, som jeg ganske vist ikke så, fordi den slags altid får mig til at græde og være enormt ked af det.
Men det fik mig til at tænke, at jeg faktisk overhovedet ikke kan stå inde for den behandling, som vores slagtedyr får herhjemme.

Lars Løkke udtalte for nylig, at han vil lave vores slagteri-landbrug om til en industri. Det mener jeg, at det allerede er. Og jeg mener også, at det er helt uhyrligt, at det for det første er blevet sådan. Men især er det uhyrligt, at en minister går ud og siger, at industri med dyr er vejen frem.

Nu er jeg ikke sådan en frelst og hellig veganerfrans, som mener, at dyr slet ikke skal spises(jeg vil lige indskyde, at jeg jo ikke synes, alle veganere eller vegetarer er frelste og hellige). Jeg kan lide en god bøf eller kødsovs til min pasta lige så godt som så mange andre. Men jeg synes bare, at de dyr som lever på vores nåde, fordi vi skal bruge dem til mad, fortjener at blive behandlet ordentligt og følge deres natur, i den begrænsede tid de har i live. Og derfor er jeg pludselig blevet helt opmærksom på det, når jeg køber ind. Og med alle mulige andre ting end bare fødevarer.

I det store hele har jeg nu aldrig været den store kødspiser. For det meste klarer jeg mig fint uden, og det er tit, jeg slet ikke har lyst til kød, når maden skal planlægges. Men kæresten har det ganske anderledes. Han starter med at planlægge sine måltider efter, hvilken slags kød han skal have. Og han vil ikke drikke økologisk mælk, fordi det ikke er homogeniseret (obs: Harmonie laver homogeniseret mælk!) og han gider ikke rigtig betale ekstra for de gode ting.
Men det hindrer jo ikke mig i at købe øko-mælk til mig selv, i at købe fair trade juice til 15 kroner literen eller i at købe Virkelyst leverpostej, som egentlig er til ham.

Samtidig med at jeg er blevet opmærksom på, hvad jeg køber ind og laver mad af, er jeg blevet mere opmærksom på hele Fair Trade-konceptet også. Og på miljøhensyn. Så nu har jeg simpelthen købt en Urtekram-shampoo med fair trade rørsukker til mit hår og en slags marokkansk lerjord, som hedder rhassoul, til min hud. Så skulle der vist ikke være noget galt der.
Måske er shampooen egentlig ikke Svanemærket, men jeg skal starte et sted, synes jeg. Og jeg har masser af cremer og så videre, som heller ikke er økologiske, det lader sig ikke gøre på en SU at ændre det hele på en gang. Og jeg er godt tilfreds med at stå ud af badet efter en økologisk morgenmad, og dufte svagt af rørsukker fra håret og ikke have behov for bodylotion, fordi rhassoul ikke udtørrer huden.

Jeg er godt på vej.