Liste

Ting jeg gerne vil have:

Symaskine
Strikke-talent (eller bare minimal know-how)
Stof til at sy af
+ grejer
En hund
To katte
Tre børn
Et hus med
En have med
Et kastanietræ
En rar seng



De fleste ting er nogen, som må vente længe......

Men jeg kunne vel nok finde noget strikke-tutorial et sted på nettet og så i det mindste komme i gang med dét.

Fredag i Westend Århus

Min fredag startede tidligt. Alt for tidligt. Men jeg skulle nå en del ting, så måske var det bare tids nok. Mit energiniveau var ikke klar på at jeg skulle lave noget som helst.

Men jeg tændte radioen, spiste et par jordbær og prøvede at slæbe mig i gang.

Efter en halv times tid, hvor jeg mest var gået i ring om mig selv, spillede radioen AC/DCs 'Thunderstruck'. Op med volumen og gang i mine ben. Hele energiniveauet fulgte med og i gang kom jeg.

Første opgave var tunmousse. Jeg havde fundet nogle opskrifter med husblas, men ad, det lød klamt, så jeg brugte den gode gamle med masser af smør. Jeg nøjedes med den halve mængde, hvilket er rigeligt. Den blev færdig, prøvesmagt og hældt i en bageform, så den kunne være lækker forret om aftenen, når gæsterne indfandt sig.

Hov, nu lyver jeg igen. Allerførst startede jeg faktisk en lækker dej med en smule gær, lidt koldt vand, et par skefulde tahin og durum- og almindeligt hvedemel. Ud på altanen i en kæmpe skål, så der kunne være brød til tunmoussen. Og til resten.

Hr. kæreste stod selv for hovedretten, så den lod jeg være. Desserten havde jeg bestemt, skulle være pavlova. Det har jeg aldrig lavet før, men jeg elsker marengs, så hvorfor ikke prøve?

Min stakkels lille elpisker, som faktisk er 12 år gammel, syntes vist ikke det var verdens bedste idé, da den knoklede noget så voldsomt, fordi æggehviderne og sukkeret skal piskes noget nær for evigt. Til gengæld blev den så fin og blank, at jeg næsten kunne spejle mig i den. Jeg havde brugt en enkelt hvide mere end hvad der stod i opskriften, og for dette måtte jeg bøde med en over dobbelt bagetid. Mystisk. Men det blev et fint resultat.

Og stor var lykken ved midnatstid, da gæsterne blev præsenteret for en stor marengs, dækket med skiver af dåsepære, flødeskum med vanille, ristede og hakkede mandler og chokoladesovs. De blev ganske salige og andægtige. Og vi nød det i store drag.

Hård dag med ondt i fødderne og revner på hænderne af al for megen håndvask i forbindelse med madlavningen endte i gode venners selskab med god og rigelig mad, vin og øl. Herligt.

En kort og en lang.

Nu, jeg er ved det med upload af billeder, må I hellere få et par mere, som har ligget og ventet på blogning.

Det ene er en fabelagtig lysekrone, som jeg nærmest gerne havde købt, hvis jeg da sådan lige havde haft en gildesal, hvor den kunne hænge. Her i lejligheden vil den vist bare fylde omtrent som et juletræ. Og det ér altså lidt rigelig plads at give til en lampe. En lampe som mest af alt bare er fantastisk, fordi den er umådeligt...hæslig. På den gode måde.

Her er vidunderet - læg mærke til, at der faktisk ér et prisskilt på den, så de regner med, at nogen godt vil købe den før eller siden....



Det andet billede viser jeg lige om lidt. For der hører en historie med, som I først skal læse. En historie, som siger ganske meget om undertegnedes behov for en Spock, som kan rende og pode mig med lidt logik ind i mellem.

Jeg var i en genbrugsbutik (hvor lysekronen var) i lørdags, og endnu engang var jeg på udkig efter en telefon.

Jeg kan godt lide den lidt gamle stil og derfor dånede jeg nærmest, da jeg opdagede et smukt eksemplar af en telefon med en kampvægt på i hvert fald et par kilo og med årstallet '1963' i bunden.

Den har ingen snoet ledning mellem rør og telefon, blot en stofledning der er vældig lang. Og ledningen med telefonstikket er ligeledes beklædt med stof.
Altså en telefon fra dengang, det betød noget, at tingene så godt ud - på en anden og mindre hightech manér end i vore dage (mimre).

Prisskiltet sagde 130,- kroner, og jeg mente, at det var en ganske fin pris for sådan et klenodie, som er ældre end min ældste søster. Den er endda fra før min far var i Søværnet!

Frisk gik jeg til disken og spurgte de søde frivillige, om de nu var visse på, at telefonen virkede. De satte den straks i deres telefonstik, jeg lyttede, fik klartone og lykken bredte sig.

Jeg betalte straks og skyndte mig videre. Ned i Føtex, rundt og handle, ordne og gøre ved - og så på Kitte Kry hjem igen. Nu med ny, gammel telefon.

Vel hjemme skyndte jeg mig ind til kommoden ved telefonstikket og satte vidunderet til. Jeg trak vejret dybt og løftede røret.


Intet. Hvid støj. Konkylie-havlyd. Tomhed.

Nå.

Noget måtte jo være blevet raslet løs i løbet af turen på de elendige cykelstier på hjemvejen, tænkte jeg. Jeg greb derfor en skruetrækker og skilte telefonen ad. Der sad ledningerne fint på, det ér jo kram.

Selve telefonstikket kunne jeg ikke skille ad (hvor køber man et værktøj, som kan skrue bittesmå unbrakonøgleformede skruer ud?), så det måtte lige vente.

Jeg satte mig til at lave noget andet, og håbede naivt, at det løse måske ville sætte sig tilbage på plads, hvis telefonen bare fik lidt fred.

Så jeg gav telefonen fred og cirka en times tid efter, fik jeg en åbenbaring.

"For fanden...telefonen er fra 1963 - det er sgu da ikke ligefem sikkert, at den fungerer så skidegodt med telefoni via internettet!"

Skuffet sad jeg der og grinede af mig selv. Hvorfor jeg ikke havde indset det i butikken, aner jeg ikke.

Træt af mig selv og min dumhed fortalte jeg det senere på dagen over et par øl til min ven, som er datalog (eller i den stil). Han grinede vældig fint MED mig, ikke af, sådan er vi nemlig ikke. Overhovedet.

Så forbarmede han sig og informerede teknikspaden her om, at man kan købe et omformerstik, som vist kunne få den til at virke.

Jeg købte stikket i går og har nu et styks fantastisk og infernalsk højt ringende telefon stående i stuen. Jeg kan ikke ringe ud, for sådan er det med drejeskiver og moderne tider, men man kan ringe til mig. Og det er helt fabelagtigt.

En lykkelig slutning på en lang historie. Jeg elsker min F-62!

Lækker-læk-lækker!

Jeg er kommet til at love andetsteds på det der internet, at jeg ville flashe et ægte, dejligt Arto-billede af mig selv......

....og da det nu står skrevet for evig og altid på nettet, fór jeg ind på Ordningen for straks at uploade et lækkert billede.

Men ak.

Alle de labre billeder ligger et eller andet sted, som jeg ikke lige husker nu - men som tydeligvis ikke er denne computer.

Så i stedet får I noget, der ligner et Arto-flash. Det er i hvert fald lækkert!

Dagens sidste tanke

"Det er ikke rigtig noget....det ér bare."

Dette var min tanke, mens hovedet lå på puden, snorken var ved siden af mig og ro og mørke havde sænket sig over hele Århus V.

Jeg syntes, at det var en god 'dagens sidste tanke' og blev enig med mig selv om, at det nu var tid til at sove.

Mit hoved møffede lidt rundt på puden, jeg vendte mig et par gange, men lige lidt hjalp det. Jeg sov ikke.

Så nu er jeg stået op igen og I har hermed fået min sidste tanke for i dag, selvom jeg ikke helt er gået væk for natten. Men jeg ér sikkert holdt lidt op med at tænke.

Så jeg prøver med mere venden, drejen og møffen rundt og ser, om søvnen og i morgen vil komme til mig.

Bedste mandag

Mandage er sjældent rigtig rare. Mandage med spændingshovedpine er bare noget værre. Men mandage med spændinghovedpine, Rasmus Klump-pandekager i maven og en scanning af venindens gravide mave - DÉ er særligt gode!

Det er aldrig rart (læs: Det er helvedes til lort) at have spændingshovedpine, men da jeg sad på stolen med hånden på min venindes arm, og den søde sygeplejerske sagde 'Se, det er hjertet', glemte jeg ret meget både mandag, pandekager og hovedpine. Mand, det er stort. Og fantastisk. Og fuldkommen uforståeligt.

Jeg véd godt inde i hjernen, at der ligger et lille bitte menneske i min venindes mave. Men jeg forstår det ved gud ikke. Overhovedet ikke. Det er simpelthen så supervildt og skønt.

Og at se det bette hjerte slå der på ultralydsskærmen, dét er bare fantastisk! Og jeg vil gerne anbefale det til alle. Men til mænd skal det lige siges - din kvinde bliver røvskruk af det, bare så du ved det. Jeg kan faktisk se mine æggestokke stå og danse bag buksestoffet netop nu.....

Løgn og latin

Nej, jeg kan ikke latin. Eller jo, jeg kan nogle enkelte ord hist og pist, fordi jeg engang gik til fransk i ungdomsskolen og fransk jo er et latinbaseret sprog. Men i det store hele kan jeg ikke latin. Men jeg kan løgn. Det er noget vås jo, men jeg har løjet en del på bloggen i går og i dag.

Vinterjakken ligger henslængt på Bedstes arve-lænestol i stuen, hvor den blev smidt i går, da jeg stormede ud af døren med striktrøje og grønt halstørklæde. Den ligger dér, fordi jeg heller ikke i dag fik den på. Faktisk fordi jeg slet ikke er kommet ud af døren.

Jeg fik lige besøg af min ikke så god ven, spændingshovedpinen, som havde taget en anden ikke så god ven, kvalmen, med.

Dét + det faktum at jeg skal aflevere en 15 siders bacheloropgave den 3. juni og stadig ikke har et emne at basere den på, sendte mig lige til tælling, så jeg er blevet hjemme. Ingen kapsejlads til mig.
Men desværre heller ingen indflytterfest hos min ven. Jævnt træls.

Jeg hader den der opgave. Hvorfor SKAL jeg pinedød finde noget, som har med mit grundfag at gøre, når det nu ikke står i den fårking studieordning!?

Yrk.