mandag den 20. juli 2009

Bolleopskrift

Øjh manner.

Så kender jeg alle de her mennesker, som har alle de her blogs blandt andet om mad og så står jeg og mangler en opskrift, men har de noget søgefelt!?

Næh sørme nej!

Ok, Anarkisten har, men de andre?!
Naharj, betteven, du må sgu sidde og glo det hele igennem for at finde opskriften på burgerboller - hvis du vil have den!

Men nej, det gider jeg ikke. Så jeg skriver bare her og håber, at en eller anden af dem er sød nok til at komme med en opskrift, så jeg har noget at lure af.

På forhånd tak. Jeg elsker jer, det ved I godt....

onsdag den 15. juli 2009

Måske ikke for sarte sjæle

I dag har jeg læst to ting, som tilsammen får mig til at overveje det der med andre folks grænser for intime ting.

Infotaineren (samlingsbanken.wordpress.com) skriver om tabuet ved at fravælge sex i en tid, hvor det er ganske almindeligt at dele med andre, om man vil have den forfra, bagfra, hele tiden eller hvad.

Og den søde Anne (omanne.blogspot.com) skriver så om emnet menstruation.

Nu er jeg en af dem, som er meget lidt sart, og jeg kan sådan set tåle at høre om veninders underlige udflåd, hvordan det så ud og lugtede, da deres vand gik (hvis de var gravide) og jeg har sågar set min søster sidde på toilettet og bløde fuldkommen uhæmmet. Det eneste der generede mig ved dét var, at det virkelig så meget lidt sundt ud og derfor gjorde mig umådeligt bekymret for min dejlige søsters helbred. (hun blev indlagt natten over, og alt var fint)

Men hvor går grænsen for andre?

Nogle af mine veninder er meget sarte og er ved at dø ved tanken om, at man ikke har plasticpose i den der spand ved siden af toilettet. Men det har jeg ikke, for jeg bruger hverken bind eller tampon (og da jeg gjorde, blev tamponen skyllet ud i toilettet. So sue me!), fordi jeg har opdaget den fuldkommen befriende, billige, miljøvenlige - og ikke mindst brugervenlige! - mooncup!

Men er det noget, man bare sådan kan sige til folk?

"Hør her, jeg blir tør indvendig af tamponer, og har ikke evnen til at gå omkring med et bind uden at være evigt generet, så jeg indfører en latexkop, som opsamler mit blod og så tømmer jeg den ind i mellem."

Må man sige det?

Er det for grafisk? Er det for ulækkert? Er det simpelthen bare too much information?

Altså jeg forstår det ikke helt, når folk sådan hader at høre om det eller endda direkte væmmes ved det.

Jo, mænd forstår jeg sådan set godt, de ér bare sarte, hvad kropsfunktioner angår (har I opdaget, at det er kvinder, som har med alt det ulækreste menneskelige at gøre? Menstruation, fødsler og pasning af gamle, som ikke selv kan komme på toilet? Nå, det er en anden blogpost faktisk; sarte mænd), de kender det ikke fra dem selv, og det vi ikke kender, virker jo altid lidt farligt.

Men kvinder, som selv har kroppe der bløder....altså de MÅ jo se blod fra tid til anden, de MÅ jo vide, at de lugter anderledes ind i mellem, de MÅ jo ligesom være klar over, hvordan det hænger sammen. Jeg forstår ikke, hvorfor det skal være en offentlig hemmelighed.

Mange kan dårligt nok sige, hvad det handler om. Mit lort, min periode, mit shit, den tid af måneden, syr med rød tråd, russere i lysthuset...listen er lang og der er et utal af mere eller mindre obskure udtryk, man kan bruge. Og faktisk hedder det bare menstruation, det handler om, at en slimhinde og et ubefrugtet æg udstødes fra kroppen, det varer 3-5 dage, og det kommer omkring hver 28. dag for alle sunde, raske kvinder i den fødedygtige alder.

Hvorfor den store berøringsangst?!?

Jeg skal gerne gå imod strømmen og indrømme det;

Hej, jeg hedder Iben - og jeg bløder!

.....orv, og himlen er ikke faldet ned.

tirsdag den 14. juli 2009

Noget om mænd og kvinder

I går var jeg, som ene høne i kurven, med fem mænd inde og se "Transformers". Den var rigtig meget, som jeg havde forestillet mig, og det var fint.
Min tanke var, at manuskriptet nok bød på en historie som til nød og næppe kunne hægte actionscenerne sammen, men så heller ikke mere. Og ganske rigtigt, en bette historie og masser af Transformer-vold og slåskampe. Yay.

Efter filmen stod vi lidt og vuggede, mens vi lige vurderede filmen, og så var det, at en af d'herrer sagde "Ja, hvad lavede DU egentlig, for vi andre sad jo bare og så på bryster". Nå?

Jamen, det gjorde jeg også.

Der er en laber larve med i filmen, og da mænd, som jo er det primære publikum, er så simple, som de nu engang er, har hun stramt tøj på og så løber hun meget. I slowmotion. Og det havde de alle sammen fokuseret nok så meget på. Samtidig med, at de antog, at det ikke var noget, jeg holdt øje med. Og nej, jeg ser det givetvis ikke på samme måde som dem, men jo, jeg ser det da.

Bryster er smukke og dejlige, og da jeg havde set, at hendes var spændt godt nok op til, at de ikke hopper de der 9 cm op og ned, som løbende bryster ellers gør, tænkte jeg, at så gør det ikke ondt - og så nød jeg showet. For det så da godt ud.

Og i øvrigt...ham Shia La Boeuf som løb ved siden af bliver jo ved med at ligne en lille dreng, så ham gider jeg da ikke sidde og prøve at savle over.

Bryster til folket! Mandfolk og kvindfolk alike!

søndag den 12. juli 2009

To uger på fem minutter

Den ene uge: Roskilde!

Bedste koncert: Først og fremmest den smukke, guddommelige og uforlignelige Jenny Wilson, dernæst også de fuldkommen tilbagevendende Faith No More, skægge og skæve Eagles of Death Metal og sidst, men på ingen måde mindst, Yeah Yeah Yeahs.
Årets overraskelse: Dem var der to af. Tyske Deichkind fordi to hoppeborge, en trampolin og en skeletdragtklædt mand som hopper omkring i dét bare IKKE kan slås. Hanggai fordi strubesang er sejt og forsangeren åbnede sin alkodrik og smadrede låget, før han delte ud og selv drak. Og lidt fordi vi nu har sunget med på mongolsk. Også selvom vi kun sagde 'Hey'.

Solcremen blev smurt ud fra starten, så jeg blev aldrig skoldet bare lækkertbrun. Spaghettien bag orange var en skuffelse, men thaimaden fra Bangkok something var rigtig godt.
Druen smagte og bourgognen rullede lystigt.

Alt i alt en god festival.

Og midt i det hele var højdepunktet, at jeg tjekkede universitetets selvbetjening og opnåede den fine titel bachelor. I russisk og retorik. Jo såmænd. Det var en dejlig milepæl at nå. Og én, som jeg har kæmpet, slidt, grædt, råbt, skældt og smældt for at nå. Nu er den her og jeg nyder det.

Turen hjem fra Roskilde tog næsten otte timer, fordi alting bare går langsomt på Roskilde, og fordi DSB lige havde et tog med tekniske vanskeligheder.
Til gengæld var der guitar og fællessang i toget, indtil de fleste sov. På ægte Roskildemaner sov vi alle lidt op ad hinanden og ganske roligt fælles.

Vi var lige præcis for tidligt på den til at jeg overkom at vente på en bus, så det blev en taxamand med (forhåbentlig) dårlig lugtesans, som læssede mig og min store taske af kl. halv seks om morgenen, hvorefter jeg låste mig ind, fik et bad og lagde mig til at sove i min egen seng. For første gang i en uge og med armen om min elskede. Ah.

Ugen efter blev træls, da min mave gik helt amok. Ekstra syreproduktion på grund af overdreven alkoholindtag og dårlig mad resulterede i halvandet døgn i krumbøjet tilstand, fordi den rette ryg også retter maven og dét gør ganske ondt.

Det gik over og så kom min søde moder på besøg.

Kæresten havde en overraskelse til mig, og min mor ville gerne deltage. Fredag formiddag pakkede vi derfor madpakke, jeg spurgte til påklædning og så hoppede vi på bussen. Senere hoppede vi på toget. Og da vi nåede Randers vidste jeg jo, hvad vi skulle. I regnskoven. Endelig!

Og det var rigtig fint. Jeg sad blandt andet og var helt betaget af en kæmpe python på den anden side af et stort net, da jeg så op og opdagede en slange i grenen LIGE over mit hoved.

Jeg trak vejret hurtigt, men formåede dog at rejse mig med en vis anstand, før jeg gjorde kæresten opmærksom på, at dét måtte han da godt liiiige undlade først at fortælle mig, når jeg allerede sad der!

Det var nu en fin tur og vel hjemme i Århus, satte vi mor på toget og tog hjem til os selv.

Nu er jeg blevet snottet, så jeg troede, jeg måtte aflyse min (ellers længe ventede) deltagelse i anarkistens konditorisøndag, men det nænnede jeg alligevel ikke at lade mig selv gå glip af, så afsted kom jeg.

Og sørme om ikke jeg har det bedre her til aften! Joh, det kan sørme anbefales at komme på landet til kagegilde. Derfor har jeg også tilmeldt mig igen.

fredag den 26. juni 2009

Glædelig hue

Lige for tiden vrimler det med huer i gadebilledet. Røde, blå og nogle, som jeg slet ikke kender. Alle sidder de på hovedet af unge mennesker, som går rundt og ser glade og lettede ud. Og det minder mig om dengang for ni (gosh!) år siden, da jeg fik min hue. Som i øvrigt var med blåt bånd, da vejen til den passer mig MEGET bedre end vejen til den røde.

Jeg husker, hvor stolt jeg var, fordi jeg faktisk havde gennemført noget. Det var jo anden gang jeg var startet på HF, men første gang sprang jeg jo fra. Anden gang var på et gymnasium i Roskilde, hvor jeg faldt utroligt godt til.

På trods af min fraværende arbejdsiver bestod jeg med et fint snit, og jeg nød i fulde drag, at jeg nu var kommet så langt.

Derfor har jeg sådan lyst til at gå hen til hver af de unge mennesker og sige, at de skal huske at nyde det, for pludselig er det august eller september, og så byder livet på fuldkommen andre suppeboller. Men det er jo så gammelagtigt at sige til folk, så jeg lader være. Jeg nøjes med at smile medvidende til dem og håbe, at de formår at sætte pris på det.

Det gør formentlig også et ekstra indtryk på mig, fordi det er netop i disse dage, jeg går og venter på mine to sidste karakterer for dette semester. Hvis de begge er over 2, har jeg gennemført endnu et sejtræk i mit liv og er bachelor. Men jeg venter med at råbe 'Yay', til jeg faktisk har karakterne i hånden. For jeg vil jo ikke jinxe det, nu ér jeg jo kommet så langt.

torsdag den 25. juni 2009

Jylland >< Sjælland .......igen

I lørdags var jeg til en fest, hvor jeg naturligvis smalltalkede med de mennesker, som sad omkring mig. Jeg kommer fra Sjælland, mens alle andre ved bordet var fra Jylland. Selvom nogle af dem faktisk bor på Sjælland nu...

Snakken falder på regionale forskelle, det er jo kun naturligt. Og en af de andre fortalte så, hvordan hun var gået ind til en bager og havde bedt om noget kaffe og "to kanelkager".

Bagerpigen havde måbet en anelse og spurgt, om kvinden mente 'kanelsnegle' eller hvad. Men nej, det var jo ikke dét, hun bad om - det var jo KANELKAGER!

Og for at hjælpe den åbenbart fuldkommen ignorante bagerpige rakte hun armen ud og pegede på det, som hun ville have. Som var brunsvigeren.

Og så er det bare, at jeg virkelig hurtigt kan forklare, hvorfor den sjællandske bagerpige ikke forstod, hvad jydedamen mente; der skal bare overhovedet ikke kanel i brunsviger.
Det er en helt almindelig gærdej, som prikkes med fingeren og overhældes med en remonce af smør og brun farin.

Hov, der stod da ikke noget om kanel, Iben!? Nej. Af én simpel grund. Der skal IKKE kanel i brunsviger.

Jeg er ikke engang sikker på, at det er en rigtig Jylland >< Sjælland-ting, for jeg er aldrig stødt på kanel i brunsviger her i Århus. På trods af at man kan støde på noget så underligt som pikant-ost i en frøsnapper, hvilket er fuldkommen utilgiveligt, for ikke lige at sige, at det faktisk også er rigtig ulækkert.

Damen til festen var i grunden rigtig sød og vi snakkede ret meget sammen. Og hun kan jo, ret beset, ikke gøre for hvis hun er vant til at få brunsviger med kanel. Men så er det bare, jeg ser det som min pligt at sige; Søde D**** - det skal der ikke. Kom hjem til mig en dag, så skal jeg bage dig en ordentlig brunsviger. Ammenam. Med ekstra nams ovenpå. Og ingen kanel.





PS. Jeg elsker kanel. Jeg kunne godt være den Cinnamon Girl, som Neil Young synger om, for så meget ælsker jeg bare kanel. Men ikke i brunsviger. Der ér nemlig grænser.

Fagre nye verden

Nede i det der Århus har de lavet en føtex om til en lidt mere fancy 'føtex food'. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det ser ud til, at alle de tjekkede midtby-århusianere har fundet sig godt til rette derinde.

Jeg havde idag et ærinde i Guldsmedegade og derfor slog jeg lige et smut ind i den der føtex.....food.

Jeg skulle egentlig bare købe nogle radisser, for det var netop, hvad min mave og min grådgie tunge cravede. Jeg endte dog med både radisser, nektariner, kirsebær og verdens dejligste jordbær, ja, det er jo de danske.

I køen opdagede jeg pludselig, at jeg faktisk stod og ventede på adgang til en selvbetjeningskasse.

Jeg nåede lige akkurat at tænke "Åh gud nej!" og gå et skridt baglæns, før en ung føtexmedarbejder prajede mig og sagde "Der er plads her!" med smil i stemmen og hele ansigtet. Jeg smilede også, men på en mere kejtet åh-nej-jeg-blev-opdaget-agtig måde.

Det var jo for plat at stå der som blot 30-årig og være bange for den nye teknologi, så jeg gik let tøvende hen til maskinen. Den unge ansatte var jo lige bag mig, og hun måtte jo kunne hjælpe, hvis der opstod panik. HVIS! Jeg er jo ikke totalt tekno-analfabet. Blev der sagt!

Det var faktisk slet ikke så svært. Jeg fik trykket på de ting, jeg skulle, scannet de varer, som havde stregkode, pakket varerne i min pose, som blev placeret i den totalt brillante holder, så posen er åben og klar!

Og så betalte jeg med Dankort. Lige på beløbet. Selvom man også kunne vælge at få udbetalt et beløb oven i. Det ved jeg så ikke, hvordan foregår, for det prøvede jeg ikke. Det er så smart, så smart.

Men det er svært at slippe følelsen af, at man har røvet føtex (food!), når man går ud af butikken med posen fuld af varer, og man ikke har hilst på en kassedame.


Og i øvrigt, midtbytrendyoverklassefancy føtex food eller ej - de har sgu stadig Jaka bov på hylderne!