Kirsebærtærten

I går bagte jeg en kirsebærtærte og det er den, I nu kommer til at læse om. Plus det løse. For det løse fylder en del i mit liv.

Vi skulle låne min venindes bette baby, og jeg bagte, så vi havde noget at give forældrene som tak for, at vi fik lov at høre på hyl, skifte remouladeble og varme flasker. Og så lidt fordi min far og hans kone i søndags kom med et lille kilo kirsebær, som jo altså skal bruges til noget.



Kirsebær er i grunden et dårligt bær. Altså de er meget gode bare sådan at spise, men de egner sig ikke helt til andet end kirsebærsovs, når de skal tilberedes. Og kirsebærsovs gider jeg ikke engang, fordi jeg bedst kan lide risalamande (uden salt overhovedet!) uden.



Jeg fandt en herlig opskrift, hvor der skulle umådeligt meget (smeltet - det har jeg aldrig prøvet før) smør i mørdejen, uhm. Og som ekstra finhed skulle der marengs ovenpå. Lige mig, jeg er jo dronningen af Marengs. I hvert fald hvis jeg skal sige det selv.



Kirsebær er (har jeg nu fundet ud af) heller ikke gode i tærter. De smager ikke af særlig meget og hinderne er ikke rare at få i munden, når man, som jeg, er en af de sarte, som heller ikke spiser bærrene i syltetøj. Oven i det fik det en bitter bi-smag, som når man stikker vanillestangen i munden, fordi ens mor har fortalt, at det gjorde man, dengang hun var barn, fordi man ikke sådan lige købte et kilo syrlinger eller andet guf og inhalerede.

Mørdej og marengs var guddommeligt lækkert, men kirsebærrene var altså sløje. Næste gang blir det med rabarber.

Og det blir på lørdag, når familien kommer for at fejre, at jeg endelig er blevet det der bachelor. Så tager svigermor nemlig et vred rabarber med fra haven, hvor de står og gror sig store og lange, helt uden at hun bruger dem, tilsyneladende. Så kan jeg da lige så godt forkæle os alle med det i stedet! Så kan jeg jo også spare på sukkeret i fyldet, når der skal marengs oven på. Årh, det bliver godt.

Hindbær vil også være dejligt i tærten, tror jeg. Det spiller med det der syrlige frugtfyld og så marengs, tænker jeg i mit stille sind. Og i det ikke helt så stille, hvor jeg udbreder mig om det til alle, der gider høre det. Eller læse.

Ja, dét var jo lidt af det løse, det om på lørdag. Og det om hindbærfyld. Og der er mere løst.

Kender I det med, at en eller anden plade bare er fantastisk og følger én igennem hele (så langt som det nu har været indtil videre) livet?

Da jeg var lille, hørte min mor meget Shubidua, Stevie Wonder og Al Jarreau. Sidstnævnte har jeg fuldstændig glemt, hvordan er, men både Stevie og Shubberne gjorde indtryk. Stevie Wonder har jeg nu først som voksen brudt mig om, mens Shubidua var det fede, da jeg var barn. Min eks blev ofte lidt paf over, hvor tit han kunne sige et eller andet, for så at se mig associere og synge Shubidua med pågældende ord. Dejligt for mig. Lidt underligt for ham, da han aldrig har været rigtig glad for det folkelige Shubidua.

Men for mig er det altså barndom, lykke, solrige somre og dejlighed.

En anden plade, som har gjort et stort indtryk, er Sebastians "Skatteøen". Min mor havde den på lp (gosh, jeg er gammel!) og jeg hørte den tit. Så sad jeg med coveret og prøvede at læse lidt og følge med i, hvad de sang. Den stille sang "Den flyvende hollænder" var kedelig, og den gad jeg ikke rigtig høre dengang. Nu synes jeg, den er sådan søndagsjazzagtig på den rare måde og gider godt høre den. Alle de andre sange elsker jeg lige så meget nu som dengang.

For et par år siden fik jeg endelig købt cd'en og siden har jeg faktisk hørt den mere end de fleste andre cd'er.

Sebastian er en dygtig musiker og denne plade får mig til at ønske, at jeg havde været stor nok til at se musicalen, dengang den var der. Det må virkelig have været fantastisk. Og hver gang jeg hører sangene, drømmer jeg, at jeg lever i en tid, hvor eventyr kan være på den måde.

I dag er det vist mere end usandsynligt, at man får besøg af en pirat, som efterlader et skattekort og at man så kan rejse ud og finde skatten. Og en mand på en øde ø, som kun taler om ost.

Arh ok, manden med osten kan man sikkert godt møde, men det andet er ligesom bare noget, der hører en anden tid til. Og ind i mellem kan jeg godt misunde dem, der levede dengang. Selvom jeg absolut har det nemmere i dag, end de nogensinde havde det.

når Sebastian selv synger "Verden venter på dig, Jim, hvorfor venter du på den?", så føler jeg godt nok, at jeg også venter, men egentlig burde fare ud og finde noget....eventyr....

En hemmelighed fra min del af verden

Altså min faglige del af verden.

Sidste år fyldte jeg 30 (wooptidoo - det gjorde ikke ondt!) og i den anledning fyldte jeg vores fællesrum (som hedder fagudvalgslokale, for ellers bliver det taget fra os) med boller, kage og glade mennesker.

På min lille afdeling - som tæller en 30 mennesker, når vi alle dukker op - er vi ret sociale. Når der ikke er så mange, kan man ikke holde nogen uden for, så alle er sammen om alting. Derfor var underviserne også inviteret til kaffeslabberads, sammen med de to ph.d.-studerende, som sidder på deres kontor og arbejder hårdt hele tiden.

Den ene af de deltagende undervisere er faktisk fra et helt andet universitet, nemlig SDU, men han har udlånt sig til os som barselsvikar for en rigtig fin (kvindelig!) historiker og da han er hæderkronet og gammel i gårde, har vi taget godt imod ham.

Han er lidt oppe i årene, men slet ikke så gammel som så mange andre historikere. Han har skrevet flere bøger og er rigtig dygtig inden for sit felt. Han er derfor én af dem, som Deadline og lignende programmer ringer til, når de lige skal forklare seerne et og andet om situationen netop nu og her.

Sidst han var i fjernsynet, lå jeg egentlig på sofaen, men rejste mig op på albuen og sagde "Næh!" så kæresten blev helt forskrækket og spurgte, hvad der var fat.

Jeg sagde straks, at den flinke mand på tv var 'oppe fra os', at det var ham, jeg skrev historieopgave hos og - sidst men ikke mindst og det som fik tiøren til at falde for kæresten - "Det var ham der klappede mig på kinden på min fødselsdag!".

Sagen er nemlig den, at efter han havde mæsket sig i søde boller og dejlig kage, mødte jeg denne underviser på gangen.

Han sagde tillykke, fortalte, at jeg var god til at bage og endelig klappede han mig to gange på venstre kind.

Så dét er, hvad jeg husker ham for fra nu af og til han ikke kommer i fjernsynet mere. Måske skulle man skrive det til Kurt Strand og de andre. Bare sådan at de ved, at der er en risiko for kindklap, hvis de er søde mod ham?

Noget om smerte

Det her indlæg er ren ynk.
Så er du advaret.
Kan du ikke tåle selvmedlidenhed i store mængder, skal du nok finde noget andet at læse nogenlunde nu.

De af jer, som følger mig på facebook, vil vide, at min ene skulder har opført sig noget sløjt sådan on-off den sidste tid.

Det er sådan, at jeg i årevis har lidt under spændingshovedpiner, som kommer og går lidt som de vil. I gamle dage, hvor jeg havde et skrivebordsjob, som jeg hadede, kunne jeg regne med, at der kom en hovedpine hver tirsdag + hver den første menstruationsdag.

Nu, hvor jeg er studerende, kommer hovedpinerne mere sporadisk. Så der er ikke andet at regne med, end at det er voldsomt belastende og hæmmende for mig, når det sker.

Og for at det ikke skal være helt løgn, så er min nakke nu begyndt at blive så sart, at jeg ikke kan sove med hovedpude. Gør jeg det, får jeg enten ondt i skulderen/nakken eller fullblown hovedpine. Og da hovedpinerne altid varer noget mere end et døgn, så er det ikke det rene sjov. Ej heller noget, jeg kan få til at gå væk ved at inhalere piller. Selvom jeg ofte forsøger mig alligevel.

My drug of choice er et par Ipren skyllet ned med cola. Af en eller anden grund lader det til, at cola nogle gange lindrer en smule. Om det rent faktisk virker, eller det er placeboeffekt aner jeg ikke. Men så længe det kan gøre et eller andet, er jeg godt tilfreds.

For et par uger siden gik min nakke/skulder/ryg - altså det er lidt svært at forklare, det er sådan noget muskelnoget imellem rygraden og skulderbladet, som også trækker op i nakkens muskler - helt bersærk.

Siden da har jeg opdaget, at det kan hjælpe, hvis jeg sover et par nætter på sengens topmadras lagt på altanens hårde betongulv. Men så skal jeg også ligge helt fladt på ryggen. Eller på maven - hvilket ærligt talt maser mine bryster så flade, at de ikke er til at falde i søvn for.

I dag var jeg kun lidt stiv i det efter en nat på altanen, og jeg var helt lettet, selvom det stadig ikke rigtig er muligt for mig at få hagen ned til brystet eller at lave en ordentlig 'kat-skyder-ryg'-øvelse. Det gik jo bedre, tænkte jeg med et bette smil! Men ak.

Jeg faldt i søvn på sofaen med Brisingr på maven og hovedet på armlænet, og nu gør det atter ondt. Så her sidder jeg nu foran computeren med ondt i ryggen, om end jeg er rank som et bræt og sidder, som om jeg havde en bøjle inden i trøjen. Og jeg kan mærke, at smerten lige så stille lusker sig op ad nakken og ind i hovedet på mig. Helvede og patter altså!

I min sølle tilstand og med stiv ryg har jeg været i fakta for noget af indholdet i min småpengebøtte (gad da vide hvorfor den aldrig bliver fuld!?), og nu ligger der i det mindste cola og venter i fryseren. Stakkels, stakkels mig.

Oven i det generelt trælse ved at have ondt, så er det endda lidt værre; i dag er nemlig tirsdag, og det betyder madklub. Og jeg skulle have spist hos en ven, som lovede halve, bagte kartofler.

I stedet sidder jeg her med kun mig selv til selskab. Og så det hornorkester som øver "When I'm 64" ovre i fælleslokalerne.

Ynkeynkeynkeynkeynke.

Bryllupsweekend

Weekenden stod i kærlighedens tegn, da kæresten og jeg skulle til hans kusines bryllup i det svenske.

Morgenen startede alt for tidligt efter en nat med for lidt søvn, og kæresten var meget uvenner med sine smokingbukser. Det var jo sin sag, at de var krympet lidt, mens de havde hængt et par år i skabet. Men de var også blevet krøllede. Og hvordan ér det nu lige, man håndterer den slags? Hans søde far er uddannet ”Hr. Schwan”, men var i Sverige og kunne ikke fås fat i. Men så var der jo mig. Da kæresten havde råbt en del og også smidt med en tøjbøjle, overtog jeg lige så stille. Jeg fik glattet bukserne – den korrekte fremgangsmåde er omhyggelig holden øje med folderne, mens man stryger langsomt og grundigt med et rent lagen imellem buks og jern.

Bukserne blev ret fine og kæresten sagde lettet, at for det måtte jeg godt selv vælge kjole uden at han ville brokke sig. = Ternet! Efter brylluppet sagde han, at han da i øvrigt slet ikke havde overvejet det med kjolen, mens festen var i gang. Så meget postyr for så lidt.

Desværre havde jeg ikke forudset problemstillingen kort kjole + plasticstol + masser af ’nu rejser vi os og skåler’, hvilket resulterede i gentagne rrrrrriitssssjjjjj-fornemmelser på bagsiden af mine lår, indtil jeg fandt på at sætte mig på min jakke. Så rejste jeg mig lige så glad og fro som alle dem med langt tøj.

Vi blev hentet, satte os ind i svogers bil og futtede mod Sverige. Vi fandt vores bed and breakfast og efter at have hilst på nogle arrige, små køtere (det er jo ikke en hund, før man kan tumle med den, uden at den tager skade!), fandt vi endelig den mand, som stod for stedet. Det hed i øvrigt Marielund og I kan finde det her: http://www.marielundsgard.se/

Kæresten og jeg tog værelset ovenpå. Svoger + svigerinde fik værelset for neden.

Det var værelser med enkeltsenge ærbart fra hinanden – og med sengetøj fra Ikea, självklart!

Indenfor gemte sig i øvrigt et køkken og et badeværelse. På badeværelset var gulvet lavet af marmor, og det er da det koldeste, jeg nærmest nogensinde har sat mine små fødder på. Brr. Bortset fra den gang, jeg gik barfodet i sne. Men det er en anden historie. Og mine fødder er en helt normal størrelse 40. Bare sådan i øvrigt. Hvis I nu undrede jer.

Vi kom alle et smut i bad, fik det fine (og ternede!) tøj på, gjort os klar og kørte i kirke. Åh, det er sådan en fin kirke, hvor vi før har været til barnedåb. I kan se den her http://www.allerumspastorat.se/kyrkor_forsamlhem/fleninge_kyrka/fleningekyrka.html

På prædikestolen findes det karakteristiske C med et 4 indeni, og jeg gad nok vide hvorfor. For kirken er vist ikke gammel nok til, at Christian 4-tal har haft noget med den at gøre. Men måske har prædikestolen tilhørt en anden kirke, som har. Og hvornår var det nu lige, at Skåne var dansk? Nå, det er jo en helt anden snak, som nu og her afsluttes med informationen om, at den skånske vimpel vajer ved Fleninge Kyrka. Go skåninge!

EDIT: Nu har jeg set på hjemmesiden, og både kirke og stol er gamle nok. Så det er faktisk Christian den 4. som har lagt monogram til prædikestolen. Man skal ikke lade sig narre af, at der står 17-et-eller-andet uden på kirken åbenbart, for den er jo meget, meget ældre.

Vielsen var en anelse anderledes end en dansk vielse, da brudeparret vies før selve vielsestalen. Og fordi de i øvrigt skal sige ”Jeg Sven Svensson tager Maren Marensdatter til min kone….blabla” og ikke bare kan nøjes med at svare ”Ja” to gange, som vi kan herhjemme.

En anden, og meget mere, speciel ting var, at gommens papfar er præst og derfor stod for det meste i kirken, bortset fra selve vielsen. Det var vældig fint og betød jo, at vielsestalen var meget personlig og rørende. Vi var flere som græd eller havde tårer i øjnene. Smukt.

Bryllupsfesten var lang og fuld af taler og tårer fra både brud, gom, svigerinde og resten af gæsterne. Gommen sang for bruden, det var så fint. Og det fik brudens bror til at sige, at hvis der lige var nogen i selskabet, som overvejede at fri og holde bryllup, så var dét der altså svært at overgå….det vidste vi godt, og jeg havde allerede sagt til kæresten, om vi ikke bare skal en tur på rådhuset, hvis det skal være. Bare sådan for at slippe for konkurrence og præstationsangst. Det går han nu nok aldrig med til…

Maden var fin, der var tangsalat til forretten, poulard og masser af lækker ratatouille til hovedret, muggen ost til dessert – heldigvis også med frisk frugt i store mængder, og bryllupskagen var superlækker, med et lag hindbærmousse og noget chokoladetjavs. Ammenam.

Bagefter var der fri bar med fadølsanlæg fra Hancock – kærestens familie kommer fra Skive – og masser af tid til dans.

Vi landede på vores lille b’n’b ved 4tiden om morgenen, forlod det ved 10-tiden om formiddagen for at spise morgenmad med resten af familien på fætterens gård uden for Fleninge.

Et par timer senere pakkede vi sammen og kørte mod Danmark. Det var en lang og varm hjemtur og alle var trætte, så der var pænt stille i bilen.

Da vi i går aftes kom hjem (lige tids nok til at høre ”Henrik Carl Joachim Alain” i fjernsynet) bestilte vi pizza og gik tidligt i seng.

I øvrigt forstår jeg ikke traditionen med at rive i sløret. Hvad er historien bag, og hvad gør alle damerne med deres stykke slør? Lægger det i en æske derhjemme til evigt minde om, at de endnu ikke er gift, syr dem sammen til deres eget slør, what?

Gommen havde stribede, lyserøde sokker på. Det var så fint. Og den tradition forstår jeg godt. Han er jo færdig med at gøre sine hoser grønne for andre kvinder. Hvilket ingen heller var i tvivl om efter at have set dem sammen.

Hinsidan är det konstigt!

Jeg har, som den opmærksomme læser (eller en hvilken som helst læser egentlig) vil vide, været en tur i det svenske her i weekenden.

Én ting er, at roligt betyder sjovt, pengene ikke er så meget værd og trafikskilte er røde og gule. Men noget andet er, at svenskerne laver mystiske, hemmelige, u-udregnelige ting, når de sidder på toilet.

Jo jo, det gør de skam! For hvorfor skulle de ellers sætte et spejl på væggen, som man kun kan se sig selv i, når man sidder ned derude?

De er luskede, de svenskere.

Det eneste underlige jeg gjorde derhenne, var at tage et billede af mig selv, mens jeg sad på toilet. Og nu deler jeg det med jer, for så heldige ér I bare...



Mere om Sverigesturen - og tøjsagen! - i morgen, når jeg lige har fået sovet. Sådan noget bryllup i Sverige er langt og hårdt.

Dilemma, pickle, bind, tight spot

....Kald det hvad I vil, jeg er fanget imellem to sløje situationer.

Sagen er den, at kæresten og jeg skal til bryllup i morgen. Hans kusine binder den store knude med sin elskede og vi skal naturligvis være med til at fejre dem. Alles gut.

Men men men men. Så er der tøjet. Jeg har egentlig lånt en kjole af min veninde, som er lang og koksgrå og lavet af bomuld. Det er ret rart at have på, men måske ikke særlig festligt. Derfor gik jeg afsted for at finde noget andet. Og forleden havde jeg jo et rant om kjoleprøvning, og dét sidder stadig i mig. Især efter endnu en tur med den slags i går eftermiddags.

Seriøst, to dage i træk ér bare for meget at prøve tøj, der ikke duer.

Jeg endte med at købe en kjole formedelst 74,98 i Bahne i Bruuns. Lige da jeg kom op af rulletrapperne, fik jeg øje på den og jeg elskede den og ønskede bare, at den ville passe. Det gjorde den. Og selvom det er en Vila, kunne jeg være i en L!

Jeg sendte et foto til kæresten og sagde, at den endda var billig. Hans svar var "Husk nu, at jeg gerne vil betale!". Ok, han kunne ikke lide den. Fair nok, for jeg skulle vel nok kunne finde en kjole. Det var i forgårs.

Efter to dage og i alt 8-9 timer på Strøget, i Latinerkvarteret, i Magasin og Salling var det stadig den eneste kjole, som gjorde mig glad. Jeg prøvede den igen og købte den.

I går aftes prøvede jeg den herhjemme, så kæresten kunne se den live. Men ak. Han gemte hovedet under et tæppe, og sagde stille "I don't like it." Æv.

I dag har jeg prøvet at forliges med den lange, koksgrå, bomuldskjole. Men jeg ér bare ikke lige så glad for dén, som jeg er for den anden. Den ternede er fuld af farver og spas, lidt som jeg mener, jeg selv er jo. Den anden er langt fra bryllupsegnet, efter min mening.

Her til aften har jeg prøvet begge kjoler, mens jeg stod ved siden af kæresten i smoking. Han holder stadig på koksgrå. Den ternede får mig til at se tyk ud, siger han. Jeg siger jo, at jeg ér tyk og naturligvis også ser sådan ud, men det bider ikke på ham. Tværtimod synes jeg, at lange koksgrå fremhæver flæskede arme og en mavedelle, på ucharmerende vis. (Hvornår er det nogensinde charmerende?) Han mener, at den løse kjole lægger ti kg til min kropsvægt og -fylde.

Jeg havde egentlig overgivet mig og sagt, at jeg ville tage lange koksgrå på. Men jeg kan mærke, at det ærgrer mig utroligt meget. Jeg gider faktisk ikke.

Men så fik jeg en idé. Min kæææææmpestore læserskare må naturligvis have en mening om det, hvis de får smidt et par billeder i hovedet.


Så værsåartig. Her er undertegnede i lange koksgrå og ternet glad.

Bolleopskrift vol. II + det løse

Forleden skreeeeg jeg op om, at jeg havde brug for en opskrift på burgerboller. I går fik jeg så bagt dem, men helt uden at bruge en opskrift.

Jeg havde skelet til en del opskrifter på burgerboller, men glemte halvdelen, mens jeg var i gang.

Jeg lavede to slags, de grove og de krydrede.

De grove; gær, vand, mælk, salt, sukker, olie, fuldkornshvedemel og hvedemel.
De krydrede; gær, vand, mælk, salt, sukker, lidt mere salt, olie, peberblanding, rosmarin, hvedemel.

Begge dele blev gode, og burgerne var en succes. Nogle af de grove blev brugt som morgenmad i dag, det kan de nemlig også.

Sådan her ser de ud.




I dag har i øvrigt jeg været ude for at shoppe tøj til et bryllup på lørdag. Og i den forbindelse har jeg nogle kommentarer:

- Hvorfor laver man særligt tøj til tykke kvinder, som så ikke har plads til tykke kvinders (som regel) store bryster?

- Og hvornår er man overhovedet tyk?

- Hvorfor laver man bukser, som passer tykke kvinder i livet, men som ikke lige tager højde for, at man måske ikke har fire meter lange ben, bare fordi man har maveflæsk?

- Hvad gør byplanlæggere for blinde? Jeg mener, man er altid opmærksom på at bygge kørestolsramper til alle offentlige bygninger. Men hvad gør en blind mand, når han kommer i karambolage med alle de fårking cykler som holder rundt omkring? Jeg tør slet ikke forestille mig, hvor svært det er at komme videre, hvis man får sin blindestok viklet ind i nogle cykeleger.

- Hvorfor laver man prøverum med kæmpestore spejle, når rummet er så småt, at man skal vippe med hovedet for at se sig i fuld figur i spejlet? Giv os dog lidt plads!

- Hvorfor er det kun H&M der har fundet ud af, at det er fedt med et ekstra (uh, og JUSTERBART!) spejl, så man kan se sin mås, når man prøver tøjet?

- Har alle ekspedienter (undtagen lige dem fra H&M) i Århus været på servicekursus siden jeg sidst shoppede? Eller får man bare bedre betjening (bortset fra i H&M), hvis man har nederdel, jakke og øreringe på? Eller hvorfor var der så mange, som spurgte, om jeg skulle have hjælp, om de kunne gøre noget for mig og om alting monstro var i orden hele tiden?

- Hvorfor har jeg ikke købt leggings, så jeg nu må sidde og have ømme inderlår, fordi chafing bare er umuligt med nederdel i sommervarmen!?

Okay, den sidste var faktisk mest til mig selv. Kald det en huskekage, det smerter i hvert fald. Og når det bliver den 1. og der går SU ind, så må jeg hellere få købt nogle.

Og ellers var der vist ikke mere fra mig for i dag.