Jeg kan godt lide at se fjernsyn. Jeg kan faktisk rigtig godt lide det. Og helt uden at være snobbet eller elitær omkring det, så indrømmer jeg, at jeg mest ser DR.
Det er især Ramasjang (wow, højpandet!), DR2 og DRK, der kører på flimmeren hos mig. Ind i mellem, når timingen lige er til det, fanger jeg Go'morgen Danmark eller Nyhederne fra TV2, som også er den eneste reklame-kanal, jeg kan se herhjemme.
Lige for lidt siden var der en reklame for Canal Digital, hvor de pointerede, at deres tv-pakker er bedre end alle andres, fordi du får lov at se ALT fodbold, uanset hvilken pakke du vælger! Altså både den ene liga, den anden liga og endda den helt specielt fantastiske blablaliga!
Men hvorfor er det sådan? Hvorfor er det fodbold, der er det vigtigste?
Jeg ser for eksempel aldrig fodbold. Eller sport i det hele taget. Jeg er bedøvende ligeglad. Om det er golf, cykling, Wozniacki, håndbold, fodbold - I couldn't care less. Jeg er simpelthen ligeglad, og det irriterer mig, når hele min normale sendeflade omrokeres og ændres, blot fordi der tilfældigvis er Tour de France eller VM i fodbold i Sydafrika.
Er det i grunden ikke lidt en falliterklæring for hjerneaktiviteten i det ganske land, at det helligste i betalt tv er sport?
Hvor blev kulturen af?
Hvad skete der med at lade sig udfordre? Lære noget, blive klogere, se fjernsyn om lande langt herfra, historiske hændelser, politik, videnskab og samfund!?
Jeg kan selvfølgelig være bedøvende ligeglad med, hvad du eller andre bruger jeres dyrtkøbte fritid på, men det ærgrer mig, at Danmark er på vej til at blive Ekstra Blads-segment hele vejen rundt.
fredag den 10. september 2010
onsdag den 8. september 2010
Blogleg
Jeg er blevet tagget i en fin, lille blogleg, hvor jeg skal skrive ti ting om mig selv. Fuldkommen random info omkring bette mig.
1. Jeg gider ikke spise is. Altså, det er jo ikke sådan, at det smager decideret dårligt. Men jeg forstår virkelig ikke, hvorfor folk er sådan oppe at køre over frossen fløde og æg. Jeg har spist hele to soft-ice i løbet af sommeren, og det er alt rigeligt til mig. Jeg gider det bare ikke.
2. Jeg har en uhyrlig lav tolerance for bitterstoffer. Derfor kan jeg ikke lide chokolade. Eller chokoladekage, brownies, chokoladeis (!) eller andre sådanne lækkerier. Folk ser på mig, som om jeg er en freak, når jeg siger det. "Nej, jeg kan ikke lide brownies." "Nåååååh, men det må da være fordi du aldrig har fået dem, når de var bagt med sådan en rigtig god 80% mørk chokolade." Og nej, det har jeg ikke. Men eftersom chokoladen for sig selv kan få hele mit ansigt til at snøre sig sammen af tørhed i munden og bitterhed, så tænker jeg, at kagen heller ikke vil være 'lige mig'. I det hele taget er jeg kræsen. Og dét kommer der et helt indlæg om før eller siden. (Så, nu sidder du der, helt ude på kanten af stolen, og bare dirrer og venter med spænding!)
3. Jeg er pedantisk. Jeg plejer at nøjes med at sige, at jeg er sprogpedant, men mit pedanteri strækker sig faktisk langt uden for blot det sproglige. Jeg kan blive noget nær hysterisk, hvis jeg skal lave mad med nogen, og de gør tingene i en anden rækkefølge eller på en anden facon, end jeg er vant til/selv ville have gjort. Pakker du en indkøbspose, så den ikke kan stå selv, dømmer jeg dig. Hårdt. Bruger du fremmedord på en forkert måde, mener jeg straks, du mindst må være idiot. I modsætning til mig selv, som jo ALDRIG tager fejl. Agtigt. Men det værste ér og bliver dog de sproglige fejl. Jeg græmmes, når Kæreste kommer hjem fra skole med et "Program For Introaktiviter". Jeg synes simpelthen, det er pinligt for skolen. STRAM OP!
4. Jeg prøver på ikke at rette for meget på mine medmennesker, men det er virkelig svært. Og nogle gange glemmer jeg helt at prøve, og så får jeg sagt noget, der nærmest er ondskabsfuldt til dem, fordi de siger lagt i stedet for ligget eller noget lignende. (PS. Tilgiv mig, vil I ikke nok?)
5. Jeg drikker mere cola end alle, jeg kender. Tilsammen.
6. Jeg er bange for alt muligt ulogisk. Mørke f.eks., guderne må jo vide, hvad der kan gemme sig i det, som bare står og lurer og venter på at komme og æde mig. Vand er jeg bange for, for der kan man drukne! Eller værre endnu; et eller andet monster ala The Kraken eller en søslange kunne komme og hapse mig, mens jeg plasker rundt på overfladen, og trække mig med ned i dybet = drukning og muligvis ædning. Jeg bader derfor kun, hvor jeg kan bunde. På trods af, at jeg er en fin nok svømmer. (Bortset fra sidste år i Tyrkiet, hvor jeg sprang i 7 meter dybt vand fra en båd og endda svømmede hele vejen rundt om selvsamme båd. Endda uden om ankerkæden, hvor vi alle jo véd, at de der monstre holder til. Helt uden at dø af skræk eller blive ædt af noget! Jeg er meget stolt.)
7. Til gengæld er jeg slet ikke det mindste bange for at flytte til den anden ende af landet med en mand, jeg har været kæreste med i mindre end tre måneder.
8. Jeg har set Find Nemo over 20 gange, og jeg græder stadig, når Dory siger "I look at you and I....I'm HOME!"
9. Jeg er bachelor i russisk, men synes faktisk, at det meste russiske litteratur er alt for indviklet og præget af laaaaaaaaaaaaaangstrakte og überdetaljerede beskrivelser af alt. ALT! Tapetet, gardinerne, musikken, stemmerne, støvfnuggene i solstrålen. Alt.
10. Jeg er en megaforkælet lillesøster. Det kan sådan set være fint nok, det er sikkert derfor, jeg bare kan flytte til Haderslev uden sikkerhedsnet og tænke, at det nok skal gå. Men nogen har alligevel gjort mig en bjørnetjeneste ved kun at fortælle mig (i modsætning til at vise og lære mig), at man skal gøre noget for at få noget. Og det sidder jeg nu og kæmper med, for jeg har aldrig været nødt til det, og derfor er jeg sådan indrettet, at jeg forventer alt muligt og regner med, at jeg ikke skal levere noget selv. Det er ikke særlig praktisk i denne verden. Og helvedes svært at ændre på!
Sådan. Det var da slet ikke så svært. Faktisk.
Som mange andre har skrevet, er gud og hvermand jo blevet tagget i legen allerede, så derfor giver jeg bare bolden op til dem, som har lyst.
1. Jeg gider ikke spise is. Altså, det er jo ikke sådan, at det smager decideret dårligt. Men jeg forstår virkelig ikke, hvorfor folk er sådan oppe at køre over frossen fløde og æg. Jeg har spist hele to soft-ice i løbet af sommeren, og det er alt rigeligt til mig. Jeg gider det bare ikke.
2. Jeg har en uhyrlig lav tolerance for bitterstoffer. Derfor kan jeg ikke lide chokolade. Eller chokoladekage, brownies, chokoladeis (!) eller andre sådanne lækkerier. Folk ser på mig, som om jeg er en freak, når jeg siger det. "Nej, jeg kan ikke lide brownies." "Nåååååh, men det må da være fordi du aldrig har fået dem, når de var bagt med sådan en rigtig god 80% mørk chokolade." Og nej, det har jeg ikke. Men eftersom chokoladen for sig selv kan få hele mit ansigt til at snøre sig sammen af tørhed i munden og bitterhed, så tænker jeg, at kagen heller ikke vil være 'lige mig'. I det hele taget er jeg kræsen. Og dét kommer der et helt indlæg om før eller siden. (Så, nu sidder du der, helt ude på kanten af stolen, og bare dirrer og venter med spænding!)
3. Jeg er pedantisk. Jeg plejer at nøjes med at sige, at jeg er sprogpedant, men mit pedanteri strækker sig faktisk langt uden for blot det sproglige. Jeg kan blive noget nær hysterisk, hvis jeg skal lave mad med nogen, og de gør tingene i en anden rækkefølge eller på en anden facon, end jeg er vant til/selv ville have gjort. Pakker du en indkøbspose, så den ikke kan stå selv, dømmer jeg dig. Hårdt. Bruger du fremmedord på en forkert måde, mener jeg straks, du mindst må være idiot. I modsætning til mig selv, som jo ALDRIG tager fejl. Agtigt. Men det værste ér og bliver dog de sproglige fejl. Jeg græmmes, når Kæreste kommer hjem fra skole med et "Program For Introaktiviter". Jeg synes simpelthen, det er pinligt for skolen. STRAM OP!
4. Jeg prøver på ikke at rette for meget på mine medmennesker, men det er virkelig svært. Og nogle gange glemmer jeg helt at prøve, og så får jeg sagt noget, der nærmest er ondskabsfuldt til dem, fordi de siger lagt i stedet for ligget eller noget lignende. (PS. Tilgiv mig, vil I ikke nok?)
5. Jeg drikker mere cola end alle, jeg kender. Tilsammen.
6. Jeg er bange for alt muligt ulogisk. Mørke f.eks., guderne må jo vide, hvad der kan gemme sig i det, som bare står og lurer og venter på at komme og æde mig. Vand er jeg bange for, for der kan man drukne! Eller værre endnu; et eller andet monster ala The Kraken eller en søslange kunne komme og hapse mig, mens jeg plasker rundt på overfladen, og trække mig med ned i dybet = drukning og muligvis ædning. Jeg bader derfor kun, hvor jeg kan bunde. På trods af, at jeg er en fin nok svømmer. (Bortset fra sidste år i Tyrkiet, hvor jeg sprang i 7 meter dybt vand fra en båd og endda svømmede hele vejen rundt om selvsamme båd. Endda uden om ankerkæden, hvor vi alle jo véd, at de der monstre holder til. Helt uden at dø af skræk eller blive ædt af noget! Jeg er meget stolt.)
7. Til gengæld er jeg slet ikke det mindste bange for at flytte til den anden ende af landet med en mand, jeg har været kæreste med i mindre end tre måneder.
8. Jeg har set Find Nemo over 20 gange, og jeg græder stadig, når Dory siger "I look at you and I....I'm HOME!"
9. Jeg er bachelor i russisk, men synes faktisk, at det meste russiske litteratur er alt for indviklet og præget af laaaaaaaaaaaaaangstrakte og überdetaljerede beskrivelser af alt. ALT! Tapetet, gardinerne, musikken, stemmerne, støvfnuggene i solstrålen. Alt.
10. Jeg er en megaforkælet lillesøster. Det kan sådan set være fint nok, det er sikkert derfor, jeg bare kan flytte til Haderslev uden sikkerhedsnet og tænke, at det nok skal gå. Men nogen har alligevel gjort mig en bjørnetjeneste ved kun at fortælle mig (i modsætning til at vise og lære mig), at man skal gøre noget for at få noget. Og det sidder jeg nu og kæmper med, for jeg har aldrig været nødt til det, og derfor er jeg sådan indrettet, at jeg forventer alt muligt og regner med, at jeg ikke skal levere noget selv. Det er ikke særlig praktisk i denne verden. Og helvedes svært at ændre på!
Sådan. Det var da slet ikke så svært. Faktisk.
Som mange andre har skrevet, er gud og hvermand jo blevet tagget i legen allerede, så derfor giver jeg bare bolden op til dem, som har lyst.
fredag den 3. september 2010
Flytning
Manner, hvor jeg snart skylder blogindlæg. Det er alt for længe siden sidst. Og det er jo ikke sådan, at der ikke er sket noget. For dét er der ved gud. Eller andre.
Dem, som følger med på Twitter, var vidner til et hjerteskærende farefuldt moment (mo-mang, skal det siges, ikå), hvor jeg tog i lufthavnen og hentede den stakkels syge mand, som havde været på ferie så skidehamrende længe væk fra mig. Altså en uge efter han tog af sted, stod jeg i BLL og vinkede, da han afkræftet kom ud af dørene. Og ååååååååååh, hvor var det kvalmende dejligt. Ih, hvor vi krammede og holdt fast i hinanden hele vejen hjem. Uh, så godt det var.
Lynhurtigt blev alt det overstrømmende dejlige og hovedløst forelskede indhentet af det der 'virkeligheden', og de planer, vi havde lagt. Vi skulle jo flytte. Altså sammen. I det der Sønderjylland. Og før man kan flytte, må man jo pakke.
Hold nu KÆFT, hvor får man bare samlet meget lort, når man har plads til det. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange sorte sække med affald, jeg har båret ned i containeren! Og hvor mange møbler og andet løsøre, der er blevet sat til storskrald for derefter at få nye hjem. (Elsker elsker elsker den slags genbrug - jeg kommer af med mit, andre får noget (for dem) nyt, winwinwinwinWIN!)
Og hvorfor er det lige, jeg har ting i skabene (ok, havde!) som kunne holde sig til 2009?! Jeg er målløs. Vidste godt, jeg har det gode samlergen, men troede nu alliwl ikke, det stod så skidt til.
Men ud røg det. Det hele. Eller næsten. For noget blev jo alligevel pakket i kasser og slæbt ind i det ekstraværelse, der siden februar, hvor eksen flyttede, har fungeret som 'lager og opbevaring af yderst vigtige, mindre vigtige og aldeles unødvendige papirer og sager'. Værelset var naturligvis blevet tømt forinden. Derfor alle skraldesækkene, ikå.
Lørdag morgen, længe før de fandens får end overvejede at stikke ud af folden, kørte Kæreste og jeg fra hans forældre ind og hentede en flyttevogn. Tilbage til forellernes hus, hvor Kærestes ting blev læsset. Til ghettoen i Århus, hvor vi blev mødt af kammerater, hvoraf den ene havde medbragt en trailer. Så skidefabelhaft altså! Mine ting blev læsset ombord i trailer og flyttevogn. Altså undtagen de ting, som blev givet til andre i storskraldet. (Tak til Palle, fordi han gad bære lampen hen til den fremmede dames opgang, så hun lige slap for dét!)
Fra ghettoen til motorvejen. Øøøøønøøøøøøøøøøhnnnnnnn. Laaaaaaaaaang vej til Haderslev med trailer på den ene bil. Det tog FOR EVIGT!
Da vi endelig ankom tog det drengene - og mig - en bette time at få alting ind i den nye lejlighed. Selv vaskemaskinen var kein Problem for de stærke kammier, som Kæreste har.
Så sad vi lige og delte nogle øller og prøvede, om ketchup nu virkelig KAN bruges til at rense kobber. Det kan det. Vi har nu en fin, blank plet på kobberpladen foran pejsen. Men så ved vi da, hvordan vi får resten af pladen ren. Når vi altså en dag når til dét. For det tager sgu lidt lang tid det her flytten ind.
Der er stadig kasser med ting, cd'er, film, papirer, bøger, tøj og flere fåking TING (hvor fanden KOMMER alt det lort fra!?), som står og venter sådan lidt over det hele. Men vi er godt på vej.
Og ved I hvad? Vi er om muligt blevet endnu mere hovedkuls forelskede og overstrømmende dejligt glade for hinanden. Og for Haderslev. Og for det her projekt 'Evig Kærlighed'.
I love it.
Dem, som følger med på Twitter, var vidner til et hjerteskærende farefuldt moment (mo-mang, skal det siges, ikå), hvor jeg tog i lufthavnen og hentede den stakkels syge mand, som havde været på ferie så skidehamrende længe væk fra mig. Altså en uge efter han tog af sted, stod jeg i BLL og vinkede, da han afkræftet kom ud af dørene. Og ååååååååååh, hvor var det kvalmende dejligt. Ih, hvor vi krammede og holdt fast i hinanden hele vejen hjem. Uh, så godt det var.
Lynhurtigt blev alt det overstrømmende dejlige og hovedløst forelskede indhentet af det der 'virkeligheden', og de planer, vi havde lagt. Vi skulle jo flytte. Altså sammen. I det der Sønderjylland. Og før man kan flytte, må man jo pakke.
Hold nu KÆFT, hvor får man bare samlet meget lort, når man har plads til det. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange sorte sække med affald, jeg har båret ned i containeren! Og hvor mange møbler og andet løsøre, der er blevet sat til storskrald for derefter at få nye hjem. (Elsker elsker elsker den slags genbrug - jeg kommer af med mit, andre får noget (for dem) nyt, winwinwinwinWIN!)
Og hvorfor er det lige, jeg har ting i skabene (ok, havde!) som kunne holde sig til 2009?! Jeg er målløs. Vidste godt, jeg har det gode samlergen, men troede nu alliwl ikke, det stod så skidt til.
Men ud røg det. Det hele. Eller næsten. For noget blev jo alligevel pakket i kasser og slæbt ind i det ekstraværelse, der siden februar, hvor eksen flyttede, har fungeret som 'lager og opbevaring af yderst vigtige, mindre vigtige og aldeles unødvendige papirer og sager'. Værelset var naturligvis blevet tømt forinden. Derfor alle skraldesækkene, ikå.
Lørdag morgen, længe før de fandens får end overvejede at stikke ud af folden, kørte Kæreste og jeg fra hans forældre ind og hentede en flyttevogn. Tilbage til forellernes hus, hvor Kærestes ting blev læsset. Til ghettoen i Århus, hvor vi blev mødt af kammerater, hvoraf den ene havde medbragt en trailer. Så skidefabelhaft altså! Mine ting blev læsset ombord i trailer og flyttevogn. Altså undtagen de ting, som blev givet til andre i storskraldet. (Tak til Palle, fordi han gad bære lampen hen til den fremmede dames opgang, så hun lige slap for dét!)
Fra ghettoen til motorvejen. Øøøøønøøøøøøøøøøhnnnnnnn. Laaaaaaaaaang vej til Haderslev med trailer på den ene bil. Det tog FOR EVIGT!
Da vi endelig ankom tog det drengene - og mig - en bette time at få alting ind i den nye lejlighed. Selv vaskemaskinen var kein Problem for de stærke kammier, som Kæreste har.
Så sad vi lige og delte nogle øller og prøvede, om ketchup nu virkelig KAN bruges til at rense kobber. Det kan det. Vi har nu en fin, blank plet på kobberpladen foran pejsen. Men så ved vi da, hvordan vi får resten af pladen ren. Når vi altså en dag når til dét. For det tager sgu lidt lang tid det her flytten ind.
Der er stadig kasser med ting, cd'er, film, papirer, bøger, tøj og flere fåking TING (hvor fanden KOMMER alt det lort fra!?), som står og venter sådan lidt over det hele. Men vi er godt på vej.
Og ved I hvad? Vi er om muligt blevet endnu mere hovedkuls forelskede og overstrømmende dejligt glade for hinanden. Og for Haderslev. Og for det her projekt 'Evig Kærlighed'.
I love it.
fredag den 20. august 2010
Heartache
Jeg har i denne uge nærmest ikke haft andet end tid til at skrive blogindlæg. Desværre har noget taget al den tid. Savn. Længsel. Ondt i hjertet. Åh, suk, siger vi.
Faktisk er det sådan, at jeg 'hele livet igennem' - altså i hvert fald de tre gange jeg har haft kærester - har valgt en partner ud fra sådan en "Det skal i hvert fald ik være én, der kan gå fra mig!"-tankegang. Derfor har jeg fundet mænd, som JEG i stedet kunne forlade. Ih, så smart! Så er det jo aldrig mig, der får ondt i hjertet. Så nu har jeg tre gange i træk været dén, som afsluttede et forhold. Og selvom det er hårdt, så var det jo ikke mit hjerte, som blev knust, men deres! Totalt bonus.
Bortset fra, at jeg så er endt i nogle lidt tovlige forhold. Med mænd, som ikke helt magtede at sige 'Nu stopper du fandme, dame!", hvilket jeg i høj grad har brug for, hvis jeg ikke skal forvandle mig til en Ibberzilla og bare vade, sjoske og trampe hen over manden. Med pigsko og træskostøvler på. Og det skal jeg jo helst ikke. For det ér der faktisk ingen, der fortjener.
Maaaaaaaaaaaaaasser af terapi og gransken af mit fede ego har lært mig at gøre tingene på en lidt anden facon efterhånden. Det har taget et forsøg eller to, men altså, nu er vi her...endelig.
Jeg har fundet en dejlig mand, som faktisk allerede sagde "Nu stopper du, HARPE!", før vi overhovedet var kærester. Det var da det mest pisseirriterende, jeg nogensinde har oplevet. Indtil jeg trak vejret dybt og indså, at det jo er præcis derfor, jeg elsker og respekterer ham. Balance, folkens, balance.
Nu er det så sådan, at han er taget en uge på ferie. Lige nu. Hvor vi er allermest nyforelskede og bare har så gigameget brug for hinanden.
Igen - pissebelastende, at han ikke bare fatter, at jeg sguda har skidemeget BRUG for ham = bliv da hjemme, knægt! Men igen - jaaaaah, han tager hensyn, men retter sig ikke efter alle mine behov og ønsker. Og det ér jo det, jeg gerne vil. Sårn på længere sigt.
Så nu sidder jeg her og har fået en lille smagsprøve på, hvordan det der kærestesorg må være. For jeg véd jo, at han elsker mig. Jeg véd jo, at han er min og jeg hans. Jeg véd jo, at han kommer hjem til mig igen. Og jeg véd endda hvornår, og at han længes mindst lige så meget efter det som jeg.
Men fååååååk, hvor er det en led følelse at mangle ham sådan her. Det er lidt som om, jeg ikke helt kan trække vejret ordentligt. Min mad smager ikke rigtig af noget, når jeg gider spise, og ind i mellem gider jeg ikke engang drikke cola. Og det sidste her, det er ved Gud (eller hvem man nu vælger) et tegn på, at ikke alting er helt tip top.
Helt ærligt mand, det er sgu da en pissefarlig verden, den her!
Er I klar over, hvor sårbar man er, når man sådan opgiver alle forbehold og bare forelsker sig!?
Det er fandme ikke spor trygt eller rart!
Men for helvede, hvor er det dejligt. Og om to døgn er vi her sammen igen. JAHA!
Faktisk er det sådan, at jeg 'hele livet igennem' - altså i hvert fald de tre gange jeg har haft kærester - har valgt en partner ud fra sådan en "Det skal i hvert fald ik være én, der kan gå fra mig!"-tankegang. Derfor har jeg fundet mænd, som JEG i stedet kunne forlade. Ih, så smart! Så er det jo aldrig mig, der får ondt i hjertet. Så nu har jeg tre gange i træk været dén, som afsluttede et forhold. Og selvom det er hårdt, så var det jo ikke mit hjerte, som blev knust, men deres! Totalt bonus.
Bortset fra, at jeg så er endt i nogle lidt tovlige forhold. Med mænd, som ikke helt magtede at sige 'Nu stopper du fandme, dame!", hvilket jeg i høj grad har brug for, hvis jeg ikke skal forvandle mig til en Ibberzilla og bare vade, sjoske og trampe hen over manden. Med pigsko og træskostøvler på. Og det skal jeg jo helst ikke. For det ér der faktisk ingen, der fortjener.
Maaaaaaaaaaaaaasser af terapi og gransken af mit fede ego har lært mig at gøre tingene på en lidt anden facon efterhånden. Det har taget et forsøg eller to, men altså, nu er vi her...endelig.
Jeg har fundet en dejlig mand, som faktisk allerede sagde "Nu stopper du, HARPE!", før vi overhovedet var kærester. Det var da det mest pisseirriterende, jeg nogensinde har oplevet. Indtil jeg trak vejret dybt og indså, at det jo er præcis derfor, jeg elsker og respekterer ham. Balance, folkens, balance.
Nu er det så sådan, at han er taget en uge på ferie. Lige nu. Hvor vi er allermest nyforelskede og bare har så gigameget brug for hinanden.
Igen - pissebelastende, at han ikke bare fatter, at jeg sguda har skidemeget BRUG for ham = bliv da hjemme, knægt! Men igen - jaaaaah, han tager hensyn, men retter sig ikke efter alle mine behov og ønsker. Og det ér jo det, jeg gerne vil. Sårn på længere sigt.
Så nu sidder jeg her og har fået en lille smagsprøve på, hvordan det der kærestesorg må være. For jeg véd jo, at han elsker mig. Jeg véd jo, at han er min og jeg hans. Jeg véd jo, at han kommer hjem til mig igen. Og jeg véd endda hvornår, og at han længes mindst lige så meget efter det som jeg.
Men fååååååk, hvor er det en led følelse at mangle ham sådan her. Det er lidt som om, jeg ikke helt kan trække vejret ordentligt. Min mad smager ikke rigtig af noget, når jeg gider spise, og ind i mellem gider jeg ikke engang drikke cola. Og det sidste her, det er ved Gud (eller hvem man nu vælger) et tegn på, at ikke alting er helt tip top.
Helt ærligt mand, det er sgu da en pissefarlig verden, den her!
Er I klar over, hvor sårbar man er, når man sådan opgiver alle forbehold og bare forelsker sig!?
Det er fandme ikke spor trygt eller rart!
Men for helvede, hvor er det dejligt. Og om to døgn er vi her sammen igen. JAHA!
søndag den 15. august 2010
Status
I dag er det netop fem år siden, jeg pakkede alt mit grej, læssede det ind i farbrors kassevogn og flyttede det hele - og mig selv - til Århus.
Det var en ret stor ting for mig, der ellers var lidt af en hjemmefødning.
Og da jeg nu igen står på kanten af at flytte rødder, sjæl og habengut til en ny - og relativt ukendt - landsdel, så kan jeg jo passende fejre dagen med en slags status over, hvad der er sket i løbet af de fem år.
- min far fik leukæmi og blev rask igen
- det fik desværre mig ud i en hidsig depression, med selvskade og spiseforstyrrelse
- jeg har været et semester i Sankt Petersborg, hvor jeg lærte, at jeg godt kan selv, og fik en fantastisk veninde
- jeg har fået antidepressiv medicin, som fik mig hevet ud af min stilstand og i gang med det der livet
- jeg slog op med en kæreste, som ikke var god for mig
- jeg rendte omkring og var 17års-agtig med druk, hor og fester
- jeg fandt en sød og rar kæreste
- som jeg slog op med efter halvandet år, fordi det alliwl ik lige helt var sagen
- jeg flyttede til ghettoen og lærte blandt andet at afrikanske bryllupper er noget mere farverige og konfettiramte end danske
- jeg var til tandlægen en enkelt gang (og måtte tilbage to gange mere fordi der var noget rodbehandling)
- jeg har mødt Kagedåserne, som forsøder mit liv på mere end én facon
- jeg har mødt Blæs. Den dejligste mand i verden.
- jeg er blevet bachelor i russisk og retorik, noget jeg faktisk troede, jeg aldrig ville opnå
- jeg er blevet moster endnu en gang.
- jeg er blevet tante og fadder til venindens søde datter
- jeg har fået en vaskemaskine, og opdaget hvor meget nemmere livet er, når man har sådan en
- jeg har på en eller anden måde anskaffet mig tre spiseborde, men kun to stole
- jeg har skiftet adresse fem gange, de første tre skift inden for de samme 500 meter
- jeg har fået masser af venner og bekendte
- blablablablaaaahhh
Alt i alt er der sket rigtig meget, og jeg har haft det fantastisk her i Smilets By. Men jeg glæder mig nu alligevel til at tage fat på det sønderjyske!
Det var en ret stor ting for mig, der ellers var lidt af en hjemmefødning.
Og da jeg nu igen står på kanten af at flytte rødder, sjæl og habengut til en ny - og relativt ukendt - landsdel, så kan jeg jo passende fejre dagen med en slags status over, hvad der er sket i løbet af de fem år.
- min far fik leukæmi og blev rask igen
- det fik desværre mig ud i en hidsig depression, med selvskade og spiseforstyrrelse
- jeg har været et semester i Sankt Petersborg, hvor jeg lærte, at jeg godt kan selv, og fik en fantastisk veninde
- jeg har fået antidepressiv medicin, som fik mig hevet ud af min stilstand og i gang med det der livet
- jeg slog op med en kæreste, som ikke var god for mig
- jeg rendte omkring og var 17års-agtig med druk, hor og fester
- jeg fandt en sød og rar kæreste
- som jeg slog op med efter halvandet år, fordi det alliwl ik lige helt var sagen
- jeg flyttede til ghettoen og lærte blandt andet at afrikanske bryllupper er noget mere farverige og konfettiramte end danske
- jeg var til tandlægen en enkelt gang (og måtte tilbage to gange mere fordi der var noget rodbehandling)
- jeg har mødt Kagedåserne, som forsøder mit liv på mere end én facon
- jeg har mødt Blæs. Den dejligste mand i verden.
- jeg er blevet bachelor i russisk og retorik, noget jeg faktisk troede, jeg aldrig ville opnå
- jeg er blevet moster endnu en gang.
- jeg er blevet tante og fadder til venindens søde datter
- jeg har fået en vaskemaskine, og opdaget hvor meget nemmere livet er, når man har sådan en
- jeg har på en eller anden måde anskaffet mig tre spiseborde, men kun to stole
- jeg har skiftet adresse fem gange, de første tre skift inden for de samme 500 meter
- jeg har fået masser af venner og bekendte
- blablablablaaaahhh
Alt i alt er der sket rigtig meget, og jeg har haft det fantastisk her i Smilets By. Men jeg glæder mig nu alligevel til at tage fat på det sønderjyske!
tirsdag den 10. august 2010
Slet, slet ikke som fiktionen!
Der var engang et dansk band, som lavede en småk og darjlig kærlighedssang, der indeholdt teksten 'Du er min Rachel, jeg er din Ross'. Ja, det var (dårlige!) Johnny Deluxe, godt husket, men det er ikke dét, det skal handle om nu.
Det, det skal handle om, er kærligheden, de synger om. For selvom vi alle sammen godt véd, (SPOILER ALERT!) at Rachel og Ross faktisk får hinanden, når Venner slutter for altid, så er det sgu da træls for dem, at der skal så mange forviklinger til, før det kan ske. "We we're on a break", giftermål, udfordringer og vejbump, som gør det SÅ umådeligt svært for dem at indse, at de bare hører sammen.
Jo jo, gu er det romantisk med al den kæmpen for hinanden i sidste ende, men altså - havde det ikke været federe for dem, hvis de bare havde haft det topfantastisk fra the get go!?
Jeg ved jo godt, at fjernsyn bliver lavet for underholdningens skyld, og at der ikke er megen underholdning i lykkelig kærlighed, hvor Ross og Rachel bare går omkring og ser forelsket og glade på hinanden, mens alting lykkes for dem. Men det betyder ikke, at jeg ville ønske samme besvær og bøvl i mit liv, som de har i deres.
Faktisk ér det jo ikke så længe siden, jeg lavede et bitterkynisk indlæg om, at den eneste ene er noget fup, og at vi alle vil have det bedre, hvis vi bare kan indse det, og at JEG i hvert fald ikke havde tænkt mig at satse på noget som helst i den retning.
Men så skete det jo. Virkeligheden kom og tog røven på mig.
Jeg ved ikke, hvad det ligner, men snydt blev jeg i hvert fald af det der 'livet'. For hvem er det nu lige, der går omkring med lykkens stjerner i øjne og hjerte for tiden!? Jo, det er sgu da mig!
Og faktisk er vi ingenlunde som Rachel og Ross. Eller jo, han havde jo en kæreste. Han havde jo intet sted at bo. Jeg ville IKKE (!) have en kæreste. Jeg ville IKKE (!) have, at han skulle bo hos mig. Han var for useriøs, for drukfældig, for A-menneske (johow, det er så en fuldkommen valid årsag til at vælge folk fra!), for krølhåret og bare i det hele taget skidemeget helt forkert.
Men så var han pludselig væk, sådan på en 'for altid'-agtig facon, og det var da det værste, jeg i mit (årh, så Metusalem-lange) 31-årige liv har været ude for.
Og så blev vi jo kærester. Og så skulle han jo til Sønderjylland. Og så ville jeg med. Og så fandt vi en lejlighed. Og så fandt vi en løsning på økonomiproblemet. Og så lykkedes alting ligesom bare. Vi flytter om to ugers tid og starter på et helt nyt liv. Sammen. For altid. Og jeg kan ikke vente. For jeg véd bare, at jeg kan leve med den mand resten af mit liv. Han gør mig så glad, han får mig til at le, han gør mig sindssygt frustreret og gal i skralden, og hele vejen igennem elsker jeg ham som ingen anden.
"Du er min Edward, jeg er din Bella."
Ja, det er hæsligt og klamt, men det er sgu bare den skinbarlige (og slightly kliche-inficerede) sandhed. Hvis det ikke lige var, fordi det faktisk for en gangs skyld er mig, MIG!, der svæver rundt med kærlighed i overflod, så ville jeg sgu brække mig af al den kvalmende lykke.
Det, det skal handle om, er kærligheden, de synger om. For selvom vi alle sammen godt véd, (SPOILER ALERT!) at Rachel og Ross faktisk får hinanden, når Venner slutter for altid, så er det sgu da træls for dem, at der skal så mange forviklinger til, før det kan ske. "We we're on a break", giftermål, udfordringer og vejbump, som gør det SÅ umådeligt svært for dem at indse, at de bare hører sammen.
Jo jo, gu er det romantisk med al den kæmpen for hinanden i sidste ende, men altså - havde det ikke været federe for dem, hvis de bare havde haft det topfantastisk fra the get go!?
Jeg ved jo godt, at fjernsyn bliver lavet for underholdningens skyld, og at der ikke er megen underholdning i lykkelig kærlighed, hvor Ross og Rachel bare går omkring og ser forelsket og glade på hinanden, mens alting lykkes for dem. Men det betyder ikke, at jeg ville ønske samme besvær og bøvl i mit liv, som de har i deres.
Faktisk ér det jo ikke så længe siden, jeg lavede et bitterkynisk indlæg om, at den eneste ene er noget fup, og at vi alle vil have det bedre, hvis vi bare kan indse det, og at JEG i hvert fald ikke havde tænkt mig at satse på noget som helst i den retning.
Men så skete det jo. Virkeligheden kom og tog røven på mig.
Jeg ved ikke, hvad det ligner, men snydt blev jeg i hvert fald af det der 'livet'. For hvem er det nu lige, der går omkring med lykkens stjerner i øjne og hjerte for tiden!? Jo, det er sgu da mig!
Og faktisk er vi ingenlunde som Rachel og Ross. Eller jo, han havde jo en kæreste. Han havde jo intet sted at bo. Jeg ville IKKE (!) have en kæreste. Jeg ville IKKE (!) have, at han skulle bo hos mig. Han var for useriøs, for drukfældig, for A-menneske (johow, det er så en fuldkommen valid årsag til at vælge folk fra!), for krølhåret og bare i det hele taget skidemeget helt forkert.
Men så var han pludselig væk, sådan på en 'for altid'-agtig facon, og det var da det værste, jeg i mit (årh, så Metusalem-lange) 31-årige liv har været ude for.
Og så blev vi jo kærester. Og så skulle han jo til Sønderjylland. Og så ville jeg med. Og så fandt vi en lejlighed. Og så fandt vi en løsning på økonomiproblemet. Og så lykkedes alting ligesom bare. Vi flytter om to ugers tid og starter på et helt nyt liv. Sammen. For altid. Og jeg kan ikke vente. For jeg véd bare, at jeg kan leve med den mand resten af mit liv. Han gør mig så glad, han får mig til at le, han gør mig sindssygt frustreret og gal i skralden, og hele vejen igennem elsker jeg ham som ingen anden.
"Du er min Edward, jeg er din Bella."
Ja, det er hæsligt og klamt, men det er sgu bare den skinbarlige (og slightly kliche-inficerede) sandhed. Hvis det ikke lige var, fordi det faktisk for en gangs skyld er mig, MIG!, der svæver rundt med kærlighed i overflod, så ville jeg sgu brække mig af al den kvalmende lykke.
fredag den 30. juli 2010
Endnu mere svamp
Så var det jo, at svigermor foreslog, at vi alle satte os ind i C5'eren og suste nordpå. Ja ja, vi kører da til Rold Skov og finder kantareller! Det har jo også kun været fuldkommen knastørvejr i tre uger, det vælter da nok frem med svampe derude!
Agtigt.
Men af sted tog vi.
Kæreste og jeg sad på bagsædet, og efter rigtig kort tid fik jeg megaspat i bentøjet. Så jeg sad fuldkommen u-reglementeret med benene vidt spredt (og jo, jeg havde skørt på) på svigerfars førersæde og kærestes skød for bare at holde det lidt ud. Og så satte jeg mig til at sove. Og så skulle jeg tisse. Og så var jeg tørstig. Og så anede jeg da bare overhovedet ikke, hvor fårking langt der er til Rold Skov. Og nej, det hænger ikke sammen med, hvor du er i forhold til. Der er bare fårking langt! Punktum.
Endelig kom vi derop, og så skulle svigerne da lige diskutere, om det nu var dér eller dér, de havde fundet svampe sidste gang, de havde været på dé kanter. Hvor de jo havde været i skoven for at se en flyver, som engang faldt ned, da der var verdenskrig. Den var masser af kilometer inde i krat og lusk, så dén droppede vi gudskelov.
Men vi fandt da svampestedet i skoven og indså, at havde vi nu været der på et tidspunkt, hvor vejret havde været fugtigt nogle dage, så havde vi stået og plukket en uges tid. Men nu havde det jo været tørke, så der var måske tredive svampe alt i alt. Og de var tørre. Og nogle af dem var bidt i af vilde (!) dyr.
Vi plukkede rub og stub, undtagen dem, som var for ulækkert ramt af dyrespor, og så kørte vi hjem igen. Og jo, der ér faktisk mindst lige så langt hjem som ud.
Kæreste og jeg lavede frisk pasta til en svampe-spinatstuvning, og vi åd hele den lækre badulje med gode mængder rødvin til. Det var slet ikke så ringe alliwl tørke og trafik taget i betragtning.
Og om natten blev vi vækket af hidsig regn, så nu er der sikkert overvældende mange svampe derude. Men jeg siger IKKE, hvor det er!
Agtigt.
Men af sted tog vi.
Kæreste og jeg sad på bagsædet, og efter rigtig kort tid fik jeg megaspat i bentøjet. Så jeg sad fuldkommen u-reglementeret med benene vidt spredt (og jo, jeg havde skørt på) på svigerfars førersæde og kærestes skød for bare at holde det lidt ud. Og så satte jeg mig til at sove. Og så skulle jeg tisse. Og så var jeg tørstig. Og så anede jeg da bare overhovedet ikke, hvor fårking langt der er til Rold Skov. Og nej, det hænger ikke sammen med, hvor du er i forhold til. Der er bare fårking langt! Punktum.
Endelig kom vi derop, og så skulle svigerne da lige diskutere, om det nu var dér eller dér, de havde fundet svampe sidste gang, de havde været på dé kanter. Hvor de jo havde været i skoven for at se en flyver, som engang faldt ned, da der var verdenskrig. Den var masser af kilometer inde i krat og lusk, så dén droppede vi gudskelov.
Men vi fandt da svampestedet i skoven og indså, at havde vi nu været der på et tidspunkt, hvor vejret havde været fugtigt nogle dage, så havde vi stået og plukket en uges tid. Men nu havde det jo været tørke, så der var måske tredive svampe alt i alt. Og de var tørre. Og nogle af dem var bidt i af vilde (!) dyr.
Vi plukkede rub og stub, undtagen dem, som var for ulækkert ramt af dyrespor, og så kørte vi hjem igen. Og jo, der ér faktisk mindst lige så langt hjem som ud.
Kæreste og jeg lavede frisk pasta til en svampe-spinatstuvning, og vi åd hele den lækre badulje med gode mængder rødvin til. Det var slet ikke så ringe alliwl tørke og trafik taget i betragtning.
Og om natten blev vi vækket af hidsig regn, så nu er der sikkert overvældende mange svampe derude. Men jeg siger IKKE, hvor det er!
Abonner på:
Opslag (Atom)