Status

Engang var det 1. december, og jeg kom med en opskrift.

Så tænkte jeg, at det da var ALLE tiders bedste idé i hele verden, hvis jeg nu bloggede hver dag frem til jul!

Men så blev det den 8., og det eneste jeg var kommet på, var en skide elfyourself-video.

Life happened.

Praktik tog masser af min tid. Tekstarbejde på reklamebureau er sjovt og spændende. Og så krævende, at jeg pludselig sov så utroligt meget, at der næsten ikke var tid til andet.

Og så blev jeg syg.

Og så var det jul. Med masser af sne, familie og rejsetid frem og tilbage.

Og så var det nytår. Med fuldskab, netstrømper, kort kjole og godt humør.

Og midt imens det hele foregik, var min far så umådeligt syg, at han kaldte sine døtre hjem, fortalte os, at det vigtigste i verden er kærlighed og aldrig at gå sur i seng. Og så græd vi alle sammen og tænkte, at nu var det slut.

Men så fik han det faktisk bedre. Pludselig kunne han trække vejret uden iltmaskinen og atter gå i bad uden assistance. Fabelhaft.

Grundlæggende er han stadig lige syg, men nu har han det bare lidt bedre. Sådan nu og her-bedre. Og det glæder vi os utroligt meget over. Vi svælger faktisk lidt i det.

For vi véd godt, at der kommer flere infektioner, som vil tage luften fra ham. Og i sidste ende livet. Og vi har affundet os med det. Accepteret, at vi må tude og skrige, men ikke kan gøre jack shit ved det. Så vi nyder, at han bare lige har det ok og måske snart kan spise lidt mad igen. Jæs.

Livet fortsætter jo. Jeg blev syg igen, er forkølet og udmattet for evigt. Men livet fortsætter, og jeg fortsætter jo med.

So there.

Godt nytår til alle. Jeg håber så inderligt, at I forstår og formår at nyde det. Det ér priceless.

Have a good one!

Nnnnnnnnnnnnnnuuuuu' det JUL igen!

Og jeg elsker det. Så derfor - fra mig til jer! JULEGLÆDE!

UH spændende!

I dag har jeg gjort noget, jeg ikke har prøvet før. Jeg har - efter forholdsvis sparsomme anvisninger fra verdens dejligste Tuberkulose - lavet iransk mad.

Alle vi Kagedåser var jo til Tuberkulosens fødselsdag for en tid (aaaaaaaalt for længe!) siden, og da serverede hun det lækreste, iranske måltid for os. Siden har jeg plaget og plaget og plaget (man ér vel yngste søster - og efternøler oveni!) for at få en opskrift, men det har ladet vente på sig, har det.

I dag huskede jeg så, at de kyllingelår, jeg havde hevet ud af fryseren, jo var fuldkommen perfekte til det der iranske kød-grøntsags-tomat-snask, som vi fik hin oktoberdag. Mail sendtes og besvaredes. Ak. Det var lidt løse instrukser. Men det var jo mad, så hey, hvor galt kunne det gå med MIT fine intellekt og ååååårelange erfaring med gryder og skeer!?

Og det gik bare slet ikke galt.

Faktisk vil jeg sige, at det gik supergodt. Selv Kæreste var godt tilfreds, og han er ellers slet ikke til ris. Men joeh, se så. Iranske ris, dét duer!

Her er noget, der ligner en slags forloren opskrift-wannabe, så kan du selv forlyste dig, hvis du skulle få lyst! Jeg sir dig, det er GODT!

Fire kyllingelår (eller hvor mange man nu lige har) brunes i en tykbundet gryde. Samtidig steges nogle løg på en pande (evt. med gurkemeje, det havde jeg så ikke), og løgene tilsættes kylleryllerne, når disse er brunet. Hak nogle cherrytomater (eller de der nymodens, utroligt smart dadeltomater, det gjorde jeg) og hæld i gryden sammen med et bette drys stødt kanel. Jeg brugte måskemuligvis en halv teskefuld.
På panden brunessvitsessteges nu nogle skiver af aubergine (som jeg aldrig før har kunnet lide! Iransk aubergine FTW!) og squash med noget salt og peber.

Skiverne smides også i gryden, når de er godt brune og stegte. Herpå kastes - eller hældes, hvis du skal være sådan en forsigtigper - en dåse flåede tomater i gryden sammen med noget koncentreret tomatpuré.
Jeg har ingen anelse om, hvorvidt det på nogen måde er originalt at gøre sådan, det var bare lige, hvad jeg gjorde.
Tuberkulosen kom med en løs opskrift, der levnede god plads til mine improvisationer, så jeg improviserede derudad.

For eksempel rodede jeg hele skabet igennem uden at finde så meget som et eneste lille korn af gurkemeje (det er vist røget ud i sensommerens flytteoprydning, fordi jeg aldrig brugte det, little did I know) men til gengæld fandt jeg så noget hel koriander og hel kardemomme. Så i med noget af det. Måske en halv teskefuld koriander (som man nok med fordel kunne støde i sin morter) og tre-fem kapsler kardemomme (som man måske også kunne støde, de er megetmegetmeget aromatiske og fulde af krydderbollesmag, når de lige lander mellem kindtænderne midt i gryderetten, skulle jeg hilse at sige) dingles i gryden, og der røres lidt forsigtigt rundt.

Det var meningen, grøntsager og det hele skulle ligge i lag, men det går sgu lidt fløjten, når man opdager, at det slet ikke er salt nok, og derfor ligesom er nødt til at drysse salt i OG røre, så det ikke kun er lige toplaget, der saltes.

Der røres, koges under låg (svag varme) og ventes spændt med god duft i næsen i omkring halvanden time. Så er man nemlig helt sikker på, at alle salmorellaerne er døde, og at kyllingen er så dejligt mør, at den der bruskknop på toppen af låret, simpelthen koger af benet og bare svupper lyksaligt rundt i sovsen. Og kødet er smørlækkert og falder fra knoglen lige så nemt, som man kan falde ned af stolen midt i arbejdstiden.

Det ligner lidt noget, der er løgn, men I guder, hvor smager det fremragende.



Og det var kun den ENE del af måltiden! Jo jo, der er skam mere....

....hos Tuberkulosen havde vi nemlig fået ris til maden. Og ikke bare ris. Men ris med kartofler i bunden! Kartofler, som sammen med det nederste af risen var blevet helt sprøde og lækre i bunden af gryden. Og selvom Kæreste ellers forsager ris, som jeg forsager sambuca efter en lang - og sjov! - nat, så bestemte jeg, at vi fandme skulle have ris!

I gang med google og læselæselæse. Og opdage, at den slags ris er lidt omstændigt at lave, når man ellers bare plejer at hælde ris i gryden, vand til det "er nok" og så ellers koge ti minutter og hvile ti minutter. Sådan laver man ikke iranske ris.

Næh.

Man tager sine ris og skyller dem.
Så stiller man dem i blød i 15-30 minutter (alt efter opskrift).
Herefter sættes vand i kog, ris tilsættes og koger KUN 4-5 minutter, så de lige er bløde udenpå, men hårde indeni.
Det hele hældes i en sigte, risene skylles.
Godt med olie hældes i gryden, skiver af kartoffel (cirka en centimeter tykke) lægges i olien, risene hældes i (uden at MASE dem, meget vigtigt!), noget vand hældes ved, lufthuller laves i risene med en grydeske (eller hvad man nu lige har, jeg brugte den gale ende af en langskaftet teske) og et viskestykke pakkes om låget, før dette lægges på.

ENDELIG tænder man på fuld skrue, men holder øje (!), for når det damper ud af gryden (eller efter et par minutter) skruer man ned på en enkelt og lader risene stå i tyve minutters tid. Eller til de er færdige. Mine skulle have haft lidt længere, ak.

Som der stod i en af opskrifterne, kræver det lige lidt tilpasning og nogle ganges riskogeri, før man har den, men NÅR man har den - så ELSKER man den og spiser aldrig ris på anden vis igen. Og jeg kan godt mærke, at selvom jeg ikke lige har den, så er jeg allerede loren ved tanken om almindelige, kedelige ris alliwl.

Ris og kartofler kyles på tallerkenen (jo, forsigtigper, du må gerne bare lægge det hen på tallerkenen lige så fint og stille) og sovs med kylling, grøntsager og kartofler køres ud over det hele. Og så guffer man ellers bare.

Og jeg skal da love for, at man guffer. Det er virkelig lækkert. Både sødt og kraftig, godt og krydret. Og med auberginer, som selv jeg kan lide.

Og det bedste af det hele - der er nok til i morgen!

Flere grænsefordele!

Noget af det bedste ved de der Tysklandsture er slet ikke colaen, de store mængder bom eller samvær med kæresten.
Det er de uhørt gode tilbud.
På dametoilettet.
Af alskens slags.

Se bare! For blot 4 sølle € kan man vælge én af disse gode, dejlige og utroligt praktiske sager:



Jaeh, jeg sagde jo, det var værd at køre efter!

Ak ja, ak ja.

Vi er noooogen, der er flyttet tæt på grænsen. Ja, altså den til prøjserne, ikke svensken, ham må I godt beholde selv derovre i Köpenhamn. Og det gør I så. Så tager vi bare til Deutschland og sjåpper.

Vi har boet hernede et par måneder nu - og STORtrives! - og i den tid har vi været nogle gange syd for grænsen. Og jeg har slet ikke noget pas! Uhu, vi lever på kanten, gør vi! *

Nogle gange har jeg for eksempel lige fået penge tilbage fra eksen og så er jeg ikke helt til at styre, vil købe både vodka, rom og slik og vin. Andre gange er jeg mere nøjsom. De andre og nøjsomme gange bliver det så som regel kun 700 kroner im Supermarkt dernede. De svulstige gange passerer vi snildt de Tausend. Også de to.
Uha.

Nå - videre.

Nede i det der Tyskerland har de mange spændende ting. Kæreste har således slæbt solæg (på glas) og sauerkraut (på dåse) med hjem dernedefra. Og jeg har slæbt French's sennep (hvilket er roughly samme pris som på amerikanernetshops herhjemme), Altoids og Big Red med hjem. Plus diverse ukendte sager. Som nu for eksempel Scho-Ka-Kola.

Schokolade.
Kaffee.
Kolanuss.

What's not to like!? Nåjo, vi glemmer jo, at det er MIG, der er tale om.

First things first: SE!

SE lige den her indpakning! Jeg ville have skrevet dåse, for det er en dåse, men det giver bare alt for mange forkvaklede jokes levetid, og dét er bare så langt fra mig! Så vi skipper dåsen. Bortset lige fra SEEEEE den! For den er så fin.




Og ja, jeg købte den lidt, fordi det hedder Scho-ka-kola. Det ér sgu da smukt, at man kan lave og sælge sådan et produkt! Og så også fordi det jo indeholder både chokolade og cola. Og jeg ér jo den erklærede colaholiker, så altså...
Kaffe/koffein virker godt nok ikke på mig, men det skal jo ikke afskrække den kulinariske kækhed, og slik ér jo slik, ikå!

Så formedelst 14,91 gode danske kroner købte jeg denne fine dåse med det pureste guf.

Bortset fra - og her kommer det - det ér jo mig. Som jeg har nævnt før. Og hvordan er det nu, det er med mig? Jo, jeg kan jo ikke have chokolade, der faktisk har et anstændigt indhold af kakao. Lys Marabou er alt rigeligt til mig, bliver det mørkere, melder bitterstofferne sig, og min mund tørrer ud og snerper sammen som en hønes sure røv. Jeg. Kan. Ikke. Lide. Det.

Så hvor stor tror i, skuffelsen var, da jeg åbnede dåsen og blev mødt af synet - og den kendte, bitre lugt! - af dette!?


Stor. STOR. Sir jeg bare.

Lårdetyskerslik.


....men dåsen er nu så fin. Så når nogle gæster en eller anden dag (måske den 12. december) har ædt al chokoladekaffecolastykkerne, SÅ har jeg en fin, rund dåse til. Ja altså. Til et eller andet. Ikke. Småpenge til indkøbsvogne i Tyskland frekkesempel. Jow jow.





*Jeg véd godt det der med Schengen, og man behøver ikke pas, men man behøver billedlegitimation, som vi danskere så ikke har andet end i form af passet. Og det gælds alser ik mere. Nå.

Yndlings

Uanset hvor jeg er, hvad jeg laver og hvordan jeg har det, bliver jeg altid i et lidt underligt og helt bestemt humør, når jeg hører "The Odd Couple" med Gnarls Barkley. Årsagen er, at jeg hørte den plade igen og igen og igen, imens jeg første gang læste Neil Gaimans fabelagtigt fremragende roman "American Gods".

Som navnet antyder, handler bogen om guder. Og i særdeleshed amerikanske guder. Hvilket i dette tilfælde er guddomme som kreditkort, tv og berømmelse. Og så handler den om alle mulige guder fra 'det gamle land', hvilket vil sige en god, blandet håndfuld europæiske og afrikanske guder, gudinder og guddommeligheder. Og en helt almindelig mand, som pludselig må lære, at verden indeholder meget, meget mere, end han nogensinde har kunnet forestille sig.

Jeg var fuldkommen bjergtaget, da jeg læste bogen. Blev suget ind i et univers og en verden, hvor det ikke var usandsynligt, at guder gik omkring på jorden, at de har en bagside af vores verden, som vi ikke kan se, at de færdes iblandt os og påvirker os og fylder vores liv med magi og spændinger. Det var simpelthen ganske indlysende, at det er sådan, verden er. I hvert fald mens jeg læste bogen.

Normalt er jeg ingenlunde religiøs. Jeg anser det for at være endog meget, meget usandsynligt, at der skulle findes en gud. Men da jeg læste denne roman, opdagede jeg, at mit syn på det ændrede sig. For hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre!?

Jeg læste bogen en sommer, som jeg husker for at være lang og varm og fuld af dejligt solskin. Jeg skrev eksamensopgave til langt ud på natten med åbent vindue. Jeg boede i et værelse ved Botanisk Have. Jeg havde det som den famøse blomme i ægget.

Og så lærte jeg altså Neil Gaiman at kende. Jeg havde hørt flere omtale ham som lidt af en fantastisk forfatter, og da den engelske udgave af "American Gods" kun kostede 130,- kroner, satsede jeg og købte bogen. Og du godeste, hvor blev jeg glad for det.

Bogen gjorde et uudsletteligt indtryk og er efterhånden blevet min absolutte yndlingsbog. Og der har ellers været nogle kandidater. Men "American Gods" kan jeg altid læse.

Lige for tiden kan jeg dog ikke, for min veninde har lånt den. Jeg har nemlig for vane at prakke andre mine gode læseoplevelser på. Og det er fint, jeg elsker sådan, når folk får lidt af min store oplevelse. Men det er også lidt forbundet med noget andet. For nu er jeg kommet til at sætte "The Odd Couple" på afspilleren, og nu savner jeg altså bogen. Savner Wednesday, savner Shadow, savner Whiskey Jack og dem alle sammen.

Dem alle sammen.

"The Odd Couple" var stort set den eneste plade, jeg hørte hele den sommer. Ej, det er jo løgn, men det er den, jeg husker bedst. Netop fordi den hænger så uløseligt sammen med bogen. Jeg kan ikke læse bogen, uden at høre musikken. Jeg kan ikke høre musikken uden at tænke på bogen.
Den plade kørte i fast rotation hele sommeren og hele vejen igennem "American Gods".
Også næste gang jeg læste den. Og jeg ved, at jeg også kommer til at høre den, næste gang jeg læser bogen.

Og det bliver så snart, jeg får den tilbage.

Træt med træt på

Jeg er startet i praktik. Jeg er gået direkte fra su-lad dagligdag til maks spænding med koncentration og arbejde i tiiiiimevis. Og det kan ses. Jeg har nu rander og poser (på størrelse med de blå fra IKEA) under øjnene. Det har jeg aldrig haft før!
ALDRIG!

Følsomme kæreste sagde 'Skat, du er 32!', da jeg peb og klagede mig.

Og så så vi ellers Jørgen Leth. Han kan jeg stadig ikke lide. 'Det Erotiske Menneske' er en gang navlepilleri, og jeg gider ikke se den igen.

Åh, jeg er så træt, så træt, så træt hele tiden. Og her skal ryddes op og gøres ved, fordi jeg faktisk IKKE er 32 endnu, men blir det på lørdag, og i den anledning får den pukkelryggede på besøg.

Manner - hvor kan man leje en standin?!?