Twitterlove

Vi kender alle til at have en dårlig dag. Nogle dage er topfjong og andre knap så fjong. Atter andre er fuldkommen elendige. Og på de dage er Twitter ganske dejlig at have med sig.

Skriver man på Twitter, at man har en ægte møgbelortet off day, er der straks nogen, som skriver, at det sgu da er træls og ønsker bedring og godt humør. Nogle gange er der endda folk, som sender sjove links og gejl, som måske/måske ikke kan hjælpe på det elendige gemyt.

Og i virkeligheden ved jeg jo godt, at det er fuldkommen effortless for andre at skrive "Håber, det snart arter sig bedre" på Twitter, når man piver.

Og jeg ved godt, at det er så nemt som 1-2-3 at skrive, det er træls for andre, hvis de skriver, deres bedstemor eller nabo er død.

Eller hvis der er andet, som giver anledning til gråd og tænders gnidsel.

Eller. I. Det. Hele. Taget.

Men jeg ved også, at når jeg skriver "Sikke noget lort" og giver udtryk for medfølelse med mine tweeps, så mener jeg det faktisk. Så håber jeg, og ønsker for de andre mennesker, at de må klare sig fint igennem hvad det nu er, de kæmper med.

Og helt naivt går jeg ud fra, at de har det på samme måde, når de skriver sødt til mig. Og uanset om de har, så varmer det mit bette hjerte, når så mange lader til at tage del i min daglige skærmydsler med syg far, jobsøgning og andet lård.

So there.

Twitterlove er måske nok gemt bag masser af afstand, binære systemer og fejlskøn. Men det er fandme rart!

Potato Tomato

Forleden, da jeg var ude at tisse (nejnej, det handler ikke om tis, der kommer jo kun regnbuer og rosenduft ud af mig!), blev jeg endnu en gang ramt af umådelig irritation over et af hverdagens virkeligt store, omfangsrige og belastende fænomener.

Kæreste havde IGEN efterladt rullen med så lidt papir på, at end ikke Cirkeline kunne have brugt det som klap for øjet.

Så IGEN smuttede jeg den tomme rulle af. IGEN kastede jeg den ud i køkkenet (som er på den anden side af badeværelsesdøren). Og IGEN hængte jeg en ny rulle op.

Alt imens jeg bandede for mig selv, at det sgu da for fanden er pisseirriterende, at han da ikke bare kan sætte en ny rulle på, når der næsten ikke er noget papir tilbage på den gamle.

Jeg vrissede og vendte mundvigene nedad og øjnene opad og hængte så toiletrullen op, som den skal hænge, med flappen nedad.

Jeg så lidt på rullen og kom i tanke om noget formildende; i det allermindste vender han ikke hele tiden rullen, når den hænger med flappen indad.

Sådan som jeg faktisk gør, hver gang han har hængt den med flappen udad.

Ahem.

Spis Bed Elsk

Nåja, jeg er jo ikke så meget for det der med at bede, som jeg før har været inde på. Og lidt på trods af at jeg for tiden har ret meget, jeg kunne bede for. Eller om. Men jeg gør mig ikke i den slags, jo.

Alligevel har jeg læst bogen Eat Pray Love af den yndige Elizabeth Gilbert fra de store stater mod vest, hvor en hverdagskontakt til Vorherre er lidt mere almindelig, end den er for mig.

Først og fremmest tiltalte titlen mig. Både spisning, bøn og kærlighed er ting, jeg kan se fornuft og godhed i. Og de to af sagerne er noget, jeg er rigtig, rigtig god til. Ydermere så jeg en trailer til filmen en dag, jeg var i biffen, og hvad var underlægningsmusikken? Dog days are over med Florence and the machine. Og jeg ér bare så utroligt glad for Florence, og så måtte jeg jo læse bogen, når den slags musik kunne være passende.

Og apropos passende havde jeg lige et gavekort til Arnold Busck, så jeg tumlede hen i butikken og flåede Eat Pray Love ned af hylden og hen på disken. Og den var endda billig, kostede mindre end 100 bobs. Alt i alt lovende.

Bogen er, som titlen kunne antyde, delt i tre; Spisedelen, bededelen og elskedelen, 36 kapitler i hver. Spisedelen foregår ret meget i Italien, og det handler meget om at give sig hen og nyde de dejligt syndige kulhydrater, som pasta, brød og pizza indeholder så mange af. Uden at føle skyld bagefter! Jeg kunne sagtens relatere og fløj igennem Spisedelen på nulkommafem.

Så kom bededelen. Den foregår i en ashram i Indien og er meget stille og indadvendt. Her gik jeg i stå. Ms. Gilbert har store problemer med sit eget selv, sine tanker og meditation. Der sker ikke så meget, og det meste af det, der faktisk sker, sker inden i Liz selv. Det var egentlig ikke så spændende som at høre om god, italiensk mad.

Efter et par måneder forsøgte jeg mig dog igen, og da var det ligesom nemmere. Nu var jeg også selv et sted, hvor åndelighed og faders sygdom spillede en stor rolle for mig, så måske var det dét, der skulle til. At jeg selv manglede styrke indefra, som Liz gjorde det i bogen. I hvert fald fik jeg læst det og kom videre til Elskedelen.

Og her blev det faktisk ret interessant. Denne del af bogen tangerer en antropologisk fortælling om livet på Bali, som jeg intet vidste om. Spændende! Og så opstår der noget kærlighedsforhold, som faktisk også var ret godt. Jeg kunne i høj grad relatere til det der med at være bange for at give slip og miste en balance, man langt om længe - og med stor møje og besvær - har fundet i sig selv. Så den del fløj jeg også igennem.

Forleden så jeg så filmen. Hvor Julia Roberts faktisk er begyndt at vise alderstegn, hun ser sgu sådan lidt 'Åh, gud mine tvillinger har slidt mig lidt ned'-agtig ud. Og så ved jeg ikke lige, hvad der sker for hendes overlæbe, der ser lidt for restylanet ud. Nok om hende.

Det er lidt blevet et standardsvar, når film bygger på bøger, at bogen er bedre, fordi den indeholder mere. Min helt personlige holdning er, at det er forskellige medier, som kan hver sin ting. Og hvis man laver filmen efter bogen med dét in mente, kan det gå rigtig godt. Som nu i min yndling Nordkraft. Bog og film er meget forskellige, men meget gode.

Det samme kan ikke helt siges om Eat Pray Love.

Bogens historie foregår så meget inde i forfatterinden, at det er svært at skabe en helstøbt film, som fremviser bare lidt af det. Og det lykkes heller ikke. Filmen er simpelthen for overfladisk, den skøjter hen over dit og dat, og vi får slet ikke et ordentligt indtryk af vor protagonist, som må gå så grueligt meget igennem, før hun kan finde sig selv og sin plads i verden.

Så jeg vil bare sige, se filmen og glæd dig over den. Men læs bogen og find glæde i hjertet og sjælen. Ja.

Fundet!

Ja, de fandt ham jo. Holger. Den lille dreng, som blev væk (nej, det var mor, der blev væk, siger Holger) i Tranum. Hvor fanden i alverden dét så er henne. Ja, de fandt ham. Min kommentar til sagen kom på Twitter, hvor jeg skrev "Selvfølgelig fandt de ham, det er dét, det går ud på!" med slet skjult henvisning til serien af bøger, hvor man på tegnede sider fyldt med alskens vilde væsner skal finde Holger, som altid har hue og briller på.

Jo, den bette rødhårede knægt blev fundet, og hele Danmark gik i massepsykose. Ih og åh og da især uh. For hvad KUNNE der ikke være sket sådan en nat i skoven!

Selvfølgelig var det trist og forfærdeligt, at han blev væk.

Og gu fanden var det da fantastisk og smukt, at han blev fundet.

Men det er så det.

Han har ikke fundet en kur mod kræft. Han har ikke løst sultproblemerne i verden. Han har ikke engang sin jakke rigtigt på.

Jeg er sådan en, som normalt har utroligt let til tårer. Jeg har præsteret at smågræde på en restaurant, fordi en gæst ved et af de andre borde blev rørt og græd over noget, som hans døtre gjorde. Jeg græder hver gang, jeg ser Find Nemo. Og jeg har set den +20 gange. Jeg har sågar grædt til en Merci-reklame. Ok, så tog jeg også en graviditetstest for bare lige at se, om der var ugler i mosen, men nej, jeg ér sgu bare sentimental og blødsøden.

Holger har bare ikke rørt mig.

Måske er det, fordi jeg har så meget om ørerne for tiden. Døende far, manglende indtjening, et hjem langt væk fra folk, jeg holder af. Og så videre.

Måske er det bare, fordi det ikke ér så stor en fåking deal. Børn blir væk og blir fundet hele tiden. Hver dag. Og det er endda småting, sådan i the big scheme of things.

Det var godt, de fandt Holger. Men det ér altså ikke det, der får jordkloden til at dreje rundt. Heller ikke her i bette Danmark.

Gamle dage

Dengang jeg var lille, havde radioen et søndagsprogram, der var lige i øjet. Eller øret. Om man vil.

Det hed Hot Og Sweet - ikke hot and sweet, for sådan var det ligesom ikke i 80'erne - og de spillede jazz og big band musik.

Det var Glenn Miller, det var Count Basie, det var lutter evergreens og god stemning. Og så ind imellem noget af det der jazz, hvor de lader tonerne løbe fra dem, når de spiller trompet. Truttelut-jazz blev det hurtigt døbt af hele familien, som ikke var så glade for lige dén genre.

Det er mange år siden P3 droppede at have den slags programmer, og det findes heller ikke på nogen af de andre kanaler, som DR råder over.

Men!

Ude på det store internet findes der virkelig, virkelig mange forskellige radioer, som man kan lytte til.

Rat Patrol Radio, Big Band Cantina og jazzradio.com spiller masser af den slags dejlige HotOgSweet-musik.

Så kan man sidde på en helt flad onsdag formiddag og være tilbage i sin fars køkken, da man var 10, og tænke på rundstykker, blødkogte æg, solskin og et simplere liv, hvor det værste, man skulle tage stilling til, var, om man skulle hjem før eller efter, Dollars blev vist om eftermiddagen.

Jeg døde ikke. Denne gang.

Nå. Men jeg er her stadig. Og jeg har faktisk sovet i nat. Ingen Davy Jones kom og tog mig. Det er faktisk næsten skuffende.

Jeg hørte dog lyden. Men det var i morges, hvor det allerede var blevet lyst. Og så var det faktisk så udramatisk og fjollet, at jeg ikke engang gad se efter, hvad det var. Måske også lidt, fordi det faktisk ville have betydet, at jeg skulle hente briller eller linser for at kunne se noget som helst. Og så var jeg jo blevet alt for vågen. Så jeg vendte mig om og sov videre.

Og nu finder ingen vel nogensinde ud af, hvad lyden var. Hvis det er et spøgelse, må det sgu lige step up og gøre noget nyt.

Til gengæld kan det jo være, jeg dør af fedt om hjertet en gang i løbet af dagen. Jeg udnytter nemlig, at ham, som synes, man ikke kan spise kage til morgenmad, ikke er hjemme, og derfor får jeg muffins til morgenmad.

Og hey, der er sgu da både havreklid og -gryn i. Det er da helt sikkert nok til at opveje den halve pakke smør!

Nej, jeg tror sgu da heller ik på nisser!

Egentlig tror jeg slet ikke på spøgelser. Ånder, genfærd og den slags, not a chance. Det er simpelthen for usandsynligt. Og så gør det mig bange.

Så det findes ikke. Bum færdig.

Men mange af dem, jeg kender, tror på det. Og de fortæller glad og gerne om det ene og det andet, som de har oplevet med åååånderne. Min svoger, som mistede sin far i december, har fortalt, hvordan han har 'mærket' farmand i sommerhuset, når han har været der alene. Kæreste fortalte, at hans mormor cirka en uge efter sin død havde været i hans værelse. Helt uafhængigt fortalte hans bror forleden om sin egen oplevelse af præcis det samme. Svogers søster har også mærket farmands ånd i nærheden. Og sådan blir de ved. Og ved. Og ved

Den Lille Skeptiker (TM) sidder imens med korslagte arme og siger stædigt "ARRRRRHH, den må I længere ud på landet med!"

Og forsøger virkelig meget på ikke at komme til at tro bare lidt på det. For så! SÅ! Ja, enhver ved sgu da, at hvis man først tror på lortet, så vælter det ind med spøgelser og gespenster, som overtager ens liv. Og det gider jeg jo ikke.

Men så var det osse.

Ja, så var det jo, at jeg vågnede i nat. Af en lyd.

Nogle gange, når ting som glas, kopper eller bestik, ligger tæt op ad hinanden på et bord, kan man høre, hvordan tingene rammer hinanden, når nogen går forbi bordet. Det var den slags lyd, der var i nat. I mit soveværelse. I bælgravende mørke. Pfffffrrrrrlllp.

Samme lyd, med samme antal gentagelser hver gang.

Jeg satte mig forsigtigt op i sengen uden at lave den mindste lyd. Og så holdt lyden op.

Så måtte jeg jo lægge mig igen, og forsikrede lige den indre knap-så-skeptiske, at det helt sikkert var væk nu. Og måske endda noget, jeg bare havde drømt.

Pfffffrrrrrlllp sagde det så. Igen. Med samme rytme og antal som før. Og jeg satte mig hurtigt og larmende op i sengen igen, hvad ér det for noget!?

Samtidig kiggede jeg så på clockradioen, og den viste, at klokken var 4.44.

Oh holy fuck, tænkte jeg, og var nok lidt ved at gå i en stille form for natlig panik. "Det er min far! Min far er død. Nu kontakter han mig!"

Jeg døde lidt af skræk. Besindede mig og i stedet for at få hjertestop, vækkede jeg Kæreste. Han mente, det var en fugl.

Men han må jo være døv. For enhver kunne høre, at lyden for fanden kom fra henne ved døren. Det er overhovedet ikke tæt på udenfor. Det er IKKE en fugl.

Min veninde siger, at det er noget med tentakler. Og jeg har godt set de der piratfilm med Mr. Depp, og jeg kan kun alt for levende forestille mig, at Davy Jones' tentakler kan lave den slags lyd, som jeg hørte. Pfffffrrrrrlllp.

Ganske snart skal jeg i seng. Og jeg er alene hjemme i nat. Hvis jeg aldrig mere blogger, så husk at fortælle en eller anden myndighed, at de skal tjekke mit soveværelse for saltvand, når jeg er død. Og måske spist. Det sagde veninden nemlig osse, jeg ville blive.