Angst og bange

For snart en uge siden ringede min søster til mig og sagde, at nu måtte jeg ikke blive bange. Når hun ringer og siger sådan, bliver jeg meget bange meget hurtigt.

Det var mandag morgen, jeg var på vej til uni, og hun fortalte, at min far var på vej til hospitalet. Han havde døjet med feber i en uge, det var blevet til hosten, rallen og generelt besvær med at trække vejret. Diagnosen lød på lungebetændelse, og han skulle straks indlægges.

I løbet af mandagen tog de alverdens prøver og fandt ud af, at det ikke blot var lungebetændelse, men at en grim lille satan ved navn legionella har ligget på lur i et vandrør, da farmand var på ferie i østen for nylig, og har trængt sig på i hans lunger, hvor den nu boede og havde en fest med at gøre livet rigtig surt for ham.

Legionella er en alvorlig sag. Heldigvis er der ikke ret mange, som får det i Danmark, men hvert år ér der en række tilfælde. Og i nogle af dem ender det med dødsfald. Selv efter behandling.

Dét er i sig selv en bekymring værd. Men oven i det kommer, at min far for fire år siden havde leukæmi og gennemgik et år med flere kemobehandlinger, som påvirkede hele familien, som gik i åndeløs spænding med angst inde på livet. I et år prøvede vi hver især at opretholde en form for hverdag, mens vi gik og var pissebange for, at miste en mand, en bror eller en far. Han blev rask og vi kom alle videre.

Men legionellaen har bragt mig lige tilbage på firkant nummer 1. Jeg er igen pissebange for at miste min far. På grund af kemobehandlingen er hans immunforsvar stadig ikke helt i top, og kommer det aldrig, og han er derfor, det man i medicinsk forbindelse kalder 'ældre og svækket'. Og det er netop dém, som dør af legionella.

Sidste melding fra hospitalet er, at han nok gerne må komme hjem et par dage i påsken. Så helt slemt kan det vel ikke være. Men jeg er pissebange ganske uanset. Først når han, igen, erklæres rask vil jeg kunne slappe den mindste smule af.

PS - det er derfor, bloggen ligger lidt stille...