lørdag den 19. september 2009

Pas på sagerne

Jeg er ikke en af verdens mest pertentlige eller ordentlige mennesker. Jeg har sådan nogenlunde tjek på de ting, jeg skal huske, regninger, lektier og den slags, men mit skrivebord ligner altid Amager Lortemølle, og jeg skal sådan kante mig frem til det uden om diverse sager og ragelse, som fylder op.

Alligevel har jeg altid vidst med sikkerhed, hvor mit pas var. Da jeg jo ikke er rigtig ordentlig, er det ikke sådan, jeg har ligefrem har arrangeret og aftalt med mig selv (eller andre), at "denne her skuffe, er bare dér, hvor jeg for tid og evighed vil opbevare mit pas."

Jeg har bare altid haft en form for orden i mit lille kaos, og vidst, hvor det nu lige var, jeg så det sidst. Og passet bruger man jo ikke sådan i tide og utide, så det har bare ligget stille samme sted.

Men hvor?

Sagen er, at jeg snart skal ud at rejse og nu ikke har den fjerneste idé om, hvor passet befinder sig. Min mor, og andre skægge mennesker, vil sikkert sige, jeg skulle have PASset bedre på det. Men jeg vidste jo, hvor det var!

Lige indtil jeg ikke vidste det. Som er nu. Derfor bruger jeg en tømmermændslørdag på at rende rundt til små afkroge i lejligheden og glo der. Bag bøgerne på reolen, i skufferne med sengetøj og håndklæder, i alle papirerne fra sidste semester. Og forrige semester, for man ved jo aldrig...

Hvis du var mit pas, hvor ville du så ligge og fnise og gemme dig for en rejsefeberramt mig?

6 kommentarer:

  1. Undskyld mig lige, hvad fanden er Amager Lortemølle???

    SvarSlet
  2. Det ligger i skuffen ved servanten hahaahha

    Du må rydde alt igennem med en bobcat.

    SvarSlet
  3. Jeg tror næsten ikke, Amager lortemølle ér noget. Det er et udtryk, jeg har fra en af min søsters eks'er. Jeg elsker Amager, men elsker altså også dette udtryk.

    ....måske i gamle dage var der noget, der faktisk hed sådan. Altså i rætti gamle dage, hvor man jo dumpede hele byens lort og skrald derude....

    SvarSlet
  4. Jeg ville ligge i din rygsæk eller taske eller hvad du nu bruger når du er udenlands. Alternativt ville jeg gemme mig i bunken af Vigtige Papirer (eksamensbeviset o. lign.)
    Eller måske i kommoden i entréen. Hvis du har so ein Ding.

    SvarSlet
  5. TBS du overvurderer mig. Tak, men nøjh, hvor rammer du skævt, når du formoder, jeg har en bunke med 'Vigtige papirer' - for jeg har mange! Og kommoden i entreen er faktisk næsten tom. Der ligger en stor bøtte WD-40, for den slag skal man jo have. Og nogle småting, som f.eks. min gyldne taske, som blev væk OG fundet på Roskilde Festival. Og nogle kondomer. Og batterier. Og andre ting, som egentlig ikke er vigtige. Pas og den slags, det smider jeg til gengæld væk.....

    SvarSlet
  6. Jeg har TÅRNhøje forventninger til dig på alle områder - så en lille overvurdering i ny og næ er, hvad man må forvente :-) Glad for at du fandt passet, så vi kan få vores egen lokum-import

    SvarSlet