Sommer på landet

Vi bor allerlængst ude i Århus V - næsten da.
Der er i hvert fald marker lige for enden af vores blokke, så lidt langt ude er det jo. Og her til aften, da jeg kom hjem på Kitte Kry (vi elsker stadig de nye dæk!), duftede der af sommer. Sommer dufter i dette tilfælde af mark og dug. En helt speciel og dejlig luft, som strømmer én i møde, når man triller ned af bakken.

Årh, det er noget af det bedste i verden! Jeg elsker sommer. Eller når der dufter af sommer.

Og i øvrigt er mine chiliplanter så småt ved at rette sig op. Alles gut!

Plante-sæk

Ja, det er mig, jeg snakker om i overskriften.
Jeg brugte nemlig forårets dejlige jævndøgn til at plante nogle chilifrø, fordi den gode Sif sagde, at så var gudinden med projektet.
Og sørme ja, i går plantede jeg nogle laaaaaange, fine chiliplanter fra deres bolig i en overskåret mælkekarton og hen i en ægte potte. Nu står de så fint på altanen, sammen med timian og rosmarin, og venter på, at tiden skal gå, så de kan belønne mig med masser af frisk og fyrig chili sommeren over. Og formentlig også vinteren over.

De hænger godt nok en smule lige nu, men jeg regner med, at de retter sig lidt, når de lige finder fodfæste i pottens jord. Hvis nogen ved, at det ikke er noget, jeg skal regne med, er det nu, de skal komme frem og sige det...

Oven i det så går det fjong og fremad med Daddy-o, han er hjemme og modtager antibiotika blot en enkelt gang om dagen. Langsomt, men sikkert er de små legionella-sataner på afmarch, godt så - skrid, pak!

I dag har jeg været fjollet glad og det skulle selvfølgelig gå ud over nogen eller noget. Så jeg hoppede på Kitte Kry (uhh, vi elsker de nye dæk!) og kørte til STCN (ja ja, jeg bor i Århus V, så jeg slang-ificerer Storcenter Nord) for at vise al min glæde til hvem som helst, der gad se på mig. Med mig hjem fra udflugten fik jeg en DAB-radio, to par dejlige sko fra Vagabond, røde solbriller fra H&M - og sidst men absolut ikke mindst - et par billetter til Roskilde Festival. Så nu er det fast besluttet - jeg skal afsted igen.

Normalt er jeg en af dem, som først køber billet lige før festivalen, for at være sikker på (eller i det mindste lidt mere sikker) at vejret holder. Men i år er jeg alligevel blevet så glad og gakket, at jeg allerede må have billetten nu - så jeg er sikker på, at jeg kommer afsted.

Mange klager over årets line up, men jeg er nu godt tilfreds. For min skyld kan Coldplay, Madness og Oasis rende og hønse, imens jeg skal stå og skråle til Jenny Wilson, Yeah Yeah Yeahs, Von Dü, Malk de Koijn, Grace Jones, Mikael Simpson, Fever Ray og aaaaaalle de andre, som har noget labert at byde på. Jeg er godt tilfreds og véd allerede, at der er noget, som må vige for noget andet. Og så er det et godt nok line up.

De der Von Dü er nogen, som jeg først har opdaget i dag, fordi jeg så deres navn på festivalens hjemmeside og blev nysgerrig. Dansk dancehall lyder jo ikke skidt og savnet efter Bikstok kan føles jævnligt. Så ind på Myspace.com/vondudk og tjekke dem ud. Og stor var min glæde, da de falder helt i min smag.

Så nu er det bare at høvle bandnavnene igennem og så lytte mig frem til nogle prioriteter i programmet.

I år er vi Camp Decadence - det er lige mig. Måske skulle man gå i høje hæle hele festivalen igennem?

Angst og bange

For snart en uge siden ringede min søster til mig og sagde, at nu måtte jeg ikke blive bange. Når hun ringer og siger sådan, bliver jeg meget bange meget hurtigt.

Det var mandag morgen, jeg var på vej til uni, og hun fortalte, at min far var på vej til hospitalet. Han havde døjet med feber i en uge, det var blevet til hosten, rallen og generelt besvær med at trække vejret. Diagnosen lød på lungebetændelse, og han skulle straks indlægges.

I løbet af mandagen tog de alverdens prøver og fandt ud af, at det ikke blot var lungebetændelse, men at en grim lille satan ved navn legionella har ligget på lur i et vandrør, da farmand var på ferie i østen for nylig, og har trængt sig på i hans lunger, hvor den nu boede og havde en fest med at gøre livet rigtig surt for ham.

Legionella er en alvorlig sag. Heldigvis er der ikke ret mange, som får det i Danmark, men hvert år ér der en række tilfælde. Og i nogle af dem ender det med dødsfald. Selv efter behandling.

Dét er i sig selv en bekymring værd. Men oven i det kommer, at min far for fire år siden havde leukæmi og gennemgik et år med flere kemobehandlinger, som påvirkede hele familien, som gik i åndeløs spænding med angst inde på livet. I et år prøvede vi hver især at opretholde en form for hverdag, mens vi gik og var pissebange for, at miste en mand, en bror eller en far. Han blev rask og vi kom alle videre.

Men legionellaen har bragt mig lige tilbage på firkant nummer 1. Jeg er igen pissebange for at miste min far. På grund af kemobehandlingen er hans immunforsvar stadig ikke helt i top, og kommer det aldrig, og han er derfor, det man i medicinsk forbindelse kalder 'ældre og svækket'. Og det er netop dém, som dør af legionella.

Sidste melding fra hospitalet er, at han nok gerne må komme hjem et par dage i påsken. Så helt slemt kan det vel ikke være. Men jeg er pissebange ganske uanset. Først når han, igen, erklæres rask vil jeg kunne slappe den mindste smule af.

PS - det er derfor, bloggen ligger lidt stille...

Vådområder vol. II

Jeg har, som før skrevet, lånt tysk/engelske Charlotte Roches debutroman 'Vådområder' på biblioteket. Og jeg har læst den. Alle 212 sider. Det er jo en ret kort bog. Men den er bestemt ikke uinteressant af den grund.

I medierne er den mest kendt for at være enormt eksplicit i forhold til hovedpersonen, Helens, forhold til sin egen krop og det, som den udskiller.

Helen er 18 og ligger på hospitalet, fordi hun er kommet til at skære sig i røven under en barbering. Hun keder sig, imens hun ligger i sygesengen og underholder sig selv med at tænke på sit forhold til hygiejne i form af små anekdoter om dette og hint.
Hun er ikke fan af tidens hygiejnehysteri og finder stor glæde i, at det tis hun har dryppet på gulvet, fordi hun aldrig tørrer sig, kommer på sålerne af lægers og sygeplejerskers sko og dermed bredes ud til hele hospitalet.

Og ja, det ér ulækkert, at hun genbruger sine hjemmelavede tamponer (sammenrullet toiletpapir), efter at have ladet dem ligge på gulvet, imens hun tisser.
Og det ér ulækkert, at hun gnubber fissen mod offentlige toiletters toiletbrætter, før hun sætter sig for at tisse.
Og det ér ulækkert, at hun forsøger at fiske en mistet tampon ud med farens grilltang uden at vaske den hverken før eller efter.

Men så ér det bare heller ikke værre.

I virkeligheden, for mig at se, så handler bogen slet ikke så meget om Helen og hendes kropsvæsker, bussemænd og avocadosten som sexlegetøj. I virkeligheden handler det om en ung og usikker kvinde i en verden, som fokuserer enormt meget på det ydre og det pæne. En pige som ikke vil indordne sig.

Hun beskriver forholdet til de skilte forældre, som hun ønsker at sammenføre ved at lade dem mødes 'tilfældigt' over deres stakkels datters sygeseng. Et forhold som mest af alt er præget af uforståenhed og en anelse ligegyldighed. Hun aner end ikke, hvad det er, faren laver på sit arbejde.

Som jeg tolker bogen er hun enormt bange for at være alene, så bange at hun støder folk fra sig, fordi de så ikke kan vælge hende fra.
Hun opnår en særlig kontakt med en af sine mandlige sygeplejersker, når hun prøver at chokere ham. Han tager det ret cool og synes, hun er fin. Jeg er ret sikker på, at ti sider efter bogens slutning kommer hun til at tørre sig efter en tissetår.


Jeg er meget enig i Helens syn på hygiejnehysteriet. Så slemt er det bare heller ikke, hvis nogen lugter lidt af menneske frem for af roser og violer. Sådan er mennesker jo bare. Vi er skabt med alle de her udsondringer fra næse, øre, skræv og det hele. Det er jo sådan vi fungerer.
Hun nævner sin mors hyperangst for at komme på hospitalet med snask i trussen. Og min egen mor har også altid sagt, at man sørme da skal skifte trusser enormt tit, for hvis nu! HVIS NU!
...ja, hvis nu lægen så, at man havde udflåd, så vidste han, at ens krop fungerer, som den skal.

Derfra og til at være som Helen - der er langt. Meget langt. Men jeg forstår godt hendes trang til at være på tværs.

Hår(d) ironi.

Jeg er en af dem, som ikke er bange for at fucke håret op. Jeg har ret stærkt og levedygtigt hår og hovedbund, og selvom jeg aldrig har været særlig sød ved det, har det altid været vældig fint og sundt.
Jeg har farvet det utallige gange, afbleget det gennem en periode, hvor det blev afbleget og farvet, afbleget og farvet igen og igen, jeg har klippet det selv flere gange og er gået i op til to år uden en eneste klipning, uden at det spaltede særlig meget af den grund.
Jeg har brugt masser af føntørring, siliconebaseret shampoo, som ellers kvæææler håret, og masser af produkter, som hårlak og saltvandsspray, som man advares om, vil udtørre og noget nær henrette håret.
Altid har mit hår bare taget imod uden at brokke sig. Ok, det blev lidt underligt af afblegningen, men det er for længst groet ud. Og ellers har det bare altid været fint.
Nu har jeg så købt en fin Urtekram shampoo med fairtrade og økologisk rørsukker og lutter gode, ordentlige sager.
Og nu får jeg totalt tør hovedbund. Så tør, at det drysser, når jeg klør mig i hovedet.
Det er da overordentligt typisk og virkelig fucking træls.

Forår!

Som så mange andre er også jeg ramt af forårsfølelser. Jeg nyder, at solen skinner for tredje dag i træk, og at det er varmt nok til at være lidt på altanen - så længe solen er der i hvert fald. Det er så skønt! Og det er dejligt lyst om morgenen, når vi vågner og lyst når vi får aftensmad også. Eller i hvert fald de fleste dage, når vi spiser tidligt. Det er i hvert fald lyst om onsdagen, når jeg går fra uni - og dét er skønt og fantastisk!

I går så jeg på skyerne, da jeg kørte med bussen hjem efter undervisning, og jeg tog dette billede af dem lige ved Ringgaden/Viborgvej. Så fint!


Glædeligt forår!

Onsdag på uni

Jeg er blevet kaldt chicken farm i dag.
Eller rettere min ven og jeg er blevet kaldt chicken farm i dag. Af en mand i bussen. En mand i bussen, som viftede med hånden ad os, som lavede det der 'jap jap jap'-tegn med hånden (fingre og tommel mod hinanden igen og igen), og som sagde 'bonderøve' om os også.
Alt sammen fordi min ven og jeg er sådan nogle kvindagtige sladretøjter, som pladrede hele vejen fra mandens stoppested og ned til banegården.
Det er da også for dårligt, at man i det offentlige rum skal høre på glade mennesker, som beundrer og kommenterer de fine krokusser i Rådhusparken og laver sjov og griner sammen. Tsk.

Min ven troede så, at manden havde sagt 'Sikken barm', og så fik vi jo grinet lidt ekstra. Åh, det var i grunden herligt!

....

I dag fik jeg bekræftet en fordom:
Visse akademikere sidder på deres kontorer og bliver mere verdensfjerne og virkelighedsuvidende for hver dag, der går.

I Statsbibberens kantine sad jeg med min salat og min økobolle og spiste ganske stille.
Ved et af de andre borde sad fire mennesker og spiste, imens de talte om et eller andet museum (eller lignende), som havde valgt, at publikum primært kan finde information om dem på deres hjemmeside. Den ene mente, at det var dumt, fordi så mange ikke har internet. Den eneste kvinde ved bordet sagde, at det var noget, de var ligeglade med, når de markedsførte sig.
Det gav så en kortere diskussion (måske længere, men så kom min kammi og vi begyndte selv at snakke) om hvor mange, der egentlig har internet og computere.
Én af dem mente, at det er der sørme mange, som ikke har. Blandt andet landbrugsfolk, dé har i hvert fald ikke internet. Eller sågar en computer.
Joeh, mente en anden.
Arh, ikke landarbejderne da!
Jo, indvendte den tredje, for landarbejderne er jo taget ind til byerne!
Ja ja, sagde den første, men de har sgu ikke internet eller computer af dén grund!
For slet ikke at tale om de arbejdsløse! DÉ har i hvert fald ikke internet og computer! fortsatte manden.
Men her måtte kvinden alligevel sige noget; Jo de har så. De har både computer og farvefjernsyn.
Ja, farvefjernsyn, medgav manden, men ikke computere!

....jeg sad ved mit bord og blev ganske forundret over de mennesker, som sad der og var så uden for tiden.
Det er jo helt utroligt, at de (formentlig) regner sig for at være nogle af Danmarks klogeste hoveder (og ganske sikkert er det inden for deres specielle områder!), men samtidig har så lidt begreb om, hvad der sker i det samfund, som udvikler sig omkring dem.
Landarbejdere taget til byen, 'de arbejdsløse' som en fasttømret (og fattig!) gruppe og bønder, som ikke har en computer. Jeg gad godt vide, hvordan de tror, de fleste af Danmarks bønder holder regnskab, hvis ikke på en computer.

Hillemænd, jeg bliver aldrig akademiker af dén grad!