Nu er det jo blevet svært køligt udenfor, og så kan læberne godt trænge til rigeligt pomade.
Men nogle pomader stivner og bliver meget lidt medgørlige, når de sådan køles ned.
Og hvad gør så en klog? Joeh, nu skal du se....
Løsningen er at stoppe læbepomaden ind i bh'en, så den ligger godt og kropsvarmt. Og efter blot få minutter er pomaden klar til påføring.
Åh så smart!
søndag den 20. december 2009
mandag den 14. december 2009
Life, the universe and everything
Det er sikkert karma, der leger med mig, men lige for tiden synes jeg, at livet, universet og alting er meget besværligt at have med at gøre.
Som altid, når jeg har det sådan, er der hjælp at hente (midlertidig, men dog hjælp) i musikkens verden.
For tiden grovlytter jeg disse to.
En lille smule plat og søgt, men ikke desto mindre sangen fra end credits i en af verdens rareste film, "Good Will Hunting". Og den forbindelse er bare af den slags, som rører noget langt, langt inde i mit hjerte og inderste. Og det føles rart, når jeg hører den. Så derfor.
Jeg er ikke sådan rigtig meget til Jay-Z, men lige det her nummer er bare fuld af good vibes og 'det skal nok gå alt sammen'-glæde, som smitter en lille bitte smule af på mig, mens jeg lytter til det. Og den slags smitte skal man ingenlunde kimse af. Så det gør jeg ikke. Men jeg slår med nakken i takt med flowet. Oh yeah.
Som altid, når jeg har det sådan, er der hjælp at hente (midlertidig, men dog hjælp) i musikkens verden.
For tiden grovlytter jeg disse to.
En lille smule plat og søgt, men ikke desto mindre sangen fra end credits i en af verdens rareste film, "Good Will Hunting". Og den forbindelse er bare af den slags, som rører noget langt, langt inde i mit hjerte og inderste. Og det føles rart, når jeg hører den. Så derfor.
Jeg er ikke sådan rigtig meget til Jay-Z, men lige det her nummer er bare fuld af good vibes og 'det skal nok gå alt sammen'-glæde, som smitter en lille bitte smule af på mig, mens jeg lytter til det. Og den slags smitte skal man ingenlunde kimse af. Så det gør jeg ikke. Men jeg slår med nakken i takt med flowet. Oh yeah.
tirsdag den 1. december 2009
Farcen fortsætter
Jow jow.
I går var jeg som nævnt på jagt efter Derma-produkter til min sarte - men velfortjenende! - hud. Jeg kom tomhændet hjem og måtte derfor på jagt igen i dag.
Udover at jeg fik købt en jakke, en hue, dejlige støvler, strømper, andre strømper og underbukser, så fik jeg faktisk også købt mine Derma-ting.
MEN!
I går var jeg jo i en Matas hele to gange. Begge gange så jeg efter Derma, men fandt det ikke. I dag vidste jeg, at Matas ikke var stedet, så det undrede mig såre, da jeg (på shopping med en veninde) så en dame i Matas gå omkring med en kæmpe bøtte sæbe af mærket Derma. Weird, tænkte jeg, og blev enig med mig selv om, at de måske har det i visse Matas-butikker, men ikke i andre. Eller at damen bare var en sær snegl, som altid gik omkring med en stor bøtte sæbe.
Men hun så nu fin og ordentlig ud og lignede slet ikke en, som går rundt med underlige ting bare for déts skyld.
Jeg trak min veninde med i Netto, for deres hjemmeside havde jo åbenbaret sig for mig og looooovet (LOVET!), at de ville have masser af Derma-sager!
Ak. AK blev der sagt!
Netto havde fire forskellige produkter, 9 ting i alt. Ingen af dem var dét, jeg kom efter. CrapNetto. (Ej, jeg elsker Netto, hader bare lige dén her del af det!)
Da jeg jo nu havde spottet damen med Dermaen i Matas, tænkte jeg, at måske, måske, MÅSKE kunne jeg være så heldig, at det faktisk forholdt sig sådan, som jeg tænkte før, at visse Matas'er fører Derma og visse ikke gør.
Endnu en gang hankede jeg op i veninden og gik til Matas. Jeg kom ind ad døren, så til højre og så til venstre .... og....
Eureka!
Der stod min Derma!
Det var godt nok ikke til Nettos tilbudspris, men jeg var faktisk ikke indstillet på at skulle flere steder hen for at finde de hersens sager, så jeg var pisseligeglad med prisen!
Jeg flåede til mig, kørte dankortet igennem (tænk, at det ikke er smeltet i dagens løb, de kan virkelig holde til en del) og susede hjem i bussen med masser af dejlig hudpleje i posen.
Nu venter jeg så bare lidt på, at det skal blive tid til at gå i bad. Hvilket det jo først gør i morgen.
Åh, men det skal blive så godt. NU har jeg ro i sindet og fred i sjælen - og Derma i badeværelset!
I går var jeg som nævnt på jagt efter Derma-produkter til min sarte - men velfortjenende! - hud. Jeg kom tomhændet hjem og måtte derfor på jagt igen i dag.
Udover at jeg fik købt en jakke, en hue, dejlige støvler, strømper, andre strømper og underbukser, så fik jeg faktisk også købt mine Derma-ting.
MEN!
I går var jeg jo i en Matas hele to gange. Begge gange så jeg efter Derma, men fandt det ikke. I dag vidste jeg, at Matas ikke var stedet, så det undrede mig såre, da jeg (på shopping med en veninde) så en dame i Matas gå omkring med en kæmpe bøtte sæbe af mærket Derma. Weird, tænkte jeg, og blev enig med mig selv om, at de måske har det i visse Matas-butikker, men ikke i andre. Eller at damen bare var en sær snegl, som altid gik omkring med en stor bøtte sæbe.
Men hun så nu fin og ordentlig ud og lignede slet ikke en, som går rundt med underlige ting bare for déts skyld.
Jeg trak min veninde med i Netto, for deres hjemmeside havde jo åbenbaret sig for mig og looooovet (LOVET!), at de ville have masser af Derma-sager!
Ak. AK blev der sagt!
Netto havde fire forskellige produkter, 9 ting i alt. Ingen af dem var dét, jeg kom efter. CrapNetto. (Ej, jeg elsker Netto, hader bare lige dén her del af det!)
Da jeg jo nu havde spottet damen med Dermaen i Matas, tænkte jeg, at måske, måske, MÅSKE kunne jeg være så heldig, at det faktisk forholdt sig sådan, som jeg tænkte før, at visse Matas'er fører Derma og visse ikke gør.
Endnu en gang hankede jeg op i veninden og gik til Matas. Jeg kom ind ad døren, så til højre og så til venstre .... og....
Eureka!
Der stod min Derma!
Det var godt nok ikke til Nettos tilbudspris, men jeg var faktisk ikke indstillet på at skulle flere steder hen for at finde de hersens sager, så jeg var pisseligeglad med prisen!
Jeg flåede til mig, kørte dankortet igennem (tænk, at det ikke er smeltet i dagens løb, de kan virkelig holde til en del) og susede hjem i bussen med masser af dejlig hudpleje i posen.
Nu venter jeg så bare lidt på, at det skal blive tid til at gå i bad. Hvilket det jo først gør i morgen.
Åh, men det skal blive så godt. NU har jeg ro i sindet og fred i sjælen - og Derma i badeværelset!
mandag den 30. november 2009
Nogle gange, ikå!
...så er tingene bare FOR irriterende!
Dagens egentlige emne kommer lige om lidt.
Men først skal jeg lige fortælle jer alle, hvordan jeg i formiddags tog en tidligere bus til uni, fordi jeg har bøger fra biblo, som har overskredet afleveringsdatoen, og et par af dem er endda skrevet op til andre lånere. Så af sted med mig for at komme dårlig samvittighed og eventuelle bøder til livs.
Da jeg i ægte god tid nåede uni, opdagede jeg, at posen med bøger lå hjemme ved skrivebordet. Så vidste jeg bare inde i hjertet, at det var mandag.
Men nu - til dagens egentlige historie. Mindst lige så belastende!
Efter dagens lange undervisning tog jeg ned i byen, fordi jeg skulle købe nogle Derma-produkter til min sarte - men velfortjenende! - hud.
Egentlig bruger jeg jo ellers Origins, men der er kommet skår i min store kærlighed til dem, da jeg har opdaget, at de faktisk propper megaallerhelvedesallergifremkaldende stoffer i deres ting og sager. Så nu skal jeg trappe ud.
Jeg hoppede af bussen på banegårdspladsen og fes ind i Matas i Bruuns.
Skulle jo nemlig også lige have nogle andre ting, når jeg nu var på de kanter. En blush og den slags. Og en Rosebud-salve, bare fordi. (Uh, love!)
Brugte lidt for lang tid (og mange penge) i Matas, men kom da langt om længe ind i Kvickly.
Bare for at opdage, at de slet ikke fører Derma-serien mere.
Eller måske faktisk aldrig har gjort det.
Øjh, hvor belastende, når jeg jo stod der fem minutter i alle butikker (i denne her provinstown!)'s lukketid. Og med udsigt til en bus, som ikke kører hele tiden, men blot hver halve time!
Jeg ved jo godt, de har det i føtex, der har jeg før købt det. Men føtex var jo på kanten af lukketid.
Og ville jeg egentlig ikke også gerne snart hjem efter en lidt for lang skoledag!? Jo, det ville jeg jo. (Ja, for humanister er fem undervisningstimer i træk sgu lige lidt i overkanten. Ahem.)
Åh, men forresten.... jeg havde jo ikke købt cola.
Skulle jeg nu gå i Netto og købe det og lige se, om de mon havde noget godt? Kunne jo være, de havde et par Derma-sager, man kan jo til tider være heldig? Eller skulle jeg bare springe i fakta derhjemme på Frygtens Torv og købe mit drug of choice der?
Sikke mange beslutninger. Jeg brugte okker-gokker TO gange og fandt ud af, at jeg bare skulle tage hjem. Og så i den lokale fakta efter cola til holikeren.
Vel hjemme - med cola, knækbrød og hambernak - tænker jeg, at nu må jeg jo lige være godt forberedt til i morgen, hvor jeg igen skal til byen for at købe Derma-produkter til min sarte - men velfortjenende! - hud.
Derfor logger jeg på indernædded og tjekker føtex' tilbudsavis. Der var ingen tilbud på Derma. Totalt dårlig timing! (Men dog en termoflaske, som jeg helt sikkert kan bruge til at slæbe te med på un - og til kun 25,- kr.!)
Så tænker jeg, at jeg da godt lige kunne tjekke Nettos reklame også. Bare sådan fordi.
Og hvad opdager jeg så?
............De har sgu da en helvedes masse Derma-ting på bud i netop denne uge.
Og så var det, jeg blev træt af mig selv.
PS: Men jeg bruger stadig okker-gokker næste gang, jeg ikke kan beslutte mig!
Dagens egentlige emne kommer lige om lidt.
Men først skal jeg lige fortælle jer alle, hvordan jeg i formiddags tog en tidligere bus til uni, fordi jeg har bøger fra biblo, som har overskredet afleveringsdatoen, og et par af dem er endda skrevet op til andre lånere. Så af sted med mig for at komme dårlig samvittighed og eventuelle bøder til livs.
Da jeg i ægte god tid nåede uni, opdagede jeg, at posen med bøger lå hjemme ved skrivebordet. Så vidste jeg bare inde i hjertet, at det var mandag.
Men nu - til dagens egentlige historie. Mindst lige så belastende!
Efter dagens lange undervisning tog jeg ned i byen, fordi jeg skulle købe nogle Derma-produkter til min sarte - men velfortjenende! - hud.
Egentlig bruger jeg jo ellers Origins, men der er kommet skår i min store kærlighed til dem, da jeg har opdaget, at de faktisk propper megaallerhelvedesallergifremkaldende stoffer i deres ting og sager. Så nu skal jeg trappe ud.
Jeg hoppede af bussen på banegårdspladsen og fes ind i Matas i Bruuns.
Skulle jo nemlig også lige have nogle andre ting, når jeg nu var på de kanter. En blush og den slags. Og en Rosebud-salve, bare fordi. (Uh, love!)
Brugte lidt for lang tid (og mange penge) i Matas, men kom da langt om længe ind i Kvickly.
Bare for at opdage, at de slet ikke fører Derma-serien mere.
Eller måske faktisk aldrig har gjort det.
Øjh, hvor belastende, når jeg jo stod der fem minutter i alle butikker (i denne her provinstown!)'s lukketid. Og med udsigt til en bus, som ikke kører hele tiden, men blot hver halve time!
Jeg ved jo godt, de har det i føtex, der har jeg før købt det. Men føtex var jo på kanten af lukketid.
Og ville jeg egentlig ikke også gerne snart hjem efter en lidt for lang skoledag!? Jo, det ville jeg jo. (Ja, for humanister er fem undervisningstimer i træk sgu lige lidt i overkanten. Ahem.)
Åh, men forresten.... jeg havde jo ikke købt cola.
Skulle jeg nu gå i Netto og købe det og lige se, om de mon havde noget godt? Kunne jo være, de havde et par Derma-sager, man kan jo til tider være heldig? Eller skulle jeg bare springe i fakta derhjemme på Frygtens Torv og købe mit drug of choice der?
Sikke mange beslutninger. Jeg brugte okker-gokker TO gange og fandt ud af, at jeg bare skulle tage hjem. Og så i den lokale fakta efter cola til holikeren.
Vel hjemme - med cola, knækbrød og hambernak - tænker jeg, at nu må jeg jo lige være godt forberedt til i morgen, hvor jeg igen skal til byen for at købe Derma-produkter til min sarte - men velfortjenende! - hud.
Derfor logger jeg på indernædded og tjekker føtex' tilbudsavis. Der var ingen tilbud på Derma. Totalt dårlig timing! (Men dog en termoflaske, som jeg helt sikkert kan bruge til at slæbe te med på un - og til kun 25,- kr.!)
Så tænker jeg, at jeg da godt lige kunne tjekke Nettos reklame også. Bare sådan fordi.
Og hvad opdager jeg så?
............De har sgu da en helvedes masse Derma-ting på bud i netop denne uge.
Og så var det, jeg blev træt af mig selv.
PS: Men jeg bruger stadig okker-gokker næste gang, jeg ikke kan beslutte mig!
søndag den 29. november 2009
En uge
En hel fårking uge!
Jamen, hvad gik der dog galt, hvorfor har du dog ikke skrevet, hvad har du dog lavet og brugt din tid på?!?!
Lidt af hvert. Er det korte svar.
Det lidt længere er, at jeg er blevet single. Har været meget i byen. Haft mange, mange, mange, MANGE tømmermænd. Og har været til kagedag hos Anne Kirsten.
Den rigtig lange er alt for lang. Men de der ovenstående overskrifter er nu også meget dækkende. På grund af den første er der mange ting, som er lidt underlige for tiden. På grund af den anden og tredje er der mange ting, som halter en anelse. Mig selv frekkesempel. Men det er ok.
For jeg er glad. Det er hårdt, men jeg er glad.
Det betyder dog, at jeg får skrevet noget mindre herinde, end jeg ellers ville have. Det er ingenlunde (yay, yndlingsord!) fordi jeg har glemt alle mine (for jeg véd jo bare, at I er der) læsere, men blot fordi virkeligheden er en del mere krævende for tiden, at jeg ikke opdaterer så ofte.
Til gengæld er det snart jul. Og man ved jo aldrig; måske ligger der mere dinglepikpoesi og venter på jer i strømpen på kaminen....Stay tuned.
Jamen, hvad gik der dog galt, hvorfor har du dog ikke skrevet, hvad har du dog lavet og brugt din tid på?!?!
Lidt af hvert. Er det korte svar.
Det lidt længere er, at jeg er blevet single. Har været meget i byen. Haft mange, mange, mange, MANGE tømmermænd. Og har været til kagedag hos Anne Kirsten.
Den rigtig lange er alt for lang. Men de der ovenstående overskrifter er nu også meget dækkende. På grund af den første er der mange ting, som er lidt underlige for tiden. På grund af den anden og tredje er der mange ting, som halter en anelse. Mig selv frekkesempel. Men det er ok.
For jeg er glad. Det er hårdt, men jeg er glad.
Det betyder dog, at jeg får skrevet noget mindre herinde, end jeg ellers ville have. Det er ingenlunde (yay, yndlingsord!) fordi jeg har glemt alle mine (for jeg véd jo bare, at I er der) læsere, men blot fordi virkeligheden er en del mere krævende for tiden, at jeg ikke opdaterer så ofte.
Til gengæld er det snart jul. Og man ved jo aldrig; måske ligger der mere dinglepikpoesi og venter på jer i strømpen på kaminen....Stay tuned.
lørdag den 21. november 2009
Årh hvad!
Bare fordi det er lørdag.
Og bare fordi solen skinner.
Og især bare fordi de to ting kan gøre én lidt phjollet indeni.
O'naaaaaaaam!
Og bare fordi solen skinner.
Og især bare fordi de to ting kan gøre én lidt phjollet indeni.
O'naaaaaaaam!
torsdag den 19. november 2009
Tøsetorsdag
Gæt selv, hvad jeg skal i aften!
Med en håndfuld af de sjoveste, varmeste, dejligste mennesker, skal jeg ind og se den nye Twilight. Jeg har glædet mig i månedsvis!
Selvom jeg har meget om ørerne (og især i mellem dem!) for tiden, skal der være plads til at gå i biffen og græde, grine og savle sammen med kagedåserne.
Yay!
lørdag den 14. november 2009
Uhm.
Jeg holder meget af Simon Kvamm.
Altså ikke at jeg kender ham personligt, men de sider han viser frem offentligt, dém holder jeg meget af.
Der er mange, som mener, han er en selvhøjtidelig nar og ikke er kede af at sige det til alle.
Men altså - kom nu årn.
Har I set ham i Team Easy Ons pink-orange og meget stramme cykeldragt?
Hvor han i øvrigt har blåt hår, spiser kyllingesushi og har brillante replikker som "The shit is spraying out of my ass!".
Sidstnævnte endda i forbindelse med en scene, hvor han med cykelbukserne om knæene sidder på hug i skovskiderstilling i en vejside efter førnævnte kyllingesushi-erfaring.
Og har I set Baune? Fodboldtossen fra Herning, som ikke siger noget som helst klogt, men til gengæld griner på en vanvittigt skæg måde?
Og har I set ham prøve at holde styr på Kaare, Kaare (som er Kaares hund) og Henrik Solgaard i Angora?
Dét er altså ikke selvhøjtideligt.
Og hvad mere er, manden laver fantastisk musik.
Dét er jo altid en subjektiv vurdering, om man kan lide noget. Men Simon Kvamm (og resten af nephew) laver musik, som går lige i hjertekulen på mig.
Og det er Simon, som bliver fremhævet, fordi det er ham, der skriver teksterne, finder på de brillante ord og sætninger, som nephews sange bugner af. Og allermest, fordi det er ham, der synger. Hans stemme er som ingen andens og formår i dén grad at gøre mig blød.
I bolden, i hjertet, i knæene. Bare blød.
Første gang jeg skulle afslutte et kæresteforhold (som var efter en god håndfuld år, masser af oplevelser, mange store planer og løfter om for evigt), var jeg fuldkommen rundt på gulvet og anede ikke, hvad jeg skulle gøre.
Jeg talte med venner om det og fik løst det, og imens hørte jeg USADSB til hudløshed. Eller måske til andre menneskers hudløshed, men ikke min. For den plade kom til at stå som soundtracket i det sværeste, jeg indtil da havde gjort i mit liv. Og samtidig som lydsiden til et eventyr med mig selv i hovedrollen, som var efterspillet til the big breakup.
For ikke ret længe siden udkom nephews fjerde plade, som jeg også har. Og endnu en gang er den fabelagtige gruppe lydside til mine store tanker om livet, universet og alting (jeg ved godt, at svaret er 42).
Siden jeg første gang hørte Movieklip i 2003 har nephew og Simon Kvamm haft en fin plads i det varmeste inderste af mit hjerte. Og uanset hvor godt jeg ellers har haft det i mit liv og min tilværelse, har Simons stemme altid haft en særlig indvirken - den får mig til at længes.
Hvad jeg længes efter, ved jeg ikke, men stemmen og de ting, han synger i de mere dystre sange, går rent ind og får mig til at ligge på gulvet, kigge op i loftet og overveje, hvordan det ville være, hvis jeg bare rejste mig, tog min jakke, mit dankort og gik min vej uden nogensinde at se mig tilbage.
Jeg har endnu aldrig gjort det.
For som Svend siger i Nordkraft "Man kan ikke bare gå, for man følger altid efter." Ja. Nissen flytter med og derfor kan man ikke bare løbe væk og gemme sig i eventyr.
Men Simon Kvamm får mig til at tro, at det kan jeg. Og dét kan jeg i høj grad lide.
Altså ikke at jeg kender ham personligt, men de sider han viser frem offentligt, dém holder jeg meget af.
Der er mange, som mener, han er en selvhøjtidelig nar og ikke er kede af at sige det til alle.
Men altså - kom nu årn.
Har I set ham i Team Easy Ons pink-orange og meget stramme cykeldragt?
Hvor han i øvrigt har blåt hår, spiser kyllingesushi og har brillante replikker som "The shit is spraying out of my ass!".
Sidstnævnte endda i forbindelse med en scene, hvor han med cykelbukserne om knæene sidder på hug i skovskiderstilling i en vejside efter førnævnte kyllingesushi-erfaring.
Og har I set Baune? Fodboldtossen fra Herning, som ikke siger noget som helst klogt, men til gengæld griner på en vanvittigt skæg måde?
Og har I set ham prøve at holde styr på Kaare, Kaare (som er Kaares hund) og Henrik Solgaard i Angora?
Dét er altså ikke selvhøjtideligt.
Og hvad mere er, manden laver fantastisk musik.
Dét er jo altid en subjektiv vurdering, om man kan lide noget. Men Simon Kvamm (og resten af nephew) laver musik, som går lige i hjertekulen på mig.
Og det er Simon, som bliver fremhævet, fordi det er ham, der skriver teksterne, finder på de brillante ord og sætninger, som nephews sange bugner af. Og allermest, fordi det er ham, der synger. Hans stemme er som ingen andens og formår i dén grad at gøre mig blød.
I bolden, i hjertet, i knæene. Bare blød.
Første gang jeg skulle afslutte et kæresteforhold (som var efter en god håndfuld år, masser af oplevelser, mange store planer og løfter om for evigt), var jeg fuldkommen rundt på gulvet og anede ikke, hvad jeg skulle gøre.
Jeg talte med venner om det og fik løst det, og imens hørte jeg USADSB til hudløshed. Eller måske til andre menneskers hudløshed, men ikke min. For den plade kom til at stå som soundtracket i det sværeste, jeg indtil da havde gjort i mit liv. Og samtidig som lydsiden til et eventyr med mig selv i hovedrollen, som var efterspillet til the big breakup.
For ikke ret længe siden udkom nephews fjerde plade, som jeg også har. Og endnu en gang er den fabelagtige gruppe lydside til mine store tanker om livet, universet og alting (jeg ved godt, at svaret er 42).
Siden jeg første gang hørte Movieklip i 2003 har nephew og Simon Kvamm haft en fin plads i det varmeste inderste af mit hjerte. Og uanset hvor godt jeg ellers har haft det i mit liv og min tilværelse, har Simons stemme altid haft en særlig indvirken - den får mig til at længes.
Hvad jeg længes efter, ved jeg ikke, men stemmen og de ting, han synger i de mere dystre sange, går rent ind og får mig til at ligge på gulvet, kigge op i loftet og overveje, hvordan det ville være, hvis jeg bare rejste mig, tog min jakke, mit dankort og gik min vej uden nogensinde at se mig tilbage.
Jeg har endnu aldrig gjort det.
For som Svend siger i Nordkraft "Man kan ikke bare gå, for man følger altid efter." Ja. Nissen flytter med og derfor kan man ikke bare løbe væk og gemme sig i eventyr.
Men Simon Kvamm får mig til at tro, at det kan jeg. Og dét kan jeg i høj grad lide.
søndag den 8. november 2009
Oh noes
Det er faktisk ikke, fordi jeg ikke gider.
Det er heller ikke, fordi jeg er død, druknet i novembers regn og blæst væk i stormen.
Det er simpelthen, fordi jeg har været syg i en uge.
Sidste søndag blev jeg mere og mere sløj på vej hjem fra Søster på Amar. Mandag måtte jeg blive hjemme fra uni. Ligeså tirsdag.
Onsdag og torsdag kom jeg af sted. Og mens jeg onsdag følte mig for svaweli' til at lytte på Merete Pryds Helle (ærgerligt, ellers!), så var jeg torsdag ok klar i hovedet (oder?) til at gå i Unibar med nogle venner og høvle et par julebryg i mig.
Fredag morgen var jeg slet, slet ikke særlig forkølet mere!
Til gengæld blev jeg det, som dagen gik, og tømmermændene fra torsdag fortog sig.
Jeg havde lovet at besøge den søde Sif i anledning af verdens bedste bagebogs udgivelse, og jeg gad ikke undvære det, så af sted på bussen til udkanten af byen og proppe mig med maltkager, pausekager og varm kakao.
Eller sagt på det så populære versemål "...dejlig chokola-ade og kaaager til". Som det sig hør og bør.
Men her sidder jeg altså søndag aften. En uge efter hjemkomst fra Amar, en uge som har budt på regn, storm, kulde, blæst, snot og hosten. Og jeg er stadig ikke rask.
Og som om det ikke er nok, at jeg hoster, til jeg får ondt i hovedet. Som om det ikke er nok, at jeg er snottet, så jeg snorker og vækker kæresten. Og som om det ikke er nok, at jeg i det hele taget er skidt tilpas.
Som om det ikke er nok - så har sygdommen ramt min stakkels tunge, så jeg nu ikke kan smage, hvad jeg putter i munden.
Og dét er altså ægte synd og skam. For mig.
Det er heller ikke, fordi jeg er død, druknet i novembers regn og blæst væk i stormen.
Det er simpelthen, fordi jeg har været syg i en uge.
Sidste søndag blev jeg mere og mere sløj på vej hjem fra Søster på Amar. Mandag måtte jeg blive hjemme fra uni. Ligeså tirsdag.
Onsdag og torsdag kom jeg af sted. Og mens jeg onsdag følte mig for svaweli' til at lytte på Merete Pryds Helle (ærgerligt, ellers!), så var jeg torsdag ok klar i hovedet (oder?) til at gå i Unibar med nogle venner og høvle et par julebryg i mig.
Fredag morgen var jeg slet, slet ikke særlig forkølet mere!
Til gengæld blev jeg det, som dagen gik, og tømmermændene fra torsdag fortog sig.
Jeg havde lovet at besøge den søde Sif i anledning af verdens bedste bagebogs udgivelse, og jeg gad ikke undvære det, så af sted på bussen til udkanten af byen og proppe mig med maltkager, pausekager og varm kakao.
Eller sagt på det så populære versemål "...dejlig chokola-ade og kaaager til". Som det sig hør og bør.
Men her sidder jeg altså søndag aften. En uge efter hjemkomst fra Amar, en uge som har budt på regn, storm, kulde, blæst, snot og hosten. Og jeg er stadig ikke rask.
Og som om det ikke er nok, at jeg hoster, til jeg får ondt i hovedet. Som om det ikke er nok, at jeg er snottet, så jeg snorker og vækker kæresten. Og som om det ikke er nok, at jeg i det hele taget er skidt tilpas.
Som om det ikke er nok - så har sygdommen ramt min stakkels tunge, så jeg nu ikke kan smage, hvad jeg putter i munden.
Og dét er altså ægte synd og skam. For mig.
fredag den 30. oktober 2009
Småk poesi
I går sad jeg ved siden af min bedste ven, som altid tegner på sine papirer i timerne. I går tegnede han en lille mand med numsen bar, og det inspirerede mig til følgende smukke sag:
Det smukkeste i verden,
er, når en mand
tager underbukserne af,
står på ét enkelt ben og
med sin vaklen får
den bløde pik til at
dingle let
Så flot kan det siges.
God weekend til alle.
Det smukkeste i verden,
er, når en mand
tager underbukserne af,
står på ét enkelt ben og
med sin vaklen får
den bløde pik til at
dingle let
Så flot kan det siges.
God weekend til alle.
søndag den 25. oktober 2009
Montage
Når man ser film og fjernsyn, kan man godt regne med, at alt det, som er svært for vor kære protagonist (jojo, det er skam et fint ord for 'hovedperson') går hurtigt over.
Eller måske ikke direkte hurtigt, men i hvert fald let og lidt legende.
Montage er kodeordet!
Montager er de der dele af film, hvor en masse ting foregår, nogenlunde på samme tid, mens der kører musik henover, så man ikke kan høre, at protagonisten (den er altså god nok) brokker sig, tuder, piver, og er elendig over alt det svære. Generelt ser de heller aldrig plagede ud i montagen. De læser deres franske grammatik, de køøøøøører rundt i bilen for at få tjek på det, de vejer for og imod, laver lister, går ture, påvirkes, bedømmer, grubler og finder ud.
Når montagen slutter, er det svære også slut. Vor helt har lært sig nok til eksamen, har taget den store beslutning, har afklaret sine følelser, har fået tjek på sig selv, prioriteter og ikke mindst life itself.
Og selvfølgelig går det hele. Alt ubehaget og det fæle bliver erstattet af et eller andet nyt, som er glad og lykkeligt og til fuld tilfredshed.
Ude i virkeligheden er der ikke noget soundtrack. Der er ingen montager, hvor man på tre-fem minutter ser os lære alt det vigtige, som får livet på rette spor. Der er kun tid, trængsler og tårer.
Ude i virkeligheden koster det noget at blive klogere, at lære noget, at komme videre.
Ude i virkeligheden er det meget nemt at ønske, man var i en film.
Eller måske ikke direkte hurtigt, men i hvert fald let og lidt legende.
Montage er kodeordet!
Montager er de der dele af film, hvor en masse ting foregår, nogenlunde på samme tid, mens der kører musik henover, så man ikke kan høre, at protagonisten (den er altså god nok) brokker sig, tuder, piver, og er elendig over alt det svære. Generelt ser de heller aldrig plagede ud i montagen. De læser deres franske grammatik, de køøøøøører rundt i bilen for at få tjek på det, de vejer for og imod, laver lister, går ture, påvirkes, bedømmer, grubler og finder ud.
Når montagen slutter, er det svære også slut. Vor helt har lært sig nok til eksamen, har taget den store beslutning, har afklaret sine følelser, har fået tjek på sig selv, prioriteter og ikke mindst life itself.
Og selvfølgelig går det hele. Alt ubehaget og det fæle bliver erstattet af et eller andet nyt, som er glad og lykkeligt og til fuld tilfredshed.
Ude i virkeligheden er der ikke noget soundtrack. Der er ingen montager, hvor man på tre-fem minutter ser os lære alt det vigtige, som får livet på rette spor. Der er kun tid, trængsler og tårer.
Ude i virkeligheden koster det noget at blive klogere, at lære noget, at komme videre.
Ude i virkeligheden er det meget nemt at ønske, man var i en film.
tirsdag den 13. oktober 2009
En nat vi sent glemmer. Eller allerede har blacked out.
I lørdags var der kagekalas hos Anarkisten. Og det var dejligt som altid.
Især fordi jeg fik smagt en græskartærte, som var fuldkommen guddommelig. Hvilket var lidt af en overraskelse, fordi dem jeg hidtil har smagt, har været fuldkommen elendige. Men Sif kan bage en tærte, kan hun. Og butternut squash er Dronningen af græskar!
Men især også fordi jeg først kom hjem kl. 7 søndag morgen efter en heftig nat i byen med masser af sjov, grin, fjolleri, diskussion, spillen komedie og en lille smule opkast. På skoene.
What - me? Nooooo.
....ikke særlig meget da!
Byturen var spas, men der er en tabsliste. Og den kommer her:
1. Al sund fornuft. Hvilket resulterede i to punkter på listen;
2. Alt alt alt for mange penge OG
3. Mit helbred. Som jo netop var på vej op. Nu er min stemme væk. Igen.
4. Verdens bedste læbepomade! Fra Origins. For dyr til, at jeg kan købe en ny, nu hvor jeg har brugt så mange penge på druk og ballade.
5. Alt hvad der var feminint ved mig.
Det sidste er dog kommet igen faktisk, det var mest en midlertidig ting, som ligeså stille løb ud af mig, samtidig med at de dyre dråber løb ind.
I forbindelse med dyre dråber vil jeg rigtig gerne anbefale to ting:
1. Kwak med pilsner på Bryggeriet. 120,- bobs for en liter fadøl, der smager så englene synger.
2. Long Island Ice Tea på Fidels. Forfærdeligt forførende og farlig. Drøndejlig.
Og herefter følger en advarsel:
Kombinationen af tre af de der Kwak-øl og to LIITs kan resultere i et virkeligt nasty gulv på et diskotekstoilet. Men man kan lyve sig ud af det ved at fortælle de ventende piger i køen, at det var sådan, da man kom, og at man holdt vejret og mest trådte på venstre side af toilettet, mens man vrænger ansigt, så de forstår, at det ikke var lækkert, men når man skal tisse, så skal man jo. Det holder dog kun, hvis man husker at tørre oversiden af sin sko godt af, før man kommer ud.
Endnu en advarsel:
Hvis det er dig, det handler om i advarslen foroven, så har du en rigtig led søndag forude. Mere opkast, hovedpine, kvalme en masse, ikke i stand til at spise eller drikke i mange timer, rysten i hele kroppen, koldsved, sved, uro i kroppen, ingen hvile...og what not. Måske især det sidste.
Man kan godt overleve det. Men man er meget, meget ynkelig.
Nu er næste uge godt i gang, jeg har tilmeldt mig næste omgang kagefest hos Anarkisten og er levendne endnu en gang. Og færdig med selvynkende tømmermænd. For nu i hvert fald.
God efterårsferie alle sammen. Nyd solskinnet.
onsdag den 7. oktober 2009
Lærepenge
Jeg har været på en uges ferie i Tyrkiet. Det har været sjovt, dejligt, lidt hårdt, skønt, varmt, svedigt, overmættende, skuffende, fantastisk og alt muligt.
Men hvad har jeg lært af det...er det ikke det, man altid skal finde ud af, når man prøver ting, hmmn?
1- Køb en bikini med stramme stropper. Det er så forbandet uchikt at vise patter hver gang, man ryger i havet eller poolen. Især når kærestens lillebror snorkler lige ved siden af!
2- Tyrkerne er rigtig gode til at lave fine kager. Med frugt, med gele, med flødeskum, med små, fine bær, uuuuhh de ser godt ud. Men de smager skidt. Vores hotelbuffet bugnede både til frokost og aften af de her fine kager. Og hver eneste gang prøvede jeg dem, men de smagte hver gang helt forkert. Enten af ingenting, af frugter jeg aldrig er stødt på før eller af kunstig smag. Æv. (Godt jeg får rætti kage på lørdag!)
3- Hvis man hører en god tyrkisk sang, skal man huske at spørge, mens den spiller, hvad det er. For det er jævnt svært at finde den, når man først er kommet hjem og sidder og glor på youtube - i øvrigt uden at kunne tyrkisk.
4- Man skal huske ansigtet, når man smører sig ind i solcreme. Sagde damen med den røde, skallende næse.
5- Man skal holde GOD afstand til sløje svigerinder! Sagde damen, da hun var vel hjemme med en ond, ond forkølelse.
6- Atatürk var en spændende og fremsynet mand, som allerede fra 1923 forberedte Tyrkiet på medlemskab i EU. Sådan da.
7- Man kan godt opkalde turist-byer efter underlige ting. Nabobyen hed Gümbet, hvilket betyder cisterne. Yes sir.
8- Jeg ér faktisk sej nok til at hoppe i vandet fra en båd, selvom jeg ikke kan vade længere ud fra en strand end til vandet når brystet uden at gå i panik. Det er noget helt andet, når man bare véd, at der er 5 meter til bunden og man derfor kun har sig selv til hjælp.
9- det er slet ikke løgn, når jeg siger, jeg er en habil svømmer. Jeg vidste bare ikke, at jeg faktisk var så god!
10- Drik ikke øl i varmen. Selvom det åbenbart er lys øl, som på ingen måde påvirker de andre, betyder det ikke, at du ikke bliver standervissen af 3/4 glas.
11- Læg ikke penge til housekeeping. De kvitterer med det kedeligste håndklædeshow nogensinde. I modsætning til de dage, hvor vi ikke lagde penge til dem, hvor vi fik sløjfer, hjerter og andet godt.
12- Flodskildpadder er rigtig store og enormt fantastiske at få øje på!
13- Hvis man skal bo på Diamond of Bodrum, skal man helst bo på 3. sal.
That's all folks, nu vil damen her gå ind og pleje den der lede forkølelse.
Men hvad har jeg lært af det...er det ikke det, man altid skal finde ud af, når man prøver ting, hmmn?
1- Køb en bikini med stramme stropper. Det er så forbandet uchikt at vise patter hver gang, man ryger i havet eller poolen. Især når kærestens lillebror snorkler lige ved siden af!
2- Tyrkerne er rigtig gode til at lave fine kager. Med frugt, med gele, med flødeskum, med små, fine bær, uuuuhh de ser godt ud. Men de smager skidt. Vores hotelbuffet bugnede både til frokost og aften af de her fine kager. Og hver eneste gang prøvede jeg dem, men de smagte hver gang helt forkert. Enten af ingenting, af frugter jeg aldrig er stødt på før eller af kunstig smag. Æv. (Godt jeg får rætti kage på lørdag!)
3- Hvis man hører en god tyrkisk sang, skal man huske at spørge, mens den spiller, hvad det er. For det er jævnt svært at finde den, når man først er kommet hjem og sidder og glor på youtube - i øvrigt uden at kunne tyrkisk.
4- Man skal huske ansigtet, når man smører sig ind i solcreme. Sagde damen med den røde, skallende næse.
5- Man skal holde GOD afstand til sløje svigerinder! Sagde damen, da hun var vel hjemme med en ond, ond forkølelse.
6- Atatürk var en spændende og fremsynet mand, som allerede fra 1923 forberedte Tyrkiet på medlemskab i EU. Sådan da.
7- Man kan godt opkalde turist-byer efter underlige ting. Nabobyen hed Gümbet, hvilket betyder cisterne. Yes sir.
8- Jeg ér faktisk sej nok til at hoppe i vandet fra en båd, selvom jeg ikke kan vade længere ud fra en strand end til vandet når brystet uden at gå i panik. Det er noget helt andet, når man bare véd, at der er 5 meter til bunden og man derfor kun har sig selv til hjælp.
9- det er slet ikke løgn, når jeg siger, jeg er en habil svømmer. Jeg vidste bare ikke, at jeg faktisk var så god!
10- Drik ikke øl i varmen. Selvom det åbenbart er lys øl, som på ingen måde påvirker de andre, betyder det ikke, at du ikke bliver standervissen af 3/4 glas.
11- Læg ikke penge til housekeeping. De kvitterer med det kedeligste håndklædeshow nogensinde. I modsætning til de dage, hvor vi ikke lagde penge til dem, hvor vi fik sløjfer, hjerter og andet godt.
12- Flodskildpadder er rigtig store og enormt fantastiske at få øje på!
13- Hvis man skal bo på Diamond of Bodrum, skal man helst bo på 3. sal.
That's all folks, nu vil damen her gå ind og pleje den der lede forkølelse.
onsdag den 23. september 2009
I am me
.....og jeg prøver ihærdigt at leve op til resten af det lille valgsprog, som ses her:
....altså ikke fordi, man skal være ligeglad med, om folk kan lide en, sådan partout. Men det er meget godt ikke at bruge så meget tid, som jeg gør, på at spekulere på det - når man nu ikke kan ændre det. Og folk må jo sejle deres egen sø, for det ér dem, det går ud over, hvis de synes, jeg er dum og ikke gider mig. Nemlig.
Jo, jeg fik jo af søde Sifka denne award, og med den følger en opgave; skriv ti ting om dig selv og giv awarden videre.
Det er ingen sag at give den videre, for både Pernille, Signe, Klidmoster, Anne, RakelHermesetas og Nicolai er alle sammen awesome. Nicolai er ganske vist ikke helt en pige, men så alligevel....Sifka gav også Morfar awarden, så det går nok. Awesome er de i hvert fald alle sammen.
Til gengæld har det vist sig at være sin sag at finde på ti ting om mig, som jeg skal dele med jer. Eller det troede jeg i hvert fald. For lige så snart jeg kom på én enkelt lille fin ting, som I skulle vide, væltede det frem i hjernebarken med alle mulige (fuldkommen tåbelige) titbits (!) om mig, som jeg da helt afgjort skal videregive. Så her kommer de (i ganske tilfældig orden):
1: Jeg er en af dem, som hele tiden har film kørende inde i hovedet. Hvis du fortæller mig noget, ser jeg det for mig, der inde på indersiden, hvor billeder er så levende. Hvis jeg læser noget, ser jeg det for mig....hvis jeg er ved at skvatte i badet, ser jeg allerede en hel lille film om, hvordan jeg får sms efter sms om, hvorfor jeg ikke er dukket op til det og det, og hvordan kæresten kommer hjem fra job og finder mig liggende med åbent kraniebrud og blod ud over hele badeværelsesgulvet. Også selvom jeg slet ikke falder, men bare lige får overbalance et øjeblik. Filmen er der med det samme.
2: Kropsfunktioner er ikke noget, der skræmmer mig. Har du svamp? Beskriv. Bløder du månedligt, var det brunt, rødt, tykt, tyndt, lugtede det anderledes, var der leverklumper? Er der noget, du har brug for at vende med nogen, så sig det bare. Jeg har ikke noget imod det. Jeg fortæller glad og gerne hvem som helst (bortset måske fra folk i bussen og den slags), at mit tis lugter af guldkorn, allerede et kvarter efter jeg har spist dem. At det lugter af kaffe lige så hurtigt. Og at det ikke lugter af asparges. Og du er velkommen til at dele lige så meget med mig, som du selv har lyst til at fortælle. Det generer mig på ingen måde (til gengæld må du dog gerne sige til, hvis jeg giver dig kvalme med den friere snak).
3: Jeg er håbløst dårlig til at regne. Nogle gange lykkes det mig at regne noget rigtigt, men når jeg forklarer folk, hvordan jeg kom frem til det, måber de gerne og synes, at det da var det mest besværlige i verden. Nuvel - hvis det virker for mig.... Som regel får jeg andre og/eller teknologi til at regne for mig, så jeg ikke går alt for galt i byen (som dengang jeg skulle halvere en opskrift og kom frem til, at halvdelen af 350 er 125 (det er jo logik, fordi 25x2=50!), og da var det godt, jeg lige rådførte mig med et menneske, som godt kan regne.) Til gengæld er jeg virkelig god til at huske datoer, telefonnumre, dankortnumre og andre talkombinationer. Og kan således stadig hele cpr-nummeret på en af de piger, jeg gik i klasse med for 14 år siden. Meget, meget nyttig at bruge plads i hjernen på dét.
4: Jeg er colafascist. Det er ikke løgn. I mit hoved er der helt specifikke regler; cola er The Real Thing - ja, Coca-Cola. Cola skal være så koldt, at man efter fire mundfulde (ja, lige præcis fire!) gisper efter vejret, fordi det kradser i halsen. Cola skal hældes forsigtigt op i glasset, som holdes på skrå, så ikke brusen forsvinder. Is i colaen er en dødssynd, for det får den til at boble meget mere og derved miste brusen. Nu kender du reglerne - overhold dem!
5: Jeg elsker min kæreste umådeligt højt, faktisk højere end nogen anden i verden. Det forhindrer mig dog ikke i, samtidig, at være forelsket i både Edward fra Twilight og Eric fra True Blood. Plus de løse, som findes i andre film/bøger.
Kan I mærke, at det går strygende nu? Ej, hvor kommer I bare til at vide enormt mange vigtige, gode og nyttige ting om mig!
6: Jeg tror ikke på Gud. Alligevel er jeg medlem af Folkekirken. For hvis nu Gud skulle findes alligevel, så ser han sikkert ikke med milde øjne på dem, som ikke engang har overskud til at betale 1 sølle % (eller tilsvarende lidt) i kirkeskat for at støtte gøjemøjet. Så jeg er medlem. Vil nødig falde i unåde....hos en, jeg anser for fri fantasi....ahem.
7: Jeg har for vane at navngive ting. Derfor har jeg en plante, som hedder Finn (og som jeg i øvrigt taler pænt til hele tiden), en cykel ved navn Kitte Kry og et koskind, der hedder Kurt. (Jeg havde også engang et stykke pap med en tegnet elg, som hed Helge, men det røg i noget flytning.)
8: Kage er noget af det bedste i verden, og jeg spiser det hellere end gerne. Og hellere end så meget andet. Men jeg kan I.K.K.E. lide chokoladekage. Brownies er noget af det værste, jeg ved, fordi det bare er så megaovertotaltfantastisk stærkt af chokolade. Det er ikke rart i min mund! Alt hvad der smager af mørk chokolade, falder i øvrigt også ind under denne kategori af dislikes.
9: Jeg var 25 år gammel, før jeg første gang købte en pakke kondomer. Men så var det til gengæld også med røde kinder og voldsom vejrtrækning, fordi jeg havde skyndt mig sådan hen til butikken. Hvor de ikke havde dem, hvorfor jeg så måtte videre til Bilka, hvor jeg købte kun det. Stor pige. Siden har jeg købt hele to pakker mere. Heldigt, at der ligesom altid har været andre, som har haft nogle.
10: Jeg er et vældigt utålmodigt menneske. I mange, mange år har jeg prøvet at få langt hår. Men det bliver bare aldrig rigtig længere end til skuldrene, før jeg bliver utålmodig, synes, det er kedeligt, at der skal ske noget nyt og sætter saksen til det. Eller maskinen. Altså hvis jeg er rigtig træt og synes, der skal "ske noget". Og nu er mit hår omkring ved skuldrene igen, og jeg tænker HVER dag på, at NU skal det klippes...men så venter jeg lige lidt...og lidt til....og lidt mere....
Det blev en lang sag!
Jeg håber ikke, jeg har sprunget nogen numre over. Og jeg håber, at I nu synes, I ved alt, hvad man skal vide, om sådan en som mig. Og så glæder jeg mig til at læse lignende lister hos andre!
Kom frisk igang! :)
....altså ikke fordi, man skal være ligeglad med, om folk kan lide en, sådan partout. Men det er meget godt ikke at bruge så meget tid, som jeg gør, på at spekulere på det - når man nu ikke kan ændre det. Og folk må jo sejle deres egen sø, for det ér dem, det går ud over, hvis de synes, jeg er dum og ikke gider mig. Nemlig.
Jo, jeg fik jo af søde Sifka denne award, og med den følger en opgave; skriv ti ting om dig selv og giv awarden videre.
Det er ingen sag at give den videre, for både Pernille, Signe, Klidmoster, Anne, RakelHermesetas og Nicolai er alle sammen awesome. Nicolai er ganske vist ikke helt en pige, men så alligevel....Sifka gav også Morfar awarden, så det går nok. Awesome er de i hvert fald alle sammen.
Til gengæld har det vist sig at være sin sag at finde på ti ting om mig, som jeg skal dele med jer. Eller det troede jeg i hvert fald. For lige så snart jeg kom på én enkelt lille fin ting, som I skulle vide, væltede det frem i hjernebarken med alle mulige (fuldkommen tåbelige) titbits (!) om mig, som jeg da helt afgjort skal videregive. Så her kommer de (i ganske tilfældig orden):
1: Jeg er en af dem, som hele tiden har film kørende inde i hovedet. Hvis du fortæller mig noget, ser jeg det for mig, der inde på indersiden, hvor billeder er så levende. Hvis jeg læser noget, ser jeg det for mig....hvis jeg er ved at skvatte i badet, ser jeg allerede en hel lille film om, hvordan jeg får sms efter sms om, hvorfor jeg ikke er dukket op til det og det, og hvordan kæresten kommer hjem fra job og finder mig liggende med åbent kraniebrud og blod ud over hele badeværelsesgulvet. Også selvom jeg slet ikke falder, men bare lige får overbalance et øjeblik. Filmen er der med det samme.
2: Kropsfunktioner er ikke noget, der skræmmer mig. Har du svamp? Beskriv. Bløder du månedligt, var det brunt, rødt, tykt, tyndt, lugtede det anderledes, var der leverklumper? Er der noget, du har brug for at vende med nogen, så sig det bare. Jeg har ikke noget imod det. Jeg fortæller glad og gerne hvem som helst (bortset måske fra folk i bussen og den slags), at mit tis lugter af guldkorn, allerede et kvarter efter jeg har spist dem. At det lugter af kaffe lige så hurtigt. Og at det ikke lugter af asparges. Og du er velkommen til at dele lige så meget med mig, som du selv har lyst til at fortælle. Det generer mig på ingen måde (til gengæld må du dog gerne sige til, hvis jeg giver dig kvalme med den friere snak).
3: Jeg er håbløst dårlig til at regne. Nogle gange lykkes det mig at regne noget rigtigt, men når jeg forklarer folk, hvordan jeg kom frem til det, måber de gerne og synes, at det da var det mest besværlige i verden. Nuvel - hvis det virker for mig.... Som regel får jeg andre og/eller teknologi til at regne for mig, så jeg ikke går alt for galt i byen (som dengang jeg skulle halvere en opskrift og kom frem til, at halvdelen af 350 er 125 (det er jo logik, fordi 25x2=50!), og da var det godt, jeg lige rådførte mig med et menneske, som godt kan regne.) Til gengæld er jeg virkelig god til at huske datoer, telefonnumre, dankortnumre og andre talkombinationer. Og kan således stadig hele cpr-nummeret på en af de piger, jeg gik i klasse med for 14 år siden. Meget, meget nyttig at bruge plads i hjernen på dét.
4: Jeg er colafascist. Det er ikke løgn. I mit hoved er der helt specifikke regler; cola er The Real Thing - ja, Coca-Cola. Cola skal være så koldt, at man efter fire mundfulde (ja, lige præcis fire!) gisper efter vejret, fordi det kradser i halsen. Cola skal hældes forsigtigt op i glasset, som holdes på skrå, så ikke brusen forsvinder. Is i colaen er en dødssynd, for det får den til at boble meget mere og derved miste brusen. Nu kender du reglerne - overhold dem!
5: Jeg elsker min kæreste umådeligt højt, faktisk højere end nogen anden i verden. Det forhindrer mig dog ikke i, samtidig, at være forelsket i både Edward fra Twilight og Eric fra True Blood. Plus de løse, som findes i andre film/bøger.
Kan I mærke, at det går strygende nu? Ej, hvor kommer I bare til at vide enormt mange vigtige, gode og nyttige ting om mig!
6: Jeg tror ikke på Gud. Alligevel er jeg medlem af Folkekirken. For hvis nu Gud skulle findes alligevel, så ser han sikkert ikke med milde øjne på dem, som ikke engang har overskud til at betale 1 sølle % (eller tilsvarende lidt) i kirkeskat for at støtte gøjemøjet. Så jeg er medlem. Vil nødig falde i unåde....hos en, jeg anser for fri fantasi....ahem.
7: Jeg har for vane at navngive ting. Derfor har jeg en plante, som hedder Finn (og som jeg i øvrigt taler pænt til hele tiden), en cykel ved navn Kitte Kry og et koskind, der hedder Kurt. (Jeg havde også engang et stykke pap med en tegnet elg, som hed Helge, men det røg i noget flytning.)
8: Kage er noget af det bedste i verden, og jeg spiser det hellere end gerne. Og hellere end så meget andet. Men jeg kan I.K.K.E. lide chokoladekage. Brownies er noget af det værste, jeg ved, fordi det bare er så megaovertotaltfantastisk stærkt af chokolade. Det er ikke rart i min mund! Alt hvad der smager af mørk chokolade, falder i øvrigt også ind under denne kategori af dislikes.
9: Jeg var 25 år gammel, før jeg første gang købte en pakke kondomer. Men så var det til gengæld også med røde kinder og voldsom vejrtrækning, fordi jeg havde skyndt mig sådan hen til butikken. Hvor de ikke havde dem, hvorfor jeg så måtte videre til Bilka, hvor jeg købte kun det. Stor pige. Siden har jeg købt hele to pakker mere. Heldigt, at der ligesom altid har været andre, som har haft nogle.
10: Jeg er et vældigt utålmodigt menneske. I mange, mange år har jeg prøvet at få langt hår. Men det bliver bare aldrig rigtig længere end til skuldrene, før jeg bliver utålmodig, synes, det er kedeligt, at der skal ske noget nyt og sætter saksen til det. Eller maskinen. Altså hvis jeg er rigtig træt og synes, der skal "ske noget". Og nu er mit hår omkring ved skuldrene igen, og jeg tænker HVER dag på, at NU skal det klippes...men så venter jeg lige lidt...og lidt til....og lidt mere....
Det blev en lang sag!
Jeg håber ikke, jeg har sprunget nogen numre over. Og jeg håber, at I nu synes, I ved alt, hvad man skal vide, om sådan en som mig. Og så glæder jeg mig til at læse lignende lister hos andre!
Kom frisk igang! :)
tirsdag den 22. september 2009
Awardwinning lille mig
Jeg er blevet erklæret en Awesome Girl.
Og det har jeg endda været i et par dage.
Jeg er bare også awesomely travl blandet med awesomely sløv, men jeg skal nok få blogget mine ti punkter og givet faklen videre.
Det blir bare ikke i dag.
For i dag har jeg læst fire tekster om en mildt sagt anderledes film, og de har sat min hjerne lidt ud af spil. Selvom jeg faktisk også har været på fin gåtur med en sød dame og hendes hund (undskyld, jeg skriver dame, men pige er så dumt og kvinde er så....alvorligt), og drukket to kander te, og skrevet noter, og læst avis, og set youtube-videoer, og set lidt fjernsyn, og læst en blog eller to, og drillet kæresten.
Træt er vist det, man med rette kan kalde mig. Så træt, at jeg faktisk ikke engang orker at ringe til min far og ønske ham god ferie. Men ikke for træt til at tro, jeg kan følge med i en dokumentar om Patty Hearst. Så det vil jeg prøve.
Ikke alene fordi det er en god historie, men også lidt fordi Hearst er et godt navn. Hørst. Padi Hørst. Kan I høre det? Awww, det er dejligt.
God fornøjelse til mig - og dig - og jeg vender tilbage med Awesomeness i morgen!
..........eller i hvert fald snart. Agtigt.
Og det har jeg endda været i et par dage.
Jeg er bare også awesomely travl blandet med awesomely sløv, men jeg skal nok få blogget mine ti punkter og givet faklen videre.
Det blir bare ikke i dag.
For i dag har jeg læst fire tekster om en mildt sagt anderledes film, og de har sat min hjerne lidt ud af spil. Selvom jeg faktisk også har været på fin gåtur med en sød dame og hendes hund (undskyld, jeg skriver dame, men pige er så dumt og kvinde er så....alvorligt), og drukket to kander te, og skrevet noter, og læst avis, og set youtube-videoer, og set lidt fjernsyn, og læst en blog eller to, og drillet kæresten.
Træt er vist det, man med rette kan kalde mig. Så træt, at jeg faktisk ikke engang orker at ringe til min far og ønske ham god ferie. Men ikke for træt til at tro, jeg kan følge med i en dokumentar om Patty Hearst. Så det vil jeg prøve.
Ikke alene fordi det er en god historie, men også lidt fordi Hearst er et godt navn. Hørst. Padi Hørst. Kan I høre det? Awww, det er dejligt.
God fornøjelse til mig - og dig - og jeg vender tilbage med Awesomeness i morgen!
..........eller i hvert fald snart. Agtigt.
søndag den 20. september 2009
Pas på sagerne - version 2.0
Så var det også, jeg rodede ALLE bunker igennem igen. Og en gang til. Og så så man mig fare i kælderen med et blødende neglebånd, for nu skulle det pas %¤#%" findes!
Og jeg fandt det. På bunden af en flyttekasse med diverse kontorting lå det, sammen med en sølvfisk, og fniste ad mig. Nu ligger det lige her ved siden af mig!
Oven i det fandt jeg en hel hær af kuverter, så de kom også med op. Det er jo så praktisk. Og nogle klistermærkater til at skrive på, labels, kan man vel kalde dem. Og nogle fine kort-og-kuvert-sæt fra IKEA, som hedder Önska. Dé er nu også vældig rare at have i nærheden.
Så nu er jeg glad igen. Sidder og lytter til Kate Bushs "Wuthering Heights", for den er nu så fin, selvom det er svært at synge med på de høje toner.
All is well that ends well, og min ende er i hvert fald well.
Og jeg fandt det. På bunden af en flyttekasse med diverse kontorting lå det, sammen med en sølvfisk, og fniste ad mig. Nu ligger det lige her ved siden af mig!
Oven i det fandt jeg en hel hær af kuverter, så de kom også med op. Det er jo så praktisk. Og nogle klistermærkater til at skrive på, labels, kan man vel kalde dem. Og nogle fine kort-og-kuvert-sæt fra IKEA, som hedder Önska. Dé er nu også vældig rare at have i nærheden.
Så nu er jeg glad igen. Sidder og lytter til Kate Bushs "Wuthering Heights", for den er nu så fin, selvom det er svært at synge med på de høje toner.
All is well that ends well, og min ende er i hvert fald well.
lørdag den 19. september 2009
Pas på sagerne
Jeg er ikke en af verdens mest pertentlige eller ordentlige mennesker. Jeg har sådan nogenlunde tjek på de ting, jeg skal huske, regninger, lektier og den slags, men mit skrivebord ligner altid Amager Lortemølle, og jeg skal sådan kante mig frem til det uden om diverse sager og ragelse, som fylder op.
Alligevel har jeg altid vidst med sikkerhed, hvor mit pas var. Da jeg jo ikke er rigtig ordentlig, er det ikke sådan, jeg har ligefrem har arrangeret og aftalt med mig selv (eller andre), at "denne her skuffe, er bare dér, hvor jeg for tid og evighed vil opbevare mit pas."
Jeg har bare altid haft en form for orden i mit lille kaos, og vidst, hvor det nu lige var, jeg så det sidst. Og passet bruger man jo ikke sådan i tide og utide, så det har bare ligget stille samme sted.
Men hvor?
Sagen er, at jeg snart skal ud at rejse og nu ikke har den fjerneste idé om, hvor passet befinder sig. Min mor, og andre skægge mennesker, vil sikkert sige, jeg skulle have PASset bedre på det. Men jeg vidste jo, hvor det var!
Lige indtil jeg ikke vidste det. Som er nu. Derfor bruger jeg en tømmermændslørdag på at rende rundt til små afkroge i lejligheden og glo der. Bag bøgerne på reolen, i skufferne med sengetøj og håndklæder, i alle papirerne fra sidste semester. Og forrige semester, for man ved jo aldrig...
Hvis du var mit pas, hvor ville du så ligge og fnise og gemme dig for en rejsefeberramt mig?
Alligevel har jeg altid vidst med sikkerhed, hvor mit pas var. Da jeg jo ikke er rigtig ordentlig, er det ikke sådan, jeg har ligefrem har arrangeret og aftalt med mig selv (eller andre), at "denne her skuffe, er bare dér, hvor jeg for tid og evighed vil opbevare mit pas."
Jeg har bare altid haft en form for orden i mit lille kaos, og vidst, hvor det nu lige var, jeg så det sidst. Og passet bruger man jo ikke sådan i tide og utide, så det har bare ligget stille samme sted.
Men hvor?
Sagen er, at jeg snart skal ud at rejse og nu ikke har den fjerneste idé om, hvor passet befinder sig. Min mor, og andre skægge mennesker, vil sikkert sige, jeg skulle have PASset bedre på det. Men jeg vidste jo, hvor det var!
Lige indtil jeg ikke vidste det. Som er nu. Derfor bruger jeg en tømmermændslørdag på at rende rundt til små afkroge i lejligheden og glo der. Bag bøgerne på reolen, i skufferne med sengetøj og håndklæder, i alle papirerne fra sidste semester. Og forrige semester, for man ved jo aldrig...
Hvis du var mit pas, hvor ville du så ligge og fnise og gemme dig for en rejsefeberramt mig?
onsdag den 16. september 2009
Semestrets første....
I mandags havde jeg en ægte lortedag. Jeg var træt, ked af det, følte mig tyk, med grimt hår, grimme tænder og alting var bare galt.
Jeg havde overhovedet ikke lyst til at tage til undervisning, og ville bare gemme mig på sofaen med Wuthering Heights, te og et tæppe hele dagen. Og alle de kanelsnegle, som jeg lagde i fryseren i sidste uge.
Men jeg kom afsted. Jeg gjorde det. Og selvom jeg gav mig selv lov til at tage den dovne vej i skole, så cyklede jeg den lidt længere vej. For jeg tænkte, at motion er så godt for folk, og det gør folk glade, og det udløser endorfiner, og frisk luft er så sundt og blablabla.
Det var rart at cykle. Det var rart med solskin på ryggen og frisk luft i ansigtet. Men det hjalp ikke.
Da jeg var på uni, sendte jeg straks en sms til min bedste ven i verden og spurgte, om han også var der. Og om han lige gav en kop kaffe og et kram i min pause. Dét gjorde han.
Det er fandme dejligt med gode venner, som er der, når man har brug for det. Og det gælder både dem, som gir kaffe og kage, og dem som bare skriver et sted på nettet, at man er god nok.
Dette semesters første kop kaffe fra unis automat.
Jeg havde overhovedet ikke lyst til at tage til undervisning, og ville bare gemme mig på sofaen med Wuthering Heights, te og et tæppe hele dagen. Og alle de kanelsnegle, som jeg lagde i fryseren i sidste uge.
Men jeg kom afsted. Jeg gjorde det. Og selvom jeg gav mig selv lov til at tage den dovne vej i skole, så cyklede jeg den lidt længere vej. For jeg tænkte, at motion er så godt for folk, og det gør folk glade, og det udløser endorfiner, og frisk luft er så sundt og blablabla.
Det var rart at cykle. Det var rart med solskin på ryggen og frisk luft i ansigtet. Men det hjalp ikke.
Da jeg var på uni, sendte jeg straks en sms til min bedste ven i verden og spurgte, om han også var der. Og om han lige gav en kop kaffe og et kram i min pause. Dét gjorde han.
Det er fandme dejligt med gode venner, som er der, når man har brug for det. Og det gælder både dem, som gir kaffe og kage, og dem som bare skriver et sted på nettet, at man er god nok.
Dette semesters første kop kaffe fra unis automat.
I dag var jeg forbi automaten igen for at få den anden kop kaffe i dette semester - foreløbig, det skal nok blive til flere, især når det blir koldt! Men ak, jeg blev bange. På automaten hang en seddel; "Ud af drift. Kun kaffe." stod der på den.
Ok, så det hedder udE af drift, men det kan jo glippe. Hvad værre var, stod det ikke helt klart, hvorvidt det kun var kaffen, der var ude af drift, eller om det kun var kaffen, der virkede.
Jeg var heldigere end pigen foran mig. Hun fik en kop halvt fyldt med hvidligt skum, da hun bestilte kakao. Jeg fik min kaffe!
Ok, så det hedder udE af drift, men det kan jo glippe. Hvad værre var, stod det ikke helt klart, hvorvidt det kun var kaffen, der var ude af drift, eller om det kun var kaffen, der virkede.
Jeg var heldigere end pigen foran mig. Hun fik en kop halvt fyldt med hvidligt skum, da hun bestilte kakao. Jeg fik min kaffe!
Hvad pakken gemte
Jesus på forsiden.
Fadervor på bagsiden.Gaven indeholdt en lille æske, og inden i æsken var der et fint lille, gyldent Dagmarkors.
Det rigtige Dagmarkors blev fundet i Sct. Bendts kirke i den sjællandske by, jeg kommer fra, Ringsted.
Det lå i Dronning Dagmars grav, deraf navnet, og når en brud gifter sig i kirken, træder hun over Dagmars grav, og derfor er det tradition, at bruden låner en kopi af det originale kors, som hun bærer i kirken.
Det originale hænger på Nationalmuseet og er formodentlig ikke sådan lige til udlån.
Jeg synes, det er sådan en fin tradition, og bliver helt giftelysten bare ved tanken. Selvom Sct. Bendts kirke er en af de længste i landet at gå igennem på vej til alteret.
Det originale Dagmarkors har ikke Fadervor på bagsiden, men i stedet Jomfru Maria og nogle helgener. Men da mit eget kors er et af dem med Fadervor, syntes jeg, at det var en god ide at give netop dét videre.
Det blev vel modtaget, dog fik babyen endnu et kors. Det er jo, hvad der kan ske.
Selve dåben gik ganske fint, vi stod alle stille og andægtigt, da lillepigen fik vand i håret - uden at hyle! - og onklen sagde det helt rigtige navn, så det gik glat.
Resten af dagen gik lige så glat.
Der var grillet kød, salat, brød, kage, snak, hygge og vikingespil. En herlig måde at bruge en søndag på faktisk.
Hvis det altså ikke lige indebar, at jeg skulle op 5.30 for at være i Herning til kl. 10..... så det var en træt lille mig, der kom hjem søndag aften. Men også glad, for det var en virkeligt dejlig dag - og kæresten og jeg er stadig benovede over, at vi blev valgt til at stå fadder.
Det rigtige Dagmarkors blev fundet i Sct. Bendts kirke i den sjællandske by, jeg kommer fra, Ringsted.
Det lå i Dronning Dagmars grav, deraf navnet, og når en brud gifter sig i kirken, træder hun over Dagmars grav, og derfor er det tradition, at bruden låner en kopi af det originale kors, som hun bærer i kirken.
Det originale hænger på Nationalmuseet og er formodentlig ikke sådan lige til udlån.
Jeg synes, det er sådan en fin tradition, og bliver helt giftelysten bare ved tanken. Selvom Sct. Bendts kirke er en af de længste i landet at gå igennem på vej til alteret.
Det originale Dagmarkors har ikke Fadervor på bagsiden, men i stedet Jomfru Maria og nogle helgener. Men da mit eget kors er et af dem med Fadervor, syntes jeg, at det var en god ide at give netop dét videre.
Det blev vel modtaget, dog fik babyen endnu et kors. Det er jo, hvad der kan ske.
Selve dåben gik ganske fint, vi stod alle stille og andægtigt, da lillepigen fik vand i håret - uden at hyle! - og onklen sagde det helt rigtige navn, så det gik glat.
Resten af dagen gik lige så glat.
Der var grillet kød, salat, brød, kage, snak, hygge og vikingespil. En herlig måde at bruge en søndag på faktisk.
Hvis det altså ikke lige indebar, at jeg skulle op 5.30 for at være i Herning til kl. 10..... så det var en træt lille mig, der kom hjem søndag aften. Men også glad, for det var en virkeligt dejlig dag - og kæresten og jeg er stadig benovede over, at vi blev valgt til at stå fadder.
lørdag den 12. september 2009
Dåbsweekend igen
I morgen skal kæresten og jeg noget vigtigt.
Min veninde, som for tre måneder siden fødte en fin, lille datter, har spurgt, om vi vil stå fadder for pigebarnet. Og det vil vi gerne.
Oven i det spurgte den kønne moder, om jeg ville behage gæsterne med noget bagværk. Og det vil jeg også gerne.
Så jeg har brugt min lørdag på at bage. Faktisk ikke ret meget andet. Da det skortede på mel, blev kæresten sendt af sted (og husk lige cola, skat!), og jeg blev i køkkenet og fandt en løsning på det lidt akutte problem, mens jeg sang med på musikken og nød duften i bageriet.
Nu er bagningen overstået og der hviler 24 flutes og en dejlig kage i mit køkken.
Flutene findes i fire varianter; grov, krydret grov, langtidshævet, og krydret. De tre slags er lavet med cirka en halv pakke gær, trekvart liter vand, salt, krydderi og 'grovhed' som det ønskedes, og mel for resten. Den ene omgang dej fik også lidt hvid hvedemel, da jeg løb tør for det andet.
Nogle er drysset med sesam, andre med en blanding af hakkede nødder og mandler, andre igen med hakkede solsikkekerner. Jeg håber, de kan lide dem. Og at 24 styk er nok til 30 mennesker.
Men mon ikke.... mennesket lever jo ikke af brød alene.
Kagen er en 'Den du ved nok', selvom den her i huset kaldes noget andet. Opskriften har jeg fundet et sted på nettet, og bruger hver gang den samme. Jeg gad nok vide, hvordan vi får det hele med i bus, tog og bus i morgen tidlig.
Det er heldigt, at gaven ikke fylder så meget. Hvad der er i den, må I vente med at få at vide til i morgen. Man ved jo aldrig, hvem der læser med....
Min veninde, som for tre måneder siden fødte en fin, lille datter, har spurgt, om vi vil stå fadder for pigebarnet. Og det vil vi gerne.
Oven i det spurgte den kønne moder, om jeg ville behage gæsterne med noget bagværk. Og det vil jeg også gerne.
Så jeg har brugt min lørdag på at bage. Faktisk ikke ret meget andet. Da det skortede på mel, blev kæresten sendt af sted (og husk lige cola, skat!), og jeg blev i køkkenet og fandt en løsning på det lidt akutte problem, mens jeg sang med på musikken og nød duften i bageriet.
Nu er bagningen overstået og der hviler 24 flutes og en dejlig kage i mit køkken.
Flutene findes i fire varianter; grov, krydret grov, langtidshævet, og krydret. De tre slags er lavet med cirka en halv pakke gær, trekvart liter vand, salt, krydderi og 'grovhed' som det ønskedes, og mel for resten. Den ene omgang dej fik også lidt hvid hvedemel, da jeg løb tør for det andet.
Nogle er drysset med sesam, andre med en blanding af hakkede nødder og mandler, andre igen med hakkede solsikkekerner. Jeg håber, de kan lide dem. Og at 24 styk er nok til 30 mennesker.
Men mon ikke.... mennesket lever jo ikke af brød alene.
Kagen er en 'Den du ved nok', selvom den her i huset kaldes noget andet. Opskriften har jeg fundet et sted på nettet, og bruger hver gang den samme. Jeg gad nok vide, hvordan vi får det hele med i bus, tog og bus i morgen tidlig.
Det er heldigt, at gaven ikke fylder så meget. Hvad der er i den, må I vente med at få at vide til i morgen. Man ved jo aldrig, hvem der læser med....
fredag den 11. september 2009
Sådan kan det gå.
Forleden havde jeg - endnu en gang - hovedpine. Jeg måtte aflyse en ellers glædeligt ventet gåtur med nogens hund i godt selskab og bare ligge og have ondt af mig selv, fordi jeg vidste, at kæresten fik gæster til aften. Stakkels, stakkels mig.
Så kom jeg i tanke om, at det nogle gange hjælper på hovedet-nakken-ryggen, hvis jeg bruger nogle af de muskler, som spasser ud og spænder op. Og dem kan man for eksempel motionere ved at ælte dej.
I fjernsynet var der nogen, der havde snakket om cinnamon rolls, så hvad var mere nærliggende end at smække nogle kanelsnegle sammen. Så var der også lidt til gæsterne, så det ikke virkede som om, de kom til ulejlighed.
Som sagt, så gjort, og jeg fik frembragt fire plader med snegle, før dagen var omme. Hovedpinen gik nu ikke væk, men de smagte dejligt og gæsterne gik tidligt hjem. Så alt i alt - succes!
Uhm. Snegle uden glasur.
Uhm. Snegle med glasur.
Uhm. En smiler i min glasur.
Så kom jeg i tanke om, at det nogle gange hjælper på hovedet-nakken-ryggen, hvis jeg bruger nogle af de muskler, som spasser ud og spænder op. Og dem kan man for eksempel motionere ved at ælte dej.
I fjernsynet var der nogen, der havde snakket om cinnamon rolls, så hvad var mere nærliggende end at smække nogle kanelsnegle sammen. Så var der også lidt til gæsterne, så det ikke virkede som om, de kom til ulejlighed.
Som sagt, så gjort, og jeg fik frembragt fire plader med snegle, før dagen var omme. Hovedpinen gik nu ikke væk, men de smagte dejligt og gæsterne gik tidligt hjem. Så alt i alt - succes!
Uhm. Snegle uden glasur.
Uhm. Snegle med glasur.
Uhm. En smiler i min glasur. torsdag den 10. september 2009
Foragt
Jeg plejer at cykle de små fire kilometer, der er fra mit eget trygge hjem til det store altfavnende universitet. Ruten går blandt andet hen ad Ringvejen og ned ad Randersvej.
Hvis man bor i Århus, ved man, at Randersvej er en ret stejl vej, derfor er den dejlig at cykle på, når man skal til universitetet. Når man skal hjem, er den knap så rar.
Man opnår god og dejlig fart på vejen ned, og asfalten er, som et af de få steder i denne by, ikke fuldkommen elendig og fuld af buler og hakker, så man må skrumple afsted. Det glider i et let flow, hvor man næsten ikke behøver træde i pedalerne, men kan sidde stille og lade sig blæse i ansigtet af al den luft, man suuuuser igennem.
I morges var der en mand, som susede lidt rigeligt, og det fik mig til at tænke.
Der er nogle sideveje til Randersvej, og ved dem er der naturligvis lyskurve, således at trafikken kan blive afviklet uproblematisk og efter tur. Så må man standse cyklen og holde for rødt med de andre, mens man indånder lige dele biludstødning og lige dele frisk luft. Men det er åbenbart ikke alle, som har temperament til dette.
I dag var der en mandlig cyklist, som lod hånt om liv og førlighed, og susede lige over Stockholsmgade, selvom der var rødt.
Jeg måbede.
Ja, det gjorde jeg faktisk. Spærrede øjnene op og lod kæben hænge. Hvad fanden!?
Ok, det kan have været en fejl.
Måske havde han så meget fart på, at han bare ikke nåede at se, at der var rødt lys?
Måske var han farveblind?
Det kan jo være svært at bedømme, når man kun ser ham fra ryggen, men han så ikke brødebetynget ud over sin handling. Han kørte bare.
Og med dét lod han ikke alene hånt om sin egen sikkerhed - og givetvis sit liv - han lod hånt om de andre trafikanter. Jeg har aldrig slået nogen ihjel, men jeg forestiller mig, at det ikke er særligt rart at få en cyklist på kølerhjelmen eller sende ham ud midt på Randersvej med fronten af bilen dér midt i morgenmylderet. Og alle de andre bilister og cyklister som ikke kan gøre fra eller til, men bare må stå der og prøve at lukke øjnene, som han lander på gaden og smatter ud.....
Ja, altså...der skete jo ikke noget. Men det var mere held end forstand, så hvis du læser med her Hurtige Helge, så prøv lige at undlade den slags en anden gang, ik....
PS og så ønsker jeg mig i øvrigt en cykelhjelm, for man får dælme fart på!
Hvis man bor i Århus, ved man, at Randersvej er en ret stejl vej, derfor er den dejlig at cykle på, når man skal til universitetet. Når man skal hjem, er den knap så rar.
Man opnår god og dejlig fart på vejen ned, og asfalten er, som et af de få steder i denne by, ikke fuldkommen elendig og fuld af buler og hakker, så man må skrumple afsted. Det glider i et let flow, hvor man næsten ikke behøver træde i pedalerne, men kan sidde stille og lade sig blæse i ansigtet af al den luft, man suuuuser igennem.
I morges var der en mand, som susede lidt rigeligt, og det fik mig til at tænke.
Der er nogle sideveje til Randersvej, og ved dem er der naturligvis lyskurve, således at trafikken kan blive afviklet uproblematisk og efter tur. Så må man standse cyklen og holde for rødt med de andre, mens man indånder lige dele biludstødning og lige dele frisk luft. Men det er åbenbart ikke alle, som har temperament til dette.
I dag var der en mandlig cyklist, som lod hånt om liv og førlighed, og susede lige over Stockholsmgade, selvom der var rødt.
Jeg måbede.
Ja, det gjorde jeg faktisk. Spærrede øjnene op og lod kæben hænge. Hvad fanden!?
Ok, det kan have været en fejl.
Måske havde han så meget fart på, at han bare ikke nåede at se, at der var rødt lys?
Måske var han farveblind?
Det kan jo være svært at bedømme, når man kun ser ham fra ryggen, men han så ikke brødebetynget ud over sin handling. Han kørte bare.
Og med dét lod han ikke alene hånt om sin egen sikkerhed - og givetvis sit liv - han lod hånt om de andre trafikanter. Jeg har aldrig slået nogen ihjel, men jeg forestiller mig, at det ikke er særligt rart at få en cyklist på kølerhjelmen eller sende ham ud midt på Randersvej med fronten af bilen dér midt i morgenmylderet. Og alle de andre bilister og cyklister som ikke kan gøre fra eller til, men bare må stå der og prøve at lukke øjnene, som han lander på gaden og smatter ud.....
Ja, altså...der skete jo ikke noget. Men det var mere held end forstand, så hvis du læser med her Hurtige Helge, så prøv lige at undlade den slags en anden gang, ik....
PS og så ønsker jeg mig i øvrigt en cykelhjelm, for man får dælme fart på!
mandag den 7. september 2009
Raffinement
Nu hvor jeg jo har fået en fortræffelig bachelorgrad fra det fabelagtige universitet, er jeg naturligvis også blevet fin på den.
Derfor kan jeg ikke længere spise helt almindelige Ga-Joler som alle andre......
Næh, jeg kræver fine Ga-Joler som er pyntet med kunsterier. Hvor heldigt, at det lige findes!
Derfor kan jeg ikke længere spise helt almindelige Ga-Joler som alle andre......
Næh, jeg kræver fine Ga-Joler som er pyntet med kunsterier. Hvor heldigt, at det lige findes!
onsdag den 2. september 2009
Velkommen tilbage
Hør nu her mester!
.....Jeg er studerende, fakultetet er humaniora, det er første dag efter to måneders ferie med afslapning, sol og tom hjerne!
Tror du selv, vi kan sidde stille og lytte koncentreret i halvanden time, imens du taler så hurtigt, at vi alligevel kun hører halvdelen af dit sløje skoleengelsk, hvor Butch udtales 'buts'?!
Imens du viser, hvordan alle undervisere mister enhver evne til at betjene AV-udstyr, så vi går glip af det mesterklip, du vil vise os?!
Imens du skriver sjusket og ulæseligt på tavlen - og ser overrasket ud, fordi vi falder døde om det øjeblik, du siger "Skal vi holde pause nu?"!?
Ja, jeg spørger jo bare.....
Men bortset fra dét, så var det nu kloge, gode ting han sagde. Og jeg kommer helt sikkert igen i næste uge. Og jeg vil endda glæde mig til det.
Inden jeg kommer helt så langt, vil jeg dog lige sidde og stirre tomt ud i luften en aftens tid.
.....Jeg er studerende, fakultetet er humaniora, det er første dag efter to måneders ferie med afslapning, sol og tom hjerne!
Tror du selv, vi kan sidde stille og lytte koncentreret i halvanden time, imens du taler så hurtigt, at vi alligevel kun hører halvdelen af dit sløje skoleengelsk, hvor Butch udtales 'buts'?!
Imens du viser, hvordan alle undervisere mister enhver evne til at betjene AV-udstyr, så vi går glip af det mesterklip, du vil vise os?!
Imens du skriver sjusket og ulæseligt på tavlen - og ser overrasket ud, fordi vi falder døde om det øjeblik, du siger "Skal vi holde pause nu?"!?
Ja, jeg spørger jo bare.....
Men bortset fra dét, så var det nu kloge, gode ting han sagde. Og jeg kommer helt sikkert igen i næste uge. Og jeg vil endda glæde mig til det.
Inden jeg kommer helt så langt, vil jeg dog lige sidde og stirre tomt ud i luften en aftens tid.
søndag den 30. august 2009
Den store håndarbejdshyggedag!
Som I kunne læse i går, har jeg så småt lært at hækle. Det helt vilde er det nu ikke blevet til, men jeg er da i gang med en kjoleløs strop i knaldende rød til Klidmosteren. Dén bliver hun glad for.
Som I også kunne læse i går, er jeg ikke helt vildt dygtig til nørkleriet endnu og har derfor brug for kyndig vejledning. Og hvad kunne jo så være bedre end at invitere til håndarbejdshyggedag? Ja, det er et retorisk spørgsmål, for der er selvfølgelig intet bedre.
Og du, kære læser, er hermed inviteret.
Der er åbent for alle, det er gratis, og det er den 17. oktober (det er sidste lørdag i efterårsferien, uge 42) fra kl. 14, og man behøver ikke engang kunne strikke eller hækle for at være med. Vi skal nemlig også drikke te og kaffe og spise kage. Men uden at fedte garnet, som man siger.
Arrangementet er ganske gratis, men du skal lige sende en mail og sige, at du kommer, så får du til gengæld min adresse at vide. Fikst.
Kom frisk bettevenner!
Som I også kunne læse i går, er jeg ikke helt vildt dygtig til nørkleriet endnu og har derfor brug for kyndig vejledning. Og hvad kunne jo så være bedre end at invitere til håndarbejdshyggedag? Ja, det er et retorisk spørgsmål, for der er selvfølgelig intet bedre.
Og du, kære læser, er hermed inviteret.
Der er åbent for alle, det er gratis, og det er den 17. oktober (det er sidste lørdag i efterårsferien, uge 42) fra kl. 14, og man behøver ikke engang kunne strikke eller hækle for at være med. Vi skal nemlig også drikke te og kaffe og spise kage. Men uden at fedte garnet, som man siger.
Arrangementet er ganske gratis, men du skal lige sende en mail og sige, at du kommer, så får du til gengæld min adresse at vide. Fikst.
Kom frisk bettevenner!
lørdag den 29. august 2009
Håndarbejde
Jeg er i en læringsproces. Den er meget lang, kan jeg mærke, for jeg er ikke god til det. Jeg får småkrampe i hænderne og mine skuldre er så spændte, at de hænger oppe omkring ørerne. På trods af det så hygger jeg mig gevaldigt med det.... jeg hækler!
Min mor har hæklet, så længe jeg kan huske, og min mormor gjorde det samme. Hele familien har en hær af de der bølgede, forskelligtfarvede, hjemmehæklede tæpper. Og futter! Futter var min mormors glansnummer, det er en slags korte sokker, som blev hæklet i størrelse efter, hvor stor man nu var blevet. De var personlige, lavet af garnrester og holdt fødderne varme. Skønt.
I skolens håndarbejdstimer var jeg mildt sagt mindre talentløs. Jeg strikkede engang et halstørklæde, hvor maskerne skiftevis var så løse, at de faldt af pindene hele tiden og så stramme, at jeg næsten ikke kunne bevæge pindene. Og mormor gjorde det færdigt for mig. Ikke en stor succes.
Men nu er jeg tilbage på hesten!
Sidste weekend, da jeg var hjemme på Sjælland, fik jeg min mor til at lære mig at hækle. Blot en enkelt slags masker, men jeg kom i gang, selvom det var noget nær umuligt det første kvarter.
Jeg fik tre hæklenåle - ja, for hvor man har pinde til at strikke med, har man nåle til hækling, så fancy - og en gaaaaaaaaaaaammel bog fra Aller med hækleopskrifter med hjem fra moar og har så ikke rørt det siden. Før i dag.
Og nu har jeg allerede lært en ny slags masker. Der er instruktioner i bogen, men jeg tror nok, det meste skal læres af en kyndig vejleder, som kan guide mig bedre end en skreven opskrift fra 1960...
Derfor arbejder jeg lige nu med at finde en dag, hvor jeg kan holde en håndarbejdsdag hjemme hos mig. Det bliver nok en weekend, og nok ikke før oktober.
Så hold øje med Ordningen - der kommer snart et rigtig godt tilbud om hygge, te, kaffe, kage og håndarbejde!
....nåhja, når jeg får lavet et eller andet, som faktisk ér noget, så skal jeg nok vise det frem herinde.
Min mor har hæklet, så længe jeg kan huske, og min mormor gjorde det samme. Hele familien har en hær af de der bølgede, forskelligtfarvede, hjemmehæklede tæpper. Og futter! Futter var min mormors glansnummer, det er en slags korte sokker, som blev hæklet i størrelse efter, hvor stor man nu var blevet. De var personlige, lavet af garnrester og holdt fødderne varme. Skønt.
I skolens håndarbejdstimer var jeg mildt sagt mindre talentløs. Jeg strikkede engang et halstørklæde, hvor maskerne skiftevis var så løse, at de faldt af pindene hele tiden og så stramme, at jeg næsten ikke kunne bevæge pindene. Og mormor gjorde det færdigt for mig. Ikke en stor succes.
Men nu er jeg tilbage på hesten!
Sidste weekend, da jeg var hjemme på Sjælland, fik jeg min mor til at lære mig at hækle. Blot en enkelt slags masker, men jeg kom i gang, selvom det var noget nær umuligt det første kvarter.
Jeg fik tre hæklenåle - ja, for hvor man har pinde til at strikke med, har man nåle til hækling, så fancy - og en gaaaaaaaaaaaammel bog fra Aller med hækleopskrifter med hjem fra moar og har så ikke rørt det siden. Før i dag.
Og nu har jeg allerede lært en ny slags masker. Der er instruktioner i bogen, men jeg tror nok, det meste skal læres af en kyndig vejleder, som kan guide mig bedre end en skreven opskrift fra 1960...
Derfor arbejder jeg lige nu med at finde en dag, hvor jeg kan holde en håndarbejdsdag hjemme hos mig. Det bliver nok en weekend, og nok ikke før oktober.
Så hold øje med Ordningen - der kommer snart et rigtig godt tilbud om hygge, te, kaffe, kage og håndarbejde!
....nåhja, når jeg får lavet et eller andet, som faktisk ér noget, så skal jeg nok vise det frem herinde.
fredag den 28. august 2009
Juletid
Ja, der er nok mange, som allerede ryster på hovedet ved overskriften. Hvis du er en af dem, så må du hellere stoppe her. For dagens post handler om jul. Og ja, jeg er tidligt ude, men det må man gerne, for året går på hæld, vinden tager til og mørket trænger sig mere og mere på. Og det ér snart jul.
Julen er noget, jeg glæder mig til rigtig tidligt hvert år. Jeg når som regel at drive min omgangskreds en smule til vanvid, fordi mit julehumørbarometer begynder at stige allerede omkring nu, slutningen af august. Og jeg elsker det!
Jeg er skilsmissebarn og har altid været vant til at julen skiftevis blev holdt hos mor og far. Da jeg også har to søstre, som er henholdsvis 7 og 10 år ældre end mig, var de pludselig ikke en naturlig del af rotationen, da de også fik svigerfamilier, som skulle tilgodeses. Det var jo i grunden fint, vi fik stort set altid set hinanden én gang i løbet af julens dage. Men det bliver et større og større puslespil at få til at gå op.
Jeg har svigerfamilie, min ene søster har svigerfamilie, min anden søster har sin søn hver anden jul, og vores egne forældre har også nogle gange andre planer.
I år foregreb jeg alle begivenheder og sendte en sms til mine søstre allerede i maj måned, hvor jeg fortalte, at jeg gerne ville holde jul med dem. Det var jo ikke sikkert, det ville ændre noget, men så havde jeg da givet besked...
To dage efter var det hele arrangeret. Min ene søster lægger hus til, min anden søster, min mor og min kæreste dukker op den 24., mødes hos min far den 25., og ses hos min mor den 26.
Bim bam og glædelig jul.
Jeg vil lige slutte af med at komme med en af mine all time favourites, når det kommer til julesange. Den lyder muligvis ikke meget julet for mange af jer, men jeg elsker den, og håber, den vil sætte jer bare en smule i stemning allerede også.
Julen er noget, jeg glæder mig til rigtig tidligt hvert år. Jeg når som regel at drive min omgangskreds en smule til vanvid, fordi mit julehumørbarometer begynder at stige allerede omkring nu, slutningen af august. Og jeg elsker det!
Jeg er skilsmissebarn og har altid været vant til at julen skiftevis blev holdt hos mor og far. Da jeg også har to søstre, som er henholdsvis 7 og 10 år ældre end mig, var de pludselig ikke en naturlig del af rotationen, da de også fik svigerfamilier, som skulle tilgodeses. Det var jo i grunden fint, vi fik stort set altid set hinanden én gang i løbet af julens dage. Men det bliver et større og større puslespil at få til at gå op.
Jeg har svigerfamilie, min ene søster har svigerfamilie, min anden søster har sin søn hver anden jul, og vores egne forældre har også nogle gange andre planer.
I år foregreb jeg alle begivenheder og sendte en sms til mine søstre allerede i maj måned, hvor jeg fortalte, at jeg gerne ville holde jul med dem. Det var jo ikke sikkert, det ville ændre noget, men så havde jeg da givet besked...
To dage efter var det hele arrangeret. Min ene søster lægger hus til, min anden søster, min mor og min kæreste dukker op den 24., mødes hos min far den 25., og ses hos min mor den 26.
Bim bam og glædelig jul.
Jeg vil lige slutte af med at komme med en af mine all time favourites, når det kommer til julesange. Den lyder muligvis ikke meget julet for mange af jer, men jeg elsker den, og håber, den vil sætte jer bare en smule i stemning allerede også.
onsdag den 26. august 2009
Tudevorn
Suffikset 'vorn' er ganske fantastisk.
Man kan være grådlabil. Eller man kan være tudevorn.
I psykiaterens stol er jeg nok mest grådlabil, men i det store og hele - og det rigtige liv - er jeg mest af alt tudevorn.
De sidste par dage har jeg haft besøg af min 9-årige nevø. Det er første gang han er på ferie hos nogen sådan på egen hånd, og jeg er meget stolt af, at det lige er mig, der har æren af at være vært. Det har sin naturlige forklaring, da jeg er en, som gider pjatte, lave ansigter, fjolle, tosse og være lallet med ham og altid har været tæt på ham og moren, siden han blev født. Så tæt, at han engang skreg på mig frem for sin far, da han blev bange og vi ellers begge var til stede.
Vi har været i svømmeren, vi har været på Sunset, på Maccen, i BR, i Lego-butikken, på stranden, på vikingemuseet, i rollespilsbutikken, spillet Mario Kart på Wiien, lavet sjov og ballade med hinanden og min kæreste og jeg har puttet med ham hver aften, mens han faldt i søvn i sin mosters ret fremmede lejlighed helt henne i Jylland.
I dag tog vi til Odense og mødtes med mormor og de to fulgtes i toget hjem til midten af Sjælland. Han var glad og jeg var glad. Men så kørte toget, og jeg blev lidt mindre glad.
Det ér krævende at have børn på besøg, det er der ingen tvivl om, og nu er jeg jævnt træt og flad. Men også lidt vemodig.
Hans første ferie hjemmefra, som ikke var med skolen, og nu er han taget hjem og jeg er alene hjemme. Det er alligevel lidt 'forkert', selvom han kun var her i tre dage.
Ydermere var der homo-drama i fjerneren (Brokeback Mountain), som efterlod mig med tårer i øjnene og tristhed inderst inde i hjertet. Så nu er jeg tudevorn.
Det må en moster godt!
Man kan være grådlabil. Eller man kan være tudevorn.
I psykiaterens stol er jeg nok mest grådlabil, men i det store og hele - og det rigtige liv - er jeg mest af alt tudevorn.
De sidste par dage har jeg haft besøg af min 9-årige nevø. Det er første gang han er på ferie hos nogen sådan på egen hånd, og jeg er meget stolt af, at det lige er mig, der har æren af at være vært. Det har sin naturlige forklaring, da jeg er en, som gider pjatte, lave ansigter, fjolle, tosse og være lallet med ham og altid har været tæt på ham og moren, siden han blev født. Så tæt, at han engang skreg på mig frem for sin far, da han blev bange og vi ellers begge var til stede.
Vi har været i svømmeren, vi har været på Sunset, på Maccen, i BR, i Lego-butikken, på stranden, på vikingemuseet, i rollespilsbutikken, spillet Mario Kart på Wiien, lavet sjov og ballade med hinanden og min kæreste og jeg har puttet med ham hver aften, mens han faldt i søvn i sin mosters ret fremmede lejlighed helt henne i Jylland.
I dag tog vi til Odense og mødtes med mormor og de to fulgtes i toget hjem til midten af Sjælland. Han var glad og jeg var glad. Men så kørte toget, og jeg blev lidt mindre glad.
Det ér krævende at have børn på besøg, det er der ingen tvivl om, og nu er jeg jævnt træt og flad. Men også lidt vemodig.
Hans første ferie hjemmefra, som ikke var med skolen, og nu er han taget hjem og jeg er alene hjemme. Det er alligevel lidt 'forkert', selvom han kun var her i tre dage.
Ydermere var der homo-drama i fjerneren (Brokeback Mountain), som efterlod mig med tårer i øjnene og tristhed inderst inde i hjertet. Så nu er jeg tudevorn.
Det må en moster godt!
fredag den 21. august 2009
Bulder og brag
I går aftes var der noget, der blinkede i nærheden af den boligblok, som står over for vores. Jeg sagde begejstret "Det tordner!".
Kæresten kiggede skeptisk på mig, og mente helt bestemt, at det jo nok lizzom bare var noget andet. For det var i hvert fald ikke torden.
Jeg åbnede vinduet på altanen, netop som et stort lyn og efterfølgende tordenskrald kom flagrende. Og kæresten måtte give sig.
Han burde have stolet på mig. For torden og jeg er gamle venner, vi går way back. Lidt ligesom Lorelai har det med sne i Gilmore Girls, hvor hun vågner midt om natten og siger 'Det bliver snevejr', hvorefter hendes hjertenskær siger, at det har vejrmanden overhovedet ikke sagt noget om, så det gør det altså ikke. Hun slæber hjertenskæren ud på gaden der midt om natten, og efter et øjeblik begynder det at sne.
Sådan har jeg det lidt med torden. Men kun lidt, for jeg ér ikke fiktiv og ingen står klar med torden, når jeg får en fornemmelse.
Men i går var den der.
Og det er noget der gør mig glad. Torden er så vildt og farligt og ud over det hele, at jeg bare elsker det. Jeg læner hovedet tilbage, får regn i fjæset (særligt i øjnene) og nyder spektaklet.
Det er det mest fabelagtige vejr overhovedet. Snestorm er også dejligt, men torden er bare mere temperamentsfuldt. Dét kan jeg godt lide.
Selvom jeg er meget skeptisk, hvad angår guder og guddomme, og godt kender den videnskabelige forklaring på lyden af torden (hov, hvordan og hvorfor er det lige lyn opstår?), så er det svært for mig ikke at se Tor fare omkring i sin stridsvogn med geder og gnister, mens Mjølner kastes frem og flyver tilbage til ham - og jeg tror altid en lille smule på, at det faktisk er ham, der laver al larmen. Sif for faen, har du nu skabt dig igen!?
Og en anden ting ved torden; det er så stærkt og magtfuldt. Og det smitter lidt af på lille mig. Jeg føler mig stærk og i stand til at klare alt, som lander for mine fødder. I can do this, tænker jeg, når jeg står med hovedet i regnen og glor på himlen fuld af lyn og larm.
Dét gør mig glad!
Kæresten kiggede skeptisk på mig, og mente helt bestemt, at det jo nok lizzom bare var noget andet. For det var i hvert fald ikke torden.
Jeg åbnede vinduet på altanen, netop som et stort lyn og efterfølgende tordenskrald kom flagrende. Og kæresten måtte give sig.
Han burde have stolet på mig. For torden og jeg er gamle venner, vi går way back. Lidt ligesom Lorelai har det med sne i Gilmore Girls, hvor hun vågner midt om natten og siger 'Det bliver snevejr', hvorefter hendes hjertenskær siger, at det har vejrmanden overhovedet ikke sagt noget om, så det gør det altså ikke. Hun slæber hjertenskæren ud på gaden der midt om natten, og efter et øjeblik begynder det at sne.
Sådan har jeg det lidt med torden. Men kun lidt, for jeg ér ikke fiktiv og ingen står klar med torden, når jeg får en fornemmelse.
Men i går var den der.
Og det er noget der gør mig glad. Torden er så vildt og farligt og ud over det hele, at jeg bare elsker det. Jeg læner hovedet tilbage, får regn i fjæset (særligt i øjnene) og nyder spektaklet.
Det er det mest fabelagtige vejr overhovedet. Snestorm er også dejligt, men torden er bare mere temperamentsfuldt. Dét kan jeg godt lide.
Selvom jeg er meget skeptisk, hvad angår guder og guddomme, og godt kender den videnskabelige forklaring på lyden af torden (hov, hvordan og hvorfor er det lige lyn opstår?), så er det svært for mig ikke at se Tor fare omkring i sin stridsvogn med geder og gnister, mens Mjølner kastes frem og flyver tilbage til ham - og jeg tror altid en lille smule på, at det faktisk er ham, der laver al larmen. Sif for faen, har du nu skabt dig igen!?
Og en anden ting ved torden; det er så stærkt og magtfuldt. Og det smitter lidt af på lille mig. Jeg føler mig stærk og i stand til at klare alt, som lander for mine fødder. I can do this, tænker jeg, når jeg står med hovedet i regnen og glor på himlen fuld af lyn og larm.
Dét gør mig glad!
tirsdag den 18. august 2009
Brok brok brok. Med en god start.
Kan I huske, at jeg skrev om, hvordan mit tv ikke kan vise kanal 6 (med film for mænd OG Felicity!) med lyd på?
Oh well, det er kommet tilbage.
Så nu virker mit tv (indtil videre, 7-9-13) som det skal og vi kan endnu en gang se Spin City uden at skulle nøjes med undertekster. Og som man måske kan regne ud, er det en anelse bedre med faktisk lyd. Undertekster er ret fordanskede og dumme.
Men det er slet ikke dét, dette indlæg skal handle om. Det skal nemlig handle om et af mine yndlings-emner; sproglig korrekthed. Og pedanteri.
Jeg går selv meget op i, at man staver og generelt formulerer sig klart og korrekt. Mange jeg kender, har den slappe (!) holdning at 'så længe andre forstår mig, så er det godt nok'. Men ikke jeg.
Jeg slår skarpt ned på fejl og mangler, som i går da en DR Update-journalist sagde 'Man behøves ikke...(et eller andet)'. NEEEEEEEEEEJ!
Man/du/jeg/vi/osv behøveR!
DÉT behøveS.
Hvor svært kan det lige være!?
Ja, det var et retorisk spørgsmål, for det ér jo slet ikke svært!
En yndlingskæphest er den med sammensatte navneord.
Hvorfor er det pludselig blevet populært og helt gængs at skrive 'nogen sinde' eller 'æble most'. Det sidste giver jo endda ingen mening. Eller jo, det giver jo én - at et æble er blevet most. Men det er jo ikke den tilsigtede mening, for der er jo forskel på 'æblemost' og et most æble. Jeg gad nok ikke forsøge at drikke sidstnævnte.
Hvad der egentlig har kickstartet dette rant er, at min kæreste forleden købte noget cykeludstyr.
Hans cykel har længe været lidt mindre end lovlig, så han ville forbedre den og købte noget til den i Føtex. Og i Føtex sælger de åbenbart dårlige varer.
Min kæreste havde i hvert fald købt en pakke, hvorpå der stod 'Ringe klokke'. Hvorfor han ikke havde ledt efter en 'god klokke', ved jeg ikke.
Kan ingen andre end mig se, at det er et problem med det her orddelings-sjov? Det giver jo ingen mening, folkens. Stram op!
BLEV DER SAGT!
Oh well, det er kommet tilbage.
Så nu virker mit tv (indtil videre, 7-9-13) som det skal og vi kan endnu en gang se Spin City uden at skulle nøjes med undertekster. Og som man måske kan regne ud, er det en anelse bedre med faktisk lyd. Undertekster er ret fordanskede og dumme.
Men det er slet ikke dét, dette indlæg skal handle om. Det skal nemlig handle om et af mine yndlings-emner; sproglig korrekthed. Og pedanteri.
Jeg går selv meget op i, at man staver og generelt formulerer sig klart og korrekt. Mange jeg kender, har den slappe (!) holdning at 'så længe andre forstår mig, så er det godt nok'. Men ikke jeg.
Jeg slår skarpt ned på fejl og mangler, som i går da en DR Update-journalist sagde 'Man behøves ikke...(et eller andet)'. NEEEEEEEEEEJ!
Man/du/jeg/vi/osv behøveR!
DÉT behøveS.
Hvor svært kan det lige være!?
Ja, det var et retorisk spørgsmål, for det ér jo slet ikke svært!
En yndlingskæphest er den med sammensatte navneord.
Hvorfor er det pludselig blevet populært og helt gængs at skrive 'nogen sinde' eller 'æble most'. Det sidste giver jo endda ingen mening. Eller jo, det giver jo én - at et æble er blevet most. Men det er jo ikke den tilsigtede mening, for der er jo forskel på 'æblemost' og et most æble. Jeg gad nok ikke forsøge at drikke sidstnævnte.
Hvad der egentlig har kickstartet dette rant er, at min kæreste forleden købte noget cykeludstyr.
Hans cykel har længe været lidt mindre end lovlig, så han ville forbedre den og købte noget til den i Føtex. Og i Føtex sælger de åbenbart dårlige varer.
Min kæreste havde i hvert fald købt en pakke, hvorpå der stod 'Ringe klokke'. Hvorfor han ikke havde ledt efter en 'god klokke', ved jeg ikke.
Kan ingen andre end mig se, at det er et problem med det her orddelings-sjov? Det giver jo ingen mening, folkens. Stram op!
BLEV DER SAGT!
torsdag den 13. august 2009
Møbelshopping
Den fine nye seng. Jeg tror, den skal hedde Walther.
Kæresten og jeg har fået ny seng. Indtil videre har han betalt den, men han får penge af sin mor, og så er det jo en gave.
Moren har givet os en seng, fordi hun ikke var sådan rigtig glad for, hvordan vi sov førhen.
Da kæresten mødte mig, boede jeg på et værelse og delte bad og køkken med tre andre og havde næsten ikke kongens mønt. Min seng havde været elendig og resulterede oftere i hovedpine end i søvn, så den røg ud, da jeg fik råd til noget andet.
Jeg havde sovet hjemme ved en...hmm...skal vi kalde ham ven? Eller skal vi bare sige one-nighter? Under alle omstændigheder havde jeg sovet rigtig godt, og jeg havde ingen spændinger i nakke og ryg, da jeg vågnede. Derfor besluttede jeg mig for, at den slags madrasser han havde, sådan nogle ville jeg også have.
Jysk havde tilbud og jeg fór af sted. Og slæbte tre store runde pølseposer med hjem i bussen. Røvbesværligt. Men al besværet værd.
Jeg lagde de to madrasser på gulvet (oven på sådan noget 'glid ikke rundt over det hele'-stof) og proppede en topmadras ovenpå. Vupti 140 cm seng til mig. Og jeg sov dejligt.
Da kæresten og jeg skulle flytte sammen, havde jeg naturligvis overnattet hos ham og opdaget, at hans seng var ALT for blød til mig. Jeg vågnede med ondt i ryggen, ondt i nakken, jeg sov dårligt, og jeg fik hovedpiner. Så den gad jeg nok ikke lige have ind i mit soveværelse. Uden diskussion.
Derfor har vi i over syv måneder sovet på mine fine madrasser på gulvet, og det er gået storartet.
Jo, der er dødlangt op. Især når man for eksempel har tømmermænd og skal hurtigt op, fordi man skal ørle.
Men sådan er det jo (trods alt) ikke hver dag. Og jeg sov godt, og kæresten sov godt, så alt var godt.
Hans mor kunne dog ikke helt udholde tanken om, at vi skulle sove helt dernede, hvor det både trækker og støver. Så hun ville godt betale, hvis vi købte en seng. Og det fik vi så gjort i går.
Vi var i IKEA og prøve en del madrasser og senge, og så fandt vi endelig 'Hopen'. Den var ikke all that, men den var mægtig fin og det blev dén.
Og vi fik samlet den hjemme helt uden at blive uvenner. Det var faktisk kun mig, der hævede stemmen og dét endda kun en enkelt gang. Så gode kærester er vi nemlig bare.
Og i nat sov vi for første gang i sengen, stadig med mine fine madrasser, for dem vil jeg ikke af med. Og det var dejligt. Det var især dejligt i morges, at jeg bare skulle svinge benene ud over kanten og så rejse mig. Jeg skulle ikke til at overanstrenge mine stakkels mavemuskler for at komme op i oprejst stilling. I love it.
Men så er det alligevel jeg tænker, sextester IKEA deres senge?
Ja altså, jeg har engang set derude, at de har en kunstig rumpe lavet af træ, som satte sig, rejste sig, satte sig, rejste sig, satte sig, rejste sig i ét væk for at teste en sofa eller en stol. Men hvordan tester de sengene?
Vi har jo selv samlet den, vi véd jo godt, hvor lidt der egentlig holder den sammen. Og jeg kan ærligt talt godt blive bange for, at hele staværet ramler sammen omkring mig.
Jeg synes godt, IKEA kunne lave et stempel og sætte på samlingsvejledningen: Bare rolig, denne seng er sextestet!
Bonussjov:
Jeg ved godt, der bare betyder patrulje, men det ér altså sjovere, når man tænker, at der står pat-rull!
tirsdag den 11. august 2009
De grønne og det gule
Jeg holdt selskab i weekenden og brugte halvanden dag på at bage boller, lave tunsalat, bage brød, lægge sandwiches sammen om tunsalat eller skinke/ost, gøre rent, vaske tøj, rydde op, lave mørdej, bage tærte, lave marengs, bage marengs på tærten, koge kartofler, stege kartofler, skære ost i tern, koge linser, hakke persille, dampe og skære asparges, hakke løg, blande dressinger + alt det løse, som jeg lige har glemt. Og egentlig ville jeg blogge om det. Men det får vente.
For først er jeg lige kommet på noget, som er umådeligt meget vigtigere:
Asparges og urin. Jep.
Forleden havde vi nogle venner på besøg til mad. Kæresten var i køkkenet og en af hans kreationer var den kendte 'asparges pakket ind i bacon og så i ovnen'. Jeg fatter ikke helt konceptet, for asparges skal have ganske lidt i en ovn, mens bacon skal have ganske meget for at blive interessant. Og det kan jo være svært at få asparges ind i allerede bagt bacon, ikå.
Efter maden og da gæsterne var gået, skulle kæresten en tur på das. Han kom tilbage og bekendtgjorde, at hans urin stank. Ja, ok det lugter ikke altid lige godt, men hvad nu da? Jo, det var jo på grund af de fine, grønne asparges. Hm.
Senere på aftenen skrev en af vennerne til mig på messenger: "Ad, aspargespis!". Ok, tænker jeg, så det er et generelt problem.
Jeg har tidligere erfaret, at hvis jeg spiser guldkorn eller drikker kaffe, kan dette lugtes i min urin bare en halv time efter. Men jeg mente da ikke lige, jeg havde oplevet noget i forbindelse med asparges. Og jeg mener, denne gang spiste vi måske fire eller fem + bacon, så det var jo ikke det vilde. Andre gange har jeg jo spist et helt bundt selv - også uden lugtgener.
Så viser det sig - for google er min ven - at 40% af alle os fine mennesker har evnen til at omdanne noget i aspargesne til svovlforbindelser (spørg mig ikke nærmere om det tekniske), som er dém, der lugter. Jeg er så åbenbart én af de 60%, som ikke kan. Og det gør mig glad.
Kæresten tilbød mig at lugte til hans tis forleden, så jeg ligesom kunne få indblik i, hvordan det er at være en del af (netop dette) mindretallet. Men jeg takkede nej. Ja, så snævertsynet er jeg nemlig bare.
For først er jeg lige kommet på noget, som er umådeligt meget vigtigere:
Asparges og urin. Jep.
Forleden havde vi nogle venner på besøg til mad. Kæresten var i køkkenet og en af hans kreationer var den kendte 'asparges pakket ind i bacon og så i ovnen'. Jeg fatter ikke helt konceptet, for asparges skal have ganske lidt i en ovn, mens bacon skal have ganske meget for at blive interessant. Og det kan jo være svært at få asparges ind i allerede bagt bacon, ikå.
Efter maden og da gæsterne var gået, skulle kæresten en tur på das. Han kom tilbage og bekendtgjorde, at hans urin stank. Ja, ok det lugter ikke altid lige godt, men hvad nu da? Jo, det var jo på grund af de fine, grønne asparges. Hm.
Senere på aftenen skrev en af vennerne til mig på messenger: "Ad, aspargespis!". Ok, tænker jeg, så det er et generelt problem.
Jeg har tidligere erfaret, at hvis jeg spiser guldkorn eller drikker kaffe, kan dette lugtes i min urin bare en halv time efter. Men jeg mente da ikke lige, jeg havde oplevet noget i forbindelse med asparges. Og jeg mener, denne gang spiste vi måske fire eller fem + bacon, så det var jo ikke det vilde. Andre gange har jeg jo spist et helt bundt selv - også uden lugtgener.
Så viser det sig - for google er min ven - at 40% af alle os fine mennesker har evnen til at omdanne noget i aspargesne til svovlforbindelser (spørg mig ikke nærmere om det tekniske), som er dém, der lugter. Jeg er så åbenbart én af de 60%, som ikke kan. Og det gør mig glad.
Kæresten tilbød mig at lugte til hans tis forleden, så jeg ligesom kunne få indblik i, hvordan det er at være en del af (netop dette) mindretallet. Men jeg takkede nej. Ja, så snævertsynet er jeg nemlig bare.
torsdag den 6. august 2009
Observationer i verden
Engang, da jeg var mindre, opdagede jeg en dag, at i amerikanske film, er der altid sådan nogle specielle lyde om natten.
Da jeg først havde spottet det i filmene, kunne jeg slet ikke lade det være, og jeg lyttede aften efter aften udenfor. Men jeg hørte aldrig lyde som dem.
Jeg brokkede mig til mine ældre søstre og syntes, at det sgu da var noget værre snyd, når de kom lyde i film, som slet ikke fandtes ude i virkeligheden! Sådan noget løgn!
Så fortalte en tålmodig søster, at det jo er fordi, vi ikke har cikader i Danmark.
.....Hm.
Skuffet blev jeg, men accepterede dog, at det så trods alt fandtes nogle steder i verden og derfor ikke var fuldkommen løgn. Kun løgn for danskere.
Senere har jeg så lagt mærke til, at i mange amerikanske film er der hunde, som gøer hele natten. Dét måtte igen være noget Hollywood-løgn! For jeg har lyttet og lyttet, men der er sgu aldrig hunde, som gøer hele natten.
Men faktisk er det ret tit, at de glammer om dagen. Så kommer der lige sådan en fem-syv "Vov" og så er det slut. Meget ligesom i filmene.
Måske er amerikanske hunde bare nataktive og vores dagaktive?
Ja, sådan må det hænge sammen.
Da jeg først havde spottet det i filmene, kunne jeg slet ikke lade det være, og jeg lyttede aften efter aften udenfor. Men jeg hørte aldrig lyde som dem.
Jeg brokkede mig til mine ældre søstre og syntes, at det sgu da var noget værre snyd, når de kom lyde i film, som slet ikke fandtes ude i virkeligheden! Sådan noget løgn!
Så fortalte en tålmodig søster, at det jo er fordi, vi ikke har cikader i Danmark.
.....Hm.
Skuffet blev jeg, men accepterede dog, at det så trods alt fandtes nogle steder i verden og derfor ikke var fuldkommen løgn. Kun løgn for danskere.
Senere har jeg så lagt mærke til, at i mange amerikanske film er der hunde, som gøer hele natten. Dét måtte igen være noget Hollywood-løgn! For jeg har lyttet og lyttet, men der er sgu aldrig hunde, som gøer hele natten.
Men faktisk er det ret tit, at de glammer om dagen. Så kommer der lige sådan en fem-syv "Vov" og så er det slut. Meget ligesom i filmene.
Måske er amerikanske hunde bare nataktive og vores dagaktive?
Ja, sådan må det hænge sammen.
onsdag den 5. august 2009
Mysterious technologies
Jeg er ikke specielt teknisk kyndig. Altså jeg kan klare de fleste dagligdags udfordringer af teknologisk grej, men så heller ikke noget som helst mere....
Så da mandekanalen, som viser Felicity om morgenen, 6'eren mistede lyden, tænkte jeg, at det jo nok var Stofa, der havde rodet med noget og regnede med, at det nok skulle fikse sig selv.
Det gjorde det ikke. Og i hmm....to uger i hvert fald har vi nu ikke haft lyd på 6'eren. Det er lidt ærgerligt, for deres "Film for mænd" er gerne nogen, jeg vil se og elsker. Men så var det jo heller ikke værre, vi har jo andre kanaler og jeg er i forvejen utilfreds med, at vi kun har den lille pakke, så det var jo ærligt talt bare endnu en træls ting. Jeg gjorde ikke mere ved det.
I formiddags blev kæresten så endelig træt af det, der var Star Trek - The Next Generation og han ville gerne se det. Han hentede sit eget tv, for at se om det ville hjælpe. Han satte det til, fandt kanalen og - lo and behold - der var lyd.
Freaky, mystisk, mærkeligt tv jeg har. Vi fandt så kanalen på mit tv igen og installerede den på et andet kanalnummer, men det hjalp ikke. Mit tv kan ikke vise kanal 6 med lyd. Freaky shit.
Så mens der var Star Trek, så stuen sådan ud:
Det er sgu åndssvagt. Nu står hans tv på gulvet i stedet og vi ser så fjernsyn på mit. Åndssvagt.
Men for lige at vise, at det ikke alt sammen er åndssvagt, er der lige et bette billede af min skønne kæreste, som han stod og puttede nattøj på venindens baby forleden. Awwwwwwwww!
Så da mandekanalen, som viser Felicity om morgenen, 6'eren mistede lyden, tænkte jeg, at det jo nok var Stofa, der havde rodet med noget og regnede med, at det nok skulle fikse sig selv.
Det gjorde det ikke. Og i hmm....to uger i hvert fald har vi nu ikke haft lyd på 6'eren. Det er lidt ærgerligt, for deres "Film for mænd" er gerne nogen, jeg vil se og elsker. Men så var det jo heller ikke værre, vi har jo andre kanaler og jeg er i forvejen utilfreds med, at vi kun har den lille pakke, så det var jo ærligt talt bare endnu en træls ting. Jeg gjorde ikke mere ved det.
I formiddags blev kæresten så endelig træt af det, der var Star Trek - The Next Generation og han ville gerne se det. Han hentede sit eget tv, for at se om det ville hjælpe. Han satte det til, fandt kanalen og - lo and behold - der var lyd.
Freaky, mystisk, mærkeligt tv jeg har. Vi fandt så kanalen på mit tv igen og installerede den på et andet kanalnummer, men det hjalp ikke. Mit tv kan ikke vise kanal 6 med lyd. Freaky shit.
Så mens der var Star Trek, så stuen sådan ud:
Det er sgu åndssvagt. Nu står hans tv på gulvet i stedet og vi ser så fjernsyn på mit. Åndssvagt.Men for lige at vise, at det ikke alt sammen er åndssvagt, er der lige et bette billede af min skønne kæreste, som han stod og puttede nattøj på venindens baby forleden. Awwwwwwwww!
tirsdag den 4. august 2009
Kirsebærtærten
I går bagte jeg en kirsebærtærte og det er den, I nu kommer til at læse om. Plus det løse. For det løse fylder en del i mit liv.
Vi skulle låne min venindes bette baby, og jeg bagte, så vi havde noget at give forældrene som tak for, at vi fik lov at høre på hyl, skifte remouladeble og varme flasker. Og så lidt fordi min far og hans kone i søndags kom med et lille kilo kirsebær, som jo altså skal bruges til noget.
Kirsebær er i grunden et dårligt bær. Altså de er meget gode bare sådan at spise, men de egner sig ikke helt til andet end kirsebærsovs, når de skal tilberedes. Og kirsebærsovs gider jeg ikke engang, fordi jeg bedst kan lide risalamande (uden salt overhovedet!) uden.
Jeg fandt en herlig opskrift, hvor der skulle umådeligt meget (smeltet - det har jeg aldrig prøvet før) smør i mørdejen, uhm. Og som ekstra finhed skulle der marengs ovenpå. Lige mig, jeg er jo dronningen af Marengs. I hvert fald hvis jeg skal sige det selv.
Kirsebær er (har jeg nu fundet ud af) heller ikke gode i tærter. De smager ikke af særlig meget og hinderne er ikke rare at få i munden, når man, som jeg, er en af de sarte, som heller ikke spiser bærrene i syltetøj. Oven i det fik det en bitter bi-smag, som når man stikker vanillestangen i munden, fordi ens mor har fortalt, at det gjorde man, dengang hun var barn, fordi man ikke sådan lige købte et kilo syrlinger eller andet guf og inhalerede.
Mørdej og marengs var guddommeligt lækkert, men kirsebærrene var altså sløje. Næste gang blir det med rabarber.
Og det blir på lørdag, når familien kommer for at fejre, at jeg endelig er blevet det der bachelor. Så tager svigermor nemlig et vred rabarber med fra haven, hvor de står og gror sig store og lange, helt uden at hun bruger dem, tilsyneladende. Så kan jeg da lige så godt forkæle os alle med det i stedet! Så kan jeg jo også spare på sukkeret i fyldet, når der skal marengs oven på. Årh, det bliver godt.
Hindbær vil også være dejligt i tærten, tror jeg. Det spiller med det der syrlige frugtfyld og så marengs, tænker jeg i mit stille sind. Og i det ikke helt så stille, hvor jeg udbreder mig om det til alle, der gider høre det. Eller læse.
Ja, dét var jo lidt af det løse, det om på lørdag. Og det om hindbærfyld. Og der er mere løst.
Kender I det med, at en eller anden plade bare er fantastisk og følger én igennem hele (så langt som det nu har været indtil videre) livet?
Da jeg var lille, hørte min mor meget Shubidua, Stevie Wonder og Al Jarreau. Sidstnævnte har jeg fuldstændig glemt, hvordan er, men både Stevie og Shubberne gjorde indtryk. Stevie Wonder har jeg nu først som voksen brudt mig om, mens Shubidua var det fede, da jeg var barn. Min eks blev ofte lidt paf over, hvor tit han kunne sige et eller andet, for så at se mig associere og synge Shubidua med pågældende ord. Dejligt for mig. Lidt underligt for ham, da han aldrig har været rigtig glad for det folkelige Shubidua.
Men for mig er det altså barndom, lykke, solrige somre og dejlighed.
En anden plade, som har gjort et stort indtryk, er Sebastians "Skatteøen". Min mor havde den på lp (gosh, jeg er gammel!) og jeg hørte den tit. Så sad jeg med coveret og prøvede at læse lidt og følge med i, hvad de sang. Den stille sang "Den flyvende hollænder" var kedelig, og den gad jeg ikke rigtig høre dengang. Nu synes jeg, den er sådan søndagsjazzagtig på den rare måde og gider godt høre den. Alle de andre sange elsker jeg lige så meget nu som dengang.
For et par år siden fik jeg endelig købt cd'en og siden har jeg faktisk hørt den mere end de fleste andre cd'er.
Sebastian er en dygtig musiker og denne plade får mig til at ønske, at jeg havde været stor nok til at se musicalen, dengang den var der. Det må virkelig have været fantastisk. Og hver gang jeg hører sangene, drømmer jeg, at jeg lever i en tid, hvor eventyr kan være på den måde.
I dag er det vist mere end usandsynligt, at man får besøg af en pirat, som efterlader et skattekort og at man så kan rejse ud og finde skatten. Og en mand på en øde ø, som kun taler om ost.
Arh ok, manden med osten kan man sikkert godt møde, men det andet er ligesom bare noget, der hører en anden tid til. Og ind i mellem kan jeg godt misunde dem, der levede dengang. Selvom jeg absolut har det nemmere i dag, end de nogensinde havde det.
når Sebastian selv synger "Verden venter på dig, Jim, hvorfor venter du på den?", så føler jeg godt nok, at jeg også venter, men egentlig burde fare ud og finde noget....eventyr....
onsdag den 29. juli 2009
En hemmelighed fra min del af verden
Altså min faglige del af verden.
Sidste år fyldte jeg 30 (wooptidoo - det gjorde ikke ondt!) og i den anledning fyldte jeg vores fællesrum (som hedder fagudvalgslokale, for ellers bliver det taget fra os) med boller, kage og glade mennesker.
På min lille afdeling - som tæller en 30 mennesker, når vi alle dukker op - er vi ret sociale. Når der ikke er så mange, kan man ikke holde nogen uden for, så alle er sammen om alting. Derfor var underviserne også inviteret til kaffeslabberads, sammen med de to ph.d.-studerende, som sidder på deres kontor og arbejder hårdt hele tiden.
Den ene af de deltagende undervisere er faktisk fra et helt andet universitet, nemlig SDU, men han har udlånt sig til os som barselsvikar for en rigtig fin (kvindelig!) historiker og da han er hæderkronet og gammel i gårde, har vi taget godt imod ham.
Han er lidt oppe i årene, men slet ikke så gammel som så mange andre historikere. Han har skrevet flere bøger og er rigtig dygtig inden for sit felt. Han er derfor én af dem, som Deadline og lignende programmer ringer til, når de lige skal forklare seerne et og andet om situationen netop nu og her.
Sidst han var i fjernsynet, lå jeg egentlig på sofaen, men rejste mig op på albuen og sagde "Næh!" så kæresten blev helt forskrækket og spurgte, hvad der var fat.
Jeg sagde straks, at den flinke mand på tv var 'oppe fra os', at det var ham, jeg skrev historieopgave hos og - sidst men ikke mindst og det som fik tiøren til at falde for kæresten - "Det var ham der klappede mig på kinden på min fødselsdag!".
Sagen er nemlig den, at efter han havde mæsket sig i søde boller og dejlig kage, mødte jeg denne underviser på gangen.
Han sagde tillykke, fortalte, at jeg var god til at bage og endelig klappede han mig to gange på venstre kind.
Så dét er, hvad jeg husker ham for fra nu af og til han ikke kommer i fjernsynet mere. Måske skulle man skrive det til Kurt Strand og de andre. Bare sådan at de ved, at der er en risiko for kindklap, hvis de er søde mod ham?
Sidste år fyldte jeg 30 (wooptidoo - det gjorde ikke ondt!) og i den anledning fyldte jeg vores fællesrum (som hedder fagudvalgslokale, for ellers bliver det taget fra os) med boller, kage og glade mennesker.
På min lille afdeling - som tæller en 30 mennesker, når vi alle dukker op - er vi ret sociale. Når der ikke er så mange, kan man ikke holde nogen uden for, så alle er sammen om alting. Derfor var underviserne også inviteret til kaffeslabberads, sammen med de to ph.d.-studerende, som sidder på deres kontor og arbejder hårdt hele tiden.
Den ene af de deltagende undervisere er faktisk fra et helt andet universitet, nemlig SDU, men han har udlånt sig til os som barselsvikar for en rigtig fin (kvindelig!) historiker og da han er hæderkronet og gammel i gårde, har vi taget godt imod ham.
Han er lidt oppe i årene, men slet ikke så gammel som så mange andre historikere. Han har skrevet flere bøger og er rigtig dygtig inden for sit felt. Han er derfor én af dem, som Deadline og lignende programmer ringer til, når de lige skal forklare seerne et og andet om situationen netop nu og her.
Sidst han var i fjernsynet, lå jeg egentlig på sofaen, men rejste mig op på albuen og sagde "Næh!" så kæresten blev helt forskrækket og spurgte, hvad der var fat.
Jeg sagde straks, at den flinke mand på tv var 'oppe fra os', at det var ham, jeg skrev historieopgave hos og - sidst men ikke mindst og det som fik tiøren til at falde for kæresten - "Det var ham der klappede mig på kinden på min fødselsdag!".
Sagen er nemlig den, at efter han havde mæsket sig i søde boller og dejlig kage, mødte jeg denne underviser på gangen.
Han sagde tillykke, fortalte, at jeg var god til at bage og endelig klappede han mig to gange på venstre kind.
Så dét er, hvad jeg husker ham for fra nu af og til han ikke kommer i fjernsynet mere. Måske skulle man skrive det til Kurt Strand og de andre. Bare sådan at de ved, at der er en risiko for kindklap, hvis de er søde mod ham?
tirsdag den 28. juli 2009
Noget om smerte
Det her indlæg er ren ynk.
Så er du advaret.
Kan du ikke tåle selvmedlidenhed i store mængder, skal du nok finde noget andet at læse nogenlunde nu.
De af jer, som følger mig på facebook, vil vide, at min ene skulder har opført sig noget sløjt sådan on-off den sidste tid.
Det er sådan, at jeg i årevis har lidt under spændingshovedpiner, som kommer og går lidt som de vil. I gamle dage, hvor jeg havde et skrivebordsjob, som jeg hadede, kunne jeg regne med, at der kom en hovedpine hver tirsdag + hver den første menstruationsdag.
Nu, hvor jeg er studerende, kommer hovedpinerne mere sporadisk. Så der er ikke andet at regne med, end at det er voldsomt belastende og hæmmende for mig, når det sker.
Og for at det ikke skal være helt løgn, så er min nakke nu begyndt at blive så sart, at jeg ikke kan sove med hovedpude. Gør jeg det, får jeg enten ondt i skulderen/nakken eller fullblown hovedpine. Og da hovedpinerne altid varer noget mere end et døgn, så er det ikke det rene sjov. Ej heller noget, jeg kan få til at gå væk ved at inhalere piller. Selvom jeg ofte forsøger mig alligevel.
My drug of choice er et par Ipren skyllet ned med cola. Af en eller anden grund lader det til, at cola nogle gange lindrer en smule. Om det rent faktisk virker, eller det er placeboeffekt aner jeg ikke. Men så længe det kan gøre et eller andet, er jeg godt tilfreds.
For et par uger siden gik min nakke/skulder/ryg - altså det er lidt svært at forklare, det er sådan noget muskelnoget imellem rygraden og skulderbladet, som også trækker op i nakkens muskler - helt bersærk.
Siden da har jeg opdaget, at det kan hjælpe, hvis jeg sover et par nætter på sengens topmadras lagt på altanens hårde betongulv. Men så skal jeg også ligge helt fladt på ryggen. Eller på maven - hvilket ærligt talt maser mine bryster så flade, at de ikke er til at falde i søvn for.
I dag var jeg kun lidt stiv i det efter en nat på altanen, og jeg var helt lettet, selvom det stadig ikke rigtig er muligt for mig at få hagen ned til brystet eller at lave en ordentlig 'kat-skyder-ryg'-øvelse. Det gik jo bedre, tænkte jeg med et bette smil! Men ak.
Jeg faldt i søvn på sofaen med Brisingr på maven og hovedet på armlænet, og nu gør det atter ondt. Så her sidder jeg nu foran computeren med ondt i ryggen, om end jeg er rank som et bræt og sidder, som om jeg havde en bøjle inden i trøjen. Og jeg kan mærke, at smerten lige så stille lusker sig op ad nakken og ind i hovedet på mig. Helvede og patter altså!
I min sølle tilstand og med stiv ryg har jeg været i fakta for noget af indholdet i min småpengebøtte (gad da vide hvorfor den aldrig bliver fuld!?), og nu ligger der i det mindste cola og venter i fryseren. Stakkels, stakkels mig.
Oven i det generelt trælse ved at have ondt, så er det endda lidt værre; i dag er nemlig tirsdag, og det betyder madklub. Og jeg skulle have spist hos en ven, som lovede halve, bagte kartofler.
I stedet sidder jeg her med kun mig selv til selskab. Og så det hornorkester som øver "When I'm 64" ovre i fælleslokalerne.
Ynkeynkeynkeynkeynke.
Så er du advaret.
Kan du ikke tåle selvmedlidenhed i store mængder, skal du nok finde noget andet at læse nogenlunde nu.
De af jer, som følger mig på facebook, vil vide, at min ene skulder har opført sig noget sløjt sådan on-off den sidste tid.
Det er sådan, at jeg i årevis har lidt under spændingshovedpiner, som kommer og går lidt som de vil. I gamle dage, hvor jeg havde et skrivebordsjob, som jeg hadede, kunne jeg regne med, at der kom en hovedpine hver tirsdag + hver den første menstruationsdag.
Nu, hvor jeg er studerende, kommer hovedpinerne mere sporadisk. Så der er ikke andet at regne med, end at det er voldsomt belastende og hæmmende for mig, når det sker.
Og for at det ikke skal være helt løgn, så er min nakke nu begyndt at blive så sart, at jeg ikke kan sove med hovedpude. Gør jeg det, får jeg enten ondt i skulderen/nakken eller fullblown hovedpine. Og da hovedpinerne altid varer noget mere end et døgn, så er det ikke det rene sjov. Ej heller noget, jeg kan få til at gå væk ved at inhalere piller. Selvom jeg ofte forsøger mig alligevel.
My drug of choice er et par Ipren skyllet ned med cola. Af en eller anden grund lader det til, at cola nogle gange lindrer en smule. Om det rent faktisk virker, eller det er placeboeffekt aner jeg ikke. Men så længe det kan gøre et eller andet, er jeg godt tilfreds.
For et par uger siden gik min nakke/skulder/ryg - altså det er lidt svært at forklare, det er sådan noget muskelnoget imellem rygraden og skulderbladet, som også trækker op i nakkens muskler - helt bersærk.
Siden da har jeg opdaget, at det kan hjælpe, hvis jeg sover et par nætter på sengens topmadras lagt på altanens hårde betongulv. Men så skal jeg også ligge helt fladt på ryggen. Eller på maven - hvilket ærligt talt maser mine bryster så flade, at de ikke er til at falde i søvn for.
I dag var jeg kun lidt stiv i det efter en nat på altanen, og jeg var helt lettet, selvom det stadig ikke rigtig er muligt for mig at få hagen ned til brystet eller at lave en ordentlig 'kat-skyder-ryg'-øvelse. Det gik jo bedre, tænkte jeg med et bette smil! Men ak.
Jeg faldt i søvn på sofaen med Brisingr på maven og hovedet på armlænet, og nu gør det atter ondt. Så her sidder jeg nu foran computeren med ondt i ryggen, om end jeg er rank som et bræt og sidder, som om jeg havde en bøjle inden i trøjen. Og jeg kan mærke, at smerten lige så stille lusker sig op ad nakken og ind i hovedet på mig. Helvede og patter altså!
I min sølle tilstand og med stiv ryg har jeg været i fakta for noget af indholdet i min småpengebøtte (gad da vide hvorfor den aldrig bliver fuld!?), og nu ligger der i det mindste cola og venter i fryseren. Stakkels, stakkels mig.
Oven i det generelt trælse ved at have ondt, så er det endda lidt værre; i dag er nemlig tirsdag, og det betyder madklub. Og jeg skulle have spist hos en ven, som lovede halve, bagte kartofler.
I stedet sidder jeg her med kun mig selv til selskab. Og så det hornorkester som øver "When I'm 64" ovre i fælleslokalerne.
Ynkeynkeynkeynkeynke.
mandag den 27. juli 2009
Bryllupsweekend
Weekenden stod i kærlighedens tegn, da kæresten og jeg skulle til hans kusines bryllup i det svenske.
Morgenen startede alt for tidligt efter en nat med for lidt søvn, og kæresten var meget uvenner med sine smokingbukser. Det var jo sin sag, at de var krympet lidt, mens de havde hængt et par år i skabet. Men de var også blevet krøllede. Og hvordan ér det nu lige, man håndterer den slags? Hans søde far er uddannet ”Hr. Schwan”, men var i Sverige og kunne ikke fås fat i. Men så var der jo mig. Da kæresten havde råbt en del og også smidt med en tøjbøjle, overtog jeg lige så stille. Jeg fik glattet bukserne – den korrekte fremgangsmåde er omhyggelig holden øje med folderne, mens man stryger langsomt og grundigt med et rent lagen imellem buks og jern.
Bukserne blev ret fine og kæresten sagde lettet, at for det måtte jeg godt selv vælge kjole uden at han ville brokke sig. = Ternet! Efter brylluppet sagde han, at han da i øvrigt slet ikke havde overvejet det med kjolen, mens festen var i gang. Så meget postyr for så lidt.
Desværre havde jeg ikke forudset problemstillingen kort kjole + plasticstol + masser af ’nu rejser vi os og skåler’, hvilket resulterede i gentagne rrrrrriitssssjjjjj-fornemmelser på bagsiden af mine lår, indtil jeg fandt på at sætte mig på min jakke. Så rejste jeg mig lige så glad og fro som alle dem med langt tøj.
Vi blev hentet, satte os ind i svogers bil og futtede mod Sverige. Vi fandt vores bed and breakfast og efter at have hilst på nogle arrige, små køtere (det er jo ikke en hund, før man kan tumle med den, uden at den tager skade!), fandt vi endelig den mand, som stod for stedet. Det hed i øvrigt Marielund og I kan finde det her: http://www.marielundsgard.se/
Kæresten og jeg tog værelset ovenpå. Svoger + svigerinde fik værelset for neden. 
Det var værelser med enkeltsenge ærbart fra hinanden – og med sengetøj fra Ikea, självklart!
Indenfor gemte sig i øvrigt et køkken og et badeværelse. På badeværelset var gulvet lavet af marmor, og det er da det koldeste, jeg nærmest nogensinde har sat mine små fødder på. Brr. Bortset fra den gang, jeg gik barfodet i sne. Men det er en anden historie. Og mine fødder er en helt normal størrelse 40. Bare sådan i øvrigt. Hvis I nu undrede jer.
Vi kom alle et smut i bad, fik det fine (og ternede!) tøj på, gjort os klar og kørte i kirke. Åh, det er sådan en fin kirke, hvor vi før har været til barnedåb. I kan se den her http://www.allerumspastorat.se/kyrkor_forsamlhem/fleninge_kyrka/fleningekyrka.html
På prædikestolen findes det karakteristiske C med et 4 indeni, og jeg gad nok vide hvorfor. For kirken er vist ikke gammel nok til, at Christian 4-tal har haft noget med den at gøre. Men måske har prædikestolen tilhørt en anden kirke, som har. Og hvornår var det nu lige, at Skåne var dansk? Nå, det er jo en helt anden snak, som nu og her afsluttes med informationen om, at den skånske vimpel vajer ved Fleninge Kyrka. Go skåninge!
EDIT: Nu har jeg set på hjemmesiden, og både kirke og stol er gamle nok. Så det er faktisk Christian den 4. som har lagt monogram til prædikestolen. Man skal ikke lade sig narre af, at der står 17-et-eller-andet uden på kirken åbenbart, for den er jo meget, meget ældre.
Vielsen var en anelse anderledes end en dansk vielse, da brudeparret vies før selve vielsestalen. Og fordi de i øvrigt skal sige ”Jeg Sven Svensson tager Maren Marensdatter til min kone….blabla” og ikke bare kan nøjes med at svare ”Ja” to gange, som vi kan herhjemme.
En anden, og meget mere, speciel ting var, at gommens papfar er præst og derfor stod for det meste i kirken, bortset fra selve vielsen. Det var vældig fint og betød jo, at vielsestalen var meget personlig og rørende. Vi var flere som græd eller havde tårer i øjnene. Smukt.
Bryllupsfesten var lang og fuld af taler og tårer fra både brud, gom, svigerinde og resten af gæsterne. Gommen sang for bruden, det var så fint. Og det fik brudens bror til at sige, at hvis der lige var nogen i selskabet, som overvejede at fri og holde bryllup, så var dét der altså svært at overgå….det vidste vi godt, og jeg havde allerede sagt til kæresten, om vi ikke bare skal en tur på rådhuset, hvis det skal være. Bare sådan for at slippe for konkurrence og præstationsangst. Det går han nu nok aldrig med til…
Maden var fin, der var tangsalat til forretten, poulard og masser af lækker ratatouille til hovedret, muggen ost til dessert – heldigvis også med frisk frugt i store mængder, og bryllupskagen var superlækker, med et lag hindbærmousse og noget chokoladetjavs. Ammenam.
Bagefter var der fri bar med fadølsanlæg fra Hancock – kærestens familie kommer fra Skive – og masser af tid til dans.
Vi landede på vores lille b’n’b ved 4tiden om morgenen, forlod det ved 10-tiden om formiddagen for at spise morgenmad med resten af familien på fætterens gård uden for Fleninge.
Et par timer senere pakkede vi sammen og kørte mod Danmark. Det var en lang og varm hjemtur og alle var trætte, så der var pænt stille i bilen.
Da vi i går aftes kom hjem (lige tids nok til at høre ”Henrik Carl Joachim Alain” i fjernsynet) bestilte vi pizza og gik tidligt i seng.
I øvrigt forstår jeg ikke traditionen med at rive i sløret. Hvad er historien bag, og hvad gør alle damerne med deres stykke slør? Lægger det i en æske derhjemme til evigt minde om, at de endnu ikke er gift, syr dem sammen til deres eget slør, what?
Gommen havde stribede, lyserøde sokker på. Det var så fint. Og den tradition forstår jeg godt. Han er jo færdig med at gøre sine hoser grønne for andre kvinder. Hvilket ingen heller var i tvivl om efter at have set dem sammen.
Abonner på:
Opslag (Atom)