Nnnnnnnnnnnnnnuuuuu' det JUL igen!

Og jeg elsker det. Så derfor - fra mig til jer! JULEGLÆDE!

UH spændende!

I dag har jeg gjort noget, jeg ikke har prøvet før. Jeg har - efter forholdsvis sparsomme anvisninger fra verdens dejligste Tuberkulose - lavet iransk mad.

Alle vi Kagedåser var jo til Tuberkulosens fødselsdag for en tid (aaaaaaaalt for længe!) siden, og da serverede hun det lækreste, iranske måltid for os. Siden har jeg plaget og plaget og plaget (man ér vel yngste søster - og efternøler oveni!) for at få en opskrift, men det har ladet vente på sig, har det.

I dag huskede jeg så, at de kyllingelår, jeg havde hevet ud af fryseren, jo var fuldkommen perfekte til det der iranske kød-grøntsags-tomat-snask, som vi fik hin oktoberdag. Mail sendtes og besvaredes. Ak. Det var lidt løse instrukser. Men det var jo mad, så hey, hvor galt kunne det gå med MIT fine intellekt og ååååårelange erfaring med gryder og skeer!?

Og det gik bare slet ikke galt.

Faktisk vil jeg sige, at det gik supergodt. Selv Kæreste var godt tilfreds, og han er ellers slet ikke til ris. Men joeh, se så. Iranske ris, dét duer!

Her er noget, der ligner en slags forloren opskrift-wannabe, så kan du selv forlyste dig, hvis du skulle få lyst! Jeg sir dig, det er GODT!

Fire kyllingelår (eller hvor mange man nu lige har) brunes i en tykbundet gryde. Samtidig steges nogle løg på en pande (evt. med gurkemeje, det havde jeg så ikke), og løgene tilsættes kylleryllerne, når disse er brunet. Hak nogle cherrytomater (eller de der nymodens, utroligt smart dadeltomater, det gjorde jeg) og hæld i gryden sammen med et bette drys stødt kanel. Jeg brugte måskemuligvis en halv teskefuld.
På panden brunessvitsessteges nu nogle skiver af aubergine (som jeg aldrig før har kunnet lide! Iransk aubergine FTW!) og squash med noget salt og peber.

Skiverne smides også i gryden, når de er godt brune og stegte. Herpå kastes - eller hældes, hvis du skal være sådan en forsigtigper - en dåse flåede tomater i gryden sammen med noget koncentreret tomatpuré.
Jeg har ingen anelse om, hvorvidt det på nogen måde er originalt at gøre sådan, det var bare lige, hvad jeg gjorde.
Tuberkulosen kom med en løs opskrift, der levnede god plads til mine improvisationer, så jeg improviserede derudad.

For eksempel rodede jeg hele skabet igennem uden at finde så meget som et eneste lille korn af gurkemeje (det er vist røget ud i sensommerens flytteoprydning, fordi jeg aldrig brugte det, little did I know) men til gengæld fandt jeg så noget hel koriander og hel kardemomme. Så i med noget af det. Måske en halv teskefuld koriander (som man nok med fordel kunne støde i sin morter) og tre-fem kapsler kardemomme (som man måske også kunne støde, de er megetmegetmeget aromatiske og fulde af krydderbollesmag, når de lige lander mellem kindtænderne midt i gryderetten, skulle jeg hilse at sige) dingles i gryden, og der røres lidt forsigtigt rundt.

Det var meningen, grøntsager og det hele skulle ligge i lag, men det går sgu lidt fløjten, når man opdager, at det slet ikke er salt nok, og derfor ligesom er nødt til at drysse salt i OG røre, så det ikke kun er lige toplaget, der saltes.

Der røres, koges under låg (svag varme) og ventes spændt med god duft i næsen i omkring halvanden time. Så er man nemlig helt sikker på, at alle salmorellaerne er døde, og at kyllingen er så dejligt mør, at den der bruskknop på toppen af låret, simpelthen koger af benet og bare svupper lyksaligt rundt i sovsen. Og kødet er smørlækkert og falder fra knoglen lige så nemt, som man kan falde ned af stolen midt i arbejdstiden.

Det ligner lidt noget, der er løgn, men I guder, hvor smager det fremragende.



Og det var kun den ENE del af måltiden! Jo jo, der er skam mere....

....hos Tuberkulosen havde vi nemlig fået ris til maden. Og ikke bare ris. Men ris med kartofler i bunden! Kartofler, som sammen med det nederste af risen var blevet helt sprøde og lækre i bunden af gryden. Og selvom Kæreste ellers forsager ris, som jeg forsager sambuca efter en lang - og sjov! - nat, så bestemte jeg, at vi fandme skulle have ris!

I gang med google og læselæselæse. Og opdage, at den slags ris er lidt omstændigt at lave, når man ellers bare plejer at hælde ris i gryden, vand til det "er nok" og så ellers koge ti minutter og hvile ti minutter. Sådan laver man ikke iranske ris.

Næh.

Man tager sine ris og skyller dem.
Så stiller man dem i blød i 15-30 minutter (alt efter opskrift).
Herefter sættes vand i kog, ris tilsættes og koger KUN 4-5 minutter, så de lige er bløde udenpå, men hårde indeni.
Det hele hældes i en sigte, risene skylles.
Godt med olie hældes i gryden, skiver af kartoffel (cirka en centimeter tykke) lægges i olien, risene hældes i (uden at MASE dem, meget vigtigt!), noget vand hældes ved, lufthuller laves i risene med en grydeske (eller hvad man nu lige har, jeg brugte den gale ende af en langskaftet teske) og et viskestykke pakkes om låget, før dette lægges på.

ENDELIG tænder man på fuld skrue, men holder øje (!), for når det damper ud af gryden (eller efter et par minutter) skruer man ned på en enkelt og lader risene stå i tyve minutters tid. Eller til de er færdige. Mine skulle have haft lidt længere, ak.

Som der stod i en af opskrifterne, kræver det lige lidt tilpasning og nogle ganges riskogeri, før man har den, men NÅR man har den - så ELSKER man den og spiser aldrig ris på anden vis igen. Og jeg kan godt mærke, at selvom jeg ikke lige har den, så er jeg allerede loren ved tanken om almindelige, kedelige ris alliwl.

Ris og kartofler kyles på tallerkenen (jo, forsigtigper, du må gerne bare lægge det hen på tallerkenen lige så fint og stille) og sovs med kylling, grøntsager og kartofler køres ud over det hele. Og så guffer man ellers bare.

Og jeg skal da love for, at man guffer. Det er virkelig lækkert. Både sødt og kraftig, godt og krydret. Og med auberginer, som selv jeg kan lide.

Og det bedste af det hele - der er nok til i morgen!

Flere grænsefordele!

Noget af det bedste ved de der Tysklandsture er slet ikke colaen, de store mængder bom eller samvær med kæresten.
Det er de uhørt gode tilbud.
På dametoilettet.
Af alskens slags.

Se bare! For blot 4 sølle € kan man vælge én af disse gode, dejlige og utroligt praktiske sager:



Jaeh, jeg sagde jo, det var værd at køre efter!

Ak ja, ak ja.

Vi er noooogen, der er flyttet tæt på grænsen. Ja, altså den til prøjserne, ikke svensken, ham må I godt beholde selv derovre i Köpenhamn. Og det gør I så. Så tager vi bare til Deutschland og sjåpper.

Vi har boet hernede et par måneder nu - og STORtrives! - og i den tid har vi været nogle gange syd for grænsen. Og jeg har slet ikke noget pas! Uhu, vi lever på kanten, gør vi! *

Nogle gange har jeg for eksempel lige fået penge tilbage fra eksen og så er jeg ikke helt til at styre, vil købe både vodka, rom og slik og vin. Andre gange er jeg mere nøjsom. De andre og nøjsomme gange bliver det så som regel kun 700 kroner im Supermarkt dernede. De svulstige gange passerer vi snildt de Tausend. Også de to.
Uha.

Nå - videre.

Nede i det der Tyskerland har de mange spændende ting. Kæreste har således slæbt solæg (på glas) og sauerkraut (på dåse) med hjem dernedefra. Og jeg har slæbt French's sennep (hvilket er roughly samme pris som på amerikanernetshops herhjemme), Altoids og Big Red med hjem. Plus diverse ukendte sager. Som nu for eksempel Scho-Ka-Kola.

Schokolade.
Kaffee.
Kolanuss.

What's not to like!? Nåjo, vi glemmer jo, at det er MIG, der er tale om.

First things first: SE!

SE lige den her indpakning! Jeg ville have skrevet dåse, for det er en dåse, men det giver bare alt for mange forkvaklede jokes levetid, og dét er bare så langt fra mig! Så vi skipper dåsen. Bortset lige fra SEEEEE den! For den er så fin.




Og ja, jeg købte den lidt, fordi det hedder Scho-ka-kola. Det ér sgu da smukt, at man kan lave og sælge sådan et produkt! Og så også fordi det jo indeholder både chokolade og cola. Og jeg ér jo den erklærede colaholiker, så altså...
Kaffe/koffein virker godt nok ikke på mig, men det skal jo ikke afskrække den kulinariske kækhed, og slik ér jo slik, ikå!

Så formedelst 14,91 gode danske kroner købte jeg denne fine dåse med det pureste guf.

Bortset fra - og her kommer det - det ér jo mig. Som jeg har nævnt før. Og hvordan er det nu, det er med mig? Jo, jeg kan jo ikke have chokolade, der faktisk har et anstændigt indhold af kakao. Lys Marabou er alt rigeligt til mig, bliver det mørkere, melder bitterstofferne sig, og min mund tørrer ud og snerper sammen som en hønes sure røv. Jeg. Kan. Ikke. Lide. Det.

Så hvor stor tror i, skuffelsen var, da jeg åbnede dåsen og blev mødt af synet - og den kendte, bitre lugt! - af dette!?


Stor. STOR. Sir jeg bare.

Lårdetyskerslik.


....men dåsen er nu så fin. Så når nogle gæster en eller anden dag (måske den 12. december) har ædt al chokoladekaffecolastykkerne, SÅ har jeg en fin, rund dåse til. Ja altså. Til et eller andet. Ikke. Småpenge til indkøbsvogne i Tyskland frekkesempel. Jow jow.





*Jeg véd godt det der med Schengen, og man behøver ikke pas, men man behøver billedlegitimation, som vi danskere så ikke har andet end i form af passet. Og det gælds alser ik mere. Nå.

Yndlings

Uanset hvor jeg er, hvad jeg laver og hvordan jeg har det, bliver jeg altid i et lidt underligt og helt bestemt humør, når jeg hører "The Odd Couple" med Gnarls Barkley. Årsagen er, at jeg hørte den plade igen og igen og igen, imens jeg første gang læste Neil Gaimans fabelagtigt fremragende roman "American Gods".

Som navnet antyder, handler bogen om guder. Og i særdeleshed amerikanske guder. Hvilket i dette tilfælde er guddomme som kreditkort, tv og berømmelse. Og så handler den om alle mulige guder fra 'det gamle land', hvilket vil sige en god, blandet håndfuld europæiske og afrikanske guder, gudinder og guddommeligheder. Og en helt almindelig mand, som pludselig må lære, at verden indeholder meget, meget mere, end han nogensinde har kunnet forestille sig.

Jeg var fuldkommen bjergtaget, da jeg læste bogen. Blev suget ind i et univers og en verden, hvor det ikke var usandsynligt, at guder gik omkring på jorden, at de har en bagside af vores verden, som vi ikke kan se, at de færdes iblandt os og påvirker os og fylder vores liv med magi og spændinger. Det var simpelthen ganske indlysende, at det er sådan, verden er. I hvert fald mens jeg læste bogen.

Normalt er jeg ingenlunde religiøs. Jeg anser det for at være endog meget, meget usandsynligt, at der skulle findes en gud. Men da jeg læste denne roman, opdagede jeg, at mit syn på det ændrede sig. For hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre!?

Jeg læste bogen en sommer, som jeg husker for at være lang og varm og fuld af dejligt solskin. Jeg skrev eksamensopgave til langt ud på natten med åbent vindue. Jeg boede i et værelse ved Botanisk Have. Jeg havde det som den famøse blomme i ægget.

Og så lærte jeg altså Neil Gaiman at kende. Jeg havde hørt flere omtale ham som lidt af en fantastisk forfatter, og da den engelske udgave af "American Gods" kun kostede 130,- kroner, satsede jeg og købte bogen. Og du godeste, hvor blev jeg glad for det.

Bogen gjorde et uudsletteligt indtryk og er efterhånden blevet min absolutte yndlingsbog. Og der har ellers været nogle kandidater. Men "American Gods" kan jeg altid læse.

Lige for tiden kan jeg dog ikke, for min veninde har lånt den. Jeg har nemlig for vane at prakke andre mine gode læseoplevelser på. Og det er fint, jeg elsker sådan, når folk får lidt af min store oplevelse. Men det er også lidt forbundet med noget andet. For nu er jeg kommet til at sætte "The Odd Couple" på afspilleren, og nu savner jeg altså bogen. Savner Wednesday, savner Shadow, savner Whiskey Jack og dem alle sammen.

Dem alle sammen.

"The Odd Couple" var stort set den eneste plade, jeg hørte hele den sommer. Ej, det er jo løgn, men det er den, jeg husker bedst. Netop fordi den hænger så uløseligt sammen med bogen. Jeg kan ikke læse bogen, uden at høre musikken. Jeg kan ikke høre musikken uden at tænke på bogen.
Den plade kørte i fast rotation hele sommeren og hele vejen igennem "American Gods".
Også næste gang jeg læste den. Og jeg ved, at jeg også kommer til at høre den, næste gang jeg læser bogen.

Og det bliver så snart, jeg får den tilbage.

Træt med træt på

Jeg er startet i praktik. Jeg er gået direkte fra su-lad dagligdag til maks spænding med koncentration og arbejde i tiiiiimevis. Og det kan ses. Jeg har nu rander og poser (på størrelse med de blå fra IKEA) under øjnene. Det har jeg aldrig haft før!
ALDRIG!

Følsomme kæreste sagde 'Skat, du er 32!', da jeg peb og klagede mig.

Og så så vi ellers Jørgen Leth. Han kan jeg stadig ikke lide. 'Det Erotiske Menneske' er en gang navlepilleri, og jeg gider ikke se den igen.

Åh, jeg er så træt, så træt, så træt hele tiden. Og her skal ryddes op og gøres ved, fordi jeg faktisk IKKE er 32 endnu, men blir det på lørdag, og i den anledning får den pukkelryggede på besøg.

Manner - hvor kan man leje en standin?!?

Alvor

Jeg er lige straks 32.

Mine to søstre er henholdsvis lige under og lige over 40.

Mine forældre er i midten af 60'erne. Ingen af dem arbejder længere.

Mor har gået hjemme i seks års tid og er blevet tyndere og svagere. Hun hoster og har skøre knogler. Hun har nu fået Iskias, som er noget med, at der sidder en nerve i klemme i ryggen, og på grund af det kan hun næsten ikke engang tale, fordi det gør voldsomt ondt at trække vejret. Tal ikke om at bevæge sig!

Far har lige solgt sit firma og er nu fuldtidspensionist. Han havde leukæmi for fem år siden. Han havde legionella sidste år, som var ved at tage livet af ham. Nu har han en blodsygdom, som ikke passer i nogen af lægernes kasser og derfor prøver de forsøgsvis at behandle ham med dette og hint. Oven i det har han fået konstateret astma, som heldigvis kan lindres, og KOL, hvilket man ikke kan gøre jack shit ved.

Da jeg talte med min far tidligere i aften, kunne han fortælle, at han i dag har været på privathospital for at få scannet sit ene ben. Der er nemlig noget i klemme i lænden, og han er ved at miste førligheden i benet.

Det er ikke, når vi får børn, køber hus, fylder 30, 40 eller 50, vi bliver voksne. Nej, det er, når vi efter megen håb og denial indser, at jo, min far og mor bliver også ældre og gamle, og jo, de skal dø en dag.

Før eller siden vil også jeg blive forældreløs.

Det er en fuldkommen uhåndgribelig og grim tanke. Jeg kan gudskelov ikke forestille mig, hvordan det vil blive.

Men jeg ved, at det bliver. Og det er hæsligt.

Lige på kanten

Kæreste mener, jeg er klar til indlæggelse. Sjette afdeling. Den lukkede. "Blå vogn, kom og hent hende!"

Sagen er nemlig, at vi har fået edderkopper i badeværelset. Det havde jeg også hjemme i ghettoen i Århus, vil den opmærksomme læser huske. Derhjemme boede den imellem håndvasken og toilettet og til tider over reolen i hjørnet.

Her i hytten bor der en lille og en stor edderkop lige omkring vaskemaskinen. Den store plejer mest at være nede foran maskinen, så man kan se den, når man sidder på toilettet. Der var dér, jeg opdagede den. Jeg informerede den straks om husreglerne; du må godt være der, men hvis du kommer for tæt på, dør du. Og hold dig ude af syne, når Kæreste er herude, for han vil nok slå dig ihjel.

Den lille har jeg kun set en enkelt gang eller to, og den virker ærligt talt for ung til at få reglerne at vide. Det må den store ligesom sørge for, påtage sig et ansvar, det skulle være så godt.

Simpelt, ikke.

I går aftes, da Kæreste og jeg skulle i bad, tændte jeg for vandet i bruseren, hvilket fik Store Edderkop til at lynspurte fra krogen ved gulvet med alle shampoo- og sæbeflaskerne hen imod sikkerheden uden for badeforhænget omme bag ved vaskemaskinen. Sød, som jeg jo er, lod jeg Koppen løbe, så vi begge kunne slappe af igen.

Efter badet var Store Edderkop så at finde ved døren ud til køkkenet. Helt forkert. Jeg sagde derfor til den, mens Kæreste stod inde i badet, at det var helt dumt. "Gå nu ind bag vaskemaskinen og bliv der, til vi er færdige, det er bedst for alle parter."

Og så var det, Kæreste mente, at jeg var klar til indlæggelse. Jeg mener jo naturligvis, at jeg bare er sød ved de væsner, som findes i min nærhed. Et godt barn, et sødt menneske, tolerant, flink og overskudsagtig.

I øvrigt er der sikkert også edderkopper på den lukkede, så det ville stort hjælpe at få mig dérind.

Sammentagning

Der har længe været lidt stille på Ordningen, og det skyldes såmænd, at jeg selv har været lidt stille. Jeg har ligget lidt i dvale, hvilet i skyggen, ventet på, at noget skulle ske. Det er der jo sjældent noget, der gør helt af sig selv, og således kunne jeg have ventet utroligt længe. Og lavet intet imens. MEN!

I går kom Kæreste og jeg til at tale om konceptet handicap-SU, som går ud på, at studerende med såkaldt 'funktionsnedsættelse', kan ansøge om at få mere i SU, fordi de ikke har mulighed for at passe et job ved siden af studiet.

Det er et lidt følsomt emne, fordi mange mener, at det er så let som 1-2-3 at få handicaptillægget, og derfor er en smutvej for dem, som bare ikke gider arbejde ved siden af. Jeg er en af dem, som ved, det ikke er helt så enkelt, fordi jeg selv har ansøgt om det. Min psykiater mente åbenbart ikke, jeg var funktionsnedsat, eller også fik han bare aldrig svaret SU-styrelsen, så min ansøgning gik i stå og jeg blev bachelor og startede på kandidaten. Alt sammen mens jeg modtog almindelig SU og SU-lån, der jo som bekendt skal tilbagebetales efter endt uddannelse.

Kæreste var lidt overrasket over min viden på området og da især, at jeg selv havde ansøgt, fordi han jo synes, jeg er helt normal og kan alting. Han sagde, om det ikke blot var et spørgsmål om at 'tage mig sammen'. Og det der med at 'tage sig sammen' er måske nok den største, rødeste knap, man nogensinde kan trykke på i min lille sjæl.

For jo, det ér jo et spørgsmål om at tage sig sammen. Og det gør folk, det gør de jo. Når de kan. Ikke når verden rundt om mener, de skal, men når de kan. Get it?

Ingen ønsker at være offer, ingen ønsker ikke at kunne noget, alle ønsker at være noget værd, og i denne verden er man åbenbart kun dét, når man kan noget.
Ergo - alle tager sig sammen. Når. De. Kan.

Jeg blev umådeligt vred og såret og skuffet. Jeg mente straks, at Kæreste ikke respekterer mig eller accepterer mig, for hvad jeg er. Jeg mente straks, at han skulle forstå bedre og anerkende, at jeg har ret til at sidde stille og vente på, at noget sker for mig. Jeg gik sur i seng og stod sur op.

Midt i vreden tænkte jeg alligevel, at han fandme da ikke skulle sige sådan, nu skulle han bare se, hvor jeg kunne! Så jeg fik faktisk skrevet en ansøgning og et CV til et praktiksted og sendt det af sted. Og jeg fik skrevet endnu en ansøgning og sendt den til et andet praktiksted. Og jeg fik skrevet en mail til en underviser omkring en opgave, der skal skrives. Han har allerede skrevet tilbage, og jeg har nu bestilt bøger på biblioteket og er gået i gang med at læse, dem jeg allerede har.

I virkeligheden er det nemt bare at sætte sig offeragtigt ned og vente på, at verden fikser tingene. Eller at den ikke fikser tingene, men så i hvert fald at tiden går, og man véd, at det ikke var ens egen skyld, fordi man jo ikke kunne. Magtede. Orkede.

Men jeg ér jo ikke det offer. Jeg kan jo godt. Jeg magter jo godt. Jeg orker jo godt. Og egentlig var det helt fint, at han fik rusket mig lidt, så jeg indså det og kom i gang.

Ja, altså. At jeg tog mig sammen.

Anmeldelse

Gyldendal har været så søde at sende mig en bog, som jeg med stor iver har læst. Derfor kommer her en anmeldelse! Take it away!



Ikke helt ligesom på film.

”Vi skal have det pæne stel på,” siger Wendys mor, og det er meget sigende for hele Wendys liv. Alting skal se rigtig flot og fint ud. Men sådan er livet jo ikke. Det må Wendy sande, da hun droppes af kæresten og verden ændrer sig fuldkommen for hende.

Marianne Verges debutroman ”Wendys vidunderlige verden” kommer lidt sent i kølvandet på genren chick lit med bøger som Nynne og Bridget Jones. Men i modsætning til Bridget og Nynne, som mere eller mindre favner deres fejl og mangler, prøver Wendy at lægge afstand til sin egen famlen rundt. Hun prøver faktisk på at få det til at se pænt ud, på trods af at hun i høj grad har gjort op med sin mors måde at leve på.
Hun vil ikke være endnu en kvinde, som tromler sin mand og børn, hende som pådutter familien pænhed og parcelhus , hende som kalder sig selv ’stærk kvinde’ uden overhovedet at være det, hende som ender i den situation, vi alle kender nogen i, hvor man keder røven ud af bukserne, men kører på, fordi det alligevel er nemt og i øvrigt ser så forpulet pænt ud.

Wendy er vokset op som Anne-Mette med bindestreg Jensen i et fint parcelhus, hvor tingene så godt ud. Man passede sine sager, og der var styr på det hele. Men Wendy har virkelig bare ikke styr på en skid. Hun lider tydeligvis af mindreværd, muligvis fordi moren aldrig har syntes, hun var god nok; hun kan jo ikke engang se efter, om der er en åben mælk i køleskabet, før hun åbner en ny karton.
Det forplanter sig og kommer til udtryk, når hun ikke rigtig tager stilling til sin omverden. Ekskæresten Jens kysser hende, så der ingen vej tilbage er. Hun havner i seng med eksen Peter, som knuste hendes hjerte, og som hun mest af alt burde bede om at gå ad Helvede til, fordi han blot leger med hende. Men hun formår ikke at sige nej og løsrive sig. Nej, Wendy er ikke rigtig en stærk kvinde, selvom hun gerne vil være det.
Mormor brugte rød læbestift og høje hæle, og det er tilsyneladende, hvad Wendy stræber efter. Navneskiftet, indkøb i Irma, bolig på Østerbro, det hele ser godt ud. Indtil det altså ikke gør det mere. Og selv da formår hun ikke at tage aktivt stilling. Hun lader sig føre med, og det kan jo for så vidt være fint nok, men hun er ikke tilfreds, og så er det nok alligevel ikke helt fint nok.

Hun møder Anders og de flytter hjem til Jylland, får barn og ser på hus. Endnu et eksempel på hendes handlingslammelse, da man fornemmer, at det netop er alt det, Wendy forsvor, da hun flyttede sit liv til København. Det står i hvert fald i skarp kontrast til beskrivelsen af livet i hjemmet på Vinkelvej, hvor den både står på fælles indkøb i Bilka med faster Hanne, drømmekage og spekulationer om kronprinsessen på Riget. Spekulationer der er så vigtige, at man – moren - må ringe tværs over landet for lige at sikre sig, at dem i den anden ende – Wendy - nu følger med og ikke går glip af noget yderst vigtigt.

Der er ingen tvivl om, at Wendy er intelligent. Der er heller ingen tvivl om, at hun anser sin mor for ikke at være det. Men moren er som så mange andre kvinder i den generation, hun bosser rundt med manden og er lidt af en strigle, som vil bestemme alting for alle i familien. Wendy holder af moren, men har helt klart besluttet sig for IKKE at blive sådan. Alligevel ender hun med at være det, når hun er Anders utro og ender med at sige ”Skam dig” til sin refleksion i badeværelsets blanke spejl. Dermed er Wendy som så mange kvinder i sin generation, der tager afstand fra det småborgerlige mødrene ophav, men alligevel bliver lammet af det fri valg på alle livets hylder, og derfor – med en stor, men tavs, indre protest - tumler gennem årene som et ekko af mors og mormors liv.

Spørgsmålet er så, om det kunne have været anderledes? Spørgsmålet rejses næsten i bogen, men desværre bliver det for subtilt, og man må næsten hive og slide det ud af historien. Ærgerligt, for det er et ganske relevant spørgsmål i vores tid, og det havde gjort bogen så meget mere levende og interessant, hvis det var sprunget ud fra siderne.

Historien om Wendy er ikke ukendt, vi har hørt den indtil flere gange før. Men desværre har vi bare også hørt den bedre. Det er en fin lille historie, Marianne Verge har begået, men desværre bliver den aldrig rigtig nærværende. Den er simpelthen for letbenet. Den er skrevet i et ligetil og jordnært sprog, som er fint i tråd med moderne kvinders måde at tænke og handle på, så den er oven i købet hurtigt læst. Alt for hurtigt. For der kunne bestemt være skrevet meget mere om Wendy. Der er masser at tage fat i under figurens overflade! Masser som vi aldrig kommer ind til, idet fortælleren kun lader os slå smut på overfladen.
Det er en skam, for havde Marianne Verge fået den ægte Wendy frem, havde det været en langt mere interessant bog. Der er fine henvisninger til Wendys indre liv og tanker om familie, hjem og sig selv, men der ligger så meget mere mellem linjerne, som aldrig kommer frem.

Wendys mor arbejder på en flødebollefabrik, og derfor er der flødeboller på mange af bogens sider. Det er et samlingspunkt for familien, et billede på den tryghed, det gamle familiemønster alligevel er. Der er flødeboller hos mormor, når hun dør, der er flødeboller, når Wendy vågner på hospitalet, der er flødeboller alle vegne! Og flødeboller er jo dejlige og smager godt.
Problemet er, at når man har slugt det sidste sukkerskum og slikket sig om munden, sidder man allerede og længes efter mere. Sådan er det også med bogen her. Når man lukker den, er man umiddelbart tilfreds og synes, at den var fin. Men allerede efter to minutter melder sig en trang om noget mere substans.

Alt i alt er Wendys Vidunderlige Verden en fin, lille perle af en bog om et helt almindeligt menneske, men desværre blot et stykke slik, som ikke tilfredsstiller.




Wendys vidunderlige verden – Marianne Verge. 127 sider, 149,- kr. vejl.

Om at skille sig ud

I sommer ikå, helt nøjagtig på Grundlovsdag, stod jeg på Honnørkajen i Århus. I højt, flot solskinsvejr stod jeg i tre stive timer for at se på Dronningen, når hun kom i land.

Egentlig var det mest for at se min ven og veninde i folkedanseroutfit (Wow, det så godt ud!), men når det kommer til stykket, ér jeg en sløj socialist, lige når det kommer til Kongehuset, så ja, jeg var der også, fordi jeg synes, det er så dejligt med hende der Morgrethe.

Stiften fik sakset et billede af mig med et stort smil på læben, som man efterfølgende kunne se i deres 'Uh, se aaaaaaalle billederne fra den dag Dronningen var lige her i VORES by'-album på hjemmesiden. Alle sagde, det var et supergodt billede af mig, hvilket jeg ikke er enig i, men pludselig var der en, der bemærkede, at jeg var den eneste, som ikke var over 50 år. Eller ok, 60 faktisk. Eller som ikke var der med børn.

Der var simpelthen udelukkende gamle mennesker og folk, der skulle vise børnene majestæten, som var til stede. Nåja, og så en ung kvinde på 31, som nok skulle aflevere eksamensopgave to dage efter, men som lige skulle se folkedanserne. Og som var mindst lige så begejstret for Morgrethe som alle pensionisterne.

Og jeg bliver ligesom ved med at være lidt til en side på den måde der.

Ikke alene vælger jeg, når jeg en sjælden gang i mellem gider bruge penge på et ugeblad, at købe Søndag. Kæreste kommenterede, at det var for kvinder over 40. Altså rigtige voksne. Som i 'Ikke dig, frk. Ibber!' Og nåja, det kan da sagtens være.
Men der var jo lige noget om (fuldkommen fremragende fantastiske) Ellen Hillingsø, ikå. Og så ér deres krydsord altså virkelig gode! Faktisk!

Men det holder ikke op endnu.

I fredags skulle jeg et smut i byen og valgte derfor at smutte hjemmefra, så det passede med, at jeg kunne se Slesvigske Musikkorps troppe op foran Domkirken og spille noget musik. Det er noget, korpset gør hver eneste fredag kl. 12.

Jeg traskede af sted og nød lidt window shopping (fandt en Kusmi-pusher, wee!), før jeg indfandt mig foran Arnold Buscks boghandel et par minutter i 12.

Da jeg kunne høre trommer og blæsere nede af gaden, begyndte jeg at smile. Jeg tænkte med rørstrømsk hjerte på min salig morfar, som engang har boet her i Haderslev og ganske utvivlsomt har været at finde foran Domkirken de fleste fredage kl. 12, da han både var glad for march, musik og militær. Og jeg stod der, og jeg tænkte på morfar, og jeg blev helt rørt, og jeg sendte billedbeskeder til hele familien af scenariet foran kirken.

Og jeg opdagede at jeg - igen! - var eneste tiskuer under 60 eller uden børn. Og ham, der havde barn med, gik endda midt i første stykke musik. De spillede tre. Og jo, vi klappede efter alle tre. Og jo, jeg smilede hele tiden. Og jo, jeg nød det sgu.

Slap me silly og kald mig bims, jeg kan sgu godt lide den slags. Selvom det åbenbart hører til en helt anden generation.

Det vigtigste i verden

Jeg kan godt lide at se fjernsyn. Jeg kan faktisk rigtig godt lide det. Og helt uden at være snobbet eller elitær omkring det, så indrømmer jeg, at jeg mest ser DR.

Det er især Ramasjang (wow, højpandet!), DR2 og DRK, der kører på flimmeren hos mig. Ind i mellem, når timingen lige er til det, fanger jeg Go'morgen Danmark eller Nyhederne fra TV2, som også er den eneste reklame-kanal, jeg kan se herhjemme.

Lige for lidt siden var der en reklame for Canal Digital, hvor de pointerede, at deres tv-pakker er bedre end alle andres, fordi du får lov at se ALT fodbold, uanset hvilken pakke du vælger! Altså både den ene liga, den anden liga og endda den helt specielt fantastiske blablaliga!

Men hvorfor er det sådan? Hvorfor er det fodbold, der er det vigtigste?

Jeg ser for eksempel aldrig fodbold. Eller sport i det hele taget. Jeg er bedøvende ligeglad. Om det er golf, cykling, Wozniacki, håndbold, fodbold - I couldn't care less. Jeg er simpelthen ligeglad, og det irriterer mig, når hele min normale sendeflade omrokeres og ændres, blot fordi der tilfældigvis er Tour de France eller VM i fodbold i Sydafrika.

Er det i grunden ikke lidt en falliterklæring for hjerneaktiviteten i det ganske land, at det helligste i betalt tv er sport?

Hvor blev kulturen af?

Hvad skete der med at lade sig udfordre? Lære noget, blive klogere, se fjernsyn om lande langt herfra, historiske hændelser, politik, videnskab og samfund!?

Jeg kan selvfølgelig være bedøvende ligeglad med, hvad du eller andre bruger jeres dyrtkøbte fritid på, men det ærgrer mig, at Danmark er på vej til at blive Ekstra Blads-segment hele vejen rundt.

Blogleg

Jeg er blevet tagget i en fin, lille blogleg, hvor jeg skal skrive ti ting om mig selv. Fuldkommen random info omkring bette mig.

1. Jeg gider ikke spise is. Altså, det er jo ikke sådan, at det smager decideret dårligt. Men jeg forstår virkelig ikke, hvorfor folk er sådan oppe at køre over frossen fløde og æg. Jeg har spist hele to soft-ice i løbet af sommeren, og det er alt rigeligt til mig. Jeg gider det bare ikke.

2. Jeg har en uhyrlig lav tolerance for bitterstoffer. Derfor kan jeg ikke lide chokolade. Eller chokoladekage, brownies, chokoladeis (!) eller andre sådanne lækkerier. Folk ser på mig, som om jeg er en freak, når jeg siger det. "Nej, jeg kan ikke lide brownies." "Nåååååh, men det må da være fordi du aldrig har fået dem, når de var bagt med sådan en rigtig god 80% mørk chokolade." Og nej, det har jeg ikke. Men eftersom chokoladen for sig selv kan få hele mit ansigt til at snøre sig sammen af tørhed i munden og bitterhed, så tænker jeg, at kagen heller ikke vil være 'lige mig'. I det hele taget er jeg kræsen. Og dét kommer der et helt indlæg om før eller siden. (Så, nu sidder du der, helt ude på kanten af stolen, og bare dirrer og venter med spænding!)

3. Jeg er pedantisk. Jeg plejer at nøjes med at sige, at jeg er sprogpedant, men mit pedanteri strækker sig faktisk langt uden for blot det sproglige. Jeg kan blive noget nær hysterisk, hvis jeg skal lave mad med nogen, og de gør tingene i en anden rækkefølge eller på en anden facon, end jeg er vant til/selv ville have gjort. Pakker du en indkøbspose, så den ikke kan stå selv, dømmer jeg dig. Hårdt. Bruger du fremmedord på en forkert måde, mener jeg straks, du mindst må være idiot. I modsætning til mig selv, som jo ALDRIG tager fejl. Agtigt. Men det værste ér og bliver dog de sproglige fejl. Jeg græmmes, når Kæreste kommer hjem fra skole med et "Program For Introaktiviter". Jeg synes simpelthen, det er pinligt for skolen. STRAM OP!

4. Jeg prøver på ikke at rette for meget på mine medmennesker, men det er virkelig svært. Og nogle gange glemmer jeg helt at prøve, og så får jeg sagt noget, der nærmest er ondskabsfuldt til dem, fordi de siger lagt i stedet for ligget eller noget lignende. (PS. Tilgiv mig, vil I ikke nok?)

5. Jeg drikker mere cola end alle, jeg kender. Tilsammen.

6. Jeg er bange for alt muligt ulogisk. Mørke f.eks., guderne må jo vide, hvad der kan gemme sig i det, som bare står og lurer og venter på at komme og æde mig. Vand er jeg bange for, for der kan man drukne! Eller værre endnu; et eller andet monster ala The Kraken eller en søslange kunne komme og hapse mig, mens jeg plasker rundt på overfladen, og trække mig med ned i dybet = drukning og muligvis ædning. Jeg bader derfor kun, hvor jeg kan bunde. På trods af, at jeg er en fin nok svømmer. (Bortset fra sidste år i Tyrkiet, hvor jeg sprang i 7 meter dybt vand fra en båd og endda svømmede hele vejen rundt om selvsamme båd. Endda uden om ankerkæden, hvor vi alle jo véd, at de der monstre holder til. Helt uden at dø af skræk eller blive ædt af noget! Jeg er meget stolt.)

7. Til gengæld er jeg slet ikke det mindste bange for at flytte til den anden ende af landet med en mand, jeg har været kæreste med i mindre end tre måneder.

8. Jeg har set Find Nemo over 20 gange, og jeg græder stadig, når Dory siger "I look at you and I....I'm HOME!"

9. Jeg er bachelor i russisk, men synes faktisk, at det meste russiske litteratur er alt for indviklet og præget af laaaaaaaaaaaaaangstrakte og überdetaljerede beskrivelser af alt. ALT! Tapetet, gardinerne, musikken, stemmerne, støvfnuggene i solstrålen. Alt.

10. Jeg er en megaforkælet lillesøster. Det kan sådan set være fint nok, det er sikkert derfor, jeg bare kan flytte til Haderslev uden sikkerhedsnet og tænke, at det nok skal gå. Men nogen har alligevel gjort mig en bjørnetjeneste ved kun at fortælle mig (i modsætning til at vise og lære mig), at man skal gøre noget for at få noget. Og det sidder jeg nu og kæmper med, for jeg har aldrig været nødt til det, og derfor er jeg sådan indrettet, at jeg forventer alt muligt og regner med, at jeg ikke skal levere noget selv. Det er ikke særlig praktisk i denne verden. Og helvedes svært at ændre på!

Sådan. Det var da slet ikke så svært. Faktisk.

Som mange andre har skrevet, er gud og hvermand jo blevet tagget i legen allerede, så derfor giver jeg bare bolden op til dem, som har lyst.

Flytning

Manner, hvor jeg snart skylder blogindlæg. Det er alt for længe siden sidst. Og det er jo ikke sådan, at der ikke er sket noget. For dét er der ved gud. Eller andre.

Dem, som følger med på Twitter, var vidner til et hjerteskærende farefuldt moment (mo-mang, skal det siges, ikå), hvor jeg tog i lufthavnen og hentede den stakkels syge mand, som havde været på ferie så skidehamrende længe væk fra mig. Altså en uge efter han tog af sted, stod jeg i BLL og vinkede, da han afkræftet kom ud af dørene. Og ååååååååååh, hvor var det kvalmende dejligt. Ih, hvor vi krammede og holdt fast i hinanden hele vejen hjem. Uh, så godt det var.

Lynhurtigt blev alt det overstrømmende dejlige og hovedløst forelskede indhentet af det der 'virkeligheden', og de planer, vi havde lagt. Vi skulle jo flytte. Altså sammen. I det der Sønderjylland. Og før man kan flytte, må man jo pakke.

Hold nu KÆFT, hvor får man bare samlet meget lort, når man har plads til det. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange sorte sække med affald, jeg har båret ned i containeren! Og hvor mange møbler og andet løsøre, der er blevet sat til storskrald for derefter at få nye hjem. (Elsker elsker elsker den slags genbrug - jeg kommer af med mit, andre får noget (for dem) nyt, winwinwinwinWIN!)

Og hvorfor er det lige, jeg har ting i skabene (ok, havde!) som kunne holde sig til 2009?! Jeg er målløs. Vidste godt, jeg har det gode samlergen, men troede nu alliwl ikke, det stod så skidt til.

Men ud røg det. Det hele. Eller næsten. For noget blev jo alligevel pakket i kasser og slæbt ind i det ekstraværelse, der siden februar, hvor eksen flyttede, har fungeret som 'lager og opbevaring af yderst vigtige, mindre vigtige og aldeles unødvendige papirer og sager'. Værelset var naturligvis blevet tømt forinden. Derfor alle skraldesækkene, ikå.

Lørdag morgen, længe før de fandens får end overvejede at stikke ud af folden, kørte Kæreste og jeg fra hans forældre ind og hentede en flyttevogn. Tilbage til forellernes hus, hvor Kærestes ting blev læsset. Til ghettoen i Århus, hvor vi blev mødt af kammerater, hvoraf den ene havde medbragt en trailer. Så skidefabelhaft altså! Mine ting blev læsset ombord i trailer og flyttevogn. Altså undtagen de ting, som blev givet til andre i storskraldet. (Tak til Palle, fordi han gad bære lampen hen til den fremmede dames opgang, så hun lige slap for dét!)

Fra ghettoen til motorvejen. Øøøøønøøøøøøøøøøhnnnnnnn. Laaaaaaaaaang vej til Haderslev med trailer på den ene bil. Det tog FOR EVIGT!

Da vi endelig ankom tog det drengene - og mig - en bette time at få alting ind i den nye lejlighed. Selv vaskemaskinen var kein Problem for de stærke kammier, som Kæreste har.

Så sad vi lige og delte nogle øller og prøvede, om ketchup nu virkelig KAN bruges til at rense kobber. Det kan det. Vi har nu en fin, blank plet på kobberpladen foran pejsen. Men så ved vi da, hvordan vi får resten af pladen ren. Når vi altså en dag når til dét. For det tager sgu lidt lang tid det her flytten ind.

Der er stadig kasser med ting, cd'er, film, papirer, bøger, tøj og flere fåking TING (hvor fanden KOMMER alt det lort fra!?), som står og venter sådan lidt over det hele. Men vi er godt på vej.

Og ved I hvad? Vi er om muligt blevet endnu mere hovedkuls forelskede og overstrømmende dejligt glade for hinanden. Og for Haderslev. Og for det her projekt 'Evig Kærlighed'.

I love it.

Heartache

Jeg har i denne uge nærmest ikke haft andet end tid til at skrive blogindlæg. Desværre har noget taget al den tid. Savn. Længsel. Ondt i hjertet. Åh, suk, siger vi.

Faktisk er det sådan, at jeg 'hele livet igennem' - altså i hvert fald de tre gange jeg har haft kærester - har valgt en partner ud fra sådan en "Det skal i hvert fald ik være én, der kan gå fra mig!"-tankegang. Derfor har jeg fundet mænd, som JEG i stedet kunne forlade. Ih, så smart! Så er det jo aldrig mig, der får ondt i hjertet. Så nu har jeg tre gange i træk været dén, som afsluttede et forhold. Og selvom det er hårdt, så var det jo ikke mit hjerte, som blev knust, men deres! Totalt bonus.

Bortset fra, at jeg så er endt i nogle lidt tovlige forhold. Med mænd, som ikke helt magtede at sige 'Nu stopper du fandme, dame!", hvilket jeg i høj grad har brug for, hvis jeg ikke skal forvandle mig til en Ibberzilla og bare vade, sjoske og trampe hen over manden. Med pigsko og træskostøvler på. Og det skal jeg jo helst ikke. For det ér der faktisk ingen, der fortjener.

Maaaaaaaaaaaaaasser af terapi og gransken af mit fede ego har lært mig at gøre tingene på en lidt anden facon efterhånden. Det har taget et forsøg eller to, men altså, nu er vi her...endelig.

Jeg har fundet en dejlig mand, som faktisk allerede sagde "Nu stopper du, HARPE!", før vi overhovedet var kærester. Det var da det mest pisseirriterende, jeg nogensinde har oplevet. Indtil jeg trak vejret dybt og indså, at det jo er præcis derfor, jeg elsker og respekterer ham. Balance, folkens, balance.

Nu er det så sådan, at han er taget en uge på ferie. Lige nu. Hvor vi er allermest nyforelskede og bare har så gigameget brug for hinanden.

Igen - pissebelastende, at han ikke bare fatter, at jeg sguda har skidemeget BRUG for ham = bliv da hjemme, knægt! Men igen - jaaaaah, han tager hensyn, men retter sig ikke efter alle mine behov og ønsker. Og det ér jo det, jeg gerne vil. Sårn på længere sigt.

Så nu sidder jeg her og har fået en lille smagsprøve på, hvordan det der kærestesorg må være. For jeg véd jo, at han elsker mig. Jeg véd jo, at han er min og jeg hans. Jeg véd jo, at han kommer hjem til mig igen. Og jeg véd endda hvornår, og at han længes mindst lige så meget efter det som jeg.

Men fååååååk, hvor er det en led følelse at mangle ham sådan her. Det er lidt som om, jeg ikke helt kan trække vejret ordentligt. Min mad smager ikke rigtig af noget, når jeg gider spise, og ind i mellem gider jeg ikke engang drikke cola. Og det sidste her, det er ved Gud (eller hvem man nu vælger) et tegn på, at ikke alting er helt tip top.

Helt ærligt mand, det er sgu da en pissefarlig verden, den her!
Er I klar over, hvor sårbar man er, når man sådan opgiver alle forbehold og bare forelsker sig!?
Det er fandme ikke spor trygt eller rart!

Men for helvede, hvor er det dejligt. Og om to døgn er vi her sammen igen. JAHA!

Status

I dag er det netop fem år siden, jeg pakkede alt mit grej, læssede det ind i farbrors kassevogn og flyttede det hele - og mig selv - til Århus.
Det var en ret stor ting for mig, der ellers var lidt af en hjemmefødning.

Og da jeg nu igen står på kanten af at flytte rødder, sjæl og habengut til en ny - og relativt ukendt - landsdel, så kan jeg jo passende fejre dagen med en slags status over, hvad der er sket i løbet af de fem år.

- min far fik leukæmi og blev rask igen
- det fik desværre mig ud i en hidsig depression, med selvskade og spiseforstyrrelse
- jeg har været et semester i Sankt Petersborg, hvor jeg lærte, at jeg godt kan selv, og fik en fantastisk veninde
- jeg har fået antidepressiv medicin, som fik mig hevet ud af min stilstand og i gang med det der livet
- jeg slog op med en kæreste, som ikke var god for mig
- jeg rendte omkring og var 17års-agtig med druk, hor og fester
- jeg fandt en sød og rar kæreste
- som jeg slog op med efter halvandet år, fordi det alliwl ik lige helt var sagen
- jeg flyttede til ghettoen og lærte blandt andet at afrikanske bryllupper er noget mere farverige og konfettiramte end danske
- jeg var til tandlægen en enkelt gang (og måtte tilbage to gange mere fordi der var noget rodbehandling)
- jeg har mødt Kagedåserne, som forsøder mit liv på mere end én facon
- jeg har mødt Blæs. Den dejligste mand i verden.
- jeg er blevet bachelor i russisk og retorik, noget jeg faktisk troede, jeg aldrig ville opnå
- jeg er blevet moster endnu en gang.
- jeg er blevet tante og fadder til venindens søde datter
- jeg har fået en vaskemaskine, og opdaget hvor meget nemmere livet er, når man har sådan en
- jeg har på en eller anden måde anskaffet mig tre spiseborde, men kun to stole
- jeg har skiftet adresse fem gange, de første tre skift inden for de samme 500 meter
- jeg har fået masser af venner og bekendte
- blablablablaaaahhh

Alt i alt er der sket rigtig meget, og jeg har haft det fantastisk her i Smilets By. Men jeg glæder mig nu alligevel til at tage fat på det sønderjyske!

Slet, slet ikke som fiktionen!

Der var engang et dansk band, som lavede en småk og darjlig kærlighedssang, der indeholdt teksten 'Du er min Rachel, jeg er din Ross'. Ja, det var (dårlige!) Johnny Deluxe, godt husket, men det er ikke dét, det skal handle om nu.

Det, det skal handle om, er kærligheden, de synger om. For selvom vi alle sammen godt véd, (SPOILER ALERT!) at Rachel og Ross faktisk får hinanden, når Venner slutter for altid, så er det sgu da træls for dem, at der skal så mange forviklinger til, før det kan ske. "We we're on a break", giftermål, udfordringer og vejbump, som gør det SÅ umådeligt svært for dem at indse, at de bare hører sammen.

Jo jo, gu er det romantisk med al den kæmpen for hinanden i sidste ende, men altså - havde det ikke været federe for dem, hvis de bare havde haft det topfantastisk fra the get go!?

Jeg ved jo godt, at fjernsyn bliver lavet for underholdningens skyld, og at der ikke er megen underholdning i lykkelig kærlighed, hvor Ross og Rachel bare går omkring og ser forelsket og glade på hinanden, mens alting lykkes for dem. Men det betyder ikke, at jeg ville ønske samme besvær og bøvl i mit liv, som de har i deres.

Faktisk ér det jo ikke så længe siden, jeg lavede et bitterkynisk indlæg om, at den eneste ene er noget fup, og at vi alle vil have det bedre, hvis vi bare kan indse det, og at JEG i hvert fald ikke havde tænkt mig at satse på noget som helst i den retning.

Men så skete det jo. Virkeligheden kom og tog røven på mig.

Jeg ved ikke, hvad det ligner, men snydt blev jeg i hvert fald af det der 'livet'. For hvem er det nu lige, der går omkring med lykkens stjerner i øjne og hjerte for tiden!? Jo, det er sgu da mig!

Og faktisk er vi ingenlunde som Rachel og Ross. Eller jo, han havde jo en kæreste. Han havde jo intet sted at bo. Jeg ville IKKE (!) have en kæreste. Jeg ville IKKE (!) have, at han skulle bo hos mig. Han var for useriøs, for drukfældig, for A-menneske (johow, det er så en fuldkommen valid årsag til at vælge folk fra!), for krølhåret og bare i det hele taget skidemeget helt forkert.

Men så var han pludselig væk, sådan på en 'for altid'-agtig facon, og det var da det værste, jeg i mit (årh, så Metusalem-lange) 31-årige liv har været ude for.

Og så blev vi jo kærester. Og så skulle han jo til Sønderjylland. Og så ville jeg med. Og så fandt vi en lejlighed. Og så fandt vi en løsning på økonomiproblemet. Og så lykkedes alting ligesom bare. Vi flytter om to ugers tid og starter på et helt nyt liv. Sammen. For altid. Og jeg kan ikke vente. For jeg véd bare, at jeg kan leve med den mand resten af mit liv. Han gør mig så glad, han får mig til at le, han gør mig sindssygt frustreret og gal i skralden, og hele vejen igennem elsker jeg ham som ingen anden.

"Du er min Edward, jeg er din Bella."

Ja, det er hæsligt og klamt, men det er sgu bare den skinbarlige (og slightly kliche-inficerede) sandhed. Hvis det ikke lige var, fordi det faktisk for en gangs skyld er mig, MIG!, der svæver rundt med kærlighed i overflod, så ville jeg sgu brække mig af al den kvalmende lykke.

Endnu mere svamp

Så var det jo, at svigermor foreslog, at vi alle satte os ind i C5'eren og suste nordpå. Ja ja, vi kører da til Rold Skov og finder kantareller! Det har jo også kun været fuldkommen knastørvejr i tre uger, det vælter da nok frem med svampe derude!

Agtigt.

Men af sted tog vi.

Kæreste og jeg sad på bagsædet, og efter rigtig kort tid fik jeg megaspat i bentøjet. Så jeg sad fuldkommen u-reglementeret med benene vidt spredt (og jo, jeg havde skørt på) på svigerfars førersæde og kærestes skød for bare at holde det lidt ud. Og så satte jeg mig til at sove. Og så skulle jeg tisse. Og så var jeg tørstig. Og så anede jeg da bare overhovedet ikke, hvor fårking langt der er til Rold Skov. Og nej, det hænger ikke sammen med, hvor du er i forhold til. Der er bare fårking langt! Punktum.

Endelig kom vi derop, og så skulle svigerne da lige diskutere, om det nu var dér eller dér, de havde fundet svampe sidste gang, de havde været på dé kanter. Hvor de jo havde været i skoven for at se en flyver, som engang faldt ned, da der var verdenskrig. Den var masser af kilometer inde i krat og lusk, så dén droppede vi gudskelov.

Men vi fandt da svampestedet i skoven og indså, at havde vi nu været der på et tidspunkt, hvor vejret havde været fugtigt nogle dage, så havde vi stået og plukket en uges tid. Men nu havde det jo været tørke, så der var måske tredive svampe alt i alt. Og de var tørre. Og nogle af dem var bidt i af vilde (!) dyr.

Vi plukkede rub og stub, undtagen dem, som var for ulækkert ramt af dyrespor, og så kørte vi hjem igen. Og jo, der ér faktisk mindst lige så langt hjem som ud.

Kæreste og jeg lavede frisk pasta til en svampe-spinatstuvning, og vi åd hele den lækre badulje med gode mængder rødvin til. Det var slet ikke så ringe alliwl tørke og trafik taget i betragtning.

Og om natten blev vi vækket af hidsig regn, så nu er der sikkert overvældende mange svampe derude. Men jeg siger IKKE, hvor det er!

Hilsen derudefra

Kære dem derhjemme

Jeg har det rigtig fint på ferien. De andre børn er meget søde.
I går var vi ude i skoven for at finde kantareller. Det har jeg aldrig prøvet før. Vi gik ind i krattet, hvor der groede lyng. Så skulle vi løfte de visne blade og lyngen, og så gemte svampene sig dernede under. Vi fik at vide, at der godt kunne være slanger.
Jeg fandt bare en lille skrubtudse, den blev bange og løb væk. Men Jesper fandt en slange. Det var en snog. Han prikkede til den med en pind, og så lå den meget stille og kiggede på os længe, den så farlig ud, og vi ville godt væk så, for vi havde kun klipklapper på fødderne. På vej tilbage til bilen så vi en anden slange. Det var en hugorm og den var ret lille. Den var brun og meget gal over, at vi var der. Den hvæste meget af os og prøvede at stikke af. Så gik vi også fra den.
Bagefter gik vi et andet sted hen og fandt svampe. Der var mange af dem. Vi spiste dem til aften med pasta og fløde og spinat.
Inden maden skulle drengene ud og se, hvorfor nogle af fårene mæhede så meget. Det var fordi, nogle af dem var kommet uden for indhegningen. Så skulle vi have dem tilbage. Får er meget dumme. Men de kom ind igen, og så kunne vi spise.
Det tordnede også, og der kom en masse regn på ret kort tid. Så fik hunden lov til at komme inden for, det var lidt synd, den skulle være ude i uvejret.
Der sker bare rigtig meget her på landet, og det er meget spændende. I må godt sende nogle penge.

Hilsen feriebarnet

Tweets jeg ikke skrev fra Roskilde Festival

Har lige haft Klidmoster telefonisk med på toilet. I love Roskilde.

Fåk, hvor er det bare varmt.

Åh, hvor er det stilfuldt at pisse op ad et træ. Altså med ryggen op ad. Ryglæn ftw!

Hvor er jeg glad for, at jeg altid har kleenex i tasken. No TP.

Puha, to snaps og jeg er godt kørende.

Fy for helvede, jeg skal ikke have snaps nogensinde igen. I hvert fald ikke i dag.

Hold nu KÆFT, hvor mine fødder gør ondt! Og mine sko er døde. Og plasteret falder af.

Hvor street er man egentlig, hvis man ikke skifter plaster, men bare sætter den løse ende fast med et andet plaster?

Jeg er så forelsket i Damon Albarn. #Gorillaz #Blur #GoodBadQueen #Damon4Evah

Ok nephew, slap lige af med melankolien der. Og hvad faen var det med Søren Huss!?

Jeg har lige spist bagt kartoffelskræl med fingrene og suttet dem rene for dressing. Mens en kvinde skulede kvalmeagtigt efter mig.

Tror da lige, jeg faldt lidt i søvn her under træet. Håber ikke, nogen har tisset på mig imens.

JARH Die FOKKEN Antwoord!!! You ma sa pous in a fish base jar!

Min far har ringet. "Du har råbt" sagde han. Ja, og skreget og grint og sunget og indåndet tons af urinstøv. Farvel stemme.

Tror da NOK, jeg fik vist @schytz hvordan jeg har det med Muse. PS undskyld det med hørelsen.

ÅRH HVAD - Kasabian holder for hårdt. Solskin, svævefly, sang og dejlig stemning. Gotta love it.

Ok små fusser, nu tager vi LIGE denne her søndag, så skal I nok få lov at slappe af.

Så fedt at vågne mellem to mænd, som snorker og lugter af sprut. Heraus vom telt asap.

Spaghetti og kødsovs kl 3 om natten. En ægte KLAssiker. Elsker festival.

Hov, det er som om, jeg allerede har glemt, hvor hårdt det var! Glæder mig til 2011.

Det gode ved, at toiletterne lugter så meget, er, at man så i det mindste ikke kan lugte sig selv uden trusser. *rrauu*

Har set en mand smøre creme på mellemkødet midt i snapsebaren. Og nej, det var ik bare en eller anden mand, men en kammi.

Det er fammar svært at finde mad ved sidste koncert søndag awten. Vade, vade, vade. Om nom nom.

Beer, beer, whisky, coca cola! Beer, beer, whisky, coca cola! #BobanIMarko

Lårderoskilde - hvorfor er her så mange folk og så få udgange!?

Mine næsebor er stive som beton. Og det svier inden i dem. Og jeg har snavset sved ned af mig. Jeg elsker det!

Oh noes, jeg har bare overhovedet ikke råd til det her. Nå - den tager vi en anden dag. Partay!

Så så man mig fatte minus af det der med at få knapper for pengene. For så at få drinks for knapperne. "Hvordan skal jeg sætte dem fast!?"



Af hejrtet tak til alle, som deltog og gjorde min fest bedre! MØZ.

Opdæjt

Roskilde Festival var en stor, svedig og glødende succes. Jeg blev skoldet, mistede stemmen, var fuld, hoppede, dansede, skreg og sang med. Det var ganske enkelt fabelhaft. Nu venter der lige et par dage med restitution, og så får I lov at høre mere fra mig.

Min værste ven Tajming

Tajming og jeg går lang vej tilbage.

Egentlig er det først de seneste år, jeg har indset det, men jeg kan se, at det har været sådan længe; Tajming er en kælling. En ussel, hæslig kælling, som absolut hader mig. Og gang på gang morer sig med at skabe rod og ravage i mit lille liv.

Således også i dag.

Kæreste og jeg var taget i Ree Park, et yndet udflugtsmål for undertegnede, thi man kan se masser af vilde dyr og endda røre ved lemurerne. Når de kommer hen til én, forstås, for jeg går ikke ind for, at man skal mase sig ind på dyrene og røre ved dem, hvis de ikke selv vil. Nemlig.

Vejret var pragtfuldt med høj, flot sol, der varmede, og en fin brise, som kølede.

Vi startede med at tage på Land-Rover-safari (i en fin og dejlig 110" Defender!), selvom det i grunden er lidt kedeligt. Men Kæreste havde ikke været i parken før, og det kunne jo give ham sådan et fint billede af, hvad det hele er for noget.

På turen opdagede jeg så, at de har bygget en ny gangbro rundt i parken, så man kunne have set savannen derfra og sparet pengene til safarien. Men så alligevel, nu fik jeg jo chancen for at belære Kæreste om alle Defenderens fortræffeligheder.

Efter safarien ledte jeg Kæreste ned til bjørnene, hvor nogle bette, sorte unger tumlede rundt og legede og spiste gulerødder.

Vi fik set (og lugtet!) en vældig stor nordamerikansk bisonokse, der spiste et helt flute i en enkelt mundfuld og så umådeligt uintelligent, men stærk, ud. Vi så de voksne bjørne bade og svømme og småslås med ulve, og vi så stinkdyret tusse omkring i sin indhegning sammen med et lille gnaverdyr, som måske var et jordegern.

Og nu kommer Tajming ind i billedet.

Efter bjørnene valgte vi at gå på den nye gangbro, som safarimanden i Defenderen havde fortalt os om, fordi man så kunne komme godt rundt i parken. Og hvad sker der så?

Vi går og snakker og kysser og fjoller og griner, og ud af det blå udbryder Kæreste: "Ej! Det er da min mor!"

Eh hva!?

Midt i Ree Park på en onsdag middag!?

Og Kæreste har stadig ikke fortalt hende - eller andre i familien - om den superfantastisk dejlige sjællænderinde, som har stjålet hans hjerte og gjort ham til sin for altid!?

Kan du stave til akavet?

Ellers skal jeg gerne hjælpe. A-K-A-V-E-T.

Mor og Kæreste krammede, og mor gav mig hånd. Kæreste sagde kort, at jeg var mig, og det var så det. Vi talte med mor et kort øjeblik, men hun var i parken med vuggestuebørnene fra sit institutionsjob, så vi smuttede videre.

Mens vi døde af grin. Bare lidt. For det ér da usandsynligt. Og dumt. Og helt igennem en tovlig situation. Bare fordi Tajming har set sig gal på mig.

Nåmn, så fik jeg da hilst på svigermor. Jow jow.

Og vi mødte hende endda en gang til! Hvor vi alle havde sundet os og lagt krampelatteren lidt væk. Og hun sagde endda, at det var hyggeligt at møde mig. Simpelthen.

Lang tid, ingen se

Bloggen har været lidt stille.

Det er ikke, fordi det har skortet på lysten til at skrive eller på guldrandede emner, som jeg har kunnet dele med jer.

Der har både været en sølvfisk i køkkenskuffen, rengøring med træls støvsuger, pakkepost med film og cd'er, indkøb af diverse gadgets plus (som altid) det løse.

Men sagen er, at jeg har været travlt optaget med eksamen.

For en uge siden brugte jeg fire timer på at suse ned på uni, opdage, at de ikke kan printe .odf-filer, suse i føtex, købe papir, suse hjem, opdage, at der ikke var usbkabel til min printer, gemme alle dokumenter som word-filer, suse på uni, printe og aflevere opgaver. Det var lettere stressfyldt.

Heldigvis kunne jeg nyde eftermiddagen sammen med Klidmoster, og dét var dejligt. Og tiltrængt. Frokost på Sharks, dalren rundt i byen, en kølig saftevand på Zürich, uh, herligt.

Dagen efter pakkede jeg mit habengut og tog i sommerhus, jeg havde svært brug for nogle dage off the grid, som man siger.

Jeg meldte ud på Facebook, at jeg tog offlinedage, så ingen ville bekymre sig (som de gør, når jeg ikke er online en hel dag, åbenbart), og så hoppede jeg ind i en fin, lille bil og suste til færgen og sidenhen til Sejerøbugten.

Og var jeg nu alene derovre?

Næh, såmænd. Jeg havde en herlig ungersvend/Dude-killer med mig, og nu er vi kærester. Det så dallar!

Wow

Se lige, hvad jeg har givet mig selv.

I lyserød. Den er så fin. SÅ FIN!



Den sødeste Kran i verden har gjort mig opmærksom på, at jeg har undladt at fortællle jer, hvor I selv kan købe den wunderbare flaske. Sørvis kommer her: www.renflaske.dk

:)

Sørvis

Som den trofaste læser vil vide, er jeg svært begejstret for hudplejeprodukter af mærket Derma.

Jeg har vældig sart - men velfortjenende! - hud, og Dermas produkter er uden parabener, parfume og alle de der nasty sager, som man ikke helt ved, hvad gør ved mennesker.

Og ja, om hundrede år tænker man sikkert "Whaaaaaaaaat, hun brugte Derma!? Som var fuld af blablabla og xxxx, som bare øøøøødelægger arveanlæggene (eller noget)." Men so be it, jeg kan jo kun bruge den viden, jeg har her og nu. Og dermed bruge Derma.

For nylig kom jeg således hjem fra føtex med Dermas dejlige dagcreme i indkøbsposen. Og efter mit bad smurte jeg, som sædvanlig, cremen ud i mit smukke ansigt.

Men hvad var nu det?!

Cremen lugtede underligt, lidt af gær og trylledej faktisk, og dét plejer den slet ikke. Og hvad værre var, det føltes som om der var slibekorn i den. Oh the horror.

Jeg tænkte, at det måske kunne skyldes...eh...et eller andet, jeg ikke ved noget om, så derfor gav jeg cremen en chance mere. Men ak og ve. Samme dårlige lugt og samme grove slibning af huden.

Pinsemandag skrev jeg derfor en mail til Derma, så de vidste, at de måske skulle undersøge en samling cremer med den og den stempling.

Allerede tirsdag kl. 10 havde jeg fået en mail tilbage fra en Lisbeth, som fortalte, at de faktisk var opmærksomme på problemet, og som lovede at sende mig en ny creme, hvis jeg lige skrev min adresse til hende.

Det gjorde jeg da, og jeg sagde også pænt tak for god - og hurtig! - service.

Dagen efter kunne jeg smøre dejligt blød og u-peelende creme i mit smukke ansigt, frisk fra en ny bøtte, ankommet i postens boblekuvert. Og ikke nok med det. Den flinke Dermadame havde smidt en moisturizing bodylotion med i kuverten også.

Stor tak til Lisbeth og hermed endnu en anbefaling af Derma. I låvs.

Kutyme

Jeg har ikke været single ret meget af mit liv faktisk, så derfor er jeg lidt på bar bund med visse ting. Som for eksempel at være i besiddelse af andre menneskers tøj.

På et tidspunkt havde jeg en onenighter med en ven, og så kunne han ikke finde sine underdrenge om morgenen og gik derfor commando hele dagen.

Da tømmerdrenge og det værste havde forladt mig, fandt jeg de fine, blå underbenklæder, men jeg anede mildest talt ikke, hvornår jeg lige så ham igen.

Så jeg vaskede dem, da jeg alligevel skulle vaske mine egne unævnelige. Tørrede dem, gemte dem i skabet og passede i det hele taget på dem. Det var jo hans. Jeg mener, hans tøj. Han skulle da have dem igen. Ik?

Da vi så mødtes på Unibar noget tid efter, havde jeg dem med til ham, hvortil han mere eller mindre måbende spørger "Sig mig, har du ikke smidt dem ud!?"

Eh. Skal man det? Er det det, man gør?

Nu er det så sket, som jeg nævnte i går, at jeg er kommet til at tage en andens sokker med hjem fra fest i weekenden. Eller i grunden er nogen søndag morgen efter overnatning kommet til at tage det første, det bedste par sorte sokker, som lå på gulvet og gået med dem. Og da jeg senere fandt et par sorte sokker, viste det sig, at han havde taget mine, og jeg nu sad med hans. Og selvom de var hullede, tog jeg dem på hjem og sendte en besked om, at han sgu var løbet med mine yndlings!

Men hvad så nu med de strømper? Skal de smides ud? Vaskes? Afleveres? Og hvad med mine egne strømer? Ser jeg nogensinde dem igen?

Det er en meget svær verden, det her. Man skal ingenlunde undervurdere den slags filosofiske tankers indvirken på ens daglige liv!

Jeg har faktisk både vasket og fint tørret (på altanen, i frisk luft!) hans strømper, så de er befriet for kattehår, kagekrummer fra gulvet OG pigelus. Måske især det sidste.

Og så siger jeg til ham, at vi kan bytte, når som helst han lyster. Easy as 1-2-3. Ik?

Weekendens tabsliste

# En god håndfuld hjerneceller. Jeg har overbevist mig om, at det ikke var de vigtigste af dem.

# Sund fornuft, god dømmekraft og hensyntagen til veninder.

# Yndlingssokkerne. Har til gengæld en andens (hullede) sokker med hjem, men det er jo ikke DÉM!

# Guldhalskæde. Den er knækket. Æv. Gave fra søster og nevø. Peeeez.

# Lidt respekt og anseelse hist og pist, tror jeg.


Til gengæld har jeg fået dejlig mad, tømmermænd og timevis af fuldkommen fantastisk selskab. Alt i alt - worth it!

Mulig opklaring.

Picture this:

Roskilde Festival 2008.
Warm-up-dagene.
Camping West.
Solskin, 25 grader, tørt og støvet.
Eftermiddag.

En ung kvinde, lidt yngre ender de 30, kommer gående, slingrende og svajende, hen mod sine venner i lejren.
Den sort-hvide mønstrede nederdel blafrer lidt i den svage vind og på grund af kroppens bevægelser i hakkende, halte skridt.
Da hun kommer tættere på, kan de se det alle sammen.
Og nogle af dem, især kæresten, løfter øjenbryn og spørger bekymret og i høje toner, hvad der dog er sket.
Kvinden slår armene ud, trækker på skuldrene, mens et smil breder sig i hendes ansigt, og hun svarer 'Jeg er vist faldet'.

Herefter sætter hun sig ned, bukker venstre ben, så knæet peger opad, og klasker et par vådservietter på leddet, som er skrabet hudløst og har sendt blod i striber ned af det ellers nyvaskede og rene ben.
Det andet ben får lov at ligge udstrakt, så den nu forstuvede og hævede ankel generes så lidt som muligt.

Kvinden var naturligvis mig selv.
Og naturligvis var jeg beruset.
Og naturligvis kan jeg overhovedet ikke huske, hvad der egentlig skete med mig, hvordan jeg fik skrabet knæet på det ene ben og forstuvet anklen på det andet.

Men nu har jeg vist regnet den ud, for det er sket igen!

Lørdag morgen vågnede jeg med en hævet højre ankel og et smadret venstre knæ. Og kan i den forbindelse afsløre, at det giver væsentligt færre skrammer at skvatte på asfalt med strømpebukser på, end at gøre det samme med bare sommerben på Roskilde Festivals støvede og grove grus, der blandt andet består af ret store og skarpe sten.

Rigtig gættet, fredag aften var jeg til fredagsbar på universitetet og var igen en kende besoffen. På vej hjem står jeg ud af bussen, men fejler fuldkommen min landing på vejen, og ender med at ligge på knæ og underben foran bussen uden at kunne bevæge noget som helst for avavav.

Højre ankel satte ud og gav efter, så benene krydsedes under mig, mens resten af mig landede oven på dem.
Det var ikke udpræget behageligt.

Og det gav en forvredet, forstuvet og hævet højre ankel samt et skrabet venstre knæ. Præcis ligesom Roskilde-skaden fra hin forne tider. Dét vidste jeg naturligvis ikke lige på stedet, for jeg havde travlt med at overleve de grusomme smerter og prøve at humpe hjemad.

Næste morgen, da jeg skulle ligge på knæ foran toilettet, faldt ti-øren dog, og jeg indså Den Større Sammenhæng.

Bum. Så fik vi da lige løst det.

Med sørgebind

I går aftes på sengekanten skete der to ting. En god og glad ting og en trist og sørgelig ting.

Det gode og glade var, at jeg opdagede, at Dude stadig var i live. Det triste og sørgelige var, at det er han ikke længere.

Der skete nemlig det, at jeg stod i soveværelset og opdagede en lillebitte bevægelse. Jeg flyttede noget tøj og udbrød 'DUDE!', thi det var netop Dude, som havde bevæget sig og løb lidt omkring på gulvet i soveværelset. Det er jo ikke lige dér, han ellers kommer mest og det havde en højst uheldig effekt.

I et anfald af tøset panik og overreaktion (muligvis afstedkommet af at jeg stod i de bare trusser og faktisk var ÅH så sårbar!) gav jeg mig nemlig til at hvine og råbe efter det stykke mandfolk, som også befandt sig her i lejligheden. Han kom straks løbende og jokkede på Dude på min befaling. (Og tilføjede 'Det var da ulækkert, at JEG skulle gøre det! ...ja, hans vaklende maskulinitet ér et issue. Manden kører også C3 - helt efter eget valg!)

Der på soveværelsets slidte trægulv lå stakkels Dude, trådt under fode af et væsen, som er ham langt, langt underlegent hvad evolution og kløgtig artsudvikling angår. Helt stille lå han, død som en sild.

Dude blev samlet op i et stykke toiletpapir og båret i hånden ud på badeværelset, hvor han med stor respekt og andægtig tavshed blev kastet i toilettet med sit papir. Hvorefter der STRAX blev skyllet ud af en stadig lettere panisk og yderst sårbar frk. mig.

Lad dette være en advarsel til resten af dyreparken, som måtte befinde sig i levende live i mit hjem; hold jer til jeres pladser eller I risikerer den sikre, visse og grimme død med hvin og gisp og tramp.

RIP Dude, du VAR nu den klammeste sølvfisk i verden, men du var min. Peace brother.

Et spørgsmål om definitioner

Der går en hårfin grænse. Tit overskrides den og tit ignoreres den fuldkommen. Så er det, man kan se og høre voksne mennesker på måske 50 år, som siger 'Jeg er en glad/frisk/sød/sjov/whatever pige, som...'

Øh hva?
Pige!?
Er du sikker?!
Sådan HELT sikker!?

En dag, jeg var på bar med nogle venner, blev jeg prikket på skulderen og en af dem bad mig puffe til 'damen' ved bordet, så han kunne spørge hende om noget.
"Damen?!" spurgte jeg forbløffet, for hende, han havde peget på, var vist ikke meget mere end et par dage over de 20. "Ja damen...eller...altså...øh...pigen?" sagde han så usikkert.

Han kiggede lidt forvirret på mig, tøvede og sagde så med stor overbevisning, at jeg da i hvert fald var en pige.

"Arh" sagde jeg og forklarede, at siden jeg jo faktisk ér blevet 31, og har boet alene, og har haft mit eget liv i mindst fjorten år, og dermed er en form for voksen, så var jeg nok mest af alt det der 'kvinde'. Tjoh, det kunne han alligevel godt se, og så glemte vi helt at få fat i den unge kvinde ved bordet.

Men hvornår er man det ene, og hvornår er man det andet?

Taler man med børn er det meget nemt. For dem er piger de hunkønsmennesker, som er på deres egen alder eller større, men i hvert fald ikke store nok til at være voksne. Og damer er dem, som er mødre/mostre/fastre og den slags, altså de voksne.

Kvinder? Tjah, det er vist ikke med i opdelingen overhovedet.

Allerede da jeg var 17 og arbejdede på en benzintank, blev jeg kaldt dame af nogen, som ville have deres lille knægt til at lægge deres varer op på disken.

Dét var altså lidt træls. Så stod jeg der med fjollet hår og ingen myndighed og var pludselig en dame. Arh...det holdt jo ikke. Dengang var jeg helt sikkert en pige.
Og det blev jeg ved med at være i ret lang tid.
Da jeg gik fra min første kæreste, mente han, at jeg var gået fra at være pige til at være kvinde, fra han så mig, hvor alt var fryd og gammen, til han så mig, hvor alt var slut.

Lige dengang var jeg ikke klar til, at det var dén betegnelse, jeg skulle bruge om mig selv, for det lød sgu åndssvagt og var på ingen måde mig. Men jeg må jo indrømme, at i de seks år der siden er gået, er jeg vist blevet det. Altså klar. Og kvinde.

Men dame?!

Arh, det er altså Erna Hamilton, Ellen Hillingsøe og den der Edna nede fra Australien. Og den slags voksen og raffineret bliver jeg aldrig. Men kvinde, jo tak, det ér faktisk mig. Men hvad med dig?

I øvrigt kan jeg godt lide...

- når håret gør præcis, som jeg gerne vil have.
- når teknologiske dimser bare virker.
- de dage, hvor man får motion, før man overhovedet står op.
- når solen skinner.
- at det allerede er lunt nok til at regn på asfalt lugter perfekt af sommer.
- hjemmelavet tomatsovs.
- at være fjalet og grine hele natten.
- venindesnak og sladder.
- lange, varme kys.
- en lur på sofaen.
- når jeg husker noget, jeg troede, jeg havde glemt for altid.
- når andre end mig synes, at Omsen og Momsen var det sjoveste.
- når nogen ringer til mig på min oldgamle telefon.
- helt nybarberede ben.
- kaffe med en god ven(-inde).
- åbne sko.

At blive en institution

I min familie har vi et særligt udtryk for det, når nogen er klodsede. De laver 'en Ibber'. Og ja, det ér opkaldt efter undertegnede.

Det er, fordi jeg uden tvivl og sidestykke er den mest klodsede i familien.

De af jer, som følger mig på twitter og/eller er mine dejlige og ægte venner på det dersens facebook, vil vide, at jeg for et par måneder siden gik ind i en dør. Jo jo såmænd.
Jeg får ingen tæsk, jeg var helt alene hjemme, vendte mig om, var i bevægelse og BAM, dér var døren, lige i mit øjenbryn og kindben. Desværre uden blå øjne eller andet sejt at vise frem efterfølgende. En bette bule og lidt gul farve under huden var alt, hvad det blev til.

For et par dage siden skulle jeg have støvsugeren ud af et skab og fik i farten puffet til kosten, så skaftet svang ud og landede midt i mit øje. Av. (Hedder det svingede? Men det lyder jo bedre med svang, det var jo dét, den gjorde!)

I sidste uge var jeg på bar med min BFF og en kammi. Jeg er fattigrøv og havde fået en øl af kammien. Vi sidder ved bordet og snakker og griner. Jeg gestikulerer (gør jeg ofte) og rammer min øl! Oh noes, jeg reagerer snapt og får den rejst op helt uden at spilde en dråbe.
Desværre ryger kammiens øl i samme ombæring ned i vandret. Både glasset og flasken, som hver var halvt fulde. Så måtte fattigrøven op og købe en Thy Porter til kammien. Og låne en klud af bartenderen. Og nej, hvor porter dog klistrer og lugter!

I går eftermiddags var jeg til et kursus på uni med føromtalte BFF. I pausen henter jeg mig en kop kaffe, og vi sidder lige og hyggesnakker om noget helt, helt andet end kommaregler, som kurset omhandler. Jeg vil lige holde om ham, og flytter derfor på armen. Yderste led af venstre pegefinger får lige præcis fat i kanten af kaffekoppen, som vælter og hælder alt sit varme indhold ud over BFFs noter. Og mit ærme, mit lår og BFFs ben. Og det meste af bordet og lidt af gulvet.

Jeg ler højt, som jeg ofte gør af den slags. Det sker jo, fordi min krop og min hjerne ikke er helt koordinerede, og min hjerne ofte er meget længere fremme i forløbet end kroppen, når jeg bevæger mig. Så er der ingen, der styrer kroppen, og så er det, at der sker de her ting.

Og det griber om sig.

Ikke alene familien laver nu 'en Ibber', når de klodser rundt og fumler. Kagedåserne gør det samme. Og ham der, som nu ikke længere er utro, er sawtme også begyndt på det.
Og her står jeg og ved ikke helt, om jeg skal være glad for, at jeg er blevet en form for household name eller bare fornærmet....

Sjælland vs. Jylland

Som den kløgtige læser (ja, det er dig) har opdaget, har jeg valgt at bosætte mig i det jyske på trods af min opvækst med fødderne rigtig godt plantet i den gode muld på midten af Sjælland.

I og for sig skyldes det næsten en tilfældighed, at jeg er endt herovre; jeg skulle skifte fra CBS (erhvervsfag!? Hvad tænkte jeg på?!) til universitetet (humaniora og bløde værdier, go go go!) og tænkte så småt, om jeg måske skulle finde et andet universitet end lige Københavns.

Midt i overvejelserne mødte jeg en sød, klog og dejlig ung mand, som boede i Århus, og så var der ikke engang brug for okker-gokker. Jeg skulle da til Jylland! Ingen tvivl.

Og faktisk har jeg stadig ingen tvivl om, at det er hér, jeg skal være. Jeg trives, jeg har det godt, jeg udvikler mig, har rigtig gode venner (og får flere hele tiden) og alle de ting, som gør, at man har det godt et givent sted.

Jo, nogle gange river det lidt i mig for at komme til Kbh. Når der er koncerter med bands, som kun kommer til Kbh. Når der er familietamtam (og det gør vi meget i), og alle flokkes om hinanden derovre. Når en af dem fra Roskilde holder gilde eller bare drukaften. Når...tjah, når jeg føler, at der er noget, jeg går glip af ved at bo i Århus.

Men i det store og hele elsker jeg at bo i Århus. Jeg elsker mit liv her i byen. Jeg elsker mig selv her i byen.
Jeg ved godt, at jeg sagtens vil kunne elske mit liv og mig selv i København, men nu ér jeg jo her. Mit liv er her.

Og så er det bare svært, når familien plager, og ønsker, at jeg boede tættere på, så vi kunne ses noget mere, så vi kunne være tættere på hinanden, så jeg kunne være yndlingsmoster for ungerne lidt oftere. Og. Så. Videre.

Men det kan jeg ikke, for jeg er i Århus, og det har jeg valgt, og så må I finde jer i det. For selvom jeg elsker jer alle og sætter pris på at være sammen med jer, så er mit hjem her i Århus, og jeg er glad for det helt ind i hjertet.

Ting, som gør mig glad i dag

Farfars billede, som endelig er kommet op på min væg.


Sol på fusserne.


Boller og focaccia.


Gode, fundne kasser


Gudinden.

Det der med de fælles venner...

Når man finder en kæreste i en forholdsvis ny, men rigtig fantastisk venneflok, hvad sker der så, når man sårer ham, jokker på hans hjerte og kommer videre uden problemer? Hvem får vennerne? Skal folk vælge side? Hvordan gør man den slags?

Umiddelbart efter The Big Breakup var det tid til vennernes julefrokost, og da jeg jo var den forurettende part, trak jeg mig lidt i baggrunden og tænkte, at det var helt åbenlyst, at han skulle med, og jeg ikke skulle.
Det syntes jeg, var helt ok, fordi jeg gerne ville give ham plads og så videre, og tænkte, at alle nok ville få en bedre fest, hvis han kunne slappe af og ikke stå ansigt til ansigt med verdens ondeste kvinde.

Den sædvanlige nytårsfest, som plejer at være årets bedste aften, trak jeg mig også fra (længe før jeg fik at vide, at den faktisk slet ikke blev holdt). Nytåret blev i stedet skudt ind med min søster og min niårige nevø. Hvilket også var meget sjovt og gav en væsentlig sjovere 1. januar.

I det hele taget forholdt jeg mig lidt passivt i forhold til alle de fælles venner, som nu mest føltes som hans venner, fordi han har kendt dem alle noget længere end jeg. Og nåja, fordi det var mig, der havde knust hans hjerte og ikke omvendt.

Lidt tilfældigt har jeg mødt nogle af dem i forbindelse med fredagsbar og ture i byen, og heldigvis virker det ikke som om, der er dårlig stemning. Et par af dem har endda selv meldt sig på banen og sagt, at jeg da skal med til Roskilde og har inviteret mig med til ting og sager. Andre igen har jeg ikke hørt et ord fra.

Nu er det sådan, at der har været en påskefrokost, som jeg ikke blev inviteret til, og nu også en anden fest, som jeg kun har hørt om fra en af de andre. Og det er altså noget underligt noget.

På den ene side forstår jeg sagtens, at vennerne gerne vil tage hensyn til ham, men på den anden side får jeg lidt af en "What am I - chopped liver?"-fornemmelse i forhold til det. Vi var jo venner i et par år, før jeg fik kæresten og gik fra ham, men vi er så ikke venner nu? Fordi jeg fandt ud af, at mit liv var bedre, hvis det ikke indeholdt ham som fast mand og far til mine børn? Fordi jeg sagde det til ham på en forholdsvis pæn måde og havde forberedt ham på det i en måned? Fordi jeg smed kataloger om vielsesringe og amning ud, før han skulle pakke, så han ikke skulle se dét igen? Fordi jeg forlod mit hjem i en måned, for at han kunne få fred, og kun kom hjem, fordi han insisterede på, at han også kunne tage væk?

Jeg er voldsomt glad for ham, som sagde, at det er mig, der er den sjove at være på Roskilde Festival med. Og jeg er voldsomt glad for ham, som har inviteret mig til sin fest. Og jeg er voldsomt glad for dem, som inviterede mig til deres bryllup, selvom de ikke har givet nogen lyd fra sig siden. Og jeg er også voldsomt glad for ham, som for nyligt er begyndt at snakke musik med mig igen, som vi altid har gjort.

Og resten? Tjah, de var måske ikke så gode venner alligevel, men jeg giver tid og giver tid og håber, at de vender tilbage, og at alting finder sin plads igen.

Mig og mr. Right (Now?)

Dengang jeg var i de små teenår, mente jeg, at det der med parforhold var noget underligt noget. Jeg kunne på ingen måde forestille mig, at to mennesker lige kunne mødes og elske hinanden vildt meget. Jeg tænkte, at én af dem elskede den anden og den anden....tjah, h*n nøjedes.

Så mødte jeg Klaus med de blå øjne og forelskede mig som kun 17-årige piger kan. Han var min mr. Right, the one og præcis den, jeg skulle dele hele resten af mit liv med. Og åh, han elskede mig lige så meget.
Det var helt perfekt, og endelig vidste vidste VIDSTE jeg, at 'den eneste ene' ikke blot var noget, som brødrene Grimm, Hollywood og Disney har opfundet for at få os til at drømme om noget, som ikke findes.

I løbet af de følgende otte (!) år slog vi op og fandt sammen et utal af gange, jeg var sammen med andre, han var sammen med andre, det var noget rod. Og til sidst blev jeg ramt af klarsyn og indså, at han nok ikke var Mr. Right, når det skulle være så svært. Så jeg gik.

Herefter mødte jeg en klog, dejlig, fantastisk mand på et online debatforum. Han var ALL THAT. Men jeg vidste godt, at når jeg sagde, jeg ville elske ham for evigt, var det for evigt = indtil jeg holder op. For det der evig kærlighed og happily ever after, det findes jo ikke.
Nogle år gik og endnu en gang gik jeg også.

Jeg tumlede rundt og troede slet ikke på den eneste ene eller mr. Right. Kynismen bredte sig og jeg mente, at de der lillepigedrømme var det dummeste.

Men så var det, at der skete noget. Først var det bare en onenighter efter en påskefrokost. Senere blev det kurmageri, frokost og sol i Botanisk Have, dating og alvor i mit hjerte. Åh, jeg var så lykkelig, han var jo præcis, hvad jeg ville have! Og den eneste ene, mr. Right, tåbelige lillepigedrømme om marengsbryllup og det hele slog lejr i mit lille hjerte endnu en gang. Indtil det holdt op ganske brat, og jeg endte med at sige, at det ikke skulle blive ved.

Nu sidder jeg her som 31-årig og ser tilbage på tre længerevarende forhold. De har alle haft deres gode sider, men alligevel har de samlet fået mig til at tænke, at mr. Right faktisk bare ér noget som Hollywood, Disney og de gamle eventyr har lært os at lede efter og drømme om.

Næste gang der kommer en eller anden forbi, er han mr. Right Now, for dét kan jeg tro på.

RF2010

Torsdag var en herlig dag. Her blev den færdige plakat til årets Roskilde Festival offentliggjort.

Jeg hørte med på Ekstra Bladets hjemmeside, der livetransmitterede fra pressemødet og jeg fulgte med på alle tænkelige hjemmesider, så jeg kunne være fuldt opdateret.

Og ååååååååh, hvor blev jeg glad for det, jeg hørte og så!

Her er listen over hvem, jeg skal se. Hvis de altså bruger hovederne i planlægningen og ikke lægger alt det vigtigste (altså det, som jeg vil se!) lige oven i hinanden.

Gorillaz, Muse, Nephew, Prodigy, Patti Smith, Them Crooked Vultures, C.V. Jørgensen, Kasabian, LCD Soundsystem (dog uden så mange Long Island Ice Teas denne gang, vil helst kunne huske bare lidt af koncerten), Afenginn, The Floor Is Made Of Lava (tak for i torsdags, drenge), Florence And The Machine, Lindstrøm & Christabelle, John Olav Nielsen Og Gjengen, Schlachthofbronx, Teddybears (tak til gud eller nogen, lige dér!) og Fallulah.

Phew.

Og så er der udover dét en god håndfuld måske'er og alt det løse, som man bare lige dalrer forbi og bliver fanget af. OG jeg har stadig to måneder til at researche og finde ud af, om der tilfældigvis skulle være andre guldklumper imellem de ukendte bands. Og det er der jo altid.

Så alt i alt lader det til, at jeg får en travl og god festival. Så nu håber jeg bare, at vejret bliver godt (solskoldning og urinstøv er altid at foretrække frem for regn) og at jeg får råd til billetten.

Mine venner (!) mener, at jeg sagtens kan få en flise, indtil jeg har skrabet pengene sammen, menehm... jeg venter lige med den løsning til jeg er en hel del mere desperat.....

Sender I lige en tudekiks?

Årh mand, jeg gider ellers ikke pive og klage på bloggen, men nu gør jeg det altså. Og så endda på sådan en fin og flot solskinsdag, hvor mine viskestykker og et enkelt lagen hænger på altanen og tørrer i den friske luft.

Jeg bor jo staaaaaaadig i den lejlighed, jeg havde med eksen, og det er for så vidt fint nok. Bortset fra at det ikke er.

Da vi var to om huslejen, havde jeg ikke engang råd til halvdelen og nu sidder jeg jo med hel-delen. Min søde fader hjælper mig hver måned, fordi han synes, jeg ikke bare skal flytte til det første, det bedste og så stå med hår i postkassen og gerne ville flytte om fire måneder igen. "Find noget ordentligt. Hvor du kan blive længe!" siger han. Og ja, det giver jo god mening.

Men nej, hvor er jeg bare træt af, hvordan tingene er lige nu.

Fordi jeg lever for farmands penge, føler jeg ikke helt, jeg kan skalte og valte med dem, som jeg gør, når det er mine egne (altså dem, jeg får fra staten, ikå). Og jeg haderhaderhader at være så afhængig af andre.

Jeg ved godt, jeg har et helt generelt problem med at tage imod, og jeg ved også godt, at det er min far, og selvfølgelig hjælper han gerne, når yngstedatteren er i knibe. Og jeg øver mig også og prøver på at blive bedre til at acceptere det, når mennesker gerne vil gøre noget godt for mig.Men for fanden. Det her er bare ikke sjovt i længden. For jeg ér jo 31, og jeg ér jo en slags voksen, og jeg BØR jo kunne klare mig selv, og det vil jeg virkelig helst gerne. Men altså...det kan jeg ikke lige nu. Og det sucker for hårdt.

Mit hjem er ikke mit hjem, fordi jeg ved, jeg skal flytte herfra, så snart jeg kan. Min koncentrationsevne er sådan cirka under gulvhøjde og mit humør følger den pænt.

Kan I ikke alle sammen (fordi jeg HAR jo bare så mange læsere!) krydse fingre for at det helt rigtige dumper ind i min mailboks i denne uge? Det ville være så freaking fabelhaft, hvis det kunne lykkes her i april.

Ghetto living

Ok, så jeg bor ikke ligefrem i Gellerup. Og heller ikke Gellerup II. Men man kan nok godt sige, at området her kan kaldes Gellerup III. Stiften kalder i hvert fald pladsen oppe ved kirken og fakta for 'Frygtens Torv'...

Det er godt nok mest andre end os, der rent faktisk bor her, som kalder det ghetto og er bange for det. Og den holdning har de endda længe før, jeg fortæller dem, at politiet kører fast patrulje herude et par gange om dagen.

Jo jo, en underbo i min opgang fik skåret en trussel ind i sin dør, om at han skulle se at betale, det svin. Men faktisk var det ikke noget, der gjorde mig bange. Det kom jo ikke mig ved, og dybest set så kan man jo altid være 'på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt', uanset hvor man bor og sover om natten.

Jeg færdes i området nat og dag og har endnu aldrig været utryg her. Lige indtil i dag.

For i formiddags, da jeg kom ned til Kitte Kry (cyklen, husker I nok), lå der en plasticpose i cykelkurven. Den var halvtung, og imens jeg flyttede den, så jeg ned i posen.

Nu har jeg godt nok ikke set så skidemange våben i mit liv, og jeg har slet ikke set nogen, siden Politi-Brian viste os sin tjenestepistol i 9. klasse, men jeg var ikke i tvivl. Nede i posen lå en pistol.

Min første tanke var, at det var legetøj, men alligevel...den føltes for tung til at skyde med vand eller andet pjat. Jeg fik meget hurtigt varmen, mens jeg lempede den ud af den lille plasticpose (selvfølgelig uden at røre ved den, én HAR jo set CSI og den slags!) og prøvede at bedømme, om den nu var rigtig eller hvad.

Det ved jeg jo ikke en snus om, så jeg ringede til politiet og sagde, at jeg vist havde fundet en pistol i min cykelkurv, og spurgte, om de mon ville komme og se, om den var ægte eller hvad. Vagthavende sagde, at dét ville de rigtig gerne.

Og så var det jo, at jeg opdagede et gode ved at bo i det, som alle regner for at være ghetto - der gik ikke ti minutter fra jeg lagde på, til den første betjent kom omkring hjørnet!

Heldigvis var der bare tale om en gaspistol (synes jeg manden sagde, men hvad ved jeg!?), som nu er i polisens varetægt som hittegods. Men det er alligevel lidt skæmmende at opdage, at man bor et sted, hvor man erkender, at det faktisk godt KUNNE være et ægte, skarpladt vågen, der pludselig ligger i ens cykelkurv.

Oprop i blogland

Stine fra StineStregen bliver hjemløs fra 1. maj - kender du nogen, der udlejer en lejlighed i Århus C? Så kontakt Stine. Læs mere her: http://www.stinestregen.dk/2010/04/sger.html

Hjertesuk

Pyha.

Når man er sådan en, som tror, man har skræmt nogen væk, fordi man var fuld, skuffet og frustreret på én og samme tid, hvilket udmøntede sig i en hel del sms'er om savn og trælshed på en fredag aften, så er det bare så topdollar lige i lommen, når man får en sms nede fra det der ferieland af nogen, som er ude at se på delfiner og så lige tænker på at skrive hej og går det godt til en hystade her langt mod nord.

Årh, dejlighed, lige dér!

Søndag med spørgsmål

- Hvorfor er jeg så skidehamrende eddikesur i dag? Og hvorfor går det ikke over?

- Skal jeg skrive til ham underviseren, at jeg har blå mærker på armen, som passer med hans fingre og at jeg godt kan lide det?

- Hvorfor blir det nu overskyet og regnvejr, når jeg netop har slukket for varmen?

- Hvordan laver man lige damage control, når den, det handler om, er taget til Gran Canaria? Og hvordan undgår man i øvrigt panikken over, at han er med kæresten dernede?

- Skal jeg skrive til ham underviseren bare i det hele taget, så han ikke føler, at jeg bare kom, knaldede og så gik, da jeg ligesom var færdig?

- Ér det mon ham den unge, der skrev fra et ukendt nummer i fredags og klagede over, at jeg var gået? Vil han noget igen? Var det bare fordi der ikke var andet? Og hvorfor er han i det hele taget så skidehamrende vigtigt for mig?

- Hvorfor er det egentlig mørkt, når kl. kun er kvart i 15?

- Hvorfor skal tingene være så svære og indviklede? Eller - hvorfor får jeg altid gjort tingene så irriterende svære og indviklede?

- Og hvorfor hader timing mig?

- Hvornår forbarmer de højere magter sig og sørger for, at jeg får et godt sted at bo, som jeg faktisk har råd til?

- Og hvad så nu med den fredagsbar efter påske, hvor der måske er hele tre unge mennesker (plus en underviser, der altid ligger lige for som plan b), som er ganske herlige!?

Prinsessekællingen

Jeg har mødt en rigtig irriterende kælling.

Jeg burde nok faktisk have mødt hende for længe siden, men noget siger mig, at jeg hidtil har gået med enorme skyklapper og denial sat ind på rygmarven og derfor har undgået hende.

Men hun har næsten stensikkert været lige dér i periferien hele tiden. Og i går fik jeg så øje på hende.

Dumme kælling af en hoven, intrigant og dumt krævende prinsesse! Hun bor inden i mig, og det er noget værre noget.

Hun åbnede munden i går og råbte med høj og klar røst: "Neeeeeeeeeej, nejnejnej - du skal ikke ringe eller skrive til ham! Det er HAM! Det er HANS tur til at ringe og skrive. Hans tur til at sige, du er dejlig, hans tur til at være den, der har brug for, HANS TUR!"

Jeg studsede lidt over det. For vi ér da vel det der 'voksne mennesker' ikke? Vi regner da ikke gang for gang og øje for øje, gør vi? Vi siger da bare, hvordan vi har det, så andre kan tage stilling og handle derefter, ikå? Men nej, hun gav sig ikke. Jeg måtte sgu virkelig strenge mig an, og først da jeg vedgik, at det var mig der skrev sidst, gav hun sig.

Men dét er jo løgn.

Eller ok, det er ikke løgn som sådan. Men det var lige, da han var kørt og jeg opdagede, at han havde glemt overtøjet her. Da skrev jeg til ham. Men ellers er det nu ham, der har været mest fremme med "Kan vi ikke ses allerede nu i stedet for i morgen?" og "Men jeg skal da stadig komme i morgen, selvom jeg er her nu, ikke?"

Og hvad er det i det hele taget for noget, at der inden i (kloge, fornuftige, velovervejede) mig findes et fruentimmer, som insisterer på, at hun skal være den passive, den tilbedte, og han skal være den aktive og tilbedende!?

Det sømmer sig ikke. Det gør det bare ikke. Og det er slet ikke i tråd med mine øvrige holdninger til kønsroller og opførsle.

Fra nu af sørger jeg for at være endnu mere opmærksom, så jeg opdager det, når hun råber op. Så jeg véd, jeg kan lytte på hende, tænke mit og gøre noget andet. Som jeg i grunden synes er smartere.

Så nu skriver jeg sgu til ham, at jeg godt gad, han var her. Basta.